Da jeg gik i gymnasiet, læste jeg nogle af Christina Hesselholdts første bøger og var virkelig fascineret – den dag i dag kan jeg ikke huske præcis af hvad, men det er også mange år siden.
Nu har jeg lige læst hendes helt nye Til lyden af sin egen tromme, og det startede for mig ret skidt, men endte faktisk rigtig godt. Jeg gik i gang og blev irriteret over stilen lige fra begyndelsen. Det var ful gas med metakommentarer, en selvhøjtidelig hovedperson, krukket brug af en mystisk fortæller og litterære referencer.
Nå, jeg er for stædig til bare at lægge sådan en bog fra mig, og heldigvis, for på en måde endte det med at fungere ret godt! Bogen er anderledes end så meget andet ny litteratur – ikke kun stilistisk, men også selve plottet. Selv om udgangspunktet er nogenlunde almindelige mennesker i Danmark i 2022, og der er mobiltelefoner, corona og krig i Ukraine, bevæger historien sig hurtigt ud af Danmark og blandt andet til Venedig, langt fra hverdagslivet og tæt en eller anden uglamourøs eksistentiel utilpashed i livet.
