Den allersidste dag i min barsel – i midten af november – købte jeg Jan Thielkes første roman Espegare og begyndte på den over en kold øl på Det Hvide Lam, af alle steder. Det føles som meget længe siden nu, og det er det vel egentlig også. Det har taget sin tid at komme gennem de knap 500 sider.

Det startede rigtig godt. I Køge, i midt-halvfjerdserne, i et parcelhus. Kim er bare en lille dreng, men hovedperson i Espegare, og beskrivelsen af drengen og hans oplevelse af forstadslivet er lige på, rent og fint og hverken grusomt eller idyllisk.

Bogen viser sig at være en dannelsesroman der først slutter når Kim er ved at være færdig med sin HF – mange år, mange sider og mange oplevelser senere. Og jeg synes bogen holder, men jeg er ikke ved at falde bagover.

Måske mangler der noget flow. Eller noget dramatik til at drive bogen fremad. Der er store følelser flere steder i bogen, men ikke den store drivkraft i dem. Bogen går som livet sin gang, og at Jan Thielke introducerer nye perifære personer inden for bogens sidste 10 er sigende. Jeg havde det som om bogen lige så godt kunne være stoppet 100 sider tidligere eller 100 sider senere.

Det er ikke fair at sammenligne med Knausgård, men alligevel. Der sker næppe mere dramatisk i Karl Oves liv end i Kims, men jeg bliver ikke betaget af historien på samme måde, selv om meget af tiden, opbygningen og virkemidlerne er de samme.

Det spiller også ind at der er små irritationsmomenter spredt ud over bogen. En ting er de ikke så elegante tidsindikatorer – som den her:

Musikindslagene mellem debatpunkterne er generelt også okay, synes Kim. Et ukendt nyt band som Dire Straits kommer og spiller Sultans of Swing fra deres nyligt udsendte debut-lp.

Det er som om forfatteren har siddet og tænkt at nu skal læseren dæleme have et sug i maven over hans skødesløse præsentation af de store begivenheder.

Sproget er først og fremmest fint og godt og umærkeligt – men af og til også lidt irriterende. Dels når Kim allerede som lille barn gør sig observationer helt ude af proportioner med hans alder – og i et sprog som de fleste voksne ikke mestrer. Og dels især på de sidste sider hvor Jan Thielke tilsyneladende forelsker sig i sætningskonstruktioner a la “rart var det”, “overskæg havde han” og “egensindig var Peter”. Irriterende er det!

Nå, bogen er ikke desto mindre stadig værd at læse – især for portrættet af den kejtede Kim og hans trængsler gennem barndommen og teenageårene, hans begejstring over tidens musik og hans glæde ved at tegne indfaldsveje.

Og min personlige motivation for at købe Espegare var i øvrigt – ud over en udmærket anmeldelse et sted – at Jan Thielke underviste mig et enkelt år på universitetet for mere end ti år siden. Han var ikke en genial underviser, men havde på sin egen forsigtige måde mere klasse end de fleste andre på KUA.

Stadig fantastisk! Hurra! Fjerde del af den længste bog jeg nogensinde har læst, og jeg er meget langt fra at kede mig.

Denne bog er som 3’eren simpelt opbygget hvis man sammenligner med de to første dele. Fjerde bog starter med at Karl Ove Knausgård flytter til Nordnorge lige efter gymnasiet for at undervise i et år på en folkeskole – og den slutter når skoleåret slut, kun afbrudt af et 200 sider langt flashback til gymnasietiden.

På denne tid er bogens Karl Ove ved at blive formet som ung mand. Af musik, litteratur, og ikke mindst utrolige mængder alkohol. Det er selvsagt underholdende at læse – også fordi det løbende krydres med fortællerens ungdommelige seksuelle frustrationer.

Det er på alle måder i den lette ende, også i forhold til de første par bøger, og jeg gruer stadig for det berygtede essay på 600 sider om Hitler i sjette og sidste del. Heldigvis fornemmer man i fjerde bog at Knausgård selv kender det – her læser han Thomas Mann:

Det som hadde med musikk og musikkteori å gjøre, fikk jeg ikke tak i, men det var jeg vant til i den slags romaner, det var alltid store flater jeg bare skummet gjennom uten å begripe, omtrent som franske replikker som i noen bøker plutselig kunne dukke opp.

