Jeg havde aldrig hørt om Gyrðir Elíasson før jeg for nylig læste at Mellem træerne havde vundet Nordisk Råds Litteraturpris i 2011. Anmeldelsen fik mig til at købe den, men jeg blev lidt skuffet.

Bogen er samling meget korte noveller – virkelig korte, nogle af dem på bare tre-fire sider. De fleste noveller har en mandlig, midaldrende hovedperson, der er næsten altid beskrivelser af træer og vejret, og der er for det meste en lidt trist stemning. Når det er bedst, er der lidt Helle Helle over den stille og roligt konstaterende tone.

Men i mange af novellerne er der også et overnaturlig element, og det fungerer slet ikke for mig. Altså bogstaveligt talt overnaturligt som vinduer der åbner, håndskrift der dukker op, snakkende radiatorer og den slags.

Andre gange bliver det bare plat og komisk i sit forsøg på at være underspillet. Jeg kan ikke tage det alvorligt når en novelle slutter sådan her:

Da jeg rejste mig op for at gå, lod jeg sandalerne blive stående.

Come on!

Det er meget svært at forholde sig til denne bog uden at forholde sig til alt det man i øvrigt har hørt om den. At den skulle være aldeles selvbiografisk, at det skulle være det helt store og banebrydende, at den skulle være voldsomt selvudleverende, at den skulle være exceptionelt detaljerig. Og måske gør det heller ikke noget at bogens kontekst fylder lidt.

Men jeg har det med at blive skuffet over hypede bøger, og derfor var det fint at jeg havde læst Lenes lunkne indlæg om Min kamp 1 i forvejen, for så blev jeg alligevel nærmest positivt overrasket.

Bogens fortæller hedder Karl Ove Knausgård og skriver i jeg-form om sit liv. Bogen begynder med spredte skift mellem nutiden, barndommen og ungdommen, mens de sidste 180 sider foregår over tre døgn som foregår et par år før historiens nutid.

Omdrejningspunktet i bogen er langt hen ad vejen fortællerens forhold til hans far; en mand der udvikler sig fra at være en dårlig forælder til en helt elendig og ondskabsfuld alkoholiker.

Med andre ord altså et mildest talt klassisk tema. Hvad er det så der gør bogen til noget særligt? Jeg tror det handler om måden at fortælle det hele på.

Først og fremmest er bogen voldsomt detaljeret. Hver eneste lille triviel handling – også alt det der ikke er ‘vigtigt’ for handlingen, er indgående beskrevet. Går fortælleren ind i en kiosk og køber cigaretter, skal læseren kende ekspedientens alder og vide hvilket tøj vedkommende har på, og hvor mange der står i kø, og om han betaler kontant.

En norsk stewardesse så mig læse i bogen i et fly og spurgte hvad jeg synes om den, fordi hun havde hørt at Knausgård skulle have en helt fantastisk hukommelse. Her er præmissen vel at bogen vitterlig er en akkurat beskrivelse af hvad der har fundet sted i forfatteren Knausgårds liv, og den er jeg ikke sikker på at jeg er med på. Men detaljerigdommen giver bogen en særlig autencitet og læseren en fornemmelse af at det ikke er konstrueret til lejligheden. Vejret bliver nøje beskrevet, men det er ikke solskin når han er glad og pisregn når han er trist.

Hvor beskrivelserne og detaljerigdommen på ene side får det hele til at virke lidt mere ægte, lægger fortælleren (eller er det nu forfatteren jeg mener?) på den anden ikke skjul på at der ligger en helt bevidst beslutning bag. Et par steder hvor han fortæller om det at skrive bøger, formulerer han nærmest sin egen teori om god skrivning:

Å skrive er å trekke det som finnes ut fra skyggene av det vi vet. Det er det skriving handler om. Ikke hvad som skjer der, ikke hvad slags handlinger som utspiller seg der, men der, i seg selv. Der, det er skrivingens sted og mål.

