Jeg læste Cosmopolis for en del år siden, men kastede mig over den igen, fordi den er blevet filmatiseret – af Cronenberg, endda – og det er selvfølgelig vigtigt for mig at kunne se filmen og proklamere at bogen er meget bedre.

God er den i hvert fald. Det er en tæt lille historie over et døgn i hovedpersonens liv. 28-årige Eric Packer er finansmand, milliardær og bosat i New York. Han vågner tidligt og beslutter sig for at blive klippet. Det betyder en limousinekøretur fra den østlige til den vestlige side af Manhattan – en rejse der takket være en præsidentparade, en rappers begravelse og en masse andre begivenheder ender med at tage resten af dagen (og bogen).

I løbet af turen gennem byen formår at Packer at møde sin kone tilfældigt et par gange, dyrke sex med et par andre kvinder, miste store summer på Sisyfos-agtig yen-handel og blive målet for en stigende sikkerhedsrisiko.

Det er selvfølgelig ironisk at en mand af denne kaliber i al sin magt og vælde har så svært ved at krydse en smal ø – og det minder mig på en eller anden måde om en gammel Dylan-sang:

I don’t have no sports car
And I don’t even care to have one
I can walk anytime around the block

Hovedpersonen får mig til at tænke lidt på Patrick Bateman – hovedpersonen i Bret Easton Ellis’ efterhånden ældgamle American Psycho. Eric Packers fokus er ganske vist i mindre grad på jakkesæt og briller og i højere grad på limoens marmorgulv og lejlighedens hajbasin – og Packer er i øvrigt både klogere og mere dannet end Bateman – men materialismen og kynismen er i store træk den samme.

Cosmopolis er mere dramatisk end jeg husker den – og også mere actionpræget end mange af DeLillos andre bøger. Måske er det derfor den bliver lavet til en film. Men hvor fx American Psycho nok især var en tidssvarende og berettiget provokation, virker Cosmopolis som Don DeLillos egen lidt mere forsigtige og lidt mindre forudindfattede undersøgelse af hvilken slags mennesker der bestemmer nu om dage: hvad der driver dem, hvad de bekymrer sig om, og hvordan de fra en limousine på Manhattan kan ryste økonomiske systemer langt ud over deres egne formuer – og det sidste er i virkeligheden ikke blevet mindre interessant, siden DeLillo skrev bogen i 2003.

Ligesom alle andre DeLillos bøger er Cosmopolis i øvrigt sat med skriften Electra hvilket næsten (men kun næsten) er nok til at man bør læse den.