Suk. Min mor – som har undervist nok gange i denne bog i gymnasiet – havde vist advaret mig, men jeg skulle alligevel lige prøve. Jeg læste om den på Martins komma-fetich-blog og syntes den lød lidt sjov. Men Being There er halvulidelig på den moralisererende, pædagogiske og papudskårne måde.

Chance er gartner og autist og bor i et hus i New York hvor han bruger tiden på at se fjernsyn og ellers passe haven og sig selv. Han kommer ingen steder fra, hedder ikke andet end Chance og er heldig at husets ejer giver ham kost og logi. Han har aldrig været uden for haven før husets ejer dør, og Chance bliver sat på gaden.

Her bliver han mødt af en verden han ellers kun har set i fjernsynet. Ved et tilfælde kommer han hurtigt i kontakt med toppen af USA’s erhvervsliv, og da ingen forestiller sig at denne man bare er gartner og autist,  fortolker de hans meget banale udsagn som metaforer. Inden længe møder han selveste USA’s præsident, og når talen falder på nationaløkonomien, snakker Chance bare om sin have. Præsidenten synes at det med tørke og regn, gode rødder og opblomstring er fantastiske symboler og bruger det kort efter i en tale. Herfra går det hurtigt med interessen for Chance, og hans forsøg på at sige noget meningsfuldt bliver hver gang modtaget ekstremt velvilligt. Inden bogen slutter, luftes tanken om at han måske skal være USA’s næste præsident.

Kejserens nye klæder-metaforikken er voldsomt tung, og selv om bogen ikke udgiver sig for at være socialrealistisk, stikker det usandsynlige i elitens benovelse over Chance meget i øjnene. Being There er svagt underholdende hele vejen igennem, men det overskygges af Kosinskis konstant løftede pegefinger.

Halleluja! Don DeLillo har udgivet en novellesamling, og den er god!

Selv om The Angel Esmeralda er hans første novellesamling, er det ikke nyt for ham at skrive noveller – DeLillo har løbende udgivet noveller i amerikanske tidsskrifter; nu udgiver han bare nogle af dem. Novellerne i denne samling er skrevet over en periode på mere end 30 år, og den nyeste er fra i år.

Fordi jeg er så begejstret, skriver jeg lidt om hver af dem.

• Creation (1979): En ret Waiting for Godot-agtig lille historie der foregår på en caribisk ø. Hovedpersonen og hans kone har meget svært ved at komme afsted fra øen – flyet er aflyst, ventelisten er lang, ingen ved hvornår det næste kommer osv. Endelig får parret en enkelt billet, konen rejser, og hovedpersonen bliver hængende og er konen utro på en helt utroligt lad og passiv måde.
• Human Moments in World War III (1983): Stille og nostalgisk fremtidshistorie om to besætningsmedlemmer på et rumskib, langt fra krigen på jorden. Jeg synes der er lidt Kurt Vonnegut i den.
• The Runner (1988): En mand løber rundt og rundt i Central Park, mens en kidnapningsscene udspiller sig. Omdrejningspunktet er ikke kidnapningen men løberens tøvende og kejtede samtale med en ældre dame i parken – klassisk og fantastisk DeLillo-dialog.
• The Ivory Acrobat (1988): Mere ventelitteratur. En ung kvinde oplever indtil flere jordskælv i Athen og bruger resten af novellen på at gå rundt og frygte det næste. Jeg oplevede en helt konkret fysisk uro i kroppen af at læse denne lille novelle.
• The Angel Esmeralda (1994): Forlægget til et kapitel i DeLillos kæmpebog Underworld om to nonners velgørenhedsarbejde i slummen. De støder på en helt ung pige – Esmeralda – der lever alene i dyngerne på en losseplads, og nonnerne bekymrer sig for hende. Da hun bliver voldtaget og dræbt, viser hendes ansigt sig på en Minute Maid-reklame ved en indfaldsvej – og nonnernes tro bliver sat på en prøve. Stor sort humor!
• Baader-Meinhof (2002): Terror i lille og stor skala. En kvinde og en mand møder hinanden på et galleri der viser billeder af Baader-Meinhof-gruppens lig. De går hjem til hende, hun får kolde fødder, og manden er tæt på at voldtage hende. En ret hårrejsende og ubehagelig lille historie.
• Midnight in Dostoevsky (2009): Hovedpersonerne er to collegedrenge, dvs. noget yngre end DeLillos personer plejer at være. De fordriver tiden mellem logik-timerne med at gå lange ture og sandsynliggøre diverse teorier med de bedste forhåndenværende argumenter – et særligt spil de har udviklet. Meget atypisk DeLillo-læsning, men stadig fremragende.
• Hammer and Sickle (2010): En flabet finanskrise-historie. I et fængsel afsoner en mand straffen for økonomisk kriminalitet, da hans to små døtre begynder at optræde på tv med en børneudgave af finansnyhederne. Pigernes replikker er skrevet af børnenes mor, måske som en ekstra straf til farmand i fængslet. Dialogen er virkelig foruroligende og grænseoverskridende – ikke bare for manden i fængslet, men også for den der læser den vilde novelle.
• The Starveling (2011): Der er lidt Paul Auster over den sidste og helt nye historie om en gruppe hvileløse mennesker der rejser med subway og busser rundt på Manhattan for at se fire-fem obskure biografforestillinger om dagen. På en gang meget distanceret og meget humant.