Og senere igen hvor Knausgård fortæller om nogle malerier der gør særligt indtryk på ham:

Det fantes således alltid en viss objektivitet i dem, det vil si en avstand mellom virkeligheten og avbildningen av virkeligheten, og det måtte være i dette rommet hvor det «hendte», hvor det kom til syne, det som jeg så, når verden likesom trådte fram fra verden. Når man ikke bare så det ubegripelige i den, men kom helt nær det. Det som ikke talte, og som ingen ord kunne nå, følgelig alltid utenfor vår rekkevidde, ligevel innenfor, for ikke bare omga det oss, vi hadde selv del i det, vi var selv av det.

Om man kan lide det eller ej, er vist en smagssag. Jeg kan godt lide det. Det nedsætter selvfølgelig tempoet i handlingen og gør det af og til næsten langtrukkent, men det giver også nogle dejlige stillestående passager der faktisk minder mig lidt om nogle af Murakamis bøger hvor der også er tid og plads til små rolige pauser. Uden sammenligning i øvrigt!

Men beskrivelsernes største styrke er – og nu kommer jeg helt sikkert til at blande virkelighed og fiktion sammen – at de er så ærlige. Fortælleren Knausgård udleverer sig selv igen og igen. Ikke at han oplister sine fejl som sådan, men i beskrivelserne af sine følelser blotter han sig konstant. Ikke kun der hvor han ligefrem gør eller siger noget dumt, men også når han bare reagerer lidt underligt på sin omverden. Og selv om han eksplicit fortæller hvor meget han forholder sig til folks opfattelse af ham, søger han aldrig læserens sympati (eller antipati, for den sags skyld), men holder sig bare til at beskrive – på sin egen halvkalkulerede måde.

Nåja, så er det her i øvrigt bare den første bog ud af seks. Absurd projekt – spændende om Knausgård holder niveauet. Jeg har allerede købt 2’eren, så den ligger klar næste gang jeg er parat til norsk navlepilleri en masse.

Da forfatteren E. L. Doctorow var barn i New York, hørte han historierne i pressen om de to excentriske Collyer-brødre der i starten af det tyvende århundrede barrikaderede sig i deres fireetagers brownstone i Harlem, fyldte det til lofterne med aviser og underlige loppemarkedsfund, undlod at betale skat, telefon, vand og strøm, klædte sig i gammeldags tøj og kun gik ud om natten.

Uden yderligere research har Doctorow så skrevet Homer and Langley – en roman hvor han ikke går voldsomt op i de historiske fakta, men i stedet forsøger at sætte sig i brødrenes sted og beskrive udviklingen fra overklassebarn til usoigneret særling – indefra.

Fortælleren er lillebror Homer der bliver blind allerede som teenager, men alligevel har en munter opvækst i sine meget velhavende forældres hus der i bogen ligger længere nede ad 5th Avenue, direkte ud til Central Park.

Men så drager storebror Langley afsted til Europa i første verdenskrig, og inden han kommer hjem med lunger ødelagt af sennepsgas, er begge forældre døde i en epidemi. Så nu står de to unge mænd med et kæmpe hus på Manhattan, to stuepiger, en kok og en butler.

Herfra begynder – med ganske små skridt – bevægelsen mod et mere og fyldt hus og et mere og mere excentrisk liv, præget af op- og nedture og festlig men sjælden interaktion med omverdenen.

Homer and Langley kan ikke måle sig med Doctorows mere end 35 år gamle Ragtime – som også indeholder flere historiske personer og begivenheder – men den er sjov, sympatisk, vellykket og faktisk også ret troværdig i sit forsøg på at se særlingen indefra.

Jeg kan i øvrigt ikke helt gennemskue de symbolske implikationer af en blind protagonist – i de græske tragedier plejer det vist at hænge sammen med ægte erkendelse at man mister synet, men her virker det næsten omvendt?

Nu er der ikke flere af Jonathan Franzens bøger jeg ikke har læst, og det føles næsten helt tomt og trist.

