Jeg tror aldrig jeg rigtig har læst noget af Tove Ditlevsen før, måske bortset fra små brudstykker i folkeskolen. Kæmpe fejl af mig – det er jo forrygende!

Det fede ved Barndommens gade er for mig balancen mellem det totalt rå, brutale og hjerteskærende over den unge pige Esters oplevelse af den billige side af Vesterbro i 1930’erne – og af det søde, sjove og fine som næsten altid også har sin plads i livet. Det bliver hverken romantiseret eller helt håbløst.

Portrættet af Esters inde og ydre liv er vildt stærkt, virker som et troværdigt blik ind i en piges sjæl og har måske – godt 80 år efter udgivelsen – gjort mig en anelse klogere på min egen kæreste.

Og så er det (selvfølgelig) bare godt skrevet og svinger også mellem det subtile og det voldsomme, er let læst og meget rørende. Jeg skal helt klart læse mere af Tove Ditlevsen!

Jeg er ved at udforske hvad der egentlig findes af lydbøger, og mens der godt kan være lidt ventetid på nyudgivne bøger, er der tonsvis af klassikere. Med klassikere ved jeg aldrig rigtig om de stadig holder eller bare har været spændende for deres tid, men nu gav jeg Thomas Manns Døden i Venedig et forsøg – blandt andet fordi den er ganske kort, men også fordi den fungerer som et litterært omdrejningspunkt for Christina Hesselholdts ret gode Til lyden af sin egen tromme.

Og den er slet ikke dårlig! Det handler om en aldrende velanset østrigsk forfatter der følger sine kunstnerimpulser og tager et smut til Venedig på ubestemt tid. Her slår han sig ned på et hotel på Lidoen der svarer til hans rang. Rundt om på hotellets restaurant, morgenbuffet, strand og have – og flere gange inde i selve byen – støder han på en måske 14-årig dreng fra en adelig polsk familie. Forfatteren synes han er enestående smuk og forelsker sig voldsomt i ham på afstand.

Samtidig foregår der et eller andet i byen – der bliver pludselig brugt mange kræfter på at desinficere alting, og der er rygter om sygdom og død. Folk begynder at rejse fra byen. Forfatteren bliver stædigt boende for at være tæt på den polske dreng, og titlen indikerer næsten hvordan det hele ender.

Det fede er at selv om den stilistisk er gammeldags og fuld af lange, lange tyske sætningskonstruktioner, så er der noget provokerende og forfriskende over hovedpersonens på alle måder upassende fascination af barnets skønhed. Og så har Thomas Mann en fin sans for de små ukomfortable øjeblikke livet også består af – som da forfatteren frygter at blive snydt af manden der sejler hans gondol, men ender med at komme frem til det rigtige sted helt uden at betale. Ubehaget overstiger selvfølgelig besparelsen.

Jeg kiggede lige hvad Thomas Mann ellers har skrevet. Buddenbrooks er vist noget særligt, men også en lidt anden volumen…

Jeg havde flere gange hørt godt om Niels Overgaards bøger – både den seneste (Mere er aldrig nok) og den her lidt ældre sag – som forsøger at omsætte antik stoisk filosofi til principper vi kan have glæde af i vores moderne verden. Og så fandt jeg ud af at jeg kunne høre Det hele handler ikke om dig som lydbog på mine ikke så få gåture.

Og som det af og til går, når man har hørt at en bog nærmest har ændret andres liv – ja, så bliver man lidt skuffet.

Bogen er velfunderet og velskrevet, og i mine øjne har den en fin balance mellem det saglige og det personlige. Og samspillet mellem teori og eksempler er afgørende når man tager udgangspunkt i Seneca, Epiktet og Marcus Aurelius og gerne vil overføre det til konkrete livsvalg i 2020’erne.

Men det skete for tit for mig under lytningen at jeg ikke blev helt overbevist. En del af den konkrete udmøntning af stoicisme er at man skal fokusere på at gøre det rigtige. Det rigtige er tit det svære, det ubelejlige, det ikke-lystbetonede. Og det er selvfølgelig rigtigt at hvis man ikke gider gå ned med skrald, så er det bedre at få det overstået med det samme end at gå rundt i fire timer og være irriteret over at det hænger over hovedet på en.

Verden er dog ofte mere kompleks, og jeg er ikke helt sikker på at det altid er det mest rigtige at vælge den bøvlede vej, den uselviske løsning eller den mådeholdne nydelse. Lidt firkantet sagt er bogens budskab at friture er dårligt og kolde bade er godt. Det er altid bedre at gøre en ekstra god gerning og altid et dumt valg at sove længe. Trods forbehold og formidlingsmæssige vaccinationer står dette gammelkloge og stive budskab lidt for klart for mig.

Men lad os nu se. Det kan også være at nogle af bogens principper alligevel stille og roligt arbejder sig ind på mig. Noget af det jeg tager med mig, er bevidstheden om hvad man kan kontrollere og påvirke – og hvad man ikke kan – og at man skal fokusere sine kræfter på det første. Det kender man også fra den gamle Serenity Prayer, men det er fint udfoldet her. Og så har jeg flere gange øvet mig i at tænke på hvert øjeblik som perfekt – selv når det er lidt træls – fordi det skærper noget så banalt som min bevidsthed om alt det der trods alt er ret godt.

En dejligt usentimental lille bog om at blive skilt fra sin mand, møde en kvinde i stedet og springe ud som lesbisk.

Den er kort, lidt brutal og på nogle punkter almengyldig i sin beskrivelse af sex, kærlighed og det der ligner. Og så er er Playboy skrevet med en fin blanding af overskud og indforståethed, så man som læser bliver revet ind i fortællingen på dens egne præmisser.

Og så er der en gennemgående kølig distance i hele bogen. I starten virker det næsten lidt påtaget kontrært, men i takt med at handlingen skrider frem, piller det også alt det overgivne ud af fortællerens udforskning og erkendelse af sin egen seksualitet. Jeg kan ikke huske før at have en læst en bog der handler så meget om sex og samtidig prøver så lidt på at være pirrende og fræk – det er slet ikke pointen.

Kort sagt en fin lille bog!