Sunset Park er faktisk ikke en helt typisk Paul Auster-bog – men okay, det skrev jeg også om Man in the Dark, så det kan selvfølgelig også være han bare er begyndt at skrive lidt anderledes.

Bogen handler om Miles, 28-årig mand som måske, måske ikke, er skyld i sin papbrors død og er flygtet fra alting fordi han ikke kan holde det ud. Men han bliver – selvfølgelig! – nødt til at vende tilbage til New York og konfrontere sin fortid. Her møder han også en lang række personer der hver har sin historie og sin kamp at kæmpe.

Jeg var ikke så grebet af Sunset Park som jeg af og til kan være når jeg læser Paul Auster. Til gengæld er der masser af litterært lir, New York-lækkerhed og sjove detaljer.

Se fx her hvordan det går når Miles allerførste gang møder sit livs kærlighed:

She was sitting on the grass reading a book, and not ten feet away from her he too was sitting in the grass reading a book,which happened to be the same book as hers, the same book in an identical soft-cover edition, The Great Gatsby, which he was reading for the third time since his father gave it to him as a present on his sixteenth birthday.

Det er sjovt, for i den forrige bog jeg læste – Murakamis Norwegian Wood – var det The Great Gatsby der fik Watanabe til i første omgang at falde i snak med Nagasawa. Og hey – hvem glemmer nogensinde Søren Ulrik Thomsens ord fra Det værste og det bedste: “at man jo altid kan læse Den store Gatsby / én gang til er det bedste”?

Mindre nørdet bliver det ikke når Miles diskuterer baseball med sin svoger, og talen falder på den baseballkamp i 1951 som på sin egen måde er omdrejningspunktet for hele Don DeLillos kæmpestore Underworld.

Nå, det var et sidespor. Det er ikke de her små detaljer der holder bogen oppe – jeg synes bare det er sjovt. Men udmærket bog uanset hvad.

Alen Mešković, forfatteren til Ukulele-Jam, har boet lige mange år i Bosnien og Danmark – lidt fascinerende når han kun er 34 år og nu har skrevet sin anden bog. Jeg havde ikke hørt om ham før jeg fik denne bog af min kæreste for en måneds tid siden.

Den handler om en bosnisk dreng der under krigen i halvfemserne bliver evakueret sammen med sin familie fra deres hus i Bosnien og bliver indkvarteret i en flygtningelejr i et nedlagt kroatisk feriecenter. Her forsøger han at få en hverdag til at fungere med skole, venner, kærester og Converse-sko, men det bliver sværere efterhånden som krigen udvikler sig og det bliver dårligere at have et muslimskklingende navn i Kroatien.

Bogen er på mange måder en slags ungdomsroman – dvs. den kunne sagtens appellere til folk på halvdelen af min alder, men jeg var nu ikke bare virkelig godt underholdt, men også ret grebet af historien – både hovedpersonens personlige historie og den virkelighed han lever i. Jeg havde i forvejen prøvet at forstå hvad konflikten på Balkan gik ud på, men man får som bekendt en helt anden fornemmelse af det når man hører en personlig stemme.