Så tager jeg sgu også de der 600 sider lidt hurtigt med det ene øje! Jeg er i øvrigt spændt på hvornår jeg næste gang kaster mig ud i en Knausgård-bog – sidst blev jeg færdig med 3’eren et par dage før min søn blev født, og jeg nu fik jeg lige læst 4’eren på falderebet inden min barsel sluttede (de første sider læste jeg en stille eftermiddag mens barnet sov).

“The greatest novel that you’ve never read” hedder det fyndigt i anmeldercitatet på forsiden af John Williams’ Stoner, og historien bag er noget med at bogen blev udgivet i 1965, men først er blevet anerkendt som et mesterværk inden for de seneste par år.

Og uanset dens klassikerstatus eller mangel på samme er den i hvert fald ikke dårlig. Plottet – som for ligesom at tage luften ud af det hele nærmest afsløres på bogens første sider – er stilfærdigt nok: William Stoner kommer fra et fattigt landbrugshjem, starter på universitetet for at lære om jordbrug, skifter til litteratur, bliver lærer, gifter sig og får sin karriere spoleret af en hævngerrig kollega. Til sidst dør han uden at have sat mindeværdige spor på universitetet – eller nogen som helst andre steder, for den sags skyld.

Det er inden for rammern af dette plot der alligevel udfolder sig det store drama. At tage afstand fra sine forældres liv og kaste sig ud i den akademiske verden, at score en pige fra en langt rigere familie, at udholde hende når hun viser sig at være uudholdelig, at tro på og holde fast i det fagligt rigtige, at være en god far osv. osv. William Stoner forsøger hele tiden at gøre det rigtige, men kommer alligevel så grueligt galt afsted – måske fordi han er for kluntet, for naiv, for god af sig, for uklog.

På den måde er historien ganske brutal – og man føler med hovedpersonen hele vejen igennem til sidste udånding på sidste side. På den måde er den også meget klassisk i sin stil – måske er det mest tresseragtige ved bogen at den ikke er opbyggelig. Trist, nedslående og læseværdig.

Jeg har gået lidt rundt om mig selv og tænkt over den her bog, og jeg tror jeg er nødt til at sige at jeg er en lille smule skuffet. Det skal ses i lyset af mine vældig høje forventninger, for det er selvfølgelig først og fremmest bare en rigtig god bog. Måske hænger min skuffelse sammen med følelsen af at Helle Helle har villet gøre noget anderledes, og så er det ikke lykkedes helt. Eller også lader bare som om hun gør det anderledes, men laver i virkeligheden fis med os og gør som hun plejer? Jeg ved det sgu ikke.

For det første er der en mandlig fortæller. For det andet er der noget der godt kan siges at være reelt drama i bogen. Ingen af delene er særlig Helle Helle-agtigt, men både den mandlige fortæller og dramaet er bare en rammefortælling om en kvinde der ikke helt hvad hun vil med sit liv, dvs. i store træk som alle hendes andre bøger. Ikke et ondt ord om det – for hun gør det jo fremragende – det er bare det med rammen der forvirrer mig.

Nå, hvis man som jeg godt kan lide Helle Helle, så er det bare at læse den – og så måske bagefter forklare mig hvad det er der sker.

Dejlig læseoplevelse, selv om historien egentlig er en lidt tynd kop te. En kvinde i slutningen af 30’erne sidder på sin lokale bar og møder sin gamle lærer. De lever begge et ensomt liv og bliver med tiden hinandens drukkammerater – og med tiden udvikler det sig romantisk.

Alligevel er det ekstremt appetitligt og læseværdigt, fordi beskrivelserne af den japanske hverdag og ikke mindst maden er så dejlige.

Daikon, tsumire, and beef tendons, please, Sensei ordered.

Not to be outdone, I followed with Chikuwabu, konnyaku noodles, and I’ll also have some daikon. The young man next to us asked for kombu and hanpen. We left off our conversation about fate and past lives while we focused on eating our oden for the moment. Sensei, still off-kilter, brought to his mouth the daikon that he had cut into bite-size pieces with his chopsticks, while I hunched forwards a little to nibble on my piece of daikon.

Sådan sidder de to og spiser og drikke sake og øl halvdelen af bogen igennem; så kan man godt tilgive et slapt plot.

Jeg vidste omtrent hvad jeg gik ind til med denne bog og blev ikke overrasket. Fin lille bog, hverken mere eller mindre. Den minder langt hen ad vejen om Simon Fruelunds otte år gamle Borgerligt tusmørke – forskellen er bare at hvor den første bog er et kig ind i en lang række huse og lejligheder, er det her et kig ind i personerne i et tog. Toget kører fra Kalundborg til Østerport, og hvert kapitel har et klokkeslæt og et stationsnavn. Fint og rent og et dejligt koncept.

