Det er ikke første gang jeg bliver en lille smule skuffet over en bog der er blevet skamrost så meget at jeg næsten læste den af pligt. Det var nu ikke svært at komme igennem den lille og på mange måder fængende debutbog, men alligevel var den bare ikke så meget et “granatchock” som en Politiken-anmelder lover i et blurb på forsiden.

Grundlæggende siger den to ting: 1) det var forfærdeligt at være Knud Romer som barn og 2) en hel danskere var virkelig nogle svin over for tyskere i tiden efter anden verdenskrig. Okay, den siger en ting mere, og det er at Knud Romer virkelig er god til at skrive – måske for god? Eller er det bare mig? Jeg tager lige et citat om fortællerens onkel:

Han var blevet sendt til østfronten som syttenårig og marcherede mod Stalingrad, og 2 millioner døde senere marcherede han tilbage gennem den russiske vinter og mistede tre tæer og sin forstand. Han så sine forfædre stå i det hinsides og holde hånden over ham og beskytte ham mod kuglerne og kulden, og selvom han nåede hjem i live, kom han aldrig rigtig hjem.

Hvis nu jeg skal flashe min ellers svindende viden om retoriske stilfigurer, spotter jeg umiddelbart alliteration, assonans, zeugma, polysyndese, synekdoke, paradoks og metonymi. Fine ord – men pointen er bare at alle ordspillene og lækkerhederne får teksten til at virke rimelig pyntet. Det er ikke ondt i sig selv, men det bliver lidt meget når det er en hel bog der er skrevet på den måde.

Når det er sagt, har det selvfølgelig også sine fordele med sådan et sprog. Stilistisk set falder aldrig igennem, og det hjælper måske med til at hele bogen bliver båret oppe og hænger nogenlunde sammen, selv om den grundlæggende ikke indeholder meget mere end de to ting jeg nævnte før. Der er mange underhistorier, men de kommer aldrig rigtig til deres ret, selv om de egentlig har potentialet til noget mere Hundehoved-agtigt.

Okay, den bog har fået så meget ros at jeg lige må ud med én lille ting mere. Det irriterer mig at jeg’et faktisk ikke gør noget forkert på noget tidspunkt i bogen. Han er bare et offer. Come on!

På plussiden: den koster kun 49 kroner, og så er den sat med den smukke skrift Bembo…

Denne bog var en fødselsdagsgave, og en god en! Og så er det vist nærmest første gang jeg læser en bog der oprindeligt er skrevet på arabisk.

Det er en historie om folk der bor i og omkring en bygning i Cairo som faktisk findes i virkeligheden (og den ligger lige her). Der er et lille net af personer der er forbundet på forskellige måder – faktisk en lille smule som i film som Short Cuts og Magnolia, uden at bogen i øvrigt minder om dem.

Dramaerne mellem personerne er på mange måder klassiske og lidt almindelige, men virkelig godt fortalt. Og så virker det som en god og let indgang til at læse om et helt andet samfund – måske lidt fordi målet med bogen ikke lader til at være at give et bestemt billede af Egypten, men bare at fortælle en god historie.

Jeg forestiller mig at man kan få en masse politisk ud af den hvis man vil – den handler også om bestikkelse, sex, studenteroprør, islamisk ekstremisme, social ulighed osv. – men historien var virkelig nok for mig, og befriende nok var der ikke nogen klar tendens til at de rige, fattige, religiøse eller ikke-religiøse var mere eller mindre gode eller onde end andre.

Fun fact: forfatteren er oprindeligt tandlæge, skriver Bibliopaten – det er egentlig meget sjovt.

Nå, fra Cairo til Nykøbing Falster; nu skal jeg læse Knud Romer!

Jeg har lige læst en bog der ikke er udkommet – jeg kan ikke afsløre noget, men hold øje med Påskeøen i boghandlerne i løbet af i år!

Jeg lånte denne bog af en kollega der opfattede det som en decideret fejl at jeg aldrig havde læst noget af Agatha Christie. Men det har jeg så nu!

Det lever nogenlunde op til mine forventninger – et mord, en gåde, nogle rigtig snedige detektiver og til sidst, selvfølgelig, en opklaring. Det er ikke stor litterær kunst, men det behøver det jo heller ikke være.

Bogen hører til blandt Agatha Christies Poirot-bøger om den ret fesne lille detektiv Hercule Poirot. Han er belgisk, utroligt god til at opklare forbrydelse, og så har han det med at omtale sig selv i tredje person. Jeg har set et par dvd’er med indspilninger af Poirot-bøger hvor jeg virkelig syntes han var irriterende og bedrevidende – derfor var jeg lidt lettet over at fortælleren i denne bog er en kollega der klemmer en del små bitre bemærkninger om Poirot ud mellem sidebenene.