Okay, dét her er en god bog!

Tidligere har jeg læst romanerne Rødby-Puttgarden og Ned til hundene som efter min mening minder ret meget om hinanden. Men det her er – selvfølgelig i høj grad pga. novelleformen – helt klart noget andet. 16 fine små tekster fra det Danmark der ligger uden for de store byer og om folk der oplever ting som ikke nødvendigvis er voldsomt dramatiske.

Et eksempel er novellen Globryllup om en kvinde der kommer til at stå af bussen et helt forkert sted og har en håndfuld timer i en lille by mens hun venter på den næste. Hun går ind i en kirke hvor der er et bryllup i gang, bliver taget for en rigtig gæst og ender med at tage med ud til bryllupsfesten selv om ingen helt ved hvem hun er. Hun er nok lidt nysgerrig – men kan mest af alt bare ikke rigtig finde ud af at få sagt at hun slet ikke hører til.

Og sådan er der mange af novellerne der handler om de kejtede, lidt sjove, halvtriste eller decideret ubehagelige små situationer hvor folk ikke rigtig får sagt, gjort eller forstået det de nok skulle.

Helle Helle beskriver det virkelig skarpt, fint og ikke nedladende – Biler og dyr er virkelig god!

Sidste uge tilbragte jeg i en norsk hytte foran pejsen med denne bog. Det er lidt tid siden jeg læste Män som hatar kvinnor, og nu var jeg klar igen.

Hvor jeg sidst egentlig var lidt skuffet, passede bogen denne gang udmærket til mine forventninger – måske fordi jeg havde sat dem lidt ned. Den er forholdsvis spændende, der er en del sideforløb, de gode vinder etc.

Men på et par punkter er den faktisk lidt bedre: i den første bog er hovedpersonen journalisten Mikael Blomkvist, og her fornemmer man måske nok at Stieg Larsson er lige lovlig begejstret for sin hovedperson og hans pletvise supermand-træk. Men i Flickan som lekte med elden er hovedpersonen den introverte hacker Lisbeth Salander, og hun er en noget mere kompleks person. Helt klart protagonist, men ikke en vildt sympatisk en af slagsen. Og det giver bogen – lidt mere dybde, skulle jeg til at skrive – nej, men i hvert fald lidt mere tyngde.

Desuden er det et fint træk ved to’eren i serien at den ikke (som etteren) har sit spændingsmæssige klimaks halvandet hundrede sider før den slutter, men nærmere på de allersidste par sider.

Og så er det jo bare en fest at læse en svensk bog på svensk – even better than the real thing. Her er Lisbeth Salander et smut i Ikea:

Hon köpte två soffor av modellen Karlanda i sandfärget tyg, fem sviktande fåtöljer av märket Poäng, två runda kafébord i klarlackad björk, et soffbord Svansbo och några udda småbord av märket Lack. Från avdelingen med bokhyllor och förvaring beställde hon två uppsätningar av Ivar kombination förvaringsserie och två bokhyllor Bonde, en TV-bänk och Magiker förvaringshylla med dörrar. Hon komplemetterade med en Pax Nexus tredörrars garderob och två små byråar av modellen Malm.

Og sådan fortsætter det over en sides penge!

Der en bog mere i serien – Luftslottet som sprängdes – og den står klar på reolen til når jeg er klar til en nyt skud svensk krimi.

Hans Otto Jørgensens nyeste bog, der kaldes en roman, men nok mere er memoirer, er opkaldt efter Andy Warhols factory. Og i den selvbiografiske fremstilling peger mange ting også frem mod hans kunstneriske udvikling der som bekendt ender med at han blive forfatter og rektor for forfatterskolen.

Stilen er klassisk Hans Otto Jørgensen – kortfattet, mundtlig og tit lidt indforstået:

Jeg ved, hun er træt af det, at hun kun venter på en anledning, at hun skal overvinde sig selv til at sige det, at nu rider hun sig en tur. Så gør hun det, forsvinder ad markvejen, nu sætter hun i galop, og ikke to minutter efter forsvinder også Frits samme vej, ad markvejen, på sin knallert.
Frits er vores karl.
Jeg er jaloux.

Men på trods af genkendelsens glæde over stilen er det ikke nogen fantastisk bog. I mine øjne – måske bare fordi jeg ikke selv har det kunstnergen som Hans Otto kæmper så meget med – er meget af det lidt kedsommeligt – der er noget trivielt over det, både når han hakker roer og når han tager syre.