Fiskerne af Hans Kirk falder klart i kategorien af “kedelige gamle bøger som jeg troede jeg ikke gad læse, men som viste sig at være ret gode”. Det var bl.a. hos Bogsider og Eskapisten jeg indså at jeg heller måtte prøve at læse noget Hans Kirk – en prøvelse jeg ikke er blevet udsat for i min skoletid.

Historien – der vel foregår for omkring 100 år siden? – handler om en række strengt religiøse fiskere fra Vesterhavet der søger ind i Limfjorden i håb om et lidt mildere liv. Her er der måske nok af og til bedre at fiske, men det er stadig et hårdt liv på mange måder. Hvis fiskeriet slår fejl, er man overladt til købmandens og naboernes nåde.

Og så konfronteres fiskerne med en kristen tro der ikke er indremissionsk og dermed i deres øjne falsk og hul. Den lokale præst går ind for et bredt og positivt livssyn, og på kroen bliver der af og til danset. Det er en kollektivroman hvor hele gruppen af tilrejsende fiskere er hovedpersoner, og historien strækker sig over adskillige år – men alligevel kommer man meget i dybden i de enkelte scener gennem bogens kun 300 sider.

Centralt i Fiskerne er selvfølgelig gode kristne temaer som skyld, skam og synd. De indremissionske tilflyttere fastholder konstant og næsten mantraagtigt at de jo blot er syndere. Og det må man så også sige at de er – i hvert fald sker der i løbet af bogen flere ting der for så vidt er langt værre end at danse på kroen til klokken 22:30. Men samtidig gør det det sværere for dem at opretholde deres moraliseren over for de ikke-frelste i byen.

Det gør bogen både sjovere og mere brutal end jeg havde forestillet mig. Fiskerne er på én gang dybt oprigtige, grundlæggende menneskelige, forfærdeligt fundamentalistiske og lidt latterlige. Det er skarpt og moderne, og bogen er mere sexet end den lyder. Desuden er sproget overraskende friskt og knitrende, der er smæk på, og jeg tror sgu det er her Hans Otto Jørgensen har det fra!

Måske Herman Bang er den næste gamle tørre knark jeg skal kaste mig over.

Jeg tror nok jeg har været i gang med denne bog i syv år. I går blev jeg færdig. Og utroligt nok har jeg faktisk læst i den nogenlunde regelmæssigt, men den er vældig lang, og den lægger ikke op til at man læser den i ét hug, synes jeg.

Requiem indeholder 537 meget lange sætninger. Hver sætning er en lille løsrevet historie, en enkelt persons helt egen stemme, tit febrilsk og opremsende fortalt. Der er ingen sammenhæng mellem de nummererede monologer, ingen begyndelse og ingen slutning, ingen udvikling gennem bogen.

Derfor har den været egnet til et par siders læsning inden jeg falder i søvn – eller når jeg lige er blevet færdig med en bog og ikke er gået i gang med en ny. Og derfor har det altså taget så lang tid. Billedet af den her er taget ved Gardasøen i 2003 – der var jeg kommet godt i gang med den, så vidt jeg husker.

Peer Hultbergs roman (som han kalder det) handler om alt, tror jeg roligt man kan sige. Om kærlighed, arbejde, døden, sex, familie, religion, ægteskab – frustrationer, håb, sorg, skuffelse, begejstring. Det er indadvendt filosoferen og arrige udladninger. Man kigger over skulderen på den der fortæller – og tit er det som om forfatteren griner lidt sammen med læseren ad personerne. Se fx her hvor Peer Hultberg selv læser tekst nummer 375 højt.

Det er godt skrevet, og bredden er imponerende. Nu har jeg ganske vist læst den over ekstremt lang tid, men det er alligevel utroligt, at jeg ikke én gang har tænkt at netop denne tekst minder mig om en jeg tidligere har læst.

Det er en meget speciel bog, og den minder vitterlig ikke om andet jeg har læst. Det er langt fra det bedste jeg har læst – men stadig en stor oplevelse. Og langstrakt.