Som opvarmning til dette arrangement læste jeg i går denne lille bog som er et uddrag af Hunter S. Thompsons selvbiografi Kingdom of Fear – en af hans sidste udgivelser inden han skød sig selv sidste år.

Bogen indeholder små fortællinger, episoder og en lille interviewstump. Det meste er virkelig meget Hunter-agtigt i stilen, og ellers var jeg vel også blevet skuffet. Mindst interessant er nogle trivielle og forudsigelige refleksioner over 11. september – mens det bedste nok er den syrede fortælling om hans fødselsdagsjoke med Jack Nicholson der bliver opfattet som et mordforsøg. Eller historien om hvordan Hunter S. Thompson med en voldsom lussing angiveligt smadrer trommehinden på en buddhistisk munk for at svare på hvordan det lyder når man klapper med én hånd.

Bogen, som kun er på 55 sider, er en del af en fantastisk serie; for at fejre billigbogsforlagets 70 års fødselsdag har Penguin udgivet 70 små bøger til kun 1½ £ pr. stk. Bøgerne er alle sat med Linotype Dante, og den er flot. Jeg bestilte 10 af de små søde bøger som en julegave til mig selv sidste år – den bedste oplevelse indtil videre har i øvrigt været Vladimir Nabokovs Cloud, Castle, Lake.

Jeg bliver ved med at vende tilbage til Paul Auster – man ved hvad man får, og så alligevel ikke. Som han lader en person sige i denne bog:

I was ready to accept the most far-flung and outrageous disclosures, to listen to a story I never could have dreamed of myself. It wasn’t that I was expecting him to tell this particular story, but I knew that it would be something like it.

Man ved at det bliver en utrolig og velskrevet historie om almindelige og ualmindelige amerikaneres liv der krydser hinanden, men hvad der helt præcis sker, kan man aldrig vide på forhånd. Det er måske heller ikke så vigtigt, så længe fortællingen fungerer – og det gør den. I denne bog minder udgangspunktet i øvrigt meget om scenen i What I Loved af Siri Hustvedt (men hun er så også gift med Paul Auster).

I Leviathan spiller tilfældigheder – som i Paul Austers andre bøger – en stor rolle. Og derfor kan jeg heller ikke dy mig for at påpege det Auster-agtige i at jeg købte mit eksemplar af bogen i et lille antikvariat i Brooklyn Heights 4. juli 2004 – og at en af bogens centrale begivenheder finder sted i Brooklyn Heights 4. juli 1986. Bogen er i øvrigt dedikeret til min store helt Don DeLillo: en forfatter hvis bøger alle er sat med skriften Electra, som også bruges i avisen The San Francisco Chronicle – der spiller en vis rolle i Leviathan. Og så videre.

Og jeg lægger ud med en bog som jeg egentlig blev lidt skuffet over. Jeg har altid haft en idé om at Iselin C. Hermann var ret sej – måske pga. hendes medvirken i den skønlitterære Brøndums Encyklopædi (både som redaktør og forfatter) – måske fordi hun står bag et vistnok kuldsejlet arkitektprojekt med et meget fjernt familiemedlem – og måske bare ud af det blå. Da jeg fandt Træer sår sig selv på et bogudsalg, og en anmelder på flappen sammenlignede en af hendes andre bøger med Løgneren, slog jeg i hvert fald til.

Nu har jeg så også læst bogen, men måske skulle jeg bare have levet videre i drømmen. Den er fortalt af en lille pige i en naiv tone der skal svare til alderen. Det er vist generelt en svær øvelse, og det lykkes ikke rigtig. Fortælleren siger nogle meget barnlige ting der er åbenlyst dumme, og på den måde skriver forfatteren hen over hovedet på sin fortæller og direkte til læseren. Det er selvfølgelig OK, men samtidig vil Iselin C. Hermann gerne have det til at virke som om hendes lille fortæller i sin barnlige uspolerethed af og til er meget dybere og mere poetisk end de voksne – og så går det jo hen og bliver lidt corny.

Bogen er dog stadig godt fortalt, måske lidt for hverdagsagtigt og bondeidyllisk, men det hele skulle bæres af en dunkel hemmelighed som der bliver hintet voldsomt til undervejs, og som ikke rigtig kan holde det hele oppe. Øv.

Træer sår sig selv er i øvrigt sat med Garamond – en meget fin skrifttype som desværre virkelig ikke er køn i kursiv. Øv igen.

Dette er min tredje, hip hip.

Stærkt inspireret af blogs som Emmes bøger, Ebbensgaards bogkasse, Bogsider og Skidtogkanel vil jeg her skrive om de bøger jeg læser – længere er den ikke.