Der er intet ironisk over titlen på denne bog, og der er ikke meget opmuntring at hente efterhånden som man tygger sig igennem.

Som så mange andre af Philip Roths bøger foregår den i det jødiske Weequahic-kvarter i Newark, New Jersey. Hovedpersonen, Bucky Cantor, er en svagtseende, muskuløs, pligtopfyldende gymnastiklærer på 23 år der passer skolens sportsplads i sommeren 1944.

Her udbryder der en polioepidemi – ikke mindst blandt de børn der kommer og dyrker sport på sportspladsen hver dag. Ingen ved hvordan polio smitter, og derfor mistænkes alt og alle for at være kilde til spredningen af sygdommen.

Bucky frygter ikke og fortsætter arbejdet – glad for overhovedet at bidrage med noget, mens hans venner (som ser bedre end han) er i kamp med tyskerne i Frankrig. Men efter lidt moralsk vaklen overrasker den unge mand dog sig selv ved at flygte fra varmen og epidemien i Newark og tage op i en sommerlejr i bjergene hvor hans forlovede befinder sig – heroppe er alt godt, luften er klar, vandet køligt og børnene raske.

Og ja – det er så der nemesis indfinder sig. Det der gør bogen til mere end bare en røverhistorie om sygdom og kærlighed, er så spørgsmålet om hvad hybris helt præcis bestod i.

Mørk og trist historie om skyld og skam, i det hele taget. Og godt skrevet – og især var der noget ekstra ondskabsfuldt over den konstaterende beskrivelse af naiv begejstring Bucky føler når han lige er kommet op til sommerlejren i bjergene. Men i mine øjne er Nemesis dog slet ikke så god som Philip Roths klassiker Portnoy’s Complaint.