Jeg var på alle måder meget begejstret over Maren Uthaugs helt vilde bog 11 %. Opfølgeren 88 % er egentlig ikke dårligere, men alligevel er min entusiasme noget mindre.

Det skyldes nok at hele idéen og konceptet er så stærkt at det på mig virkede ret chokerende og meget originalt i 1’eren, og den effekt udebliver lidt i 2’eren, fordi rammerne omtrent er de samme. 2’eren tager fat på nogle andre personer som er relateret til karaktererne fra 11 %, men universet og problemstillingerne er de samme.

Når noget af det der fungerede fantastisk i 11 % – fx at fortællerne konsekvent taler om mænd som alt for følelsesladede sammenlignet med rigtige mennesker (kvinder) – fortsætter i samme spor, er det stadig fedt, men fungerer jo ikke som en øjenåbner på samme måde. Og når en af fortællerne – en person som er blevet genfødt utallige gange og stadig husker tidligere tider – tænker tilbage på kvindeundertrykkelsens historie, er det nok velskrevet, men virker altså lidt forceret.

Kommer der så en 3’er? Helt sikkert! Og kommer den til at hedde 1 %? Det ville give mening. Og kommer jeg til at læse den, selv om min begejstring er dalet lidt? Ja, 100 %!

Tænk at jeg skulle være en så trofast Helle Helle-læser og alligevel være så længe om at nå til denne tidlige lille bog!

Det er vist hendes debut og har også noget ret debutant-agtigt over sig. På godt og ondt kan man sige – der er noget dejligt friskt og ivrigt og insisterende og lidt studentikost over bogen.

Modsat Helle Helles andre bøger er der ikke ét handlingsforløb, men en masse fragmenter – mange af dem bare forbundet af et “To gader længere væk […]”. Og scenerne er tit lidt groteske og skøre. Et eksempel:

To gader længere væk er det dagen før skilsmisse.

En mand deler klaveret i to lige store dele og kommer til skade. Saven ridser en kort flænge i hans underarm.

Han laver en bandage af gårsdagens avis og forbereder en afskedstale til sin kone. Midt i sætningen »den første gang havde du en blå stråhat« falder hans blik på et billede i avisen. Det forestiller Bornholm. Han ville gerne til Bornholm. Han ved ikke hvorfor. Måden de taler på måske, og de vemodige øjne.

Meget af det er fint, rørende, sjovt og trist skrevet – og det er noget i stemningen og det bizarre univers der minder om Roy Anderssons film. Som jeg virkelig godt kan lide. Også selv om de – ligesom Helle Helles første lille bog her – kan være lidt forcerede i al deres underlighed.

Jeg hørte i øvrigt Eksempel på liv som lydbog indtalt af forfatteren selv, og det fungerede virkelig godt!