For han er en fantastisk forfatter – undervurderet, skulle jeg til at sige, men det er sådan set slet ikke rigtigt. Både The Corrections og Freedom har fået enorm opmærksomhed, men hans tidligere romaner er fremragende bøger som man ikke hører meget om.

Strong Motion – Jonathan Franzens anden bog fra 1992 – handler om en ung indadvendt mand der forelsker sig i en jordskælvsforsker og hvis mor arver en masse aktier i et firma hvis affaldshåndtering måske er skyld i en række voldsomme jordskælv. Det er en historie med masser af drama, romantik og en hel del suspense – men skrevet i en genkendelig, exceptionelt flydende, overskudspræget og velformuleret Franzen-stil. I øvrigt er det sjovt at man i dialogen kan se enkelte stiltræk der minder om Bret Easton Ellis’ helt anderledes bøger fra samme periode.

Strong Motion er nok en lidt mere ordinær og mindre kompromisløs roman end Jonathan Franzens andre bøger – men omvendt også lettere læst og i det hele taget vældigt underholdende. Bogens allerførste side fangede mig fuldstændig – ikke gennem voldsom in medias res eller dramatik, men gennem en virkelig original beskrivelse af et søskendeforhold. Det synes jeg er utroligt sejt.

På nogle punkter virker denne bog dog mere som en debutroman end Franzens første bog The Twenty-Seventh City. I Strong Motion er der – modsat i hans andre bøger – flere steder hvor jeg tænker en redaktør godt kunne have hjulpet med at skære det lidt til og stramme lidt, og en enkelt passage som jeg nærmest synes er lidt plat.

Men ikke desto mindre altså en utroligt velskrevet og læseværdig bog. Og så er det en stor skam at der nu ikke er flere ulæste, vellagrede Franzen-bøger i bagkataloget. Måske man skulle læse The Corrections igen?

Der er intet ironisk over titlen på denne bog, og der er ikke meget opmuntring at hente efterhånden som man tygger sig igennem.

Som så mange andre af Philip Roths bøger foregår den i det jødiske Weequahic-kvarter i Newark, New Jersey. Hovedpersonen, Bucky Cantor, er en svagtseende, muskuløs, pligtopfyldende gymnastiklærer på 23 år der passer skolens sportsplads i sommeren 1944.

Her udbryder der en polioepidemi – ikke mindst blandt de børn der kommer og dyrker sport på sportspladsen hver dag. Ingen ved hvordan polio smitter, og derfor mistænkes alt og alle for at være kilde til spredningen af sygdommen.

Bucky frygter ikke og fortsætter arbejdet – glad for overhovedet at bidrage med noget, mens hans venner (som ser bedre end han) er i kamp med tyskerne i Frankrig. Men efter lidt moralsk vaklen overrasker den unge mand dog sig selv ved at flygte fra varmen og epidemien i Newark og tage op i en sommerlejr i bjergene hvor hans forlovede befinder sig – heroppe er alt godt, luften er klar, vandet køligt og børnene raske.

Og ja – det er så der nemesis indfinder sig. Det der gør bogen til mere end bare en røverhistorie om sygdom og kærlighed, er så spørgsmålet om hvad hybris helt præcis bestod i.

Mørk og trist historie om skyld og skam, i det hele taget. Og godt skrevet – og især var der noget ekstra ondskabsfuldt over den konstaterende beskrivelse af naiv begejstring Bucky føler når han lige er kommet op til sommerlejren i bjergene. Men i mine øjne er Nemesis dog slet ikke så god som Philip Roths klassiker Portnoy’s Complaint.

Denne bog har på to måder været noget helt nyt for mig. For det første er det en elektronisk bog som jeg har læst på min iPad. For det andet har jeg fået den gratis – ikke fordi den er gratis i det hele taget, men fordi jeg har den her bogblog.

Det første var uproblematisk – det måtte jo prøves. Og det fungerede i øvrigt helt fint – det kunne jeg godt finde på at gøre igen, selv om jeg nu godt kunne savne den fysiske fornemmelse af en rigtig bog lidt.

