Lækker bog! The Twenty-Seventh City har ellers stået og kedet sig på min reol siden jeg købte den i Texas sidste forår, fordi jeg ikke rigtig syntes nonfiktion-bøgerne How to Be Alone og The Discomfort Zone levede op til Jonathans Franzens fantastiske The Corrections (2001) – og fordi den var på 520 sider og i øvrigt var i en underligt slasket udgave med meget tynde sider der gav mig en fornemmelse af at den ville være umulig at holde i hænderne.

Nå, jeg kom i gang med den, og nu er jeg helt ærgerlig over at der ikke lige er 300 slaskede sider mere – for den var virkelig god. Historien foregår i den trøsteløse midtvestby St. Louis hvor man pludselig får en ny politichef – den 35-årige indiske kvinde Jammu og altså ikke en hvid ældre herre. Hun sætter skub i byen, får kriminaliteten til at falde, men sætter samtidig ind på det politiske niveau og søger indflydelse på alle fronter og med alle midler. I den forbindelse går hun langt for at påvirke byens elite, herunder også bygherren Martin Probst der sammen med Jammu vel udgør bogens to centrale personer. Men også Jammus nærmeste hjælpere, Martin Probsts familie og en række af byens andre borgere bliver fulgt tæt gennem bogen.

Jeg har lidt svært ved at sætte fingeren på hvorfor bogen er så god. Det er vist nok ikke plottet i sig selv, selv om det er fint fordi man aldrig ved hvor det er på vej hen, og fordi det er så kompliceret og alligevel til at forstå. Det ligger nok mere i skrivestilen; ligesom Franzens andre bøger er det vildt velskrevet, og jeg tror især han er dygtig til at dosere informationerne, antyde tilstrækkeligt hvor det skal til, og skære tingene ud i pap andre gange. Og så er der – især i starten – næsten noget Don DeLillo over det, hvilket er en kæmpe kompliment i mine øjne. Og jeg kan nærmest ikke komme i tanke om andre der kan skrive som DeLillo.

For at det ikke skal være løgn, er The Twenty-Seventh City Jonathan Franzens debutbog! Men som der står i et anmelder-blurb i bogen, er det uretfærdigt at sætte dette i kategorien ‘debutbog’. For det synes jeg leder tankerne hen på stiløvelser, lige lovlig konstruerede plot og lidt for usikkert udførte idéer – og på en venlig bedømmelse af det hele fordi man jo ser potentialet i det.

Det her er en fuldvoksen bog, meget ambitiøs, virkelig velskrevet, tankevækkende, af og til virkelig spændende og i det hele taget meget læseværdig!

Det var bl.a. den vildt seje titel, flere anbefalinger (bl.a. her), og en vældig god pris der fik mig til at læse Herr Arnes penningar.

Det er en slags gyserhistorie om en blodig nedslagtning en kold vinternat, et overlevende vidne, en kærlighedshistorie og et stort moralsk dilemma hen mod slutningen.

Helt fint, men så heller ikke mere.

Der er to historier i denne bog. Krimihistorien som udspiller sig på siderne, og historien om hvordan bogen blev til – og jeg er ikke helt sikker på hvad for en af dem jeg synes bedst om.

Kugler i mosen er skrevet af mine gode venner Lene og Morten over et års tid hvor Morten var i udlandet, og hvor det adskilte kærestepar blandt andet holdt kontakt ved at skrive lange breve til hinanden. Med hvert brev fulgte også et kapitel i denne bog som de skiftevis skrev sammen i løbet af året. Da Lene og Morten så for nylig blev gift, forærede Lene Morten et fint trykt eksemplar af deres fælles krimi – og jeg fik lov at låne den.

Historien inde i bogen må siges at være stærkt inspireret af Dan Turéll. Hovedpersonen og jeg-fortælleren er betjenten Skipper der bliver vækket en tidlig fredag morgen af sin chef, Svendsen. Skipper bliver sendt til Brønshøj på en vanskelig opgave der dog viser sig bl.a. at involvere en del øldrikkeri, billardspil og kontakt med politimesterens datter Ulla.

Nu er jeg generelt ikke specielt pjattet med krimier, men jeg kunne ikke lade være med at blive revet med af denne historie. Plottet er spændende og lidt snørklet, stemningen og Brønshøj-lokalkoloritten fylder meget på en dejlig måde, og der er mange lækre krimiklichéer der fik mig til at grine ret højt. Og så er det sjovt at hvert kapitel slutter med en metatekst der lægger op til næste kapitel – fx som her:

Hvor længe skal der spilles billard i denne her krimmi? Og gisp! hvem er nu det der befamler vor helt? Lene har svaret i næste uge. Følg med.

Alt i alt altså rigtig godt. Men hvis jeg nu partout skal fremhæve noget negativt (for om ikke andet at opretholde den bogblogs troværdighed), må det helt klart være at bogen ikke er skrevet færdig. Den slutter med en cliffhanger af et 26. kapitel der ikke besvarer nogen spørgsmål, men kun stiller nye – faktisk nåede de vist ikke engang frem til nogen kriminelle handlinger. De blev simpelt hen aldrig færdige med deres bog før Morten kom hjem, og det at Lene valgte at printe det hele ud, må jeg nok tage som et tegn på at de heller aldrig bliver det… desværre.

Efter den lidt langsommelige gennemlæsning af Johs. V. gik det vældig hurtigt med denne lille Erlend Loe-bog. Som hans andre bøger er Muleum en blanding af fis og alvor – her måske nok med mere alvor end i Doppler-bøgerne.

Bogens emne er nemlig noget så letbenet som selvmord. 18-årig Julie har ved bogens begyndelse mistet sin bror og sine forældre i et flystyrt, og så har hun sådan set heller ikke lyst til at leve videre.

