For hundrede år siden, føles det som, købte jeg Katrine Marie Guldagers lille nyudgivne novellesamling København for min SU, læste den og glemte den igen umiddelbart efter. Nu har jeg læst Kilimanjaro – også en novellesamling af Katrine Marie Guldager – og har en følelse af at der vil ske omtrent det samme med den. Og det sjove er at de er udgivet med et års mellemrum, i 2004 og 2005.

Det er nu ellers ikke fordi novellerne er dårlige. Katrine Marie Guldager skriver godt, og det virker som om hun insisterer på ikke at overgøre noget i sine tekster. Selv om nogle af dem indholdsmæssigt er voldsomme og dramatiske nok, er der noget afdæmpet over stilen – og det ligger nok til dels i opbygningen af fortællingerne der tit på en fin måde løber lidt ud i sandet.

En indlysende måde hvorpå Kilimanjaro adskiller sig fra København er at de fleste af dem foregår i eller har en forbindelse til Afrika. Jeg tror måske forfatteren har boet der – det virker i hvert fald overbevisende og langt hævet over almindelige turistobservationer.

Jeg hørte bogen som lydbog og blev glad over at se at det er Katrine Marie Guldager selv der har indlæst den. Men det viste sig at være en ulempe, for hun er ikke særlig god til det. Alle sætninger starter i den lyse ende at skalaen og ender i den dybe.

Det er relativt sexistisk at omtale en kvinde ved at tage udgangspunkt i hvem hendes mand er. Men jeg må være tilstå at det alene var min indgangsvinkel til denne bog. Jeg fik den i fødselsdagsgave af en ven som også har læst Theis Ørntofts Habitat, og det var netop pointen – ja, det er den Josefine – hende som Theis møder undervejs i sin autofiktive bog og bliver kæreste med og får et barn med osv.

Derudover er der nu ikke meget mere Ørntoft-relateret at sige. Ingen af os blev foregår i Tyrkiet og er en historie fortalt af Sophie der er udvekslingsstuderende. Her lever hun et liv som man kan forestille sig sådan et udspiller sig – med kærlighed, alkohol, studier, kunst, vennegrupper, politik og den slags. Men midtvejs i bogen glider det lidt ud i sandet, den skrøbelige vennegruppe forsvinder, og til sidst rejser selv Sophie videre – heraf titlen. Og hun rejser ned til en vens fars hus hvor hun laver frivilligt arbejde med flygtninge, prøver at sælge historier hjem til danske aviser og lærer sin ven, sin vens far og sin vens fars venner at kende.

Dejligt udramatisk! Selv om bagtæppet selvfølgelig er politisk ustabilitet, men på en eller anden måde bliver det ved med at være et bagtæppe, og den virkelige hovedperson er i den grad fortælleren og hendes endnu mere ustabile følelsesliv.

Det er i det hele taget lidt spændende, lidt kedeligt, lidt forudsigeligt og lidt uforudsigeligt.

Jeg havde egentlig læst Skaknovelle før, men det føltes som længe siden, og da jeg tænkte efter, kom jeg da også frem til at det er 27 år siden sidst.

Det er en lang novelle der handler om ja, skak. En verdensmester møder en ukendt mand der slår ham i skak. Det viser sig at udfordreren aldrig rigtig har spillet skak før, men har været isoleret på et hotelværelse af nazisterne i månedsvis, og at hans eneste adspredelse var en bog med store mestres skakpartier. Men han lærte ikke kun at blive god til skak, han blev også sindssyg og begyndte at spille skakpartier mod sig selv inde i hovedet, gående op og ned ad gulvet i det lille værelse.

Historien er godt tænkt og godt skrevet – og gammeldags som den slags nu engang er.

Jeg må have læst om eller hørt om denne bog et eller andet sted, for jeg har i hvert fald skrevet den på en ønskeliste for en del af år siden. Og den har vist været svær at opdrive, men sidste jul lå den sørme pænt pakket ind under træet. I mellemtiden havde jeg glemt hvorfor jeg gerne ville have den, men den viste sig at være en ret stor og fin oplevelse!

Fortælleren Nellie er en ung mand, vist nok ordblind og nok også en anelse retarderet eller forstyrret på anden vis. Nellie kommer fra Danmark, hans forældre er døde, og han bor hos sin onkel og tante et sted i Californien. Her beretter han om sit liv i en slags dagbogsform, og det særlige er at stavningen og skrivestilen i det hele taget afspejler Nellies sproglige formåen. Eller sagt på en anden måde: han staver som en brækket arm i et sammensurium af dansk og engelsk og med en del bedagede faste vendinger. Det er så fedt!

