Det er mere end to år siden jeg læste Trækopfuglens krønike, og jeg undrer mig over at jeg først nu har fået læst mere af Haruki Murakami, for den var virkelig god. Det er Kafka on the Shore også. Lidt mere action, marginalt mindre mystisk og nogenlunde lige så fængende.

Plottet er noget underligt noget med en 15-årig dreng der forsøger at flygte fra sin onde fars ødipale forbandelser, en gammel mand der var ude for noget ganske underligt som barn og nu kan tale med katte, en androgyn bibliotekar og en truckfører der optræder som hjælpere, et par alvidende kommercielle figurer som Johnnie Walker og Colonel Sanders – og alt muligt andet skørt.

Stilen er præget af mindre tomgang end Trækopfuglens krønike – hvilket jeg egentlig savner lidt. Men ellers er der de samme ingredienser, herunder det lidt småfilosofiske hvilket godt kunne være nedtonet lidt. Der er også en del betragtninger i bogen der tager udgangspunkt i personernes oplevelser og diskussioner om litteratur og musik – det er altid med fare for at blive en anelse belærende, men samtidig også tit ret interessant og lærerigt.

Som i Trækopfuglens krønike er der mange ubesvarede spørgsmål når man lukker Kafka on the Shore efter 500 siders læsning – men jeg savner ikke den store opklaring. Måske forklarer Haruki Murakami selv hvorfor: i en af de nævnte lidt litterære passager diskuterer to af bogens personer en bog af den japanske forfatter Natsume Sōseki:

You have a strange feeling after you finish the book. It’s as if you wonder: what was Soseki trying to say? It’s as if not really knowing what he’s getting at is the part that stays with you.

Dette er en sjov lille bog – og ret forskellig fra hvad jeg plejer at læse.

Edna Earle er en enlig kvinde der driver et lille familiehotel i sydstaterne og fortæller historien om sin onkel Daniel Ponder. Om hans utrolige rigdom og utrolige gavmildhed, om hans første kone, hans anden kone og om familien bestræbelser på at hjælpe den elskelige herre så godt som muligt. Klimaks kommer i slutningen i en stor og bizar retssag der går lidt amok.

Historien i sig selv er ikke enestående, men bliver båret af Edna Earles monolog. På en næsten Helle Helle-agtig måde er det der bliver fremhævet, det der bliver udeladt, og selve jargonen (her sydstatslingo) især det der giver bogen ånd. Her citerer Edna Earle onkel Daniel hvis kone netop er stukket af:

“Have you seen her, son? Has a soul here seen my wife? Man alive! My wife’s done left me out there by myself in the empty house! Oh, you’d know her if you came across her – she’s tiny as a fairy and pretty as a doll.”

Samtidig er selve plottet tilstrækkeligt fald-på-halen-agtigt til at den i det hele taget er ret underholdende – hurtigt læst, men måske også hurtigt glemt.