Kazuo Ishiguro: Klara and the Sun (2021)

Kazuo Ishiguro: Klara and the Sun (2021)Indtil for ikke så længe siden drev Bo Bech en fremragende restaurant på Kongens Nytorv ved navn Geist. Her var retterne kendetegnet ved at de hver bestod af to-tre-fire bestanddele – typisk overraskende kombinationer – der samlet set smagte uventet godt. Råt oksekød, stenbiderrogn og Piment d’Espelette. Eller mælkeis, wasabi og flødekaramel.

Den restaurant savner jeg – men heldigvis skriver Kazuo Ishiguro stadig bøger på lidt den samme måde. En syg pige, en robot og en skinnende sol – så har du en vild roman.

Fortælleren er robotten Klara – eller den kunstige ven, som det diplomatisk kaldes i bogens univers, hvor det ikke er ualmindeligt at børn får en kunstig ven til at holde dem med selskab. Klara står i en butik i byen og håber at blive købt, og det bliver hun også en dag – af den syge pige Josie. I Josie og moderens hus på landet finder de en hverdag hvor Klara observerer, lærer og forsøger at gøre sig fortjent til at være blevet udvalgt. Sygdommen forværres, og Klara forsøger at redde Josie ved at lave en handel med selveste solen.

Lyder vanvittigt og er det egentlig også – men samtidig en fuldstændig stilfærdig bog. Og ligesom flere af hans andre bøger kan man – hvis man vil – læse mange lag af eksistentiel betydning ind i den ellers gribende og fine konkrete historie. I så fald handler bogen om tro, håb og kærlighed, bogstaveligt talt.

Kazuo Ishiguro er en vild forfatter, og jeg håber han skriver tusind bøger mere!

J. K. Rowling: Harry Potter and the Philosopher’s Stone (1997)

J. K. Rowling: Harry Potter and the Philosopher's Stone (1997)Min kæreste har læst de to første Harry Potter-bøger højt for vores børn, og det har været et meget hyppigt samtaleevne i vores familie. Men jeg havde hverken læst bøgerne eller set filmene og var lidt udenfor, og derfor har de for nylig givet mig de to første bøger.

Den første  har jeg læst nu, og jeg er vel den sidste på jorden der stifter bekendtskab med Hogwarts, så der er egentlig ikke så meget at sige. Jeg er ikke helt solgt, men heller ikke afskrækket, og jeg skal også nok læse 2’eren en dag.

Glenn Bech: Farskibet (2021)

Glenn Bech: Farskibet (2021)Denne bog handler om noget så brutalt som fortællerens far selvmord. Fortælleren er, så vidt jeg kan forstå, nogenlunde 1:1 den samme som forfatteren der var fem år gammel da hans far tog sit eget liv.

Det er en lidt speciel præmis for at mene noget om sådan en bog, for det ville fremstå lidt følelseskoldt hvis man tillod sig at mene at den var kedelig, dårligt skrevet eller noget i den retning. Det er den nu heller ikke, men jeg synes den var tung at komme igennem.

For det første er den lang. For det andet er den selvfølgelig langt hen ad vejen virkelig sørgelig. For det tredje er den formæssigt ikke særlig let tilgængelig. Den skifter mellem forskellige måder at skrive på – små fragmenter, afsnit med versaler, et væld af distancerende anførselstegn, grå tekstbokse og abrupte afsnits- og sideskift. I starten ledte jeg efter en særlig mening med det hele, men med tiden gled det over i bare at virke som en måde at få virkelig svært stof ned på skrift.

På bogens bagside fremgår det at den blandt andet handler om giftig maskulinitet. Det er måske der jeg synes den er bedst – i portrætterne af de mænd som fulgte efter den afdøde far som deres mors kærester. Den ene er et forfærdeligt og afstumpet menneske, den anden bare lidt et røvhul, men begge med en kønsopfattelse der strider noget mod fortællerens gryende bevidsthed om sin egen homoseksualitet. Deres trælse måde at være på er hjerteskærende troværdigt beskrevet – især fordi det er set gennem det sårede og skræmte barns øjne.

