Jeg var på alle måder meget begejstret over Maren Uthaugs helt vilde bog 11 %. Opfølgeren 88 % er egentlig ikke dårligere, men alligevel er min entusiasme noget mindre.

Det skyldes nok at hele idéen og konceptet er så stærkt at det på mig virkede ret chokerende og meget originalt i 1’eren, og den effekt udebliver lidt i 2’eren, fordi rammerne omtrent er de samme. 2’eren tager fat på nogle andre personer som er relateret til karaktererne fra 11 %, men universet og problemstillingerne er de samme.

Når noget af det der fungerede fantastisk i 11 % – fx at fortællerne konsekvent taler om mænd som alt for følelsesladede sammenlignet med rigtige mennesker (kvinder) – fortsætter i samme spor, er det stadig fedt, men fungerer jo ikke som en øjenåbner på samme måde. Og når en af fortællerne – en person som er blevet genfødt utallige gange og stadig husker tidligere tider – tænker tilbage på kvindeundertrykkelsens historie, er det nok velskrevet, men virker altså lidt forceret.

Kommer der så en 3’er? Helt sikkert! Og kommer den til at hedde 1 %? Det ville give mening. Og kommer jeg til at læse den, selv om min begejstring er dalet lidt? Ja, 100 %!

Tænk at jeg skulle være en så trofast Helle Helle-læser og alligevel være så længe om at nå til denne tidlige lille bog!

Det er vist hendes debut og har også noget ret debutant-agtigt over sig. På godt og ondt kan man sige – der er noget dejligt friskt og ivrigt og insisterende og lidt studentikost over bogen.

Modsat Helle Helles andre bøger er der ikke ét handlingsforløb, men en masse fragmenter – mange af dem bare forbundet af et “To gader længere væk […]”. Og scenerne er tit lidt groteske og skøre. Et eksempel:

To gader længere væk er det dagen før skilsmisse.

En mand deler klaveret i to lige store dele og kommer til skade. Saven ridser en kort flænge i hans underarm.

Han laver en bandage af gårsdagens avis og forbereder en afskedstale til sin kone. Midt i sætningen »den første gang havde du en blå stråhat« falder hans blik på et billede i avisen. Det forestiller Bornholm. Han ville gerne til Bornholm. Han ved ikke hvorfor. Måden de taler på måske, og de vemodige øjne.

Meget af det er fint, rørende, sjovt og trist skrevet – og det er noget i stemningen og det bizarre univers der minder om Roy Anderssons film. Som jeg virkelig godt kan lide. Også selv om de – ligesom Helle Helles første lille bog her – kan være lidt forcerede i al deres underlighed.

Jeg hørte i øvrigt Eksempel på liv som lydbog indtalt af forfatteren selv, og det fungerede virkelig godt!

Jeg tror aldrig jeg rigtig har læst noget af Tove Ditlevsen før, måske bortset fra små brudstykker i folkeskolen. Kæmpe fejl af mig – det er jo forrygende!

Det fede ved Barndommens gade er for mig balancen mellem det totalt rå, brutale og hjerteskærende over den unge pige Esters oplevelse af den billige side af Vesterbro i 1930’erne – og af det søde, sjove og fine som næsten altid også har sin plads i livet. Det bliver hverken romantiseret eller helt håbløst.

Portrættet af Esters inde og ydre liv er vildt stærkt, virker som et troværdigt blik ind i en piges sjæl og har måske – godt 80 år efter udgivelsen – gjort mig en anelse klogere på min egen kæreste.

Og så er det (selvfølgelig) bare godt skrevet og svinger også mellem det subtile og det voldsomme, er let læst og meget rørende. Jeg skal helt klart læse mere af Tove Ditlevsen!

Jeg er ved at udforske hvad der egentlig findes af lydbøger, og mens der godt kan være lidt ventetid på nyudgivne bøger, er der tonsvis af klassikere. Med klassikere ved jeg aldrig rigtig om de stadig holder eller bare har været spændende for deres tid, men nu gav jeg Thomas Manns Døden i Venedig et forsøg – blandt andet fordi den er ganske kort, men også fordi den fungerer som et litterært omdrejningspunkt for Christina Hesselholdts ret gode Til lyden af sin egen tromme.

Og den er slet ikke dårlig! Det handler om en aldrende velanset østrigsk forfatter der følger sine kunstnerimpulser og tager et smut til Venedig på ubestemt tid. Her slår han sig ned på et hotel på Lidoen der svarer til hans rang. Rundt om på hotellets restaurant, morgenbuffet, strand og have – og flere gange inde i selve byen – støder han på en måske 14-årig dreng fra en adelig polsk familie. Forfatteren synes han er enestående smuk og forelsker sig voldsomt i ham på afstand.