Det andet er lidt mere specielt. Forventer forfattere mon en særligt positiv anmeldelse når nu der er tale om en slags gave? Går man på kompromis med sin integritet hvis man får ting gratis? Svarer det til at begynde at have bannerannoncer på sin blog? Og er man virkelig forpligtet til at læse bogen til ende hvis nu den ikke er god? Jeg tog chancen.

Nå – så til bogen. Og lad os starte med konceptet: det er ikke en almindelig bog udgivet af et forlag. Det er mit indtryk at forfatteren – Kristian K. Rasmussen – selv har stået for det meste af det et forlag plejer at gøre. Hvis man køber bogen (på dens hjemmeside), kan man vælge at få den i alle mulige formater (ePub, PDF, RTF, lydbog) og med alt muligt artwork og oven i købet et tilhørende soundtrack.

Hovedpersonen og jeg-fortælleren i Verdens vredeste mand er i starten af tyverne og bor i sin mors hus i Skanderborg. Han arbejder sort med lidt databaser, dyrker kampsport, drikker store mængder kaffe, sover ikke så meget, er indadvendt og på alle måder helt sin egen. Og så driver han en vældig vred blog der har samme navn som bogen.

Handlingen udspiller sig over blot tre døgn, men suppleres af en del flashbacks og desuden en lang række fritstående tekster som hovedpersonen skriver på sin blog. I løbet af de tre døgn tager hovedpersonen fra Skanderborg til København, møder nogle ligesindede mennesker på Nørrebro, får kontakt med sin stressramte storesøster og kommer ud for en masse dramatiske oplevelser. Som Kristian K. Rasmussen selv ganske rammende skriver på sin hjemmeside om bogen:

På en skala af Paul Auster roman — hvor hovedpersonen tænker, drikker kaffe og tænker lidt mere — og Bruce Willis film, hvor hurtig handling klarer alle problemer befinder Verdens Vredeste Mand sig ca. i midten.

Men er det så godt? Ja og nej. Det minder mig om dengang jeg på et forlag havde til opgave at læse en masse indkomne manuskripter igennem. Ud over de store mængder regulært bras og de utroligt sjældne åbenlyse perler var der en mellemgruppe af tekster som der var mange gode ting i, men som ikke rigtig var egnede til udgivelse. De var sjove at læse fordi der tit var masser af hjerteblod, spræl og gode idéer i, og  det var på den måde aldrig spild af tid- men derfra til at udgive dem var der et stykke.

Denne bog hører i mine øjne hjemme i denne gruppe. Det har langt hen af vejen været udmærket underholdning at læse Verdens vredeste mand – men det står også rimelig klart for mig hvorfor den ikke er udkommet på et forlag.

Noget af det der fungerer godt, er portrættet af hovedpersonen. Jeg kan godt lide hans karakter, grundlæggende, som rummer både meget sympatiske og ret usympatiske træk. Han er fx ganske voldeligt anlagt, hvilket gør ham ret kompleks. Jeg kan også godt lidt beskrivelsen af hans rejse fra den jyske parcelhusverden til et noget mere facetteret Nørrebro. Og så er en af Kristian K. Rasmussens styrker hans evne til at beskrive tingene som når man ser dem første gang – detaljerigdommen er enorm, og det skaber nogle fine billeder der overflødiggør en fortællers adjektiver. Endelig er der tit ret meget spræl og energi i sproget.

Hvad fungerer så ikke? Jeg starter med en bagatel: der er en himmelråbende mangel på korrektur. Litteratur handler ikke om evnen til at stave og sætte kommaer, men jeg ville blive skuffet over at købe en bog med 10 småfejl pr. side (her kan lydbogen dog være til gavn hvis man er til den slags).

