Jeg er virkelig stor fan af Kazuo Ishiguros bøger der plejer at være kringlede, subtile og kompromisløse på én gang. Det er denne også, selv om den nu ikke kan måle sig med The Unconsoled og A Pale View of Hills.

Hovedpersonen og fortælleren er en pensioneret japansk kunstmaler der i årene efter anden verdenskrig bliver tvunget til at se tilbage på sit liv. I takt med at krigen nærmede sig, blev hans kunst mere og mere patriotisk – for ikke at sige nationalistisk og propagandistisk. Hvilken betydning har det mon for andre folks opfattelse af den gamle maler? Og kan det måske være det der ligger bag hans datters problemer med at blive gift?

Det lyder måske lidt ordinært. Men når bogen netop ikke er dét, skyldes det især den måde den er fortalt. Ligesom i flere af Kazuo Ishiguros andre bøger skal man ikke stole for meget på fortælleren; det er en gammel mand der prøver at overbevise sig selv om noget – og i løbet af bogen viser det sig måske at være noget andet end det man først tror. Sejt!

Panamericana minder ikke rigtig om noget andet jeg har læst, og jeg er ret fascineret. Det er en lille bog som jeg slugte på 1½ døgn og føler jeg snart må læse igen. Tidligere har jeg kun læst Borgerligt tusmørke af Simon Fruelund – den var også god, men dette er noget helt andet.

Handlingen er ikke afgørende, den er næsten lidt banal, men den fragmenterede fortælling om en håndfuld forbundne personer blandes med drømme og hallucinationer. Mange af bogens små kapitler starter med “Man kan forestille sig […]”, og så er scenen sat – både drømmene og virkeligheden er noget vi leger, og alligevel bliver man revet med af historien der nogle steder er hverdagsagtig, andre steder helt dramatisk.

Måske forstår jeg bedre hvad der er ved den bog, når jeg læser den igen.