Det var med en anelse skepsis jeg modtog denne bog i fødselsdagsgave for nogle år siden – en digtsamling! – men giveren sagde at han heller ikke er så meget til digte, men at dette var noget særligt. Siden da jeg har læst i den af og til mellem andre bøger, og i går blev jeg færdig med den. Det var umagen værd!

Givet min manglende passion for poesi har jeg heller ikke den store viden om genren. Men jeg bed mærke i at mange af digtene mindede ret meget om almindelig prosa, dvs. med en klar fortælling og et sprog der ikke gør helt så meget væsen af sig som det kan gøre i lyrik. Måske det er derfor det appellerer til en ikke-digtlæser som mig.

Men digtene spænder nu ellers vidt – de er skrevet over 25 år, og der er digte der rimer, digte der ikke gør, historiske digte, moderne digte, uforståelige digte, alt for forståelige digte og digte der minder lovlig meget om noget man læser i skolen når man skal lære at fortolke.

Tja. Måske er der ikke så meget mere at sige. Her et eksempel – digtet Phenomenology:

Harold Garfinkel can go fuck himself.
This is a ten pound note. These are the keys
to your mother’s car, and my father’s suit
is nicely one half-size too big for me.

The tyres burst the puddles and the lamplight
spills like a moment from the past, only
to settle backwards, become distant and
still further distant in the long darkness

behind. Always we are moving away.
In the tunnel we test the echo of
the engine and check our haircuts in the
rain-spattered quarter-light. Someday, something

will give. When the sun comes up tomorrow
it will dawn on us. But for now we shine
like the stars we understand: I think I’m
Tom Courtenay; you think I’m Billy Liar.

Nåja. En ting mere: Hvis du også synes efternavnet virker bekendt, kan det være herfra.

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst er blevet så ked af at læse en bog. Den er forfærdelig.

For en ordens skyld et kort resume: Fire venner fra college flytter til New York, og vi følger dem – og især den ene, Jude – over en periode på vel 25 år. Samtidig får man indblik i Judes fortid der ikke er som nogen andres. Han er forældreløs og har været udsat for systematiske overgreb fra flere forskellige sider gennem sin opvækst. Alligevel udvikler han sig til et efter omstændighederne velfungerende mennesker og en yderst succesfuld advokat. Men Jude har ikke held med at fortrænge hvad han har gennemlevet.

Det lyder banalt, og er det vel egentlig også. Og jeg er oven i købet enig med de kritikere der mener at bogens personer er grundlæggende flade karakterer, selv om der er over 800 sider de kan folde sig ud på.

Alligevel er det en fremragende bog, synes jeg. Og forfærdelig, som sagt. Der er noget konsekvent og nådesløst over fortællingen – det er slemt og bliver værre og værre og værre. Man kan sige at bogen ikke lefler som sådan – og alligevel er den grundlæggende let læst, velskrevet og vel også underholdende på sin egen bizarre måde.

Samtidig giver A Little Life mig en forståelse – ikke en rationel forklaring, men en følelsesmæssig fornemmelse – af hvorfor mennesker der er blevet misbrugt, er tilbøjelige til at ende i skadelige relationer igen og igen. Jeg læser ikke skønlitteratur for at blive klogere, men det her indblik kom bare med i købet.

Endelig beundrer jeg virkelig Hanya Yanagiharas overskud. Hun er kvinde, men skriver indlevende og utrætteligt en bog der praktisk taget kun handler om mænd, uden at jeg på noget tidspunkt oplever det som utroværdigt.

Jeg er glad for at have læst den – og jeg er glad for at ikke alle bøger er som den.

Og forresten: Bogen er sat med skrifttypen Electra. Smukkere bliver det ikke.