Jakob Sorgenfri Kjær: Kig op (2024)

Jakob Sorgenfri Kjær: Kig op (2024)Her noget så sjældent som en ikke-skønlitterær bog. Jeg har læst den fordi jeg kender lidt til forfatteren bag gennem mit arbejde og ved at han skriver godt. Og så handler den om noget der vedrører de fleste af os – nemlig vores skærmbrug.

Som titlen Kig op indikerer, er forfatterens tilgang til emnet kritisk. Og dermed er en af de største faldgruber i mine øjne at bogen alt for nemt kan virke bedrevidende eller frelst. Og det undgår Jakob Sorgenfri nærmest hele vejen.

Den primære grund er at han – med sin baggrund som journalist – ikke støtter sig til sin mavefornemmelse, men taler med kilder, læser artikler, gennemgår statistikker og forholder sig til hvad andre med forstand på området konstaterer og vurderer. Det meste af bogen går med – inden for forskellige aspekter – at kaste lys over hvad brugen af skærme gør ved os mennesker. Og ved vores børn, vores hjerner, vores indbyrdes relationer, vores demokrati og så videre. Det gør han godt.

Det skyldes blandt andet at han også dykker ned i hvordan det egentlig kan være gået så galt – herunder hvorfor målet for de enkelte apps og tjenester er at få os til at at bruge så meget tid på netop deres produkt som overhovedet muligt.

Hen mod slutningen giver han også et par bud på hvordan vi kan forsøge at gøre os fri af vores skærme. Der er ingen åbenbaringer her, men det er fint også at pege fremad – og det ville næsten også være lidt underligt hvis svaret på det spørgsmål kunne koges ned i to-tre kapitler.

Og så er den som ventet virkelig godt skrevet og både videnskab, interviews og personlige anekdoter er velformidlede. I det hele taget en god bog der har fået mig til at tænke over min egen brug af min telefon. Og i mindre grad ligefrem at ændre den…

Naja Marie Aidt: Øvelser i mørke (2024)

Naja Marie Aidt: Øvelser i mørke (2024)God bog! Jeg har læst en håndfuld af Naja Marie Aidts andre bøger, og de er allesammen gode, og de er også hårde, sørgelige, svære eller med en snert af noget ondt.

Sådan er det også med Øvelser i mørke, men den er anderledes fordi det smertefulde ligger i fortiden, og fortællingen lister lidt rundt om det der gør mest ondt i stedet for at tæske løs på det i nutid. Det fungerer også godt!

Nu er det svære nemlig blevet til traumer – både tilbage fra barndommen og fra en nylig voldsom begivenhed – for den 58-årige fortæller. Hun går i terapi for at komme videre i sit liv, og vi får lov at følge med hende. Det er svært, det går langsomt, men det går den rigtige vej.

Imens hun lever sit liv i nutiden på godt og ondt, ser hun tilbage på hvad hun er blevet udsat for som barn, som ung og i sine voksne år – og forsøger at finde en måde at leve med det.

Pernille Stensgaard: Hvad jeg ved om kvinder på heste (2023)

Pernille Stensgaard: Hvad jeg ved om kvinder på heste (2023)Jeg fik denne bog af juledamen en af søndagene i december og har gået lidt rundt om den, men nu kastede jeg mig ud i det.

Bogen handler nok rimelig meget om forfatteren selv, men det er egentlig ikke så meget afgørende. Det handler om fortælleren Pernilles liv med heste – fra pigeårene på rideskolen til voksenlivets tilbagevenden til heste og al den alvor der pludselig følger med. Og så handler den om alt muligt andet med heste fra Danmarks- og verdenshistorien: hvordan kvinder har redet gennem tider, hestens betydning for samfundet, kvindelige hesteskulptører og så videre.

Og det er en underlig blandet oplevelse jeg sidder tilbage med.

På den ene side er den gennemført velskrevet. Virkelig bare en vanvittigt dygtig skribent. Ikke bare som i sprogligt nydeligt, men virkelig bare en formidling der er sikker, blomstrende og flot. Et eksempel fra tiden hvor fortælleren er blevet voksen:

Bagefter i stalden kommer en pige på tolv-tretten år og åbner sin hånd. Vil du have en havregrynskugle? spørger hun.

Er det til mennesker eller heste? spørger jeg.

Til mennesker, siger hun, og jeg spiser den foran hende som tegn på underkastelse. Mentalt ejer hun stedet. Jeg ejede selv en gård, da jeg var på hendes alder, og vi hadede voksne kvinder, der bare kom anstigende, red og skred igen.

