En gang i mellem bliver jeg kontaktet af forfattere eller forlag der gerne vil have mig til at skrive om deres bøger. Det er først og fremmest på én gang smigrende og sjovt, for jeg tror ikke særlig mange læser med her. Dernæst er det tit lidt irriterende, fordi det er tydeligt at de ikke har læst min blog og tilbyder mig bøger der er meget langt fra min smag. Så jeg siger næsten altid nej – sidst jeg sagde ja, er vist fire år siden, og det fortrød jeg næsten.

Men for nylig fik jeg en mail fra Maya Stolbjerg Drud Salonin som håbede at få lidt omtale af sin første bog Udflugter. Et eller andet fik mig til at sige ja tak, og det er jeg glad for, for det er en fin lille bog. Det er lidt uklart for mig om bogen er selvudgivet eller hvad, og måske har jeg læst den med en forventning om noget lidt amatøragtigt, men jeg er i hvert fald positivt overrasket.

Bogen består af en række ret korte noveller der alle har et eller andet med parforhold at gøre. Der er variationer over utroskab, at forlade eller blive forladt, at møde hinanden, at genfinde hinanden på trods af alt, at prøve at møde en ny osv. Det spænder vidt uden at kamme over – og er i øvrigt ikke alt sammen forfatterens egne oplevelser, som hun måske ikke havde behøvet bedyre på bagsiden af bogen.

Historierne fungerer fordi de hver især slår et fint svirp med halen til slut, så de ikke bare løber ud i sandet i ren minimalisme – men på den anden side er der sjældent malet for tyk en streg under en eller anden morale.

Jeg kunne fx godt lide novellen “Karina og Michael”. Karina er Michael utro – han finder ud af det og stikker af med alle pengene til Italien. Her nyder han livet for en stund, mens Karina er ude af sig selv. Når han kommer hjem igen, ville det ligge lige for at gøre det til en vellykket katharsis-historie hvor luften bare skulle renses – men han er færdig med hende, afleverer nøglen og bor på en kollegas sofa, indtil han får sit eget sted. Det kan jeg godt lide. Og det er måske lige præcis det der gør at bogen hæver sig over det ordinære.

Enkelte noveller rammer efter min mening forbi. Den allerførste – “Dagene går” – er et tykt socialrealistisk setup med kassedamer og hash som ikke bliver holdt oppe af en bittersød slutning. Og i “Ambitioner” introducerer forfatteren sig selv i en masse meta-meta-snak hvilket jeg grundlæggende synes er et sjovt træk, men som bare ikke føjer noget som helst til historien.

Sprogligt fungerer bogen godt. En sætning som “Hun har hverken fået hans telefonnummer eller sin menstruation” er symptomatisk – det er ikke antydningens kunst, men det er fyndigt og vældig økonomisk.

Alt i alt en læseværdig lille bog – håber hun skriver nogle flere!