Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen: Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting (2018)

Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen: Pseudoarbejde - hvordan vi fik travlt med at lave ingenting (2018)Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har læst en bog der gjorde mig så irriteret. Det er vel mere end tyve steder jeg har lavet et lille æseløre fordi der stod noget ekstraordinært dumt.

Mine forventninger var ellers høje. Bogen er kendt for ikke bare at afsløre det overflødige pseudoarbejde mange af os udfører, men også komme med anvisninger til hvordan vi undgår det. Jeg har arbejdet forskellige steder i staten siden 2006 og er stødt på rigeligt med stive sagsgange, overflødige produkter og alt for lange møder. Jeg så for mig hvordan jeg kunne få gjort mere på mindre tid efter at have læst bogen. Men jeg blev skuffet.

Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte. Bogen tager udgangspunkt i at man for 100 år siden ventede at kunne skære arbejdsugen ned til 15 timer, fordi meget arbejde ville blive automatiseret. Men vi arbejder det samme eller mere og taler allesammen om at vi har så travlt. Så langt så godt. Men ifølge forfatterne skyldes det en af to ting. Enten sidder vi bare på vores arbejde og kukkelurer og laver alt muligt der ikke har noget med arbejde at gøre – eller også fylder vi tiden ud med fx dokumentation, kvalitetssikring, marketing, compliance, kommunikation, revision osv. osv.

Dét er dårligt og overflødigt det hele – stort set pr. definition, forstår man. Det er derimod bedre at lave ‘rigtigt’ arbejde hvor man bygger noget, hjælper nogle syge mennesker, underviser nogle børn, koger suppe osv.

Og ikke nok med det. En af hovedtankerne i bogen er at det som udgangspunkt er den der udfører arbejdet, der ved hvordan man gør det bedst. En læges egen faglige vurdering vil altid være mere fornuftig end et eller andet statsligt kvalitetsstyringshelvede som bliver trukket ned over lægen. Og en lærer kender eleverne og ved hvordan man underviser bedst, og så kan dem inde fra ministeriet bare holde nallerne væk. Socialrådgiveren skal snakke med de udsatte borgere, ikke sidde og dokumentere alt muligt. Det er jo bare pseudoarbejde!

Man er nok dum hvis man er lodret uenig med forfatterne her, men jeg synes oprigtigt også det er dumt at tro at folk altid ved bedst selv. Vi har allesammen vores blinde pletter – og selv om jeg ikke selv synes journalisering eller indkøbscompliance er spændende eller vigtigt for mig og mit arbejde, kan det stadig være en god ide for os allesammen at jeg bruger noget af min tid på det.

For det er ikke bare i forhold til folks egen faglighed forfatterne mener at folk ved bedst. Hvis man er træt af at netværksprinteren går i stykker, kan man da bare tage firmakortet og købe en blækprinter nede i Elgiganten og stille på sit kontor. Og hvorfor bruge de tunge og besværlige systemer it-afdelingen stiller til rådighed? Det kan da klares lettere med en app man selv henter på sin telefon. Det står der seriøst i bogen! Brug ikke kræfter på alt det der fis de andre synes er vigtigt.

Og apropos kræfter. Mails er pseudoarbejde. Møder er pseudoarbejde. Jeg læser ud af bogen at det er pseudoarbejde og spild af folks tid at svare på mails. Seriøst! Og igen et forbehold. Selvfølgelig findes der dårlig mailkultur. Selvfølgelig holdes der for lange møder med for mange deltagere. Men i takt med at jeg læste bogen, fik jeg en følelse af at alt hvad der er irriterende ved vores arbejdsliv, blev smækket i kategorien pseudoarbejde.

Og det bringer mig videre til at bogen virker overraskende populistisk på mig. Vi kan da blive enige om at det her er lamt, lyser det ud af siderne. Og hvad værre er: det gennemsyrer bogen at enten indrømmer man at forfatterne har ret – eller også lyver man (evt. for sig selv). Rent sprogligt kommer det samtidig til udtryk i klichepræget omtale af jakkesæt, magt, ambitioner osv. Bogen er på den ene side grundigt funderet i interviews, undersøgelser og statistik – og på den anden side tit formuleret som et aggressivt læserbrev. Mærkeligt og trættende.

Og egentlig også ærgerligt, for jeg synes det er en god ide at se kritisk på hvor mange kræfter vi skal lægge i den årsrapport som ingen læser alligevel. Og måske er bogen ikke forgæves, for med lidt held har min irritation over bogen gjort nok indtryk til at jeg husker nogle af de gode pointer – selv om jeg synes de alt for tit drukner i en blanding af forudindtagede meninger, urimelige gæt på folks motiver og decideret uvidenhed om hvordan almindelige arbejdspladser fungerer.