Samtidig var det noget særligt at læse bogen fordi jeg både sidste år og i år har været på ferie i Kroatien – og selvsagt bare oplevet det som et dejligt sted med sol, glade mennesker, flot natur og masser af fantastisk frisk fisk og god olivenolie. Med andre ord meget let at glemme at der var krig for 15 år siden.

Den er godt skrevet, underholdende, spændende og falder ikke for fristelsen til at overdrive traumerne; helheden i historien er en på mange måder almindelig ungdom i skyggen af en ret ualmindelig situation.

Et par ugers ferie i Japan krævede helt klart en Murakami. Den her er gammel – helt tilbage fra 1987, men virkelig god. Måske en af de bedste af hans bøger.

Den foregår i starten af 1970’erne, og hovedpersonen er en ung mand som splittes mellem to kvinder. Bogen er fuld af kærlighed, sorg, sex og lidt tungsind – og masser af dejlige, langsomme Murakami-beskrivelser af ingenting.

Norwegian Wood er på alle måder værd at læse!

Jeg havde aldrig hørt om Gyrðir Elíasson før jeg for nylig læste at Mellem træerne havde vundet Nordisk Råds Litteraturpris i 2011. Anmeldelsen fik mig til at købe den, men jeg blev lidt skuffet.

Bogen er samling meget korte noveller – virkelig korte, nogle af dem på bare tre-fire sider. De fleste noveller har en mandlig, midaldrende hovedperson, der er næsten altid beskrivelser af træer og vejret, og der er for det meste en lidt trist stemning. Når det er bedst, er der lidt Helle Helle over den stille og roligt konstaterende tone.

Men i mange af novellerne er der også et overnaturlig element, og det fungerer slet ikke for mig. Altså bogstaveligt talt overnaturligt som vinduer der åbner, håndskrift der dukker op, snakkende radiatorer og den slags.

Andre gange bliver det bare plat og komisk i sit forsøg på at være underspillet. Jeg kan ikke tage det alvorligt når en novelle slutter sådan her:

Da jeg rejste mig op for at gå, lod jeg sandalerne blive stående.

Come on!

Det er meget svært at forholde sig til denne bog uden at forholde sig til alt det man i øvrigt har hørt om den. At den skulle være aldeles selvbiografisk, at det skulle være det helt store og banebrydende, at den skulle være voldsomt selvudleverende, at den skulle være exceptionelt detaljerig. Og måske gør det heller ikke noget at bogens kontekst fylder lidt.

Men jeg har det med at blive skuffet over hypede bøger, og derfor var det fint at jeg havde læst Lenes lunkne indlæg om Min kamp 1 i forvejen, for så blev jeg alligevel nærmest positivt overrasket.

Bogens fortæller hedder Karl Ove Knausgård og skriver i jeg-form om sit liv. Bogen begynder med spredte skift mellem nutiden, barndommen og ungdommen, mens de sidste 180 sider foregår over tre døgn som foregår et par år før historiens nutid.

Omdrejningspunktet i bogen er langt hen ad vejen fortællerens forhold til hans far; en mand der udvikler sig fra at være en dårlig forælder til en helt elendig og ondskabsfuld alkoholiker.

Med andre ord altså et mildest talt klassisk tema. Hvad er det så der gør bogen til noget særligt? Jeg tror det handler om måden at fortælle det hele på.

Først og fremmest er bogen voldsomt detaljeret. Hver eneste lille triviel handling – også alt det der ikke er ‘vigtigt’ for handlingen, er indgående beskrevet. Går fortælleren ind i en kiosk og køber cigaretter, skal læseren kende ekspedientens alder og vide hvilket tøj vedkommende har på, og hvor mange der står i kø, og om han betaler kontant.

En norsk stewardesse så mig læse i bogen i et fly og spurgte hvad jeg synes om den, fordi hun havde hørt at Knausgård skulle have en helt fantastisk hukommelse. Her er præmissen vel at bogen vitterlig er en akkurat beskrivelse af hvad der har fundet sted i forfatteren Knausgårds liv, og den er jeg ikke sikker på at jeg er med på. Men detaljerigdommen giver bogen en særlig autencitet og læseren en fornemmelse af at det ikke er konstrueret til lejligheden. Vejret bliver nøje beskrevet, men det er ikke solskin når han er glad og pisregn når han er trist.

