Okay, dét her er en dårlig bog. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig den dag da jeg nede hos den lokale kaffebiks fandt Hallerne til en 50’er – helt ny og oven i købet signeret af den lovende unge Josefine Klougart. Men i hvert fald ikke noget så fesen-poetisk, opstyltet, irriterende krukkeri som dette.
Bogen skildrer det der på bogens flap kaldes et destruktivt forhold mellem en mand og en kvinde. Der er ikke rigtig handling, mere bare fragmenter, tanker, scener osv. – det meste set fra kvindens synspunkt. Ja, det kunne sådan set have været så godt, men det er aldeles uudholdeligt.
Det er hårde ord, men det er også længe siden jeg har læst noget hvor mine tæer i den grad har krøllet sig sammen. Jeg er nødt til snart at komme med et par eksempler for at man ikke skal tro jeg bare har set mig gal på en helt uskyldig lille bog:
Kvinden er et tempel, og hendes skede er bygget op af nøgne vægge, der styrter sammen over hans benede krop.
Jamen, altså! Eller hvad med den her lidt længere passage:
Hun vil ikke være den søde lille i sproget. Kvinden får den tanke under en af mandens enetaler, at hun er en undtagelse. At hun er et ord, der ikke refererer til noget længere. At hun kan klæde sig som en ræv.
Se: kvinden som ræv.
Se: kvinden med et stykke sæbe skubbet op i sig. Hun vil hellere være: tildækkede møbler, huset ved havet. Have andel.
Tænk at man kan skrive sådan noget – og så komme på forsiden af Ud & Se!
Alt hvad jeg mente om