Nå, grundlæggende synes jeg nok bogen er for lang. Jeg kan godt lide lange bøger der udspiller sig over kort tid, men her er det bare ikke tæt nok. De mange detaljerede beskrivelser bliver af og til en klods om benet, fordi de altid er der – det bliver trættende at læse. Og så kan man jo af og til sige mere ved at sige mindre. Okay, måske er jeg også præget af at jeg holdt en pause i bogen for at læse den nye Helle Helle…

Desuden har jeg det ret svært med de blogindlæg som fylder en stor del af bogen ud, og som ikke er relateret direkte til bogens handling. Der er tale om samfundskritik der spænder fra det konfronterende til det filosoferende, og jeg synes helt ærligt ikke det er spændende nok til at dele med andre. Ikke at det er specielt ubegavet, men det er slet ikke så skarpt, spiddende og tankevækkende som jeg fornemmer det er tænkt. Jeg vil afholde mig fra at gætte på hvad passagerne laver i bogen og hvordan de er blevet til, men jeg får her lidt svært ved at adskille forfatter og fortæller.

For at opsummere: udmærket underholdning af en forfatter der på godt og ondt ikke virker professionel.

Jeg havde det med denne bog som man har det med et lækkert stykke chokolade man skal passe på ikke at spise for hurtigt. Når jeg læser Helle Helle, kommer jeg let til at læse det hele på en gang og være sulten efter meget mere lige bagefter, og sådan har jeg det også nu, selv om jeg prøvede at trække det ud og tvinge mig selv til at holde små pauser i læsningen.

Dette burde skrives i nutid handler om Dorte Hansen, en ung kvinde der bor alene i et hus lige ved stationen i Glumsø og er indskrevet på universitetet i København. Nætterne går med at ligge vågen og høre godstogene køre forbi. Dagene går med at sove eller tage toget ind til København og gå i Scala.

Det er selvfølgelig trist, kedsommeligt og – fordi det er Helle Helle – utroligt lækkert, smukt og rammende skrevet. Efter min mening endnu bedre end Ned til hundene (2008) – måske fordi Dette burde skrives i nutid har noget mere simpelt og rent over sig.

Sprogligt virker det som om Helle Helle har rendyrket og forfinet en sproglig manøvre  som går ud på at tage to helsætninger og sætte et komma imellem dem – af og til er koblingen klar, andre gange er det mere dunkelt: “Min mor havde lavet stuvede kartofler, hun havde fået en ny svagt orangefarvet læbestift.” Hun skriver sådan hele tiden. Jeg tænkte at det var en anelse overdrevet, men efter en påske med min svigermor står det klart for mig at det er en virkelig rammende måde at gengive helt almindeligt dansk talesprog.

Apropos sprog glemmer jeg aldrig Helle Helles sidste bog for sætningen “Jeg ved ikke, hvad jeg forestillede mig med den croissant med hønsesalat.” Jeg synes ikke hun overgår det i Dette burde skrives i nutid, men jeg bliver alligevel lidt glad for en sætning som “Jeg følte ingen rigtig glæde ved den onsdagssnegl.”

Det føles ret stort når Søren Ulrik Thomsen skriver en ny digtsamling efter ni års pause. Der er samtidig en vis chance for at blive lidt skuffet efter al den ventetid. Men det er ikke sket for mig – Rystet spejl er lækker og trist og lige til at spise!

Mange af digtene handler om at blive ældre, at det der var, ikke længere er, og at folk omkring jeg’et er døde. Det er ikke noget jeg personligt kan relatere til, men ikke desto mindre står det meget klart, livagtigt og sørgeligt når jeg læser denne bog. Hør bare her:

Et kort øjeblik når jeg vågner
har jeg glemt
at kastanjen overfor er fældet
og at bøgerne af min ungdoms stjerner
gule og bulede
står i en kasse på gaden
til ti kroner stykket
ja, selv at du for længst er væk.
Men i næste sekund har jeg indhentet alle tredive år
og hen under aften
oven i købet fået en fremtid
før natten tar mig tilbage

Og ja – det er ikke bare godt, det er også så Søren Ulrik Thomsen-agtigt at det næsten virker som en parodi! Og så er der i øvrigt et digt – ‘Hvis mørket en dag var brugt op’ – der i den grad udfolder temaet i et fint citat S.U.T. har i en bog om værtshuse:

Man skal vide, at der findes en skummel kælder, hvor man kan gå ned og drikke sig fuld. For hvis lyset skal falde alle vegne, må man selv bære mørket i sig. Og det er ubærligt.

