Jeg har vist aldrig før læst en hel bog af Inger Christensen (jo, måske Sommerfugledalen, egentlig), men efter Crossroads trængte jeg til at læse noget helt andet end en lang engelsksproget roman, og så faldt jeg over denne lille digtsamling som er født samme år som mig.

Dejlig bog! Jeg er ikke særlig god til eller glad for at læse digte, men det sker at jeg gør det alligevel, og det her er rimelig meget til at gå til for en amatør som mig. Det er en sjov blanding af at være nede på jorden og tilgængeligt for – ja, mig – men det er samtidig vildt gennemtænkt med et udgangspunkt i alfabetet og et mønster hvor digtenes længde stiger efter en Fibonacci-talrække – og vist nok er der også alt muligt andet matematik på spil igennem bogen.

Hende om det – jeg kan godt lide stemningerne i digtene. Som for eksempel dette uddrag:

juninatten findes, juninatten findes,
himlen omsider som løftet til himmelske
højder og samtidig sænket så ømt som når
drømme kan ses før de drømmes; et rum som
besvimet, som mættet med hvidhed, en timeløs

kimen af dug og insekter, og ingen i
denne flyvende sommer, ingen begriber at
efteråret findes, eftersmagen og eftertanken
findes, kun disse rastløse ultralydes
svimlende rækker findes og flagermusens
jadeøre vendt mod den tikkende dis;
aldrig var jordklodens hældning så dejlig,
aldrig de zinkhvide nætter så hvide,

Og så går nogle vendinger og ord igen gennem bogen på kryds og tværs på en meget dejlig måde – jeg ved der er et fint ord for den slags, men jeg har glemt hvad det er. Læs den!

Det her er virkelig en fremragende bog! Og hvis man (som jeg) var fan af Jonathan Franzens gennembrud The Corrections (2001), er Crossroads fra sidste år et nyt højdepunkt blandt Franzens mange andre gode bøger.

Det oplagte lighedspunkt mellem de to bøger er formen hvor man følger en familie ved at skifte synsvinkel fra familiemedlem til familiemedlem. I dette tilfælde er det en kristen familie uden for Chicago i starten af halvfjerdserne der er omdrejningspunktet, og mens familien ved bogens start allerede er gået nogenlunde i opløsning, gennemgår personerne hver især store forandringer. Størstedelen af bogens knap 600 sider udspiller sig i løbet af blot en enkelt dag – lillejuleaften 1971.

Bogens store styrke er – helt som jeg husker det i The Corrections – Franzens evne til at skabe forståelse for de enkelte personer i takt med at synsvinklen skifter. Det handler ikke om at nogen af familiemedlemmerne er de gode eller de onde, men om at de hver især er rimelig fejlbarlige og menneskelige, og at det er svært som læser ikke at have en eller anden grad af sympati for dem når man kender baggrunden for deres opførsel.

Og derudover er bogen overbevisende velskrevet, autentisk, livagtig og håndværksmæssigt i top. Og ikke nok med det – Crossroads er vist nok bare første del af en trilogi!