I slutningen af halvfemserne læste jeg en masse af Douglas Coupland – blandt andet den mest kendte Generation X (1991) og Life After God (1994). På et tidspunkt fik jeg nok – hans sidste bøger blev meget sentimentale og lidt småreligiøse. Men for nylig købte jeg så JPod der skulle være meget i stil med hans 12 år gamle Microserfs om en flok meget nørdede og lidt sjove programmører.

Det er den også til dels – den handler i hvert fald om en gruppe ansatte i JPod, en lille enhed i en stor computerspilproducent. Og de er stadig nørdede, sjove og ret underlige. Men jeg husker det som om der var noget mere alvor i Microserfs end der er i denne bog – den er virkelig fuld af letbenet dramatik, tyk ironi og masser af fun facts.

Og så er den bevidst voldsomt utroværdig; hvor handlingen i Microserfs principielt sagtens kunne have fundet sted i virkeligheden, er alting i denne bog stærkt overdrevet og for det meste surrealistisk. Hovedpersonens mor er fx pusher med voldelige tendenser – og samtidig meget mor-agtig. Det gør det lidt svært at tage bogen alvorligt, men det er måske heller ikke meningen – og så øger det om ikke andet underholdningsværdien.

Bogen har i øvrigt en meget pudsig hjemmeside – der dog nok giver mest mening når man har læst den.

Denne bog består af tre korte romaner, og hver af dem er en slags portræt af en bemærkelsesværdig fiktiv personlighed. Tanken er fin nok, Klas Östergren skriver virkelig udmærket og professionelt, men jeg synes ikke helt det kommer ud over det lidt ordinære og acceptable. De to første portrætter har karakter af den slags historier som er virkelig underholdende at fortælle eller høre om virkelige mennesker – men de er hverken vilde nok eller fedt nok skrevet til at det rigtig kan bære at blive til en bog, synes jeg.

Det sidste portræt har dog det der skal til – det er historien om fortællerens forfatterkollega der får til opgave at drage ud i en lille by og beskrive en helt almindelig familie. Og familien er virkelig fuldstændig urimeligt almindelig. Jeg synes beskrivelsen af hans første besøg hos familien er vildt underholdende – alt lyder fuldstændig som noget man kender: møblerne, replikkerne og middagsritualerne. Og den gæstende forfatter bliver selvfølgelig vanvittig over ikke at finde nogen dybereliggende konflikt, nogen skjulte sandheder eller hemmelige motiver – denne familie er bare så straight og sympatisk at det bliver hans største udfordring nogensinde.

Og så læste jeg i øvrigt bogen på svensk – indkøbt i et kækt øjeblik i Malmø for nogle måneder siden. Ikke siden gymnasiets tvungne Strindberg havde jeg læst skønlitteratur på svensk. Men nu vovede jeg altså halsen, og det gik fint. Faktisk så fint at jeg i forgårs på et kort besøg i Sverige købte Män som hatar kvinnor!