Jeg er ikke nogen stor lyriklæser. Derfor var det spændende og uventet da juledamen en af søndagene i advent forærede mig Christine Kærulvs debutdigtsamling Motherlode. Og den var sgu meget god!

Det er vist ikke altid jeg ville kunne svare på hvad en digtsamling handler om. Men det er let nok her: En ung pige har en mor der altid skælder ud – blandt andet når pigen tisser i bukserne eller svarer i et forkert tonefald eller måske bare er til stede på det forkerte tidspunkt. Men det fylder ikke så meget når hun lukker døren til sit værelse og spiller The Sims og finder nogle gode snydekoder (“MOTHERLODE” er en af dem).

Jeg sidder ikke og smager på ordene når jeg læser, men i Motherlode flyder det frit, naturligt og virker ikke opstyltet poetisk på mig. Og det er vel også en slags kompliment fra en ikke-digtkyndig. Tak til juledamen og tak til Christine Kærulv!

Jeg har allerede læst flere tusinde sider af Karl Ove Knausgård, men før Nattskolen havde jeg ikke læst noget rigtig fiktion af ham – kun autofiktion. Så det var selvfølgelig lidt spændende.

Og selvfølgelig var det godt. Der er noget i fortællerstemmen der ligger tæt op ad de seks bind af Min kamp, men alt andet er noget andet. Hovedpersonen er først og fremmest ond – måske nok selvoptaget som Knausgård selv, men også kynisk og med et forskruet virkelighedsbillede. Og så foregår den mest i London og over flere årtier. Kernen i historien er vel først og fremmest noget fatalt hovedpersonen kommer til at gøre som ung og som naturligvis rammer ham igen – dog mere omdømmemæssigt end etisk, og det er måske meget sigende for hans moralske habitus.

Det er overbevisende skrevet og er for mig et sjovt portræt af en kompromisløs og narcissistisk kunstertype – ja, for Knausgård-skeptikere kunne det lyde som et selvportræt, men sådan læser jeg det altså ikke først og fremmest.

Det er godt, det er næsten morsomt så diabolsk det er, og det lover godt for alle de andre romaner han har skrevet!

Siden min fætter en gang for 20-30 år siden, sikkert i blinde, gav mig How late it was, how late, har jeg læst masser af den skotske forfatter James Kelmans bøger. Jeg tror at That Was a Shiver er nummer 14 jeg læser. Det er længe siden jeg sidst har læst noget af ham, men på en ferie i Skotland faldt jeg over gode gamle James i en skøn Waterstones i Glasgow, og så gav det jo sig selv.

Det er en novellesamling der ligesom det meste andet af James Kelmans forfatterskab koncentrerer sig om livet i den lavere skotske middelklasse. Mænd der kæmper med livet, med deres koner og kærester, og ja, med sig selv. En del af ordene er stavet efter den skotske udtale, og tit afbryder fortællerne sig selv og skifter linje midt i en sætning og uden at sætte så meget som et punktum. Sådan har James Kelman gjort i en halv menneskealder, men det virker stadig provokerende og fedt på mig.

Det er vildt godt skrevet, ikke særlig fængende og ret utilgængeligt – men stadig fuldstændig læseværdigt.

Den her bog er god! Jeg kendte ikke så meget til Asta Olivia Nordenhof eller bogen på forhånd, men fandt den lidt tilfældigt som lydbog.

Og det er vel næsten socialrealisme. I midten af fortællingen er Maggie og Kurt der vel elsker hinanden og lever i et usundt forhold. Eller hvad man nu kalder det når det omfatter overgreb, ydmygelser, bitterhed og blind kærlighed. Historien springer i tiden og bringer læseren forbi hver deres baggrund (og de traumer der ligger der), fremtiden, døden og alt det midt imellem.

Det er rørende, brutalt, fint og alt sammen med en grundtone af noget udefinerbart – noget der giver mig en fornemmelse af at Asta Olivia Nordenhof er for vild, og at det er værd også at læse de kommende bøger i serien der hedder Scandinavian Star. Så det vil jeg da gøre!

Jeg var voldsomt begejstret for Kristian Bang Foss’ nyeste bog Manden der bar solen. Og så viser det sig at jeg kender en der gennem noget tid har kendt forfatteren, helt uden at vide at det var ham! Så fik jeg blod på tanden og måtte se hvad han ellers havde skrevet, og så kastede jeg mig over Døden kører Audi som lydbog.

