Jeg er faktisk ret skuffet over den her bog. Jeg har læst én bog af Jokum Rohde før – Löwenlandet fra 2005 – og den var så god.

Det er Trianglen ikke rigtig. Jeg har læst den hurtigt, men er ikke særlig begejstret. Den handler kort fortalt om fortælleren Jerome og især en årrække hvor han boede i Stockholm, skrev dramatik og var besat af skuespillerinden Sally. Den handler også lidt om en gåtur med vennen Thomsen (Søren Ulrik) og om de tidlige år i København og Berlin. Den handler næsten ikke om alle de år hvor han var gift med Louise, men utroligt meget om hans problemer med tinnitus.

Stilen er spøjs – på den ene side er bogen fuld af optegnelser over hvilke værker Jerome skrev for hvilke teatre, hvordan de blev modtaget osv. – og så et malende litterært sprog og en række drømmeagtige passager. Og bybeskrivelser der minder fuldstændig om det dunkle landskab i Löwenlandet. Lidt en blandet landhandel og alt for meget opremsning.

Efter jeg blev færdig med Trianglen, har jeg tænkt en del over at den virker selvbiografisk fordi så mange ting i bogen passer på Jokum Rohdes eget liv. Det er en tanke man let kan få når man læser debutanter og ikke har den store tiltro til at deres fantasi rækker ud over ting de selv har oplevet. Og Jokum Rohde er trods alt ikke nogen novice. Men alligevel.

Nå, jeg googlede det lidt og blev bekræftet i mine anelser i dette interview hvor Jokum Rohde bl.a. udtaler:

Jeg begyndte at skrive en ret håndholdt bog om, hvad jeg havde lavet de seneste 13 år. En form for værkrapport om de stykker, jeg havde skrevet. For at have noget at stå op til og for, tænke baglæns og prøve at strukturere, hvad jeg havde gjort, og hvor jeg var henne nu.

Fred være med det, men det er jo terapi, ikke noget man behøver udgive! Omtrent samme kritik kunne man selvfølgelig rette mod min egen bogblog her, men den er trods alt gratis, og jeg kalder den ikke for en roman.

Og i øvrigt er der en del passager som forlaget ikke lige har fået læst korrektur på – der er især mange særskrivningsfejl.