Tidligere har jeg vist kun læst skønlitteratur af Murakami, og det gør han jo godt, men denne lille selvbiografiske løbebog har jeg haft stående længe på reolen og gemt til en dag hvor jeg var godt i gang med at løbe. Det er jeg nu, og det passede godt.

Haruki Murakami løber dog meget længere end mig – bogen handler om hans årlige marathon, om nogle få ultramarathonløb, forskellige triathlon og al træningen. Især træningen. Og om sammenhængen mellem at skrive og at løbe. Og om at løbetræningen opbygger en udholdenhed som man ifølge Murakami har brug for hvis man vil skrive bøger.

Der er mange fine passager i bogen. Men også mange banaliteter, selvhøjtidelige tanker og krukkede beskedenheder. Godt han mest af alt skriver dejlige romaner!

Det er lidt tid siden jeg læste denne bog, men den er skøn.

Hafni fortæller at hun har kørt gennem landet og spist smørrebrød og drukket lidt for meget.

Resten fortaber sig lidt for mig, men som altid når det er Helle Helle: dejlig dejlig læsning og ikke en sætning man gerne ville have undværet. Gid hun lever for evigt og holder kadencen!

Denne bog er ifølge forfatteren selv en kontrafaktisk selvbiografi. Det betyder at den undersøger hvad der var sket hvis Kristian Ditlev Jensen ikke var holdt op med at drikke alkohol.

Hvert af de korte kapitler har navn efter en drik der nævnes undervejs, og bogen udvikler sig fint og glidende fra den tidlige barndom med lidt alkoholproblemer i familien over teenageårenes udforskning af hård weekenddruk til et regulært, tiltagende alkoholmisbrug i voksenlivet – først som anerkendt journalist og forfatter, siden som regulært usoigneret og hjemløs bums.

Det kan man da kalde deroute. Med mindre udsving går den slags jo kun én vej, og det er smertefuldt og frydefuldt af følge de skred der bringer ham helt ud over kanten – smertefuldt fordi det er livagtigt og ubehageligt – frydefuldt fordi det trods alt på et eller andet tidspunkt undervejs glider over i fiktionen, og man ved at virkelighedens Kristian Ditlev Jensen nok skal klare den. Virkelig godt og indlevende skrevet.

Og som min egen lille hilsen til temaet sørgede jeg for udelukkende at læse i bogen mens jeg drak alkohol (hvilket også gør at jeg har været i gang med den lidt længere tid end med andre).

Det er vist den syvende af Kirsten Hammanns bøger jeg læser, og der er stadig intet der slår læseoplevelsen af Fra smørhullet tilbage i 2004.

Men den her nu også meget god. Georg-komplekset handler om en mand (gæt hvad han hedder) som er en aldrende succesfuld forfatter der er gået lidt i stå. Det er hvad det er – hvis ikke det var fordi hans kone gik i gang med at skrive en roman. Endda en roman der tegner til at blive et kæmpe hit.

Georg kan ikke holde det ud, og det går resten af bogen faktisk med. Det lyder måske lidt småkedeligt, men det er finurligt, dybfølt, tabubelagt og sjovt. Kirsten Hammann skriver som bekendt fremragende, og der er selvsagt mange metalag når forfattere skriver om forfattere. Ikke en bog der vender op og ned på ens verden – men stadig klart læseværdigt.

Jeg hører aldrig lydbøger. Aldrig. Men så i går gjorde jeg alligevel.

Midt om natten læste en anmeldelse i Information af debutanten Aske Viuffs Terminaler og blev lokket lidt af at der stod det var en ‘arbejdspladsroman’. Så mens jeg gik til og fra arbejde og lidt om aftenen fik jeg simpelt hen hørt hele den korte bog!

Og det er virkelig en ret fin arbejdspladsroman. Arbejdspladsen er ganske vist Rigshospitalet, men alligevel. Der er meget fin komik på arbejdspladser og således også i Terminaler. Ikke fald-på-halen, men de små akavede interaktioner, de fastgroede uskrevne kodekser, den måde de enkelte kollegaer formulerer sig på. Virkelig fint!

Hovedpersonen er Holger, en fyr i trediverne uden retning i sit liv, som bliver ansat som servicemedarbejder og pludselig finder en slags periodisk mening i at udfylde en rolle. Tømme stuer, stille mad frem, fikse et fjernsyn der ikke virker,  tale med patienterne.

Afdelingen er et leukæmiafsnit, og det lægger også en alvor ind over det hele der fungerer som et meget passende modspil til det lette melodrama som bogen rummer. I det hele taget en dejlig bog og en imponerende debut der ikke rigtig minder om alt muligt andet.

Og hvis jeg så lige må vende tilbage til det med at jeg hørte den som lydbog: Fint indtalt af en eller anden fyr der lyder ret ung, ret hurtigt og lidt skuespilleragtigt i ordets bedste forstand. Med små nuancer kan man høre om det er den ene eller anden person i dialogen der har ordet. Men jeg savner altså stadig at have en papirbog foran mig og kunne læse noget tre gange og alt det der. Måske jeg kan lære det.

Da jeg gik i gymnasiet, læste jeg nogle af Christina Hesselholdts første bøger og var virkelig fascineret – den dag i dag kan jeg ikke huske præcis af hvad, men det er også mange år siden.