Hvor beskrivelserne og detaljerigdommen på ene side får det hele til at virke lidt mere ægte, lægger fortælleren (eller er det nu forfatteren jeg mener?) på den anden ikke skjul på at der ligger en helt bevidst beslutning bag. Et par steder hvor han fortæller om det at skrive bøger, formulerer han nærmest sin egen teori om god skrivning:

Å skrive er å trekke det som finnes ut fra skyggene av det vi vet. Det er det skriving handler om. Ikke hvad som skjer der, ikke hvad slags handlinger som utspiller seg der, men der, i seg selv. Der, det er skrivingens sted og mål.

Og senere igen hvor Knausgård fortæller om nogle malerier der gør særligt indtryk på ham:

Det fantes således alltid en viss objektivitet i dem, det vil si en avstand mellom virkeligheten og avbildningen av virkeligheten, og det måtte være i dette rommet hvor det «hendte», hvor det kom til syne, det som jeg så, når verden likesom trådte fram fra verden. Når man ikke bare så det ubegripelige i den, men kom helt nær det. Det som ikke talte, og som ingen ord kunne nå, følgelig alltid utenfor vår rekkevidde, ligevel innenfor, for ikke bare omga det oss, vi hadde selv del i det, vi var selv av det.

Om man kan lide det eller ej, er vist en smagssag. Jeg kan godt lide det. Det nedsætter selvfølgelig tempoet i handlingen og gør det af og til næsten langtrukkent, men det giver også nogle dejlige stillestående passager der faktisk minder mig lidt om nogle af Murakamis bøger hvor der også er tid og plads til små rolige pauser. Uden sammenligning i øvrigt!

Men beskrivelsernes største styrke er – og nu kommer jeg helt sikkert til at blande virkelighed og fiktion sammen – at de er så ærlige. Fortælleren Knausgård udleverer sig selv igen og igen. Ikke at han oplister sine fejl som sådan, men i beskrivelserne af sine følelser blotter han sig konstant. Ikke kun der hvor han ligefrem gør eller siger noget dumt, men også når han bare reagerer lidt underligt på sin omverden. Og selv om han eksplicit fortæller hvor meget han forholder sig til folks opfattelse af ham, søger han aldrig læserens sympati (eller antipati, for den sags skyld), men holder sig bare til at beskrive – på sin egen halvkalkulerede måde.

Nåja, så er det her i øvrigt bare den første bog ud af seks. Absurd projekt – spændende om Knausgård holder niveauet. Jeg har allerede købt 2’eren, så den ligger klar næste gang jeg er parat til norsk navlepilleri en masse.

Da forfatteren E. L. Doctorow var barn i New York, hørte han historierne i pressen om de to excentriske Collyer-brødre der i starten af det tyvende århundrede barrikaderede sig i deres fireetagers brownstone i Harlem, fyldte det til lofterne med aviser og underlige loppemarkedsfund, undlod at betale skat, telefon, vand og strøm, klædte sig i gammeldags tøj og kun gik ud om natten.

Uden yderligere research har Doctorow så skrevet Homer and Langley – en roman hvor han ikke går voldsomt op i de historiske fakta, men i stedet forsøger at sætte sig i brødrenes sted og beskrive udviklingen fra overklassebarn til usoigneret særling – indefra.

Fortælleren er lillebror Homer der bliver blind allerede som teenager, men alligevel har en munter opvækst i sine meget velhavende forældres hus der i bogen ligger længere nede ad 5th Avenue, direkte ud til Central Park.

Men så drager storebror Langley afsted til Europa i første verdenskrig, og inden han kommer hjem med lunger ødelagt af sennepsgas, er begge forældre døde i en epidemi. Så nu står de to unge mænd med et kæmpe hus på Manhattan, to stuepiger, en kok og en butler.

Herfra begynder – med ganske små skridt – bevægelsen mod et mere og fyldt hus og et mere og mere excentrisk liv, præget af op- og nedture og festlig men sjælden interaktion med omverdenen.

