Det er meget svært at forholde sig til denne bog uden at forholde sig til alt det man i øvrigt har hørt om den. At den skulle være aldeles selvbiografisk, at det skulle være det helt store og banebrydende, at den skulle være voldsomt selvudleverende, at den skulle være exceptionelt detaljerig. Og måske gør det heller ikke noget at bogens kontekst fylder lidt.
Men jeg har det med at blive skuffet over hypede bøger, og derfor var det fint at jeg havde læst Lenes lunkne indlæg om Min kamp 1 i forvejen, for så blev jeg alligevel nærmest positivt overrasket.
Bogens fortæller hedder Karl Ove Knausgård og skriver i jeg-form om sit liv. Bogen begynder med spredte skift mellem nutiden, barndommen og ungdommen, mens de sidste 180 sider foregår over tre døgn som foregår et par år før historiens nutid.
Omdrejningspunktet i bogen er langt hen ad vejen fortællerens forhold til hans far; en mand der udvikler sig fra at være en dårlig forælder til en helt elendig og ondskabsfuld alkoholiker.
Med andre ord altså et mildest talt klassisk tema. Hvad er det så der gør bogen til noget særligt? Jeg tror det handler om måden at fortælle det hele på.
Først og fremmest er bogen voldsomt detaljeret. Hver eneste lille triviel handling – også alt det der ikke er ‘vigtigt’ for handlingen, er indgående beskrevet. Går fortælleren ind i en kiosk og køber cigaretter, skal læseren kende ekspedientens alder og vide hvilket tøj vedkommende har på, og hvor mange der står i kø, og om han betaler kontant.
En norsk stewardesse så mig læse i bogen i et fly og spurgte hvad jeg synes om den, fordi hun havde hørt at Knausgård skulle have en helt fantastisk hukommelse. Her er præmissen vel at bogen vitterlig er en akkurat beskrivelse af hvad der har fundet sted i forfatteren Knausgårds liv, og den er jeg ikke sikker på at jeg er med på. Men detaljerigdommen giver bogen en særlig autencitet og læseren en fornemmelse af at det ikke er konstrueret til lejligheden. Vejret bliver nøje beskrevet, men det er ikke solskin når han er glad og pisregn når han er trist.
Hvor beskrivelserne og detaljerigdommen på ene side får det hele til at virke lidt mere ægte, lægger fortælleren (eller er det nu forfatteren jeg mener?) på den anden ikke skjul på at der ligger en helt bevidst beslutning bag. Et par steder hvor han fortæller om det at skrive bøger, formulerer han nærmest sin egen teori om god skrivning:
Å skrive er å trekke det som finnes ut fra skyggene av det vi vet. Det er det skriving handler om. Ikke hvad som skjer der, ikke hvad slags handlinger som utspiller seg der, men der, i seg selv. Der, det er skrivingens sted og mål.
Og senere igen hvor Knausgård fortæller om nogle malerier der gør særligt indtryk på ham:
Det fantes således alltid en viss objektivitet i dem, det vil si en avstand mellom virkeligheten og avbildningen av virkeligheten, og det måtte være i dette rommet hvor det «hendte», hvor det kom til syne, det som jeg så, når verden likesom trådte fram fra verden. Når man ikke bare så det ubegripelige i den, men kom helt nær det. Det som ikke talte, og som ingen ord kunne nå, følgelig alltid utenfor vår rekkevidde, ligevel innenfor, for ikke bare omga det oss, vi hadde selv del i det, vi var selv av det.
Om man kan lide det eller ej, er vist en smagssag. Jeg kan godt lide det. Det nedsætter selvfølgelig tempoet i handlingen og gør det af og til næsten langtrukkent, men det giver også nogle dejlige stillestående passager der faktisk minder mig lidt om nogle af Murakamis bøger hvor der også er tid og plads til små rolige pauser. Uden sammenligning i øvrigt!
Men beskrivelsernes største styrke er – og nu kommer jeg helt sikkert til at blande virkelighed og fiktion sammen – at de er så ærlige. Fortælleren Knausgård udleverer sig selv igen og igen. Ikke at han oplister sine fejl som sådan, men i beskrivelserne af sine følelser blotter han sig konstant. Ikke kun der hvor han ligefrem gør eller siger noget dumt, men også når han bare reagerer lidt underligt på sin omverden. Og selv om han eksplicit fortæller hvor meget han forholder sig til folks opfattelse af ham, søger han aldrig læserens sympati (eller antipati, for den sags skyld), men holder sig bare til at beskrive – på sin egen halvkalkulerede måde.