Nu har jeg lige læst hendes helt nye Til lyden af sin egen tromme, og det startede for mig ret skidt, men endte faktisk rigtig godt. Jeg gik i gang og blev irriteret over stilen lige fra begyndelsen. Det var ful gas med metakommentarer, en selvhøjtidelig hovedperson, krukket brug af en mystisk fortæller og litterære referencer.

Nå, jeg er for stædig til bare at lægge sådan en bog fra mig, og heldigvis, for på en måde endte det med at fungere ret godt! Bogen er anderledes end så meget andet ny litteratur – ikke kun stilistisk, men også selve plottet. Selv om udgangspunktet er nogenlunde almindelige mennesker i Danmark i 2022, og der er mobiltelefoner, corona og krig i Ukraine, bevæger historien sig hurtigt ud af Danmark og blandt andet til Venedig, langt fra hverdagslivet og tæt en eller anden uglamourøs eksistentiel utilpashed i livet.

Nå, nu har jeg læst 2’eren efter massivt pres fra børnene. Er den (lidt) spændende? Ja. Er den mindeværdig? Nej. Er alting skåret ud i pap af hensyn til målgruppen? Ja.

Om tre år har jeg sikkert også læst 3’eren…

Mens det føltes som en lille kamp at komme gennem De tabte minders ø, er jeg ærgerlig over at Birgithe med th ikke var meget længere. Jeg har ikke læst så meget af Katrine Marie Guldager, men hendes nye bog er bedre end jeg husker de andre.

Bogen handler om en folkeskolelærer, ægtefælle og mor til tre som ikke har opgivet ungdommens indignation eller vilje til at prøve at forandre verden. Hun er vred, temperamentsfuld og har hjertet på rette sted – langt hen ad vejen, i hvert fald. Men hun er også lidt ved at gå op limingen efter sin mors død.

Det er en jordnær og genkendelig verden Katrine Marie Guldager beskriver – og en af bogens styrker er at det er let at forstå Birgithes opfattelse af hvad der er rigtigt og forkert – men at man lige så let at se hende udefra (gennem romanens andre karakterer) og blive frustreret over hvor ensporet eller næsten egoistisk hun også er.

Jeg tror at jeg gennem anmeldelserne havde fået indtryk af at bogen var lidt letbenet. Den er letlæst, men virkelig ikke munter, faktisk næsten brutal. En kort og god bog – og en hovedperson som jeg tror vil blive boende inden i mig.

Jeg tror det var en anmeldelse et sted der fik mig til at læse denne næsten 30 år gamle japanske roman. Noget med noget lidt dystert og kafkask og mystisk.

Og det passer vel egentlig meget godt. Det er en underlig historie om en ø hvor ting stille og roligt forsvinder. En morgen vågner man op, og fuglene er væk. De forsvinder fysisk, og kort efter kan man ikke huske at de har fandtes. Eller i hvert fald kun rent formelt – man kan i hvert fald ikke genkalde sig lyden af deres sang, deres bevægelser og deres samspil med årstiderne. Nogle få af øens beboere husker dog de ting der forsvinder, og nogen gemmer endda på nogle af genstandene i stedet for (som alle andre) at skille sig af med dem. Disse beboere jages af øens hemmelige politi der tager folk med sig, og så kommer de som regel aldrig tilbage.

I denne underlige verden følger vi fortælleren der bor alene i sit hus og lever at af at skrive romaner. Hun lever en stilfærdig tilværelse, indtil hendes forlægger pludselig er i risiko for at blive hentet af det hemmelige politi. Hun gemmer forlæggeren i et hemmeligt rum i sit hus som hun bygger med hjælp fra en gammel mand hun kender. Samtidig skriver hun videre på en symbolladet roman om en kvinde der mister sin stemme og bliver spærret inde i et tårn med en masse defekte skrivemaskiner.

På mange måder en fin bog, og alligevel var den lidt kedelig og trods sine kun 300 sider lidt langtrukken. Det trækker dog op at den slutter dejlig brutalt.

En lægeroman – på en måde. Men mest en bog om utroskab, desillusioneret midtvejskrise og en gennemgående bitterhed. Skønt!

Hovedpersonen er læge og træt af sine patienter og træt af sin mand. Siden børnene blev store, har mønsteret i huset været at manden kun har været optaget af at dyrke sport, og hun kun har været optaget af at se fjernsyn og drikke vin. De har været bevidste om deres laster og ladet den anden være i fred.

Men pludselig får hun kontakt til en ungdomskæreste, og det udvikler sig til systematisk utroskab. Det erstatter alkoholmisbruget, men selvfølgelig går det galt en dag.

Bogens realtid er deromkring, men kigger selvfølgelig tilbage på alt det der har ledt hen til denne situation, hvor hovedpersonen nu tilbringer både dage og nætter i sin lægepraksis og småskændes med et plasticskelet i hjørnet af rummet.

Det er lige så halvsjovt og heltrist som det lyder, og bogen er alt andet end løsningsorienteret. Hverken ægteskabet eller alternativet idylliseres, og fortælleren fremstår så konsistent forbitret og næsten usympatisk at det i det hele taget er meget lidt sentimentalt. Men stadig ofte sjovt. God bog!