På den anden side er jeg inderligt ligeglad med alt der har med heste at gøre, og det har denne bog ulykkeligvis ikke ændret på.

Theis Ørntoft: Jordisk (2023)

Theis Ørntoft: Jordisk (2023)Ud over den aldeles forfærdelige Jens Werner-bog fik jeg også et par andre bøger i starten af januar. Jordisk her var én af dem, og den blev ikke givet med en tilsvarende distance. Den var så også meget meget bedre, selv om det ikke siger så meget i sig selv.

Der er lidt Jonathan Franzen over idéen – især minder den i opbygning om Crossroads. Den beskriver en familie gennem nogle generationer, men ikke kronologisk – snarere lidt hoppen frem og tilbage mellem nutid, fortid og også lidt fremtid.

Det starter forrygende med et kig ind i tilværelsen hos tre unge voksne i den seneste generation – det er tidstypisk, uflatterende og meget fint beskrevet. Det lover virkelig godt, men for mig kan bogen ikke helt holde niveauet – eller i hvert fald ikke leve op til de højder jeg håber den vil nå. Portrætterne af de andre generationer er egentlig lige så gennemførte, detaljerede og velresearchede – uanset hvor og hvornår de foregår – men den dybere mening fortaber sig nok lidt.

Måske er det ikke fair at sammenligne med Jonathan Franzen, men hvor man i Crossroads løbende får fornyet sit syn på de enkelte karakterer i takt med at synsvinklen skifter, sidder jeg i Jordisk mere med en følelse af bare at skulle dykke ned i en ny person i forlængelse af alt det andet. Helt til det sidste sidder man med ti sider tilbage af bogen og skal sætte sig ind i noget der er nok så fint beskrevet, men i det store billede også lidt uvedkommende.

Stadig godt skrevet og bestemt læseværdigt – og så kan man i øvrigt glæde sig over at yuppie-massemorderen Patrick Bateman fra Bret Easton Ellis’ har en fin underspillet birolle i en del af bogen.

Link

Katrine Marie Guldager: Endnu en dag i Guds skaberværk (2023)

Katrine Marie Guldager: Endnu en dag i Guds skaberværk 2023Jeg blev syg og kunne ikke overskue noget. Andet end måske lige at høre en lydbog – så det gjorde jeg. Endnu en dag i Guds skaberværk tager 2 timer og 24 minutter og er glimrende indtalt af Iben Hjejle.

Bogen er vist nok den tredje af Katrine Marie Guldagers bøger om vrede kvinder. Jeg var glad for Birgithe med th og også for denne, selv om (eller fordi) de nu ikke har så voldsomt meget til fælles som man kunne tro. Denne bog handler om Lotte – udtalt på Iben Hjejles mest Kim Larsen-agtige københavnske – som er nyligt fyret socialrådgiver. Bogen starter med at hun vågner dagen efter af have mødtes med sin ekskæreste Michael over lidt for mange øl, og som senere samme dag viser sig at være død.

Så står Lotte der – med en eks der var hendes eneste ene og som nu er død, vist nok på grund af vold, med Michaels nittenårige søn der pludselig har brug for hende, med en nabo der gerne vil have Lotte til at passe hendes tre børn, med en kat der ved Gud hedder Pussy, og med en sagsbehandler der gerne vil have Lotte til at dukke op på et CV-kursus.

Man bliver træt ved tanken, men Lotte tager på en aller anden måde kampen op med det hele, måske lidt ligesom Birgithe i forgængeren. Hun er sørme ikke fejlfri, og det er en af grundene til at bogen bare er rigtig god!

Jens Werner: Dansen blev min redning (2022)

Undervejs gennem denne bog har jeg tænkt en del over om det er den dårligste bog jeg nogensinde har læst. Det er det ikke. Jeg tror jeg er kommet frem til at det bare er den næstdårligste – jeg vender tilbage til hvorfor.

Jeg fik den for et par uger siden af en ven der stod og læste på bagsiden af den i Magasin og tænkte at det lød som alt det jeg har mindst lyst til at læse. Hør her:

Dansen blev min redning er en livsbekræftende og livsglad fortælling om at finde sin plads i livet og gå benhårdt og kompromisløst efter at blive verdens bedste til det, man holder af. Det er samtidig en farverig og overraskende historie – blandt andet med et mellemspil som chauffør for kongehuset.”

Fy for satan!

Hvad jeg ikke vidste, men som mange andre vist godt ved, er at Jens Werner er tidligere professionel danser og har været dommer i Vild med dans lige fra begyndelsen. En rigtig kendis. Og som så mange andre berømtheder har han allieret sig med en journalist der kan skrive hans bevægende livshistorie ned.