Det burde jeg måske ikke have gjort. Af de fire af hans bøger jeg har læst, er det her den svageste. Det er en lidt satirisk, lidt rørende og voldsomt voldsom historie om handicaphjælperen Asger og den syge Waldemar der bliver venner kører ned til Algeriet i et folkevognsrugbrød.

Det er på en måde for meget af det gode for mig. For vredt, for plat, for trist, for komisk. Kristian Bang Foss skriver godt, især om de små sjove dynamikker der opstår mellem mennesker, men hele det store drama i denne historie er for heftigt. Og det er alligevel noget, oven på min glæde over hans seneste vildt dramatiske bronzealderroman.

Men jeg mistænker faktisk også den meget dårlige oplæsning for at påvirke min oplevelse af selve bogen, selv om det jo ikke er noget Kristian Bang Foss er herre over. Så lad dette være mit råd: Hvis du (absolut) skal læse denne bog, så læs den i det mindste, og lad være med at høre den.

Denne bog kostede mig en femmer, men den var noget mere værd. Jeg blev faktisk tilbudt den helt gratis på et garage-loppeudsalg og kunne ikke få mig selv til slet ikke at betale. Den var let læst, godt skrevet og sjov. Jeg kommer ikke til at huske den til min død, men mindre kan ved Gud også gøre det.

Det er syv noveller der alle har den samme fortæller, men som fungerer uafhængigt af hinanden. Handlingen foregår i århundredets første årti og kredser om den kreative klasse – musikerne, malerne, forfatterne skuespillerne og journalisterne. De bor i dejlige lejligheder på Østerbro, har et liberalt forhold til alkohol og sex, tænker en del over at spise en rigtig god frokost og er ikke så lidt optagede af at nyrige kulturløse jævnaldrende ikke skal møve sig ind på deres domæne og snylte på deres kulturelle kapital.

Temaet er ikke passé, men det er alligevel nok mest et tidsbillede. Et godt og rammende tidsbillede, og måske også et tidsbillede der ville være mindre morsomt hvis man ikke – som jeg – stadig husker den periode og kan sætte pris på forfatterens perfide portræt af det der må siges at lade til at være forfatterens egen persontype, omgangskreds og klasse helt generelt.

Og så kan man (jeg!) også sagtens nyde de meget appetitlige beskrivelser af mad der gennemsyrer hele bogen på en næsten troværdig og integreret måde.

Jeg har aldrig før læst en bog af Martin Kongstad, men jeg har ikke desto mindre læst masser af ham tidligere i mit liv. Da jeg i halvfemserne havde abonnement på musik- og ungdomsbladet Mix, stod han nemlig for både brevkassen Martins Mikrofon og serien Sex-Lex som vel har været en form for seksualundervisning i øjenhøjde. Jeg læste det hele!

Når jeg lige har glemt de her syv noveller lidt, tror jeg at jeg skal læse Kokken der holdt op med at rødme som skulle være en roman om en kok der virkelig gerne vil have en michelinstjerne.

En dansk Knausgård?

Arh. Men der er flere ting ved Theis Ørntofts nye Habitat der minder mig om Knausgårds Min kamp.

Nu kan jeg jo hverken afgøre hvor meget af Knausgårds eller Ørntofts liv der svarer til det de beskriver i deres bøger – men navne og omstændigheder og begivenheder i bøgerne svarer i samme grad til hvad jeg ellers ved om forfatternes egne liv.

Og også Habitat bæres et godt stykke ad vejen igennem af sit forsøg på at skrive også de svære og ikke så flatterende ting om fortælleren. Og så er der bestemt også et overlap i de mennesketyper de to bøger beskriver, men det hængere måske også bare sammen med professionen.

Uanset hvad: Habitat beskriver en Theis Ørntofts liv og opvækst, hans sind, hans successer og fiaskoer, hans kæmpestore psykiske problemer og deres medicinske behandling og fejlbehandling.