Eller dvs. det kræver lidt at komme ind i tonen, men som man sagde på mit studie i start-nullerne: sproget skaber virkeligheden, og afsmitningen af sproget på oplevelsen af Nellie og hans liv er selvfølgelig kæmpestor. Det kalder selvfølgelig på et citat, ja det gør:

Efter Kafeslapperads skulde Onkle så klips vi kør , I Bil , til Sallonen Frissør Sallonen Hærcut Hair , og Onkle Benn blir klipt af den gammel Frissør i stollen , og Frissørren kør ham rundtom i stollen . Den gammel Mand i den hvid kridhvidest Kitle han kør ham rundtom i stollen , og sir ; Såddan der ! altmens at Onkle Benn kikket på ham selv i spejlelt , og lækker en hånd en mønt i hånden på ham Frissørren , og sir ; Takker ! og så sir den gammel Frissør så vendt sig selv om i mod mig ( Nellie ) og sir ; Så dét dig min Pige ! og, Jeg, sir ; Jeg, nu da ikke nogne Pige ! sir , Jeg, og, Jeg, vilde ikke klips!!! og sir , og sletikke af Dig ! og løb ud på gadden ! på gadden ! og Onkle Benn løb så efter mig, og sir , eller råbt ; Do’nt not let it bodther Your Nelly han var da barer lidt for virt. Du lisom PÆN som din Far og din Far, han var lisom smuk PÆN som en Hollandisk Tullipan ! og, Jeg , sir Præssidenten sir vi sku burd værer god ved henanden ! Ja . Hvor høj er du? sir Onkle Benn, og sir ; Måsge sku vi ta , og frisk dig om en smulle , og vi kør så hjem til Kafeslapperas

Stilen kaster et skønt lys over hele bogen som både foregår i huset og på en længere rejse der går helt til Mexico. Men handlingen er næsten lige meget, og den hverken starter eller slutter for alvor – vi er mere ovre i en bevidsthedsstrøm hvor det er selve processen det handler om. Vild læseoplevelse! Og selv om Niels Frank nok ikke har skrevet mere end én bog der er på den måde, kunne der godt være mening i at se lidt nærmere på hvad han ellers har udgivet.

Efter mine store begejstring over Barndommens gade blev det tid til en anden Tove Ditlevsen-bog som jeg har hørt meget godt om – nemlig erindringsbogen Gift. Titlen henviser til to ting – den ene er de fire gange hun var gift, og den anden er den heftige periode hvor hun blev afhængig af stoffer hendes tredje ægtefælle gav hende.

Det er en nøgtern, trist og livagtig beskrivelse af en lang periode af Tove Ditlevsens voksne år, om de ikke særligt idylliske ægteskaber og alt hvad de omfattede af utroskab, pligtfølelse, druk og isolation – og særligt om hendes tid som narkoman. Og så er det et tidsbillede og et blik ind i et på mange måder privilegeret og på lige så mange måder sørgeligt liv i kultureliten i midten af det tyvenede århundrede.

Og så er det specielt at det er erindringer, for hvis Gift var udkommet i dag, ville man sikkert have kaldt det autofiktion. Jeg har i hvert fald svært ved at se store fortællemæssige forskelle på Tove Ditlevsens erindringer og fx Iben Mondrups Hvordan kan vi.  Denne bog har i øvrigt ligesom Mondrups en tendens til at have små kedelige glimt af gentagelse – og en mangel på overordnet mening eller retning i narrativet som rigtigt levet liv nu engang godt kan have.

Der er sket det usædvanlige at jeg har fået en kollega der har skrevet hele to digtsamlinger. Jeg sætter ikke særlig stor pris på poesi, men omvendt ville det jo være dumt ikke at give det et skud. Så det gjorde jeg!

Mange af digtene handler om kærlighed, venskaber, København, at finde ud af hvem man selv er og den slags. Holger har selv sagt at han skriver i en tradition hvor digte skal læses højt – og det passer udmærket til mit læsetempo hvor jeg kan have svært ved at sidde og dvæle længe ved de enkelte linjer og fraseringer.