Hver person har en lille side til rådighed, og der er næsten ingen dialog, bare en kort beskrivelse af noget ved personen; et resumé af et helt liv, en nylig hændelse eller en tanke i øjeblikket – som regel krydret med en lille kobling til transporten som er det der binder det hele sammen. De små episoder har ikke så tit indbyrdes sammenhæng, men der er enkelte hændelser og personer der går igen, fordi flere af passagererne bemærker det samme eller hinanden.

Det giver sig selv at Pendlerne ikke bliver et storværk, og jeg synes Simon Fruelunds Panamericana (2012) havde noget andet og større over sig. Dette er blot fragmenter; det er i sig selv fint og godt, og det er velegnet til at læse på farten (passende nok), men det er ikke den type bog, der er umulig at lægge fra sig. Og helt ærligt er det ligesom med Borgerligt tusmørke snarere konceptet end de små skæbner man husker bagefter.

Men mens man læser den er det en styrke – som med den første bog i samme stil – at man lynhurtigt dykker ned i enkelt person og ser hvad der betyder noget for ham eller hende. Og jeg synes ikke Simon Fruelund forfalder til udpenslede eller alt for tykke sociologiske pointer om hvordan folk er.

En sjov lille udveksling i den boldgade er i øvrigt at Politikens anmeldelse beklager sig over en af teksterne, hvor en enlig mor – tre børn med tre fædre – og et kontrolleret alkoholproblem, rundes af med at hun er begyndt til zumba. “Den sidste sætning er forfatterens slapsticksyl, der punkterer sin egen karakter og reducerer hende til en kliche, vi alle sammen kender,” skriver anmelderen.

Her siger Simon Fruelund til en provinsavis – Dagbladet Roskilde – at det snarere siger noget om kløften mellem by: “For mig er der i hvert fald ikke noget komisk ved at gå til zumba. Det gør min egen datter.”

Bum!

Bedste læseoplevelse i lang tid! Rigtig god bog! Okay, ét til udråbstegn!

Hjem til meg handler om en mand der ikke kan lade være med at være utro. Manden hedder Ove og er læge, og man følger ham fra han er i start-trediverne til han er 61.

Bogen starter fint, hårdt og brutalt med et ganske kort kapitel hvor Ove en aften følger en pige hjem. Hun vil ikke have, at han kommer med op, men han må godt få et kys. Han resignerer og cykler han hjem til en anden pige – Wenche – som fortæller at han har gjort hende gravid. Ove bliver glad og siger at han vil have fire børn med hende. (Man kan læse bogens første sider – herunder hele dette lille kapitel – på det norske forlags hjemmeside)

Så er vi ligesom i gang. Ove får børn med Wenche, de bliver gift, og han elsker hende højt. Men han elsker også andre smukke kvinder, og han nøjes ikke med at kigge på dem. En dag bliver det for meget for Wenche, og Ove flytter sammen med sin elskerinde, og de får et barn. Men så er det bare hende han er utro, og sådan fortsætter bogen sådan set til sidste side.

Et gennemgående træk er at han ikke er specielt utilfreds med de kvinder han bedrager, han vil bare så gerne have i pose og sæk. Tryg hverdag og familieidyl, ja tak, men også gerne høje hæle, rød læbestift, rødvin og ukompliceret sex. Det koster ham meget – blandt andet forholdet til sine to døtre – og selv om han vedkender sig sin skyld, føler han sig nok mest af alt som et offer. Og måske er Ove blevet klogere når bogen er omme, men han har ikke forbedret sig.

Hjem til meg handler i den grad om utroskab. Om logistikken i dagligdagens løgne, om det uforpligtende sus og om den dårlige samvittighed både ude og hjemme. Men jeg tror ikke jeg ville være så optaget af den, hvis der ikke var mere i den.

Noget af det fineste ved bogen er at man ikke lægger den fra sig og fordømmer Ove. Han er selv skyld i alt hvad der sker, men han er ikke ond eller kynisk. Svag og egoistisk, men også passioneret og ret naiv. Og uden at jeg helt kan sætte fingeren på det, virker problemstillingen på mig som noget mere eksistentielt end bare den ene eller den anden kvinde (eller begge). Der er heller ingen morale klar på sidste side, selv om omkostningerne for Ove og hans familie er ganske omfattende.

Samtidig skriver Trude Marstein levende, flydende og uden mislyd om Oves tanker, følelser og handlinger – og jeg kan ikke lade være med at blive imponeret når kvinder skriver godt om mænd og omvendt.