Men det viser sig ikke at være helt let at dø – især når man foretrækker et spektakulært dødsfald. Således forsøger Julie fx at blive smittet med fugleinfluenza i en fjern provins i Rumænien:

Har ligget i nesten to døgn bak en gammel traktor i et hjørne av hønsehuset uten å bli oppdaget av andre enn hønene. Jeg ser hele tiden hvitkledd personell som kommer inn og henter høner for å ta prøver av dem eller noe og når de går igjen, lokker jeg til meg hønene med mais og når de kommer nær nok, griper jeg dem i beina og koser med dem og lar dem hoste på meg, men jeg føler meg fortsatt ikke syk.

Selv om Muleum er i den alvorlige ende af Erlend Loes bøger, er den dog på ingen måde trist eller sørgmodig. Som i citatet ovenfor er det snarere lidt sjovt. Harmonerer det med emnet? Jeg må sige at jeg selv har svært ved at vurdere det – men hvis man har haft selvmord tæt inde på livet, forestiller jeg mig at det er lige lystigt nok. Eller måske er det i virkeligheden det der skal til?

Dette er en af de lidt lækre antikvariske bøger som nogen engang har skrevet lidt i. Her er det en fyr der (vist nok?) hedder Harald der 16. oktober 1920 havde de bedste ønsker for dagen og fremtiden.

Og bogen handler endda om noget endnu ældre – om hvordan det er at være viking. Vildt emne – og ret godt. Det er ikke en helte-historie, men mere med fokus på gruppen, naturen og tiden. Det lyder lidt kedeligt, men det synes jeg egentlig ikke det er. Johannes V. skriver jo fantastisk, og det virker på en sjov måde meget mere moderne end det er.

Et lille skridt på den meget lange vej til jeg har læst Knut Hamsuns samlede værker på norsk. Det plejer at være ret fedt når jeg beslutter at det er tid til endnu en Knut, men Redaktør Lynge er lidt i den kedelige ende.

Det er historien om en grundlæggende intrigant, infantil og intelligent redaktør af avisen Gazetten. Man følger redaktør Lynge gennem en tid, og i starten virker hans avis og hans projekt prisværdigt, men efterhånden viser det sig at avisen er en slags Ekstra Bladet, og at redaktøren lever efter devisen om at dårlig omtale er bedre end ingen omtale.

Sideløbende med redaktørens historie hører man også om en familie i byen der på forskellige måder kommer i kontakt med redaktøren – og ikke mindst om datteren der kommer i kontakt med flere mænd. Her er der klassisk Hamsun med forelskede knudemænd:

Nu var endog hendes Røst blit lavere og hun saa Folk ugjærne i Ansigtet. Og allikevel, allikevel gik det Fløitespil gjennem ham naar han kom hende nær, og det trods hendes Skjødesløshed, hun hadde ikke engang sat sit Haar op.

Selv om de gode gamle kærlighedspinsler er fine som altid, og portrættet af redaktør Lynge tit er sjovt, hænger bogen ikke rigtig sammen, og det bliver ikke helt så sjovt, hjerteskærende eller skarpt som Hamsuns bøger ellers tit er.

Denne bog havde jeg bestilt allerede inden den udkom 7. maj. For det første er jeg blevet virkelig begejstret for Kazuo Ishigiro efter at have genlæst The Unconsoled og læst A Pale View of Hills. For det andet minder titlen mig om komponisten Frédéric Chopins fine små natlige musikstykker. Og så lyder undertitlen Five Stories of Music and Nightfall bare virkelig trist og lækkert.

Så mine forventninger var høje, og derfor blev jeg måske også en lille smule skuffet. Det er absolut en læseværdig bog – stil, suspense og nostalgi spiller fint sammen i de fem noveller der vitterligt allesammen kredser om musikken og natten. Men hvor jeg synes der er noget kompromisløst og subtilt grænsesøgende i hans andre bøger, er Nocturnes blidere og næsten lidt leflende sine steder.

Jeg læste engang et interview med Kazuo Ishiguro hvor han sagde noget i retning af at han skriver hver bog som om det var den sidste; den skal være ultimativ, original og et klimaks i sig selv. Hvis dette var Ishiguros sidste bog, ville det snarere virke som et lidt resignerende farvel. Men det er det forhåbentlig ikke!

Jeg kan virkelig ikke anbefale A History of the World in 10½ Chapters. Jeg har i årevis fornemmet at jeg gik glip af noget ved at aldrig at have læst noget af Julian Barnes og købte derfor denne bog og gik til den med et åbent sind. Men ak! Det er absolut en af de bøger man bare burde have lagt fra sig.

Og jeg ved ikke engang helt hvad der er galt. Den er gennemført velskrevet, men på en måde der giver mig kvalme. Er der nogen der kan forklare mig hvorfor?

For halvanden måneds tid siden vadede jeg tilfældigvis direkte ind i en lyrikfestival i Odense. Her var en fransk kvinde i gang med at læse nogle små tekstbidder op som løbende blev oversat til dansk. Kvinden viste sig at hedde Nathalie Quintane, og bogen hun læste op fra, hed Remarques.

Det var nogle små – ja – bemærkninger eller betragtninger over dagligdagsfænomener. Utrolig kort, vældig konkret og faktisk slet ikke lommefilosofisk. End ikke specielt lyrisk.

Det var med andre ord noget der lå inden for min formåen udi det franske sprog, og derfor købte jeg bogen i Paris i sidste uge og læste den i løbet af et par dage. Og det var sjovt nok – jeg kan lige give et par eksempler (med min egen og ubehjælpsomme oversættelse):

Il est impossible de saisir la configuration générale d’une maison, en étant dans les toilettes. (Det er