Et lille skridt på den meget lange vej til jeg har læst Knut Hamsuns samlede værker på norsk. Det plejer at være ret fedt når jeg beslutter at det er tid til endnu en Knut, men Redaktør Lynge er lidt i den kedelige ende.

Det er historien om en grundlæggende intrigant, infantil og intelligent redaktør af avisen Gazetten. Man følger redaktør Lynge gennem en tid, og i starten virker hans avis og hans projekt prisværdigt, men efterhånden viser det sig at avisen er en slags Ekstra Bladet, og at redaktøren lever efter devisen om at dårlig omtale er bedre end ingen omtale.

Sideløbende med redaktørens historie hører man også om en familie i byen der på forskellige måder kommer i kontakt med redaktøren – og ikke mindst om datteren der kommer i kontakt med flere mænd. Her er der klassisk Hamsun med forelskede knudemænd:

Nu var endog hendes Røst blit lavere og hun saa Folk ugjærne i Ansigtet. Og allikevel, allikevel gik det Fløitespil gjennem ham naar han kom hende nær, og det trods hendes Skjødesløshed, hun hadde ikke engang sat sit Haar op.

Selv om de gode gamle kærlighedspinsler er fine som altid, og portrættet af redaktør Lynge tit er sjovt, hænger bogen ikke rigtig sammen, og det bliver ikke helt så sjovt, hjerteskærende eller skarpt som Hamsuns bøger ellers tit er.

Denne bog havde jeg bestilt allerede inden den udkom 7. maj. For det første er jeg blevet virkelig begejstret for Kazuo Ishigiro efter at have genlæst The Unconsoled og læst A Pale View of Hills. For det andet minder titlen mig om komponisten Frédéric Chopins fine små natlige musikstykker. Og så lyder undertitlen Five Stories of Music and Nightfall bare virkelig trist og lækkert.

Så mine forventninger var høje, og derfor blev jeg måske også en lille smule skuffet. Det er absolut en læseværdig bog – stil, suspense og nostalgi spiller fint sammen i de fem noveller der vitterligt allesammen kredser om musikken og natten. Men hvor jeg synes der er noget kompromisløst og subtilt grænsesøgende i hans andre bøger, er Nocturnes blidere og næsten lidt leflende sine steder.

Jeg læste engang et interview med Kazuo Ishiguro hvor han sagde noget i retning af at han skriver hver bog som om det var den sidste; den skal være ultimativ, original og et klimaks i sig selv. Hvis dette var Ishiguros sidste bog, ville det snarere virke som et lidt resignerende farvel. Men det er det forhåbentlig ikke!