Jeg fik denne bog af juledamen en af søndagene i december og har gået lidt rundt om den, men nu kastede jeg mig ud i det.

Bogen handler nok rimelig meget om forfatteren selv, men det er egentlig ikke så meget afgørende. Det handler om fortælleren Pernilles liv med heste – fra pigeårene på rideskolen til voksenlivets tilbagevenden til heste og al den alvor der pludselig følger med. Og så handler den om alt muligt andet med heste fra Danmarks- og verdenshistorien: hvordan kvinder har redet gennem tider, hestens betydning for samfundet, kvindelige hesteskulptører og så videre.

Og det er en underlig blandet oplevelse jeg sidder tilbage med.

På den ene side er den gennemført velskrevet. Virkelig bare en vanvittigt dygtig skribent. Ikke bare som i sprogligt nydeligt, men virkelig bare en formidling der er sikker, blomstrende og flot. Et eksempel fra tiden hvor fortælleren er blevet voksen:

Bagefter i stalden kommer en pige på tolv-tretten år og åbner sin hånd. Vil du have en havregrynskugle? spørger hun.

Er det til mennesker eller heste? spørger jeg.

Til mennesker, siger hun, og jeg spiser den foran hende som tegn på underkastelse. Mentalt ejer hun stedet. Jeg ejede selv en gård, da jeg var på hendes alder, og vi hadede voksne kvinder, der bare kom anstigende, red og skred igen.

På den anden side er jeg inderligt ligeglad med alt der har med heste at gøre, og det har denne bog ulykkeligvis ikke ændret på.