For fem år siden læste jeg Julian Barnes’ A History of the World in 10½ Chapters og syntes den var forfærdelig. Derfor var det med lidt blandede følelser jeg pakkede denne bog ud – en ven havde læst den og syntes den var god og mente jeg måtte have den i fødselsdagsgave. Nu har jeg så læst den og syntes faktisk det var en dejlig bog.

Det er meget britisk, starter i de tidlige halvfjerdsere og slutter nu om dage. Den centrale handling udspiller sig i ungdommen og forfølger hovedpersonen derfra – forholdet til den første kæreste og en meget speciel og fascinerende ven danner en slags bermudatrekant som han aldrig rigtig slipper ud af.

Det lyder måske lidt ordinært, men jeg tror bogen holdes oppe af at være fint fortalt af en mand oppe i årene – hovedpersonens tilbageblik på ungdommens hændelser, refleksionerne over nutidens situation og en afdæmpet kynisme ift. kærlighed, venskab og ambitioner i livet. Det er ret fint.

Essays er ikke min livret, men Jonathan Franzen er en så god forfatter at jeg alligevel måtte læse Farther Away som består af diverse ikke-fiktive tekster fra hans hånd, skrevet mellem 1998 og 2011.

Og som med Franzens tidligere essaysamling How to Be Alone er det godt – men kun så godt som det kan være når nu det ikke er fiktion.

Noget af det der virkede bedst for mig var nogle ret fine analyser af bøger han godt kan lide. Det gælder fx hans overbevisende tekst om Christina Steads The Man Who Loved Children – en bog jeg aldrig havde hørt om, men som nu står på min bogreol og venter på at jeg en dag kaster mig over den. Hans essay om Alice Munro har også fået mig til at tænke at jeg må læse noget af hende – i noget højere grad end den nobelpris hun fik nogle år efter han skrev sit essay.

Essayet On Autobiographical Fiction er også værd at nævne, synes jeg. Det handler om hvordan man (han) som forfatter bruger sig selv og sit eget liv og sine egne erfaringer i de bøger han skriver – uden at der er tale om at han skriver historien om sit eget liv. Og så rummer det en spændende sætning: “[…] you have to become a different person to write the next book.” Han mener med andre ord at man graver så dybt i sig selv for at skrive en ordentlig bog at man ikke kan sætte sig ned og skrive en ny uden at være et andet sted i sit liv.

Nå, men ud over at skrive nogle rigtig gode essays har Jonathan Franzen så også skrevet nogle stykker som jeg synes er utroligt irriterende. De handler om fugle. Franzen er en begejstret ornitolog, og fred være med det (var det i øvrigt ikke også sådan en karakter i Freedom?). Men han skriver side op og side ned om fx Cyperns problemer med illegale krybskytter der reducerer bestandene af trækfugle, og han gør det uden glimt i øjet, proportionssans eller en udstrakt hånd til folk der er ligeglade med pipfugle. Eneste formildende omstændighed er at det er voldsomt velskrevet, men det er ikke nok.

Nu er der vist igen ikke flere Franzen-bøger jeg ikke har læst – så må jeg sætte mig ned og vente på at han er blevet et tilstrækkelig nyt menneske til at skrive en ny roman.

Det er altid hyggeligt at læse Erlend Loe. Vareopptelling er lidt anderledes end hans andre bøger – men også god.

Den handler om den aldrende digter Nina Faber der gennem noget tid har kæmpet med en lidt for lang skrivepause, lidt for få penge og lidt for meget vin. Nu har hun endelig fået skrevet en ny digtsamling og gruer for anmeldelserne. De kommer og er dårlige – og så går hun lidt amok.

Kan nogen huske Falling Down? Nina Faber minder mig lidt om ham i filmen; en person der bryder alle normer og forsøger at sætte verden på plads ud fra hvad man nu engang synes er det rigtige.

Her er Nina Faber relativt hæmningsløs. Hun skaffer sig fx adgang til en ung anmelders bolig, truer ham med tæsk og presser ham til aldrig nogensinde at anmelde lyrik igen – med henvisning til manglen på poesi på hans bogreol.

Bogen minder mig også lidt om Hundraåringen som klev ut genom fönstret och försvann – bortset fra at hvor Jonas Jonasson er ret vild med sin egen hovedpersons fandenivoldskhed, har Erlend Loe lidt mere distance (ligesom i Fvonk, i øvrigt). Og det er efter min mening ganske passende.