Denne bog er ifølge forfatteren selv en kontrafaktisk selvbiografi. Det betyder at den undersøger hvad der var sket hvis Kristian Ditlev Jensen ikke var holdt op med at drikke alkohol.

Hvert af de korte kapitler har navn efter en drik der nævnes undervejs, og bogen udvikler sig fint og glidende fra den tidlige barndom med lidt alkoholproblemer i familien over teenageårenes udforskning af hård weekenddruk til et regulært, tiltagende alkoholmisbrug i voksenlivet – først som anerkendt journalist og forfatter, siden som regulært usoigneret og hjemløs bums.

Det kan man da kalde deroute. Med mindre udsving går den slags jo kun én vej, og det er smertefuldt og frydefuldt af følge de skred der bringer ham helt ud over kanten – smertefuldt fordi det er livagtigt og ubehageligt – frydefuldt fordi det trods alt på et eller andet tidspunkt undervejs glider over i fiktionen, og man ved at virkelighedens Kristian Ditlev Jensen nok skal klare den. Virkelig godt og indlevende skrevet.

Og som min egen lille hilsen til temaet sørgede jeg for udelukkende at læse i bogen mens jeg drak alkohol (hvilket også gør at jeg har været i gang med den lidt længere tid end med andre).

Det er vist den syvende af Kirsten Hammanns bøger jeg læser, og der er stadig intet der slår læseoplevelsen af Fra smørhullet tilbage i 2004.

Men den her nu også meget god. Georg-komplekset handler om en mand (gæt hvad han hedder) som er en aldrende succesfuld forfatter der er gået lidt i stå. Det er hvad det er – hvis ikke det var fordi hans kone gik i gang med at skrive en roman. Endda en roman der tegner til at blive et kæmpe hit.

Georg kan ikke holde det ud, og det går resten af bogen faktisk med. Det lyder måske lidt småkedeligt, men det er finurligt, dybfølt, tabubelagt og sjovt. Kirsten Hammann skriver som bekendt fremragende, og der er selvsagt mange metalag når forfattere skriver om forfattere. Ikke en bog der vender op og ned på ens verden – men stadig klart læseværdigt.