To karbade tog det at komme igennem denne lille sag. Som allerede sagt om Grog historier er det ekstremt stille og roligt og meget hyggeligt. Man følger den lille hund Grog der bor hos sin herre i en villa på Frederiksberg engang i første halvdel af det tyvende århundrede: livet i huset, snakken med de andre hunde på vejen, årstidernes skiften osv. Jeg kan helt ærligt ikke forstå hvorfor jeg er så glad for Grog-bøgerne som jeg er. Det er tit lommefilosofi pakket ind i en børneagtig hundenaivitet på en næsten ulidelig måde – men hvis jeg er træt, føles det bare helt rigtig og godt med en lille hunds forglemmelige betragtninger over blæsevejr. Litteraturens svar på ‘De unge mødre’?