Den er også skrevet efter en forudsigeligt opskrift. Lille anekdotisk og tankevækkende prolog. Kronologisk opbygning lige fra de definerende barneår over toppen af karrieren til de efterfølgende eftertænksomme år. Konsekvent dramatisk nutid. Lidt sladder og guf til de mange fans og behind the scenes fra Vild med dans. En epilog der binder en sløjfe på det hele.

Kort sagt en oplagt mandelgave! Og hvad er så problemet? Ud over at det er den forkerte bog til den forkerte læser?

Det værste er nok hvor himmelråbende banale pointerne er næsten hele vejen igennem. Reelle, men fuldstændig almindelige menneskelige erfaringer nedfældet som dyrebare koncentrater af inspirerende livsvisdom. På en af bogens allersidste sider konkluderer Jens Werner på det hele: “Hvis jeg skal formulere en enkelt sætning om, hvad livet har lært mig, må det være: ‘Nyd nuet, og vær taknemmelig.'” Tænk at hverken Jens Werner selv, journalisten eller forlaget har tænkt at det måske blev lige fladpandet nok.

En anden usandsynligt irriterende ting – som er gennemgående for hele bogen – er hvor tydeligt tilblivelsen af bogen skinner igennem. Jens Werner sidder over for den her journalist, hun tænder diktafonen, hun stiller ham spørgsmål, han svarer. Time efter time. Journalisten transskriberer båndet, udelader sine egne spørgsmål, luger ud i det allermest mundtlige og flytter lidt rundt på rækkefølgen. Men redigeringsprocessen slutter alt for tidligt! Det virker stadig halvvejs ubearbejdet på en måde som man som læser nærmest kun kan tilgive hvis hvert eneste ord er ladet med den største betydning. Og det er det ved gud ikke. Resultatet er at almindelighederne er fortalt på en lidt for ustruktureret måde med lovlig mange gentagelser. Og med masser af detaljer som er inderligt ligegyldige for læseren, for historien og formentlig også for Jens Werner selv. Kort sagt: dovent journalistisk håndværk.

Nu interesserer dans mig ikke synderligt, men hvis man skal se velvilligt på bogen, er der noget potentielt interessant i at høre om livet som konkurrencedanser. Og de mindst kedelige passager giver et indblik i hvordan sådan en turnering eksempelvis fungerer. Her kan man sige at fortælleren har noget at komme med som vi andre ikke ved så skrækkelig meget om. Det samme kan man saftsuseme ikke sige om de især afsluttende dele af bogen hvor han beretter om fx sit forældreskab. Jens Werner ser med rette sig selv som en enestående danser. Han er muligvis også en enestående far, men de indsigter han deler om eksempelvis opdragelse, er intet mindre håbløse. Der bliver sat tyk streg under at hans børn faktisk altid kan regne med hans støtte, som om det var en unik egenskab ved netop ham der gør ham til et forbillede for bogens imponerede læserskare. Eller når han i tomrummet efter dansekarrieren stiller op i en Ironman: “I de momenter, hvor jeg er allermest presset, tænker jeg på børnene og Anette. Det er fra dem, jeg henter styrke. Jeg bruger den kærlighed og støtte, jeg får fra dem, til at gennemføre.” Jesus altså!

Jeg har bøjet mange hjørner i bogen, hvor der står noget ekstra tåbeligt, og taget mange billeder af idiotiske passager og sendt til mine venner, men jeg skal nok stoppe her. Først må jeg dog lige vende tilbage til hvorfor det ikke er den dårligste bog jeg kan huske at have læst nogensinde. Når jeg tænker tilbage, tror jeg stadig Josefine Klougarts Hallerne var værre. Og det handler nok om at den oveni i al sin elendighed er selvhøjtidelig og prætentiøs, mens Jens Werner trods alt bare fremstår lidt selvglad og håbløst banal.

Delphine de Vigan: Børnene er konger (2021)

Delphine de Vigan: Børnene er konger (2021)Denne bog minder ikke særlig meget om hvad jeg normalt læser. Dels er det et stykke af vejen en krimi – dels handler den i stor stil om noget aktuelt, nemlig sociale medier, sharenting, influencere osv. Men den var god!

Bogen handler om en lille familie hvor moren – som vel er den ene hovedperson – deler en stor del af deres liv på forskellige kanaler og bliver voldsomt berømte i Frankrig. Men en dag bliver den seksårige datter bortført, og ind i billedet kommer den anden hovedperson, en betjent der efterforsker sagen.

Børnene er konger er spændende, godt skrevet og giver et fint indblik i livet som influencer og især i hvor skadeligt det i forfatterens øjne er for børnene. Jeg tror egentlig de fleste af os er enige, og måske derfor kan jeg også godt få en følelse af at dén pointe med tiden bliver penslet mere ud end den behøver. Men stadig en fin bog – og dejligt at læse noget andet end jeg plejer!

Lise Bidstrup: Afkørsel 12 mod Caribien (2009)

For 12 år siden fik jeg en mail fra en forfatter der havde skrevet en bog og ville tilbyde mig et gratis eksemplar, så jeg kunne anmelde den her på bloggen. Jeg svarede at jeg ikke var sikker på jeg var målgruppen, at jeg ikke nødvendigvis ville få den læst – og at hun måske bare skulle lade være. Men hun tog chancen og sendte den til mig, og nu – længe efter – har jeg sgu læst den!

Til en start kunne jeg glæde mig over den personlige hilsen på titelbladet: “Jeg lover at det ikke er en lyserød girlie-girlie bog, selvom hovedpersonen er en kvinde”. Tak for kaffe – hovedpersonens køn plejer ikke at afgøre hvilke bøger jeg læser, men det må være det hun læste ud af min bemærkning om ikke at være i målgruppen.

Nå. Helt kort er der tale om en bog om en kvinde der er kørt træt i hverdagslivet med mand, små børn, arbejde og alt det der følger med. Ud af det blå stikker hun af fra det hele til en caribisk ø for at finde sig selv igen. Her udvikler tingene sig mere dramatisk end man skulle tro – men måske ikke helt på realplanet. Det hele viser sig at være lidt mystisk, og måske er de caribiske prøvelser også nogle indre øvelser der skal gøre hende i stand til at træffe det rigtige valg for sig selv og sin familie.

Og selv om jeg er med på den præmis, er det et grundlæggende problem for mig at leve mig ind i at man som forælder kan forlade sine børn på ubestemt tid, alene fordi hamsterhjulet hænger en ud af halsen. Selvfølgelig er møllen af madpakker, skole-hjem-samtaler, luciaoptog og Aula-beskeder og alt det der ulideligt trættende. Men hele ideen om at det i sig selv skulle kunne få en mor eller far til at rejse om på den anden side af jorden og afskære kontakten fra børnene – det virker på mig dybt utroværdigt. Og det stod lidt i vejen for min læsning i det hele taget.

En irriterende ting mere: sprogligt befinder bogen sig et sted mellem det uopfindsomme og det klichefyldte.

  • “Regnen stod ned i stænger og satte et gråt og trist præg på London.”
  • “Grønne palmer foran det vidtstrakte, blå hav.”
  • “Det ville være et fedt marked at komme ind på. Hun ville score en fantastisk bonus, hvis hun kunne hive den aftale i land.”

Det er simpelt hen for slapt!

Når det er sagt, er bogen et stykke af vejen spændende på en gammeldags pageturner-agtig måde. Hvem er han, hvad er det han mener, hvordan kommer hun ud af den situation, hvad ender hun med at vælge osv. osv.

Men stadig – ikke rigtig en anbefaling herfra.

Haruki Murakami: What I Talk About When I Talk About Running (2008)

Haruki Murakami: What I Talk About When I Talk About When I Talk About Running (2008)Tidligere har jeg vist kun læst skønlitteratur af Murakami, og det gør han jo godt, men denne lille selvbiografiske løbebog har jeg haft stående længe på reolen og gemt til en dag hvor jeg var godt i gang med at løbe. Det er jeg nu, og det passede godt.

Haruki Murakami løber dog meget længere end mig – bogen handler om hans årlige marathon, om nogle få ultramarathonløb, forskellige triathlon og al træningen. Især træningen. Og om sammenhængen mellem at skrive og at løbe. Og om at løbetræningen opbygger en udholdenhed som man ifølge Murakami har brug for hvis man vil skrive bøger.

Der er mange fine passager i bogen. Men også mange banaliteter, selvhøjtidelige tanker og krukkede beskedenheder. Godt han mest af alt skriver dejlige romaner!

Helle Helle: Hafni fortæller (2023)

Helle Helle: Hafni fortæller (2023)Det er lidt tid siden jeg læste denne bog, men den er skøn.

Hafni fortæller at hun har kørt gennem landet og spist smørrebrød og drukket lidt for meget.

Resten fortaber sig lidt for mig, men som altid når det er Helle Helle: dejlig dejlig læsning og ikke en sætning man gerne ville have undværet. Gid hun lever for evigt og holder kadencen!