Samtidig foregår der et eller andet i byen – der bliver pludselig brugt mange kræfter på at desinficere alting, og der er rygter om sygdom og død. Folk begynder at rejse fra byen. Forfatteren bliver stædigt boende for at være tæt på den polske dreng, og titlen indikerer næsten hvordan det hele ender.

Det fede er at selv om den stilistisk er gammeldags og fuld af lange, lange tyske sætningskonstruktioner, så er der noget provokerende og forfriskende over hovedpersonens på alle måder upassende fascination af barnets skønhed. Og så har Thomas Mann en fin sans for de små ukomfortable øjeblikke livet også består af – som da forfatteren frygter at blive snydt af manden der sejler hans gondol, men ender med at komme frem til det rigtige sted helt uden at betale. Ubehaget overstiger selvfølgelig besparelsen.

Jeg kiggede lige hvad Thomas Mann ellers har skrevet. Buddenbrooks er vist noget særligt, men også en lidt anden volumen…

Jeg havde flere gange hørt godt om Niels Overgaards bøger – både den seneste (Mere er aldrig nok) og den her lidt ældre sag – som forsøger at omsætte antik stoisk filosofi til principper vi kan have glæde af i vores moderne verden. Og så fandt jeg ud af at jeg kunne høre Det hele handler ikke om dig som lydbog på mine ikke så få gåture.

Og som det af og til går, når man har hørt at en bog nærmest har ændret andres liv – ja, så bliver man lidt skuffet.

Bogen er velfunderet og velskrevet, og i mine øjne har den en fin balance mellem det saglige og det personlige. Og samspillet mellem teori og eksempler er afgørende når man tager udgangspunkt i Seneca, Epiktet og Marcus Aurelius og gerne vil overføre det til konkrete livsvalg i 2020’erne.

Men det skete for tit for mig under lytningen at jeg ikke blev helt overbevist. En del af den konkrete udmøntning af stoicisme er at man skal fokusere på at gøre det rigtige. Det rigtige er tit det svære, det ubelejlige, det ikke-lystbetonede. Og det er selvfølgelig rigtigt at hvis man ikke gider gå ned med skrald, så er det bedre at få det overstået med det samme end at gå rundt i fire timer og være irriteret over at det hænger over hovedet på en.

Verden er dog ofte mere kompleks, og jeg er ikke helt sikker på at det altid er det mest rigtige at vælge den bøvlede vej, den uselviske løsning eller den mådeholdne nydelse. Lidt firkantet sagt er bogens budskab at friture er dårligt og kolde bade er godt. Det er altid bedre at gøre en ekstra god gerning og altid et dumt valg at sove længe. Trods forbehold og formidlingsmæssige vaccinationer står dette gammelkloge og stive budskab lidt for klart for mig.

Men lad os nu se. Det kan også være at nogle af bogens principper alligevel stille og roligt arbejder sig ind på mig. Noget af det jeg tager med mig, er bevidstheden om hvad man kan kontrollere og påvirke – og hvad man ikke kan – og at man skal fokusere sine kræfter på det første. Det kender man også fra den gamle Serenity Prayer, men det er fint udfoldet her. Og så har jeg flere gange øvet mig i at tænke på hvert øjeblik som perfekt – selv når det er lidt træls – fordi det skærper noget så banalt som min bevidsthed om alt det der trods alt er ret godt.

En dejligt usentimental lille bog om at blive skilt fra sin mand, møde en kvinde i stedet og springe ud som lesbisk.

Den er kort, lidt brutal og på nogle punkter almengyldig i sin beskrivelse af sex, kærlighed og det der ligner. Og så er er Playboy skrevet med en fin blanding af overskud og indforståethed, så man som læser bliver revet ind i fortællingen på dens egne præmisser.

Og så er der en gennemgående kølig distance i hele bogen. I starten virker det næsten lidt påtaget kontrært, men i takt med at handlingen skrider frem, piller det også alt det overgivne ud af fortællerens udforskning og erkendelse af sin egen seksualitet. Jeg kan ikke huske før at have en læst en bog der handler så meget om sex og samtidig prøver så lidt på at være pirrende og fræk – det er slet ikke pointen.

Kort sagt en fin lille bog!

Når Helle Helle udgiver en ny bog, har jeg det som jeg skal holde lidt igen og ikke bare sluge den.

Og sådan har det også været med Hey Hafni, den dejlige opfølgning til Hafni fortæller. Denne gang er Hafni taget nogle måneder til den britiske turistby Brighton. Desværre kommer hendes bror på besøg for at løbe et marathon, men han brækker sin vrist, og han er lidt en plage at have boende. Derfor forvilder Hafni sig ud på en slags eventyr hvor hun er på tur i mange dage, møder en masse mennesker og kommer ind på livet af dem på sin egen kejtede og selvbevidste Helle Helle-agtige måde.