Nåja, så er det her i øvrigt bare den første bog ud af seks. Absurd projekt – spændende om Knausgård holder niveauet. Jeg har allerede købt 2’eren, så den ligger klar næste gang jeg er parat til norsk navlepilleri en masse.
Hmmm – og nu har jeg læst din omtale, og hæver derfor forventningerne igen?…
Jeg har bogen liggende derhjemme som et af de kommende læseprojekter, og har det på samme måde: Kan den virkelig være så god og speciel, som “de” siger? Jeg ser meget frem til den, men er egentlig også spændt på, om det overhovedet er noget for mig.
Vi får se…
Ja, det skal jo lige passe at jeg har hævet dine forventninger, så du bliver lidt småskuffet :-) Men jeg er spændt på at høre hvad du synes! Jeg tror nu nok du vil kunne lide den – så vidt jeg husker har du ikke noget imod at det bliver lidt metaagtigt.
Fantastisk å lese en dansk stemme som mener noe om denne boken. Jeg er en av dem som elsker bøkene og som har lest dem fortløpende når de har kommet. Det er mulig at denne er så populære i Norge fordi den på mange måter er så “norsk” – vi kjenner oss igjen, vi kjenner manneni kiosken, huset der faren vokser opp som er et typisk norsk hus og ikke minst den norske tendensen (nå generaliserer jeg veldig) til både å være uten selvtillit og med trang til å fremstå som et unikt “jeg”.
Mange tak for din kommentar! Og for det udmærkede koncentrat af norsk folkesjæl :-) Men jeg ved ikke om det er så forskelligt fra Danmark – der er selvfølgelig mange små forskelle på Norge og Danmark, men Knausgårds sindstilstand rækker ud over Norges grænser, synes jeg. Jeg kunne i hvert fald også kende mig selv i det.
I øvrigt dejligt at høre at de næste bøger også er værd at læse!
Ja, den kunne godt blive det næste læseprojekt. Jeg skla lige gøre op med mig selv, hvad jeg kan overskue… (Og meta er jo bare herligt! Så det er kun et plus :-))
Pga den er så detaljeret som den er, kan det jo være passende og spørge om den ikke mere er performativ biografisk istedet for selvbiografisk?
You tell me :-)
Jeg ved ikke hvad performativ biografisk betyder – kan du forklare det?
Jeg fandt bogen enormt konstrueret, og dermed meget lidt autentisk. Hvis man skulle finde en bog, den rummer stærke fællestræk med, kunne det være Mikael Niemis “Populærmusik fra Vittula”, der dog vel at mærke så absolut er fiktion. Men i begge bøger har vi nogle drenge, der lever i udkanten af henholdsvis Norge og Sverige, spiller noget musik og er ekstremt følsomme, indadvendte og udenfor. “Min Kamp 1” rummer dog ikke de magiske elementer der findes i “Populærmusik fra Vittula”, og strækker sig desuden mere ud over voksenlivet.
Knausgårds konstante selvmodsigelser, som når han bruger flere hundrede sider på indgående at beskrive et barndomsminde og så lidt senere fortæller at han ikke rigtig kan huske noget fra sin barndom, taler også for at man ikke kan tillægge hans fortælling for meget autencitet. Men at blande fakta og fiktion er jo for så vidt også udmærket. Især for os, som det ikke går ud over.
Jeg brød mig ikke om bogen. Det er selvfølgelig bare min personlige smag, men hans overvældende selvmedlidenhed og konstante understregning af hvor hårdt hans liv havde været, og hvor meget udenfor han altid var, blandet op med en næsten prætentiøs tro på at have et højere formål i livet og verden irriterede mig.
Janke har utvivlsomt ret i at det er meget almindeligt at have lav selvtillid men med et ønske om at være mere, og jeg tilslutter mig Cyclonebills udsagn om at det også findes i andre lande end lige Norge. Men når man vælger at skrive en hel roman om det, tillægges det en storhed og betydning som det efter min mening har.
Jeg vil dog ikke gå så langt som til at sige, at det er en dårlig bog. En bog der formår at vække så mange følelser, også negative, rummer en kvalitet, der ikke er til at komme uden om. Alt for mange bøger er underholdende, men glemt så snart man har lagt dem fra sig.