Det er faktisk af lyst og ikke af pligt jeg lidt efter lidt pløjer mig igennem Hamsuns samlede værker, på norsk endda, for det er altså ret godt! Denne her var en samling noveller – de fleste ret Hamsun-agtige, men klart også med nogle sjove afvigelser.

Blandt andet er der under samlebetegnelsen “Oplevede Smaating” (hehe) fem små historier han tilsyneladende mere eller mindre har oplevet selv (men det er svært at få opklaret umiddelbart, Google har tre hits). Og det er egentlig ret skægt og langt fra hans sædvanlige stil – hvor han plejer at skrive om kærlighed og skove og kejtede mænd, handler nogle af de her om fx hans oplevelse af gadeoptøjer i Paris og livet på landet i USA. Personligt, godt fortalt og aldrig belærende. Og så har han på en morsom og oprigtig måde oversat udtryk fra fransk og engelsk – “Forlystelsesetablissementet Røde Mølle” og “Tævesøn”, for eksempel.

Der er også en ægte spøgelseshistorie med genfærd og kuldegysninger og alt muligt. Og så slutter novellen helt fantastisk og lakonisk:

Og dog har han [spøgelset] kanske ikke gjort mig bare Skade. Dette har ofte faldt mig ind. Jeg kunde tænke mig at han var en af de første Aarsaker til at jeg lærte at bite Tænderne sammen og gjøre mig haard. I mit senere Liv har jeg nu og da faat Bruk for dette.

Jo tak, nazi-Knut!

Ligesom man let kan blive skuffet over bøger som alle har rost til skyerne, kan blive meget positivt overrasket over de bøger man ikke har forventet sig noget særligt af. Sådan gik det med Spies – jeg stod i lufthavnen og manglede en bog, og udvalget var lige så lille som den butik hvor jeg købte den (med mindre man er til Harry Potter). Jeg endte på denne, fordi jeg for en del år siden læste Michael Frayns roman Headlong – jeg kan slet ikke huske hvad den handlede om, men den var vist OK.

Det var den her så absolut også. Det er en gammel mands erindringer om en episode i sin barndom i England under 2. verdenskrig, og den starter meget stilfærdigt og nostalgisk – på en ret fin måde – og udvikler sig langsomt til egentlig at være overraskende alvorlig.

Fortælleren Stephen og Keith, hans gode ven fra vejen, er nogle meget fantasifulde børn. Eller rettere: Keith finder på mange teorier, udfordringer, lege og hemmelige løfter, mens Stephen bare parerer ordre og er dybt taknemmelig over at få lov at være venner med Keith.

Keith får så den teori at hans mor er tysk spion, og derfor begynder de to drenge at udspionere hende. I starten er legen ret uskyldig og lige så ordinær som de teorier små børn nu har, men med tiden kommer man som læser mere og mere i tvivl om hvad der ligger bag deres opdagelser.

Den går faktisk hen og bliver decideret spændende – jeg havde i hvert fald svært ved at lægge den fra mig. Og så er livet som barn og især det ret assymetriske forhold mellem Keith og Stephen virkelig, virkelig godt og livagtigt beskrevet.

Der er en irriterende tendens til at historier set fra børns synsvinkel bliver platte og lommefilosofi-finurlige, fordi deres naivitet og uskyld bliver ophøjet til noget fint, men sådan er det ikke i denne bog – den lille fortællers uvidenhed er ikke misundelsesværdig, tværtimod brænder den ham op i en blanding af skam og skræk.

I øvrigt (dette er ikke vigtigt) er bogen udgivet på forlaget Faber & Faber som virkelig ofte bruger den dejlige skrifttype Palatino – hurra for det!

Denne bog hører til dem, jeg længe har haft lidt dårlig samvittighed over ikke at have fået læst (tilbage er stadig bl.a. Knud Romers Den der blinker er bange for døden og Jonas T. Bengtssons Submarino), og jeg købte den helt tilbage i juli, endda på svensk i et begejstret øjeblik efter jeg lige havde læst Klas Östergren.

Og tit er det sådan med burde-bøgerne at når jeg endelig får dem læst, så er de faktisk ikke helt så gode som jeg efterhånden havde forestillet mig. Det samme med den her – den er absolut god og spændende, men nok også ret hurtigt glemt igen.

Det er en krimi, men der er flere sideforløb i den – kun én gåde, men to store mål for hovedpersonen, journalisten Mikael Blomkvist. Dels at opklare et meget mystisk mord begået tilbage i tresserne (efterforskning betalt af en aldrende erhvervsmand), dels at afsløre at en anden erhversguru ikke har helt rent mel i posen. Og så kommer der en ung og meget mærkelig kvinde ind fra siden, som heldigvis har mere ben i næsen end hende den tamme i The Da Vinci Code.

Apropos Dan Brown – der er altså passager der bliver lige lovlig krimi-corny – fx hvor hovedpersonen sidder med gamle fotoalbums og efterforsker mordet og finder noget banebrydende nyt: “Mikal vände blad og kände hur håren i nacken reste sig. Det var som om en kall vindpust dragit genom rummet.” Omvendt kan man sige at den bryder lidt med det klassiske ved at det spændingsmæssige klimaks kommer noget i retning af 150 sider før bogens slutning.

Kort sagt er den dog stadig klart værd at læse – jeg har netop været ude og rejse nogle dage, og den var faktisk så spændende at jeg kom til at læse den færdig allerede første dag inden jeg nåede frem til destinationen. Så har jeg været isoleret uden bøger i nogle dage, indtil jeg i formiddags fik købt Michael Frayns Spies i lufthavnen i Bukarest… pyh!

To små, letbenede og nogenlunde underholdende noveller af Nick Hornby – en forfatter jeg ikke har læst noget af før, men det var vist ham der skrev romanen bag High Fidelity.

Den første handler om en dreng der køber en gammel videomaskine og finder ud af at han kan spole ind i fremtidens fjernsynsudsendelser – det viser sig selvfølgelig at være skræmmende. I den anden novelle er hele handlingen stort set indeholdt i den første sætning: “I found out that my son was the star of a porn film when Karen Glenister from two doors down dropped an envelope through our letter-box.”

Det virker lidt som om forfatteren har skrevet novellerne sådan her: “tænk nu hvis … det skriver jeg sgu lige en historie om”. En litterær letvægter, men underholdende nok. Hurtigt læst og hurtigt glemt.