Og så føler jeg mig i øvrigt skrækkelig gammel, fordi jeg har nået en alder hvor mine refleksioner over bogen ikke går i retning af min far, men mere på mine sønner og hvilket billede af at være mand eller dreng jeg er med til at skabe.

Kort sagt – tung, vild, svær og smuk bog. Og i øvrigt Glenn Bechs debut. Spændt på hvilken retning hans næste bog tager!

Helle Helle: Bob (2021)

Bedste Helle Helle-bog i mange år! Bob handler om Bob, og på den måde adskiller den sig fra alle de af hendes bøger som handler om kvinder. Finten er her at den er fortalt af Bobs kæreste som er tæt på fuldstændig fraværende gennem bogen. Ikke desto mindre ved fortælleren alt om Bobs indre og ydre liv, hans minder og hvad han oplever.

Bogen starter da Bob og fortælleren flytter til Vanløse engang i midten af firserne. Kæresten læser et eller andet på humaniora, mens Bob ikke rigtig ved hvad han skal. Han får nogle vagter på et hotel i Nyhavn, falder i snak med nogle mennesker, gør lidt rent i lejligheden, går rundt om Damhussøen og undgår i det hele taget at gøre noget som helst som betyder noget.

Han har et spøjst kvindetække som han ikke rigtig selv har ønsket og ikke rigtig handler på – sikkert af loyalitet over for den kæreste der ellers ikke lader til at betage ham særlig meget.

Jeg kan gode lidt det fortællemæssige greb med den usynlige alvidende kærestefortæller – uanset hvad det skal til for – og jeg synes beskrivelsen af firsernes København er fantastisk. Her går folk rundt og taler som man gjorde dengang, går ind og ud af butikker der ikke længere findes, og ryger cigaretter over det hele.

Den er på sin egen måde mere trist end Helle Helles seneste bog de (selv om den handler om alvorlig sygdom), men også mere underspillet komisk. Og fuldstændig livagtig i sproget, beskrivelserne og stemningerne.

Victor Boy Lindholm: Stræk tiden (2020)

Fem essays om at cykle. Hvor vil man hen med det, tænkte jeg inden jeg gik i gang med bogen. Efter at have læst den kan jeg stadig ikke svare helt klart på det, men det føles ikke så vigtigt længere – det er en dejlig bog at læse! Det er personlige beretninger om forfatterens egne cykelture i Europa og i Danmark. Stilfærdigt, udramatisk og grundlæggende virkelig godt skrevet.

Lone Beck: Inger Lauritzen – den syngende fiskerkone fra Lønstrup (2016)

Jeg læser nærmest aldrig biografier, men den her handler om min kærestes farmors søster – eller min svigerfars moster om man vil. Og jeg har hørt meget om Inger Lauritzen, set hendes hus i Lønstrup, og jeg synger ofte en af hendes sange som godnatsang for børnene. Nu har jeg også læst bogen om hende, og det var spændende nok, men det har forfatteren ikke en særlig stor del af æren for.

Historien om Inger Lauritzens liv er interessant – ikke kun fordi jeg kender hendes familie, men også fordi det er en verden jeg ikke kender særlig meget til. Hun blev født i Vennebjerg, en lille by tæt ved Vesterhavet, og flyttede ned til Lønstrup ved vandet da hun giftede sig med en fisker. Lønstrup er en hyggelig turistby med danske og udenlandske sommerhusgæster, og modsat Løkkens festprofil er Lønstrup mere Skagen-agtig med god mad og fokus på natur, traditioner og lokal historie. Men i Inger Lauritzens unge dage var livet i byen ikke langt fra at være en kamp for overlevelse – både fordi fiskerne tjente ganske lidt og fordi mange ikke vendte tilbage fra havet når det blev uvejr.