Homer and Langley kan ikke måle sig med Doctorows mere end 35 år gamle Ragtime – som også indeholder flere historiske personer og begivenheder – men den er sjov, sympatisk, vellykket og faktisk også ret troværdig i sit forsøg på at se særlingen indefra.

Jeg kan i øvrigt ikke helt gennemskue de symbolske implikationer af en blind protagonist – i de græske tragedier plejer det vist at hænge sammen med ægte erkendelse at man mister synet, men her virker det næsten omvendt?

Nu er der ikke flere af Jonathan Franzens bøger jeg ikke har læst, og det føles næsten helt tomt og trist.

For han er en fantastisk forfatter – undervurderet, skulle jeg til at sige, men det er sådan set slet ikke rigtigt. Både The Corrections og Freedom har fået enorm opmærksomhed, men hans tidligere romaner er fremragende bøger som man ikke hører meget om.

Strong Motion – Jonathan Franzens anden bog fra 1992 – handler om en ung indadvendt mand der forelsker sig i en jordskælvsforsker og hvis mor arver en masse aktier i et firma hvis affaldshåndtering måske er skyld i en række voldsomme jordskælv. Det er en historie med masser af drama, romantik og en hel del suspense – men skrevet i en genkendelig, exceptionelt flydende, overskudspræget og velformuleret Franzen-stil. I øvrigt er det sjovt at man i dialogen kan se enkelte stiltræk der minder om Bret Easton Ellis’ helt anderledes bøger fra samme periode.

Strong Motion er nok en lidt mere ordinær og mindre kompromisløs roman end Jonathan Franzens andre bøger – men omvendt også lettere læst og i det hele taget vældigt underholdende. Bogens allerførste side fangede mig fuldstændig – ikke gennem voldsom in medias res eller dramatik, men gennem en virkelig original beskrivelse af et søskendeforhold. Det synes jeg er utroligt sejt.

På nogle punkter virker denne bog dog mere som en debutroman end Franzens første bog The Twenty-Seventh City. I Strong Motion er der – modsat i hans andre bøger – flere steder hvor jeg tænker en redaktør godt kunne have hjulpet med at skære det lidt til og stramme lidt, og en enkelt passage som jeg nærmest synes er lidt plat.

Men ikke desto mindre altså en utroligt velskrevet og læseværdig bog. Og så er det en stor skam at der nu ikke er flere ulæste, vellagrede Franzen-bøger i bagkataloget. Måske man skulle læse The Corrections igen?

Der er intet ironisk over titlen på denne bog, og der er ikke meget opmuntring at hente efterhånden som man tygger sig igennem.

Som så mange andre af Philip Roths bøger foregår den i det jødiske Weequahic-kvarter i Newark, New Jersey. Hovedpersonen, Bucky Cantor, er en svagtseende, muskuløs, pligtopfyldende gymnastiklærer på 23 år der passer skolens sportsplads i sommeren 1944.

Her udbryder der en polioepidemi – ikke mindst blandt de børn der kommer og dyrker sport på sportspladsen hver dag. Ingen ved hvordan polio smitter, og derfor mistænkes alt og alle for at være kilde til spredningen af sygdommen.

Bucky frygter ikke og fortsætter arbejdet – glad for overhovedet at bidrage med noget, mens hans venner (som ser bedre end han) er i kamp med tyskerne i Frankrig. Men efter lidt moralsk vaklen overrasker den unge mand dog sig selv ved at flygte fra varmen og epidemien i Newark og tage op i en sommerlejr i bjergene hvor hans forlovede befinder sig – heroppe er alt godt, luften er klar, vandet køligt og børnene raske.

Og ja – det er så der nemesis indfinder sig. Det der gør bogen til mere end bare en røverhistorie om sygdom og kærlighed, er så spørgsmålet om hvad hybris helt præcis bestod i.

Mørk og trist historie om skyld og skam, i det hele taget. Og godt skrevet – og især var der noget ekstra ondskabsfuldt over den konstaterende beskrivelse af naiv begejstring Bucky føler når han lige er kommet op til sommerlejren i bjergene. Men i mine øjne er Nemesis dog slet ikke så god som Philip Roths klassiker Portnoy’s Complaint.