Det her er en skidegod bog, og den minder ikke om noget som helst andet jeg har læst.

Det mærkeligste er formen. Det er en roman, men opsætningen er mere som lyrik. Her er et eksempel på halvanden side i bogen hvor fortælleren Asta vasker op sammen med sin gode veninde Mai:

Mais eks er brand manager i Asics og har sin fars ansigt
tatoveret på brystet. Er faren da død spurgte jeg
dengang hun fortalte mig om det, næ han bor i Ishøj
men det er fandme mærkeligt når vi har sex

Mai blev gravid efter fire måneder
Michael ville ikke have barnet
emneskift,

hun smækker skuffen i

jeg skal i virksomhedspraktik

cool siger jeg og hælder snavset vand ud af baljen

hvorhenne?

Københavns Kommune siger Mai

noget der hedder Ejendomme & Indkøb

hun stiller en pande på plads i skabet,

det er Ulla der har skaffet det

hvem er Ulla?

min jobkonsulent

hende med hagen?

hun nikker

hvornår?

mandag allerede siger Mai

jeg har helt glemt hvordan man gør

smører en madpakke, snakker med folk

jeg stresser lidt over det, Asta

de har vel en kantine siger jeg, hov

den der er ikke helt ren

det gør ikke noget siger hun

jeg tager bare det sidste med viskestykket

Det virker lidt som noget rod, men jeg vænnede mig lynhurtigt til formen, og på en eller anden måde skærper det læsningen at man ikke altid ved hvad der er direkte tale, og hvad der er beskrivelser. Og så gør linjeskiftene selvfølgelig noget ved læserytmen som man ikke opnår i klassisk prosa.

Historien er lidt mere konventionel. Asta er ved at skrive en bog, men kommer hele tiden til at tænke tilbage på kollegietiden, og nogle fine skift mellem fortid og nutid binder det hele sammen i en virkelig gennemført, livagtig og sprogligt formidabel bog. Hurtigt læst, alt for hurtigt, og jeg har lyst til starte forfra med det samme!

Min mor købte denne bog til mig, fordi hun syntes det var synd for mig at jeg kæmpede med at komme igennem Camus’ Pesten, så den kastede jeg mig over så snart jeg var færdig, og det var en kærkommen afveksling!

En fin og hurtigt læst bog der foregår i en helt anden verden – en japansk døgnkiosk. Her arbejder fortælleren Keiko, og det har hun gjort i mange år, for det er det eneste hun kan finde ud af. Hun har måske en diagnose, hvad ved jeg, hun har i hvert fald mere end almindeligt svært ved dagligdags sociale sammenhænge. Men i døgnkiosken trives hun, fordi der er en manual for hvad man siger til kunderne og hvordan – og fordi hun sagtens kan forstå de mekanismer der skal til for at kiosken præsenterer sig pænt og ordentligt, at der er nok kolde og varme fødevarer osv.

Så Keiko trives i døgnkiosken. Men hendes omgivelser har svært ved at forstå hvorfor en kvinde i slutningen af trediverne stadig er single og arbejder i en kiosk. Og det er det bogen handler om – konflikten mellem det man selv har det godt med, og det som ens omverden forventer af en. På bogens bagside står der nærmest at det er en bog om hvordan det er at være single i nutidens Japan, men jeg synes nu det mest spændende er hele ideen om hvad der er normalt – og at vi som mennesker har svært ved at forstå og acceptere adfærd der afviger fra det allermest normale.

Og det er ikke bare interessant læsning for dem der er anderledes, men også for en som mig der lever et helt gennemsnitligt liv. God bog!

Tilbage i marts da pandemien var ny og spændende, satte jeg mig en dag i mit badekar med Camus’ Pesten. Jeg begik dog den fejl at begynde på den franske udgave af bogen som jeg læste for mange år siden da mit gymnasiefranske var lidt mere present.

Efter 50 sider måtte jeg give op og bestille den danske udgave, men i mellemtiden afbrød jeg mig selv for at læse Jørgen Stein som jeg også lige holdt pause med for at læse Meter i sekundet. Nå, men efter Stine Pilgaard og Jacob Paludan har jeg kæmpet mig igennem den danske udgave af Pesten – og ja, det var lidt en kamp. Den var god og kedelig.

Og ja, jeg læste den selvfølgelig ud fra en eller anden idé om at den ville bringe mig en gammel indsigt i en ny situation. For der er masser til fælles mellem romanens pestudbrud i en algiersk by og nutidens corona-epidemi, og også i den måde vi som mennesker håndterer det – her fx en beskrivelse fra pestens tidlige fase:

Ingen havde endnu rigtigt akcepteret sygdommen. De fleste var mest optaget af de forstyrrelser, den forvoldte i deres vaner, og de hindringer, den frembød for dyrkelsen af deres interesser. De var gnavne og irriterede, og det er næppe med sådanne følelser, man bedst bekæmper en pest. Deres første reaktion var, typisk nok, at laste myndighederne.

Og bogen er ikke dårlig. Alligevel sidder jeg ikke med en følelse af at have fået et nyt perspektiv – måske bare fordi jeg ikke helt forstår bogen – og desuden synes jeg den er lidt for langtrukken og højtidelig. Sorry Albert!