Alligevel har det været en overvejende irriterende læseoplevelse. Jeg tror kernen i det for mig er at man kan fornemme forfatterens totale hengivenhed over for den biograferede. Det kommer til at virke overraskende uprofessionelt når skribenten ikke har nogen distance til den hun beskriver – hun fremstår benovet, naiv og fuldstændig ukritisk. Ikke fordi jeg kender til nogle mørke hemmeligheder om Inger Lauritzen som burde have været med – men fordi hun i hvert eneste afsnit beskrives om usædvanligt dygtig, høflig, stærk, tapper, talentfuld og enestående. Det var hun muligvis også, men det er vildt irriterende at læse. Og så stikker det ud når forfatteren ikke kan nære sig for udtrykkeligt at fælde dom:

Ligesom tømreren ikke spurgte sin søn, hvad han havde lyst til at lave, når han blev stor, spurgte fiskeren ikke sin søn. Tømrerens søn blev tømrer, og fiskerens søn blev fisker. Døtrene fik mand, hjem og børn at tage sig af. Det var ikke noget, man behøvede at tale om. Det var bare sådan, det var, og det var der ikke noget galt i.

Kort sagt – læseværdig nok, især når man kender familien, men kun for selve historien, ikke for den alt for imponerede forfatters underliggende stemme.

Don DeLillo: The Silence (2020)

Don DeLillo: The Silence (2020)Forestil dig at alt elektronisk udstyr pludselig går i sort. Og ikke lige kommer til at virke igen. Alt er dødt.

Det er udgangspunktet for Don DeLillos helt nye tankeeksperiment af en lille bog. Men hvis man vil vide hvad der sker med verden i sådan en situation, bliver man nok skuffet. For bogen er med sine 116 ikke særlig tætskrevne sider mest bare en tankestreg – eller et lille retorisk spørgsmålstegn.

Det meste af handlingen foregår over et halvt døgns tid i en lejlighed i New York City hvor et par og nogle få venner skulle have set Super Bowl sammen. I stedet kigger de på den sorte skærm og vælter hver især ud med nogle dybe tanker. Og så er bogen slut.

Det er godt skrevet og alt det der, og det kunne have været et fint indslag i et kæmpeværk som Don DeLillos nok mest berømte bog Underworld (1997), men det er på en måde for spinkelt til en hel roman, synes jeg. Jeg var lidt skuffet over hans sidste bog Zero K (2016) og endnu mere over den her. Men bevares, manden fyldte 84 i forgårs (tillykke Don!), og man kan godt forstå han ikke kan så meget mere. Han er tilgivet.

Til gengæld har jeg sværere ved at tilgive at bogen – for første gang i hans forfatterskab nogensinde, tror jeg – ikke er sat med den ekstremt pæne font Electra. Det har ellers være en slags DeLillo-trademark, men denne bog er sat med en eller andet grim Courier-lignende skrift. Jeg går ud fra det skal ligne det der kommer ud af hans elskede Olympia SM3 DeLuxe-skrivemaskine, men jeg er ligeglad, jeg vil hellere have Electra tilbage.

Nå, uanset hvad læser jeg selvfølgelig også have næste bog, hvis han altså skriver flere. Sådan er det jo heller ikke!

 

Sidsel Falsig Pedersen: Svaret kommer med posten (2020)

Nu har jeg i alt læst tre bøger af Sidsel Falsig Pedersen, og derfor føler jeg mig ekspert-agtig nok til at mene at hun med Svaret kommer med posten går lidt nye veje. De tidligere har været koncentreret om det nære og realistiske liv, men her foregår handlingen faktisk i en slags parallelt univers. En let kafkask verden hvor de fleste lader til at arbejde det samme sted og hvor alting er lidt bøvlet og bureaukratisk. Der er altid et myggestik der klør, en lidt for voldsom varme, en ukomfortabel stol. Og det er ikke helt til at regne ud hvordan man får en bedre bolig eller om man er blevet fyret hvis man pludselig ikke kan finde sit skrivebord. Bogen er gennemsyret af en mild usikkerhed og et let ubehag, og det burde være lige noget for mig, men på en eller anden måde er jeg ikke helt solgt, og jeg ved ikke engang hvorfor.

