Suk. Min mor – som har undervist nok gange i denne bog i gymnasiet – havde vist advaret mig, men jeg skulle alligevel lige prøve. Jeg læste om den på Martins komma-fetich-blog og syntes den lød lidt sjov. Men Being There er halvulidelig på den moralisererende, pædagogiske og papudskårne måde.

Chance er gartner og autist og bor i et hus i New York hvor han bruger tiden på at se fjernsyn og ellers passe haven og sig selv. Han kommer ingen steder fra, hedder ikke andet end Chance og er heldig at husets ejer giver ham kost og logi. Han har aldrig været uden for haven før husets ejer dør, og Chance bliver sat på gaden.

Her bliver han mødt af en verden han ellers kun har set i fjernsynet. Ved et tilfælde kommer han hurtigt i kontakt med toppen af USA’s erhvervsliv, og da ingen forestiller sig at denne man bare er gartner og autist,  fortolker de hans meget banale udsagn som metaforer. Inden længe møder han selveste USA’s præsident, og når talen falder på nationaløkonomien, snakker Chance bare om sin have. Præsidenten synes at det med tørke og regn, gode rødder og opblomstring er fantastiske symboler og bruger det kort efter i en tale. Herfra går det hurtigt med interessen for Chance, og hans forsøg på at sige noget meningsfuldt bliver hver gang modtaget ekstremt velvilligt. Inden bogen slutter, luftes tanken om at han måske skal være USA’s næste præsident.

Kejserens nye klæder-metaforikken er voldsomt tung, og selv om bogen ikke udgiver sig for at være socialrealistisk, stikker det usandsynlige i elitens benovelse over Chance meget i øjnene. Being There er svagt underholdende hele vejen igennem, men det overskygges af Kosinskis konstant løftede pegefinger.