Så dejligt! Men selvfølgelig alt, alt for kort.

Så for satan. Det var 6’eren, og nu er jeg simpelt hen til vejs ende i Knausgårds Min kamp. Jeg synes det føles som lidt af en præstation, men så kan jeg jo tænke på at jeg var 14 år om at komme igennem de seks bøger, og Karl Ove var 3½ år om at skrive dem. Jesus! Det er vist også noget i retning af syv år siden jeg læste 5’eren.

Den lange pause skyldes naturligvis det berygtede essay om Hitler, der fylder sådan cirka en tredjedel af de godt 1.100 sider som sidste bog består af. Jeg havde gruet for det, og med rette. Det var langt, det var tungt, det var selvfølgelig godt, men i mine øjne også alt for meget. Noget af en hurdle.

Resten af bogen? Fremragende! Rørende, stilfærdig, voldsom, tåkrummende – og så videre. Helt som de fem andre.

Det føles helt mærkeligt at være færdig med den. Jeg har været i gang med den så længe at jeg har fået to børn undervejs! Inden jeg læste de sidste sider, fik jeg heldigvis bestilt en af Knausgårds nyere bøger, Nattskolen, som jeg ser frem til.

En roman om livet ved Limfjorden i bronzealderen. Det lyder som noget lidt klogt og eftertænksomt med en masse stillestående naturbeskrivelser, men jeg skal da love for at det er det mest actionprægede jeg har læst i årevis! Fuld hammer på krig, vold, blod, magt, sex og overtroiske ritualer.

Hovedpersonen er Raudon – en ung mand der vender hjem til sin familie ved Limfjorden efter at være vokset op sydpå. Hans far er nemlig ved at være for gammel til at være høvding, og Raudon skal overtage efter ham. Men så let er det selvfølgelig ikke; han forelsker sig i en enke på vejen, finder ud af at han skal dele magten med sin tvillingebror og bekymrer sig om sin fosterfamilie sydpå der trues af sultne naboer der kommer endnu længere sydfra. Samtidig er alle underlagt en masse benspænd fordi man tror fuldt og fast på at der skal ofres en masse bronze for at solen bliver ved med at stå op, men man får mindre og mindre bronze sydfra.

Så altså et plot der rummer alle de klassiske elementer, bare i en lidt usædvanlig setting. Bogen er godt skrevet, formentlig langt fra tro mod den historiske virkelighed, men spændende, medrivende og med et dejligt svulstigt sprog som stadig er ganske let at læse. Fremragende læseoplevelse!

Skal vi lige tage et citat med lidt smæk på som afslutning?

På tredjedagen kom et lig drivende mod dem. Hun måtte have ligget på bunden, indtil hun var svulmet så meget op, at hun begyndte at stige og drive med strømmen. Hun drev på ryggen med håret bølgende i vandet, huden hvid og opløst. En krage sad og hakkede i hende, lettede, da de kom nærmere. Maven og ansigtet og hænderne lå i overfladen, resten af hende hvilede nede i vandet. Hun var på vej mod havet, og hun var den første af flere, de så. Drivende i vandskorpen, opsvulmede, med sår, der var vasket rene for blod, lilla kød i gabende revner, hvid og lyserød hud i trevler, spidse knoglestumper, der stak ud fra afhuggede lemmer, tomme, udædte øjenhuler, kroppe lemlæstede af våben og af dyr. En ålehale vejrede fra et underliv, et lig blev i en hvirvel trukket ned i dybet af en gigantisk malle, men mundfulden var for stor, og liget kom op til overfladen igen. De døde havde drevet længe, var mørnede i vandet og lette at bide lunser af.

Bon appetit og god læselyst!

 

Forfatteren til denne bog har simpelt hen vundet nobelprisen i litteratur. Så når jeg synes bogen er lidt halvdårlig, kan jeg godt regne ud at det er mig den er gal med.

Lektioner i græsk har to hovedpersoner – en midaldrende mand der underviser i oldgræsk og en yngre kvinde der følger hans timer. Han kan ikke se, og hun kan ikke tale. Gæt om de opnår en eller anden form for forbindelse og forståelse!

Hvis jeg skulle lade som om jeg forstod bogen, ville jeg skrive noget om at Han Kang udforsker krydsfeltet mellem sproget og mennesket, men det skal jeg jo ikke, så jeg må nok bare sige: På mig virker det på én gang for søgt, lidt let i det og utroligt symboltungt.