Tine Høeg: Tour de chambre (2020)

Tine Høeg: Tour de chambre (2020)Det her er en skidegod bog, og den minder ikke om noget som helst andet jeg har læst.

Det mærkeligste er formen. Det er en roman, men opsætningen er mere som lyrik. Her er et eksempel på halvanden side i bogen hvor fortælleren Asta vasker op sammen med sin gode veninde Mai:

Mais eks er brand manager i Asics og har sin fars ansigt
tatoveret på brystet. Er faren da død spurgte jeg
dengang hun fortalte mig om det, næ han bor i Ishøj
men det er fandme mærkeligt når vi har sex

Mai blev gravid efter fire måneder
Michael ville ikke have barnet
emneskift,

hun smækker skuffen i

jeg skal i virksomhedspraktik

cool siger jeg og hælder snavset vand ud af baljen

hvorhenne?

Københavns Kommune siger Mai

noget der hedder Ejendomme & Indkøb

hun stiller en pande på plads i skabet,

det er Ulla der har skaffet det

hvem er Ulla?

min jobkonsulent

hende med hagen?

hun nikker

hvornår?

mandag allerede siger Mai

jeg har helt glemt hvordan man gør

smører en madpakke, snakker med folk

jeg stresser lidt over det, Asta

de har vel en kantine siger jeg, hov

den der er ikke helt ren

det gør ikke noget siger hun

jeg tager bare det sidste med viskestykket

Det virker lidt som noget rod, men jeg vænnede mig lynhurtigt til formen, og på en eller anden måde skærper det læsningen at man ikke altid ved hvad der er direkte tale, og hvad der er beskrivelser. Og så gør linjeskiftene selvfølgelig noget ved læserytmen som man ikke opnår i klassisk prosa.

Historien er lidt mere konventionel. Asta er ved at skrive en bog, men kommer hele tiden til at tænke tilbage på kollegietiden, og nogle fine skift mellem fortid og nutid binder det hele sammen i en virkelig gennemført, livagtig og sprogligt formidabel bog. Hurtigt læst, alt for hurtigt, og jeg har lyst til starte forfra med det samme!

Sayaka Murata: Døgnkioskmennesket (2016)

Sayaka Murata: Døgnkioskmennesket (2016)Min mor købte denne bog til mig, fordi hun syntes det var synd for mig at jeg kæmpede med at komme igennem Camus’ Pesten, så den kastede jeg mig over så snart jeg var færdig, og det var en kærkommen afveksling!

En fin og hurtigt læst bog der foregår i en helt anden verden – en japansk døgnkiosk. Her arbejder fortælleren Keiko, og det har hun gjort i mange år, for det er det eneste hun kan finde ud af. Hun har måske en diagnose, hvad ved jeg, hun har i hvert fald mere end almindeligt svært ved dagligdags sociale sammenhænge. Men i døgnkiosken trives hun, fordi der er en manual for hvad man siger til kunderne og hvordan – og fordi hun sagtens kan forstå de mekanismer der skal til for at kiosken præsenterer sig pænt og ordentligt, at der er nok kolde og varme fødevarer osv.

Så Keiko trives i døgnkiosken. Men hendes omgivelser har svært ved at forstå hvorfor en kvinde i slutningen af trediverne stadig er single og arbejder i en kiosk. Og det er det bogen handler om – konflikten mellem det man selv har det godt med, og det som ens omverden forventer af en. På bogens bagside står der nærmest at det er en bog om hvordan det er at være single i nutidens Japan, men jeg synes nu det mest spændende er hele ideen om hvad der er normalt – og at vi som mennesker har svært ved at forstå og acceptere adfærd der afviger fra det allermest normale.

Og det er ikke bare interessant læsning for dem der er anderledes, men også for en som mig der lever et helt gennemsnitligt liv. God bog!