Jonathan Franzen: Strong Motion (1992)

Jonathan Franzen: Strong Motion (1992)Nu er der ikke flere af Jonathan Franzens bøger jeg ikke har læst, og det føles næsten helt tomt og trist.

For han er en fantastisk forfatter – undervurderet, skulle jeg til at sige, men det er sådan set slet ikke rigtigt. Både The Corrections og Freedom har fået enorm opmærksomhed, men hans tidligere romaner er fremragende bøger som man ikke hører meget om.

Strong Motion – Jonathan Franzens anden bog fra 1992 – handler om en ung indadvendt mand der forelsker sig i en jordskælvsforsker og hvis mor arver en masse aktier i et firma hvis affaldshåndtering måske er skyld i en række voldsomme jordskælv. Det er en historie med masser af drama, romantik og en hel del suspense – men skrevet i en genkendelig, exceptionelt flydende, overskudspræget og velformuleret Franzen-stil. I øvrigt er det sjovt at man i dialogen kan se enkelte stiltræk der minder om Bret Easton Ellis’ helt anderledes bøger fra samme periode.

Strong Motion er nok en lidt mere ordinær og mindre kompromisløs roman end Jonathan Franzens andre bøger – men omvendt også lettere læst og i det hele taget vældigt underholdende. Bogens allerførste side fangede mig fuldstændig – ikke gennem voldsom in medias res eller dramatik, men gennem en virkelig original beskrivelse af et søskendeforhold. Det synes jeg er utroligt sejt.

På nogle punkter virker denne bog dog mere som en debutroman end Franzens første bog The Twenty-Seventh City. I Strong Motion er der – modsat i hans andre bøger – flere steder hvor jeg tænker en redaktør godt kunne have hjulpet med at skære det lidt til og stramme lidt, og en enkelt passage som jeg nærmest synes er lidt plat.

Men ikke desto mindre altså en utroligt velskrevet og læseværdig bog. Og så er det en stor skam at der nu ikke er flere ulæste, vellagrede Franzen-bøger i bagkataloget. Måske man skulle læse The Corrections igen?

4 thoughts on “Jonathan Franzen: Strong Motion (1992)

  1. Jeg er startet på ‘Korrektioner’ i sofaen i dag og faldt i søvn efter ti sider. Synes, det er lidt snirklet, prætentiøst og uvedkommende. Er det bare mig? Skal jeg bare lige ind i det?

  2. Altså jeg synes det er ret usnirklet, uprætentiøst og vedkommende – og at Jonathan Franzen i det hele taget skriver sindssygt godt. Men der er vist delte meninger – Marianne droppede bogen efter måske 100 sider fordi hun blev i dårligt humør :-)

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.