Og ja, det er bare citatet – læs selv digtet på side 33 i Rystet spejl.

“Jeg er ikke sikker på at du vil kunne lide den, men jeg er sikker på du vil være glad for at have læst den,” sagde min veninde da hun gav mig denne bog i januar. Hun fik ret! Det er på mange måder en bog jeg ikke forstår at værdsætte, tror jeg, men samtidig giver det mening at have læst den.

Det handler om den 16-årige Mifti der bor i Berlin hos sine to ældre halvsøskende som kun har marginalt mindre problemer med stoffer end hun selv. Hun burde gå i skole, men bruger de fleste af sine kræfter på at gå i byen, tage heroin, skrive sms’er og mails til sine veninder og dyrke sex med både gamle bekendte og fremmede mennesker.

I den forstand er der ikke langt fra Bret Easton Ellis’ skelsættende American Psycho (1991) der skildrede en af Manhattans finansmænds liv med penge, stoffer, vold, dyrt tøj og restauranter og prostituerede. Der er ingen rigtig handling, og essensen af bogen er den monotone beskrivelse af forfald.

Men forskellen er at hvor American Psycho‘s univers trods alt virker kendt, er dette for mig en anden verden og vel også en ny generation. Jeg forestiller mig at jeg har det omtrent som mange havde det da de læste Ellis’ værk tilbage i halvfemserne. Måske ikke forarget, men sådan lidt måbende og forvirret.

Axolotl Roadkill er dog ikke bare en opdateret American Psycho i europæiske omgivelser. Hvor overfloden i Ellis’ bog er materiel, er den snarere åndelig i Hegemanns. Mifti har ikke mange penge, men er kulturelt og intellektuelt overlegen, hvilket selvsagt strider lidt mod hendes konstante selvdestruktion. Hun en mentalt blasert i en grad der gør det svært for hende at opleve noget end ekkoet af film, musik, bøger og lignende, og som giver selve begivenhederne i hendes liv et præg af kliche og gentagelse. Det minder mig om en scene i Dave Eggers’ A Heartbreaking Work of Staggering Genius hvor en dybt alvorlig og emotionel samtale skæmmes af den enes bevidsthed om hvor uoriginalt det er.

Apropos uoriginalt: Der er vist noget med at Helene Hegemann efter udgivelsen er blevet anklaget for at plagiere en række blogs, sangtekster o.l., og derfor er den danske udgave forsynet med kildehenvisninger. Bevares. Som Hegemann selv lader en karakter i bogen sige: “Det er ligegyldigt hvor jeg tager tingene fra, det vigtige er hvor jeg tager dem hen.”

Endelig et par ord om oversættelsen. Bogen skal forestille at være fortalt af en 16-årig (og Hegemann var selv 18 da hun skrev den), og den er præget af en del slang. Jeg tænker det må være en virkelig svær opgave at oversætte sådan en bog, men det er i mine øjne lykkedes supergodt for René Jean Jensen. Svedigt ;-)

Det her er bare så godt. Jeg blev mindet om den fordi Lene for et halvt år siden skrev en liste over ti bøger hun til enhver tid kunne anbefale, og der var den med. Selv købte jeg Det værste og det bedste lige da den udkom for – ja, ni år siden – og jeg tænker stadig på det som hans “nye” digtsamling. Nu genlæste jeg den lige og blev igen så glad for den.

Det er digte der skiftevis handler om “det bedste” og “det værste” i forskellige former – fra det meget konkrete til det meget abstrakte og fra det småsjove til det voldsomt alvorlige. Rytmen og fornemmelsen af ordene i munden er lækker og holder i hvert fald stadig efter ni år.