Det er grundlæggende godt skrevet og medrivende, hjerteskærende og af og til lidt kedeligt. Ligesom i hans seneste bog Jordisk er noget af bogens handling koblet op på samfundsbegivenheder – som når fortælleren fx beretter hvad han ser i nyhederne eller læser i avisen. Det virker lidt forceret på mig – og Theis Ørntofts blik på fx corona er helt lige så uinteressant som de fleste andres.

Og samlet set skriver Ørntoft i mine øjne ikke på samme niveau som Knausgård – jeg kan ikke forklare hvorfor, men det er altså godt, bare ikke så godt.

Jeg hørte bogen som lydbog, godt indtalt af Ken Vedsegaard der hele tiden lyder som om han er lidt forkølet.

Jeg var på alle måder meget begejstret over Maren Uthaugs helt vilde bog 11 %. Opfølgeren 88 % er egentlig ikke dårligere, men alligevel er min entusiasme noget mindre.

Det skyldes nok at hele idéen og konceptet er så stærkt at det på mig virkede ret chokerende og meget originalt i 1’eren, og den effekt udebliver lidt i 2’eren, fordi rammerne omtrent er de samme. 2’eren tager fat på nogle andre personer som er relateret til karaktererne fra 11 %, men universet og problemstillingerne er de samme.

Når noget af det der fungerede fantastisk i 11 % – fx at fortællerne konsekvent taler om mænd som alt for følelsesladede sammenlignet med rigtige mennesker (kvinder) – fortsætter i samme spor, er det stadig fedt, men fungerer jo ikke som en øjenåbner på samme måde. Og når en af fortællerne – en person som er blevet genfødt utallige gange og stadig husker tidligere tider – tænker tilbage på kvindeundertrykkelsens historie, er det nok velskrevet, men virker altså lidt forceret.

Kommer der så en 3’er? Helt sikkert! Og kommer den til at hedde 1 %? Det ville give mening. Og kommer jeg til at læse den, selv om min begejstring er dalet lidt? Ja, 100 %!

Tænk at jeg skulle være en så trofast Helle Helle-læser og alligevel være så længe om at nå til denne tidlige lille bog!

Det er vist hendes debut og har også noget ret debutant-agtigt over sig. På godt og ondt kan man sige – der er noget dejligt friskt og ivrigt og insisterende og lidt studentikost over bogen.

Modsat Helle Helles andre bøger er der ikke ét handlingsforløb, men en masse fragmenter – mange af dem bare forbundet af et “To gader længere væk […]”. Og scenerne er tit lidt groteske og skøre. Et eksempel:

To gader længere væk er det dagen før skilsmisse.

En mand deler klaveret i to lige store dele og kommer til skade. Saven ridser en kort flænge i hans underarm.

Han laver en bandage af gårsdagens avis og forbereder en afskedstale til sin kone. Midt i sætningen »den første gang havde du en blå stråhat« falder hans blik på et billede i avisen. Det forestiller Bornholm. Han ville gerne til Bornholm. Han ved ikke hvorfor. Måden de taler på måske, og de vemodige øjne.

Meget af det er fint, rørende, sjovt og trist skrevet – og det er noget i stemningen og det bizarre univers der minder om Roy Anderssons film. Som jeg virkelig godt kan lide. Også selv om de – ligesom Helle Helles første lille bog her – kan være lidt forcerede i al deres underlighed.

Jeg hørte i øvrigt Eksempel på liv som lydbog indtalt af forfatteren selv, og det fungerede virkelig godt!

Jeg tror aldrig jeg rigtig har læst noget af Tove Ditlevsen før, måske bortset fra små brudstykker i folkeskolen. Kæmpe fejl af mig – det er jo forrygende!

Det fede ved Barndommens gade er for mig balancen mellem det totalt rå, brutale og hjerteskærende over den unge pige Esters oplevelse af den billige side af Vesterbro i 1930’erne – og af det søde, sjove og fine som næsten altid også har sin plads i livet. Det bliver hverken romantiseret eller helt håbløst.

Portrættet af Esters inde og ydre liv er vildt stærkt, virker som et troværdigt blik ind i en piges sjæl og har måske – godt 80 år efter udgivelsen – gjort mig en anelse klogere på min egen kæreste.

Og så er det (selvfølgelig) bare godt skrevet og svinger også mellem det subtile og det voldsomme, er let læst og meget rørende. Jeg skal helt klart læse mere af Tove Ditlevsen!