Og derfor kan jeg også bedst lide de af digtene der er lette og sjove og ikke så dybfølte. Et eksempel er det korte digt TÆT PÅ:

                   Din numse danser når du ikke er træt
og det er selvfølgelig ikke nok til altid at give dig
ret men det er tæt på og det er du også
det kan jeg rigtig godt lide

Mange af digtene laver en bro mellem linjerne ligesom ovenfor (give dig … ret) – og tit bliver man også ført lidt på vildspor, så man tror sætningen er på vej i én retning, men så ender man et helt andet sted så snart man skifter linje.

Den slags leg er der en del af, også af og til næsten Benny Andersen-agtigt på godt og ondt. Et sted jeg synes er fedt, er det dette ret lange uddrag fra det virkelig lange digt AVISARTIKLER:

og hvad er mine sanser i grunden
værd når de impulser de
sender mig er så diffuse
gør mig så ulykkelig
så jeg går ind i et antikvariat
for at sælge dem brugt
og manden bag disken bekræfter
mine bange anelser når han
siger at mine sanser ingenting er
værd men at mine erindringer
er og hvis jeg blot vil skrive
dem ned og glemme hvad jeg
har skrevet
så vil han gerne overtage dem
tage patent på dem
tage sig pænt af dem
og give mig en flot nyslået
tyver
(forudsat at jeg ikke lyver det er klart)
og så har jeg råd til at fylde min
mave med roulade og årgangsøl
så jeg kan sidde på bænken i min
brandert og mit sølle liv
og føle mig depressiv
over noget jeg har glemt.

Af og til bliver ordspillet for meget for mig – fx i et digt hvor fortælleren kigger i gamle glemte bøger:

Når jeg bladrer i dem får jeg blæk i hænderne
Blanke sider Kierkegaard og jeg
er sammen om at gå op i limningen

Som ventet var det på grund af genren ikke en læseoplevelse der vil sidde i kroppen resten af mit liv (så skriv dog en roman, Holger!), men stadig så hyggeligt at læse noget af en af man kender. En af mine gamle studiekammerater har en roman på vej til april, og den skal jeg selvsagt også læse!

Min mor havde læst denne bog og var irriteret over den, fordi hovedpersonen var usympatisk. Ja, det var nok til at få mig til at give den et forsøg, om ikke andet for at kunne belære min mor om at gode bøger ikke altid har søde og kloge protagonister. Desværre blev jeg lidt klogere og var et stykke ad vejen enig med min mor.

Der er tale om autofiktion, og så vidt jeg forstår, er den omtrent lige så sandfærdig som fx Knausgårds Min kamp eller Ørntofts Habitat. Så bogens jeg-fortæller Iben lever altså et liv der på en masse parametre svarer til virkelighedens Iben Mondrup. Bogen starter i 1978 og slutter i 2025, og hvert årstal derimellem udgør et kapitel. Ikke så meget pis!

Til gengæld er der en masse pis i selve teksten. For Iben er sådan en der forlader alt muligt. Hun kaster sig helhjertet ind i en tilværelse som fotograf, eller sanger, eller maler, eller forfatter. Og forlader gennem ungdomsårene det ene til fordel for andet, lige så brat som hun begyndte på det. Det samme gælder mænd. Hun bliver dybt betaget og lever og ånder for et menneske og et forhold, men får pludselig nok og finder en anden. Af og til endda med et lille overlap. Refleksionen over dette mønster kommer hen mod slutningen – noget med at hendes far havde brug for hende når han drak for meget og kom ind på hendes værelse og delte alle sine følsomme tanker om livet med hende. Iben blev allergisk over for mænd der havde brug for hende.

Hvis jeg skal sige noget pænt om bogen, er det at den giver et indblik i en slags menneske som jeg nok er stødt på og kan genkende – men hvor jeg aldrig forstår helt hvad der foregår inden i dem. Dem der hvor der altid er et eller andet. Hvor det hele altid er i spil. Hvor deres liv altid er en anelse ekstraordinært. Dem forstår jeg måske på et eller andet plan lidt bedre nu.

Hvis jeg skal sige noget grimt, må det være at det – helt som det er med den slags mennesker – bliver kedeligt i længden. Når hver dag er dramatisk, bliver det hele lidt ligegyldigt. Når Iben Mondrup for femte gang mister interessen for en mand og samtidig gribes af en ny, mister jeg interessen for hendes historie.

