Jonathan Franzen: The Twenty-Seventh City (1988)

Lækker bog! The Twenty-Seventh City har ellers stået og kedet sig på min reol siden jeg købte den i Texas sidste forår, fordi jeg ikke rigtig syntes nonfiktion-bøgerne How to Be Alone og The Discomfort Zone levede op til Jonathans Franzens fantastiske The Corrections (2001) – og fordi den var på 520 sider og i øvrigt var i en underligt slasket udgave med meget tynde sider der gav mig en fornemmelse af at den ville være umulig at holde i hænderne.

Nå, jeg kom i gang med den, og nu er jeg helt ærgerlig over at der ikke lige er 300 slaskede sider mere – for den var virkelig god. Historien foregår i den trøsteløse midtvestby St. Louis hvor man pludselig får en ny politichef – den 35-årige indiske kvinde Jammu og altså ikke en hvid ældre herre. Hun sætter skub i byen, får kriminaliteten til at falde, men sætter samtidig ind på det politiske niveau og søger indflydelse på alle fronter og med alle midler. I den forbindelse går hun langt for at påvirke byens elite, herunder også bygherren Martin Probst der sammen med Jammu vel udgør bogens to centrale personer. Men også Jammus nærmeste hjælpere, Martin Probsts familie og en række af byens andre borgere bliver fulgt tæt gennem bogen.

Jeg har lidt svært ved at sætte fingeren på hvorfor bogen er så god. Det er vist nok ikke plottet i sig selv, selv om det er fint fordi man aldrig ved hvor det er på vej hen, og fordi det er så kompliceret og alligevel til at forstå. Det ligger nok mere i skrivestilen; ligesom Franzens andre bøger er det vildt velskrevet, og jeg tror især han er dygtig til at dosere informationerne, antyde tilstrækkeligt hvor det skal til, og skære tingene ud i pap andre gange. Og så er der – især i starten – næsten noget Don DeLillo over det, hvilket er en kæmpe kompliment i mine øjne. Og jeg kan nærmest ikke komme i tanke om andre der kan skrive som DeLillo.

For at det ikke skal være løgn, er The Twenty-Seventh City Jonathan Franzens debutbog! Men som der står i et anmelder-blurb i bogen, er det uretfærdigt at sætte dette i kategorien ‘debutbog’. For det synes jeg leder tankerne hen på stiløvelser, lige lovlig konstruerede plot og lidt for usikkert udførte idéer – og på en venlig bedømmelse af det hele fordi man jo ser potentialet i det.

Det her er en fuldvoksen bog, meget ambitiøs, virkelig velskrevet, tankevækkende, af og til virkelig spændende og i det hele taget meget læseværdig!

8 thoughts on “Jonathan Franzen: The Twenty-Seventh City (1988)

  1. Et godt plot skrevet i Don DeLillo-stil. Hm, ja det lyder slet ikke dårligt.

    Jeg har flere gange brugt et lille uddrag af DeLillos Mao II, og nu sidder jeg jo og spekulerer på, hvorfor jeg aldrig har fået fat i hele romanen.

  2. Ja, det skulle du da gøre! Det er en fantastisk bog – også en af DeLillos bedre efter min mening. Og så er den blevet meget relevant ift. nogle af temaerne om terrorisme og kunst – læs evt. også her.

  3. Spændende! Jeg har faktisk ikke læst andet af Franzen end "The Corrections" – og den var jeg fuldstændig tosset med. Jeg troede egentlig, at det var hans eneste roman. Men der kan man bare se. Den her vil jeg i hvertfald tjekke ud på et tidspunkt.

  4. Det må du endelig gøre! Han er åbenbart bedst til fiktion – jeg bestilte også fluks hans roman Strong Motion efter at have læst denne – så har han vist ikke skrevet mere. Heldigvis er han relativt ung; der må være mange gode bøger tilbage i ham.

  5. så vidt jeg kan se har du ikke læst jonathan lethems fortress of solitude. du har i hvert fald ikke skrevet om den. det sku du virkelig gøre, altså læse den, for jeg er næsten sikker på du ville kunne lide den, når du er til franzensk velskrevethed.

  6. Den må jeg jo simpelt hen få fat i – mere målrettet anbefaling får man sjældent. Tak Ida!!

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.