Jeg er helt generelt begejstret for Tine Høegs måde at skrive på og i den grad også for hendes nyeste bog.

Skrivestilen er da også langt hen ad vejen som jeg husker den fra fx Tour de chambre. Men tematisk er det en helt anden bog.

Først og fremmest fordi den er overnaturlig! Yes. Men også fordi den beskriver en kunsters sind – og fordi den handler om forældreskab. Alt sammen på en gang. Derudover er der nogle fine scener fra studietiden.

Kort fortalt handler det om Dagny der er alene med en lille baby mens faren er i Japan i nogle måneder. Dagny er kunstner og skal i gang med at arbejde igen ved at lave et nyt værk til et særligt rum. Og mens hun er ved at køre sin datter ind i vuggestuen, støder hun på en kvinde der virker bekendt. Her begynder det at blive lidt mystisk. Og mødet med kvinden vækker Dagnys minder fra ungdommen om en særlig studiekammerat. Og så begynder det at gå lidt amok!

Hvis det lyder lidt for langt ude, så vil jeg bare sige at det er det egentlig ikke. Læs den bare!

En særlig og dejlig bog!

På den ene side er temaerne meget sædvanlige: Et venskab mellem to yngre kvinder, sex og kærlighed, stoffer og psykisk sygdom.

På den anden side er der noget stilmæssigt der fungerer virkelig godt for mig. Måske en afstand i fortællerstemmen der af og til virker højtidelig og gammeldags, mens replikkerne er tidssvarende og talesproglige.

Ja, svært at forklare, men let at læse. Og i den grad værd at læse!

I øvrigt dejligt provokerende at kalde en ny roman det sammen som Aristofanes’ gamle komedie. Ligesom Bob Dylan i 2009 lavede en ny sang der hedder Jolene, som om om man bare kan kalde en sang det.

En spøjs og fin lille bog. Den foregår for længe siden – under pesten, hvilket med min historieviden ikke rækker til at fastslå det mere præcist, men det er heller ikke pointen: Det var bare en helt anden tid, som man siger, og den foregår måske i Danmark, måske ikke, men heller ikke det er pointen. Det er et univers med konger, krige, sygdomme, overtro – og et gammeldags horehus.

Titlen? Ud over det irriterende lille e i “elskende” er den også speciel fordi der ikke er så skrækkelig mange der elsker hinanden i den bog. Læs den!

Wellness er for mig indbegrebet af the great American novel. Jeg havde ikke hørt om Nathan Hill eller bogen her før jeg fik den i fødselsdagsgave. Jeg har været længe om at komme igennem den, fordi Nanna Holms formidable Røde port udkom undervejs og måtte læses på stedet. Det har taget så lang tid at jeg næsten ikke kan huske hvornår jeg gik i gang med den, men jeg kan se at bogen ca. en tredjedel inde er gået op i limingen – det stammer fra at jeg havde den med i sauna i Finland, og det var vist i april.

Nå, men som det er med den slags store amerikanske romaner, handler de om lidt af hvert. I midten af det hele er et ægtepar, og det er dem der er omdrejningspunktet gennem tid og sted og et væld af temaer: parforhold er det centrale, men også kapitalisme, kunst, opdragelse, forskning, klasse og alt muligt. Vi følger deres barndom, deres ungdom, deres møde og deres på mange måder skuffende voksenliv. Det er grundlæggende virkelig godt skrevet, nøje gennemtænkt, snedigt struktureret og alt muligt andet godt.

Og alligevel er der noget lidt irriterende ved dens overskud. Jeg synes ikke jeg plejer at have det sådan, men der er noget næsten pralende over den, både sprogligt, strukturelt og tematisk. Det kræver selvsagt noget af et niveau overhovedet at kunne være sådan, og det har Wellness så afgjort. Så det er vel en slags betinget kompliment.

Efter at have læst Sandøs rose var jeg nødt til at få genopfrisket forlægget – Martin A. Hansens Løgneren. Jeg husker den som vildt god og blev en anelse skuffet. Jeg har prøvet at regne ud hvorfor.

Måske fordi jeg lige havde læst Jesper Wung-Sungs bog og blandede det hele lidt sammen? Måske fordi ungdommens store læseoplevelser ikke altid kan gentages mange år efter? Eller måske fordi det havde været bedre at læse den i en fysisk bog i mit eget tempo end at lytte til Jens Albinus’ ellers vildt gode oplæsning?

Jeg kan ikke regne det ud – men jeg giver den måske et skud mere om tyve-tredive år.

Tænk engang at et nutidig forfatter har lavet en hel roman over Martin A. Hansens gode gamle Løgneren, bare med en anden synsvinkel! Det kunne næsten være lige meget hvor god eller dårlig den var, jeg var bare nødt til at læse den. Eller høre den som lydbog, som det endte i dette tilfælde.

Det havde jeg nok egentlig ikke behøvet alligevel. Det var lidt kedeligt! Og måske er den kedelig i sig selv, og måske er den kun sjov hvis man fanger alle referencerne til og små twists på forlægget, hvilket jeg efter 20-30 år ved gud ikke gjorde.

Synsvinklen er skiftet til Annemari, den unge kvinde som er målet for meget af Johannes Vigs opmærksomhed. Og hun er i en sjov Bermuda-trekant mellem kæresten Oluf, bejleren Harry og degnen Johannes. I udkanten er der også hendes lille søn Tom. Alt det drama var ikke nok – jeg kedede mig – og en del af årsagen er vel at jeg ikke husker Løgneren godt nok.

Men to gode ting er der kommet ud af det. Jeg er netop begyndt at høre Martin A. Hansens forlæg som lydbog, og det starter lige så godt som jeg husker den. Og for det andet er jeg kommet i tanke om et ældgammelt Nikolaj Nørlund-nummer som vel ikke kan handle om andre end lige netop den her Annemari?

Og endelig er der bare grund til at tage hatten af for at bogen udkom lige akkurat 13. marts – for det er datoen hvor både Løgneren og Sandøs rose begynder.

Tænk engang: min gamle studiekammerat Nanna har sagt sit job op og skrevet en roman, og den er vildt god! Altså ikke sådan ‘ret god i betragtning af at jeg kender hende’, men oprigtigt og nøgternt fremragende!

Den følger tre personer som vel må være i trediverne – vennerne Gry, Mona og Aske som kender hinanden tilbage fra barndommen hvor de tilbragte somrene i deres forældres fritidskollektiv Røde port på Langeland. De tre venner mistrives i varierende grad i voksenlivet med hver deres problemer som bunder i hver deres årsager. Og det hænger selvfølgelig sammen med alt det der skete dengang i firserne hvor deres forældre på godt og ondt holdt fast i ånden fra halvfjerdserne.

Det er et godt plot. Men for mig er det bedste for mig den måde bogen er skrevet – så fuldstændig overlegent velskrevet at jeg nu efter at have slugt de godt 500 sider på halvanden uge ikke bare kan se Røde port lyslevende for mig, men også lugte hvordan det er at falde i søvn oppe i Børnerummet, høre guitarspillet og de klirrende flasker ved bålet om aftenen – og mærke klumpen i maven når man som barn kommer i klemme i de voksnes frigørelsesprojekter.

Fortællingen springer mellem nutiden i København og somrene på Røde port med de mest elegante, glidende og foruroligende flashback-skift jeg kan huske at have læst – og som et pendul der svinger i mindre og mindre cirkler, bliver der bundet knude på det hele hen mod slutningen.

Det er ikke en gentænkning af romangenren, en ny måde at bruge sproget eller et avantgardistisk litterært projekt. Det er konventionelt, gedigent og overlegent sikkert skrevet. Nannas debutbog virker som en erfaren forfatters hovedværk. Den bedste bog jeg har læst længe!

For hundrede år siden, føles det som, købte jeg Katrine Marie Guldagers lille nyudgivne novellesamling København for min SU, læste den og glemte den igen umiddelbart efter. Nu har jeg læst Kilimanjaro – også en novellesamling af Katrine Marie Guldager – og har en følelse af at der vil ske omtrent det samme med den. Og det sjove er at de er udgivet med et års mellemrum, i 2004 og 2005.

Det er nu ellers ikke fordi novellerne er dårlige. Katrine Marie Guldager skriver godt, og det virker som om hun insisterer på ikke at overgøre noget i sine tekster. Selv om nogle af dem indholdsmæssigt er voldsomme og dramatiske nok, er der noget afdæmpet over stilen – og det ligger nok til dels i opbygningen af fortællingerne der tit på en fin måde løber lidt ud i sandet.

En indlysende måde hvorpå Kilimanjaro adskiller sig fra København er at de fleste af dem foregår i eller har en forbindelse til Afrika. Jeg tror måske forfatteren har boet der – det virker i hvert fald overbevisende og langt hævet over almindelige turistobservationer.

Jeg hørte bogen som lydbog og blev glad over at se at det er Katrine Marie Guldager selv der har indlæst den. Men det viste sig at være en ulempe, for hun er ikke særlig god til det. Alle sætninger starter i den lyse ende at skalaen og ender i den dybe.

Det er relativt sexistisk at omtale en kvinde ved at tage udgangspunkt i hvem hendes mand er. Men jeg må være tilstå at det alene var min indgangsvinkel til denne bog. Jeg fik den i fødselsdagsgave af en ven som også har læst Theis Ørntofts Habitat, og det var netop pointen – ja, det er den Josefine – hende som Theis møder undervejs i sin autofiktive bog og bliver kæreste med og får et barn med osv.

Derudover er der nu ikke meget mere Ørntoft-relateret at sige. Ingen af os blev foregår i Tyrkiet og er en historie fortalt af Sophie der er udvekslingsstuderende. Her lever hun et liv som man kan forestille sig sådan et udspiller sig – med kærlighed, alkohol, studier, kunst, vennegrupper, politik og den slags. Men midtvejs i bogen glider det lidt ud i sandet, den skrøbelige vennegruppe forsvinder, og til sidst rejser selv Sophie videre – heraf titlen. Og hun rejser ned til en vens fars hus hvor hun laver frivilligt arbejde med flygtninge, prøver at sælge historier hjem til danske aviser og lærer sin ven, sin vens far og sin vens fars venner at kende.

Dejligt udramatisk! Selv om bagtæppet selvfølgelig er politisk ustabilitet, men på en eller anden måde bliver det ved med at være et bagtæppe, og den virkelige hovedperson er i den grad fortælleren og hendes endnu mere ustabile følelsesliv.

Det er i det hele taget lidt spændende, lidt kedeligt, lidt forudsigeligt og lidt uforudsigeligt.