Og hvad så hvis historien er sand? Som den jo vist nok er? Fortælleren reflekterer hen mod slutningen af bogen over selve det at skrive bogen. Og hun kan godt selve lide at hun bare siger det ’som det er’. Det har sin egen afgrænsede logik, og jeg forstår hende godt. Man må også give hende at hun er ærlig på en måde som heller ikke sætter sig selv i det bedste lys. Men det ændrer ikke på at jeg kommer til at kede mig i hendes selskab. Som hun skriver et sted:

Jeg stiller et liv til rådighed som nogen kan gå ind og spejle sig i hvis de vil.

Jeg tror det var Lars Bukdahl der skrev et sted at bogen ikke er særlig vellykket, men at det vil den måske heller ikke være. Det tror jeg han har ret i – og selv om kompromisløshed er en kvalitet, kan den ikke rigtig bære bogen igennem.

Konklusionen er nok lidt et nej tak herfra. Og som sagt også fra min mor…

Men lad os alligevel lige runde af med ja-hatten på: Jeg hørte bogen som lydbog, og det er Iben Mondrup selv der har indtalt, og det (dét!) har hun gjort virkelig godt.

Jeg er ikke nogen stor lyriklæser. Derfor var det spændende og uventet da juledamen en af søndagene i advent forærede mig Christine Kærulvs debutdigtsamling Motherlode. Og den var sgu meget god!

Det er vist ikke altid jeg ville kunne svare på hvad en digtsamling handler om. Men det er let nok her: En ung pige har en mor der altid skælder ud – blandt andet når pigen tisser i bukserne eller svarer i et forkert tonefald eller måske bare er til stede på det forkerte tidspunkt. Men det fylder ikke så meget når hun lukker døren til sit værelse og spiller The Sims og finder nogle gode snydekoder (“MOTHERLODE” er en af dem).

Jeg sidder ikke og smager på ordene når jeg læser, men i Motherlode flyder det frit, naturligt og virker ikke opstyltet poetisk på mig. Og det er vel også en slags kompliment fra en ikke-digtkyndig. Tak til juledamen og tak til Christine Kærulv!

Jeg har allerede læst flere tusinde sider af Karl Ove Knausgård, men før Nattskolen havde jeg ikke læst noget rigtig fiktion af ham – kun autofiktion. Så det var selvfølgelig lidt spændende.

Og selvfølgelig var det godt. Der er noget i fortællerstemmen der ligger tæt op ad de seks bind af Min kamp, men alt andet er noget andet. Hovedpersonen er først og fremmest ond – måske nok selvoptaget som Knausgård selv, men også kynisk og med et forskruet virkelighedsbillede. Og så foregår den mest i London og over flere årtier. Kernen i historien er vel først og fremmest noget fatalt hovedpersonen kommer til at gøre som ung og som naturligvis rammer ham igen – dog mere omdømmemæssigt end etisk, og det er måske meget sigende for hans moralske habitus.

Det er overbevisende skrevet og er for mig et sjovt portræt af en kompromisløs og narcissistisk kunstertype – ja, for Knausgård-skeptikere kunne det lyde som et selvportræt, men sådan læser jeg det altså ikke først og fremmest.

Det er godt, det er næsten morsomt så diabolsk det er, og det lover godt for alle de andre romaner han har skrevet!

Siden min fætter en gang for 20-30 år siden, sikkert i blinde, gav mig How late it was, how late, har jeg læst masser af den skotske forfatter James Kelmans bøger. Jeg tror at That Was a Shiver er nummer 14 jeg læser. Det er længe siden jeg sidst har læst noget af ham, men på en ferie i Skotland faldt jeg over gode gamle James i en skøn Waterstones i Glasgow, og så gav det jo sig selv.

Det er en novellesamling der ligesom det meste andet af James Kelmans forfatterskab koncentrerer sig om livet i den lavere skotske middelklasse. Mænd der kæmper med livet, med deres koner og kærester, og ja, med sig selv. En del af ordene er stavet efter den skotske udtale, og tit afbryder fortællerne sig selv og skifter linje midt i en sætning og uden at sætte så meget som et punktum. Sådan har James Kelman gjort i en halv menneskealder, men det virker stadig provokerende og fedt på mig.

Det er vildt godt skrevet, ikke særlig fængende og ret utilgængeligt – men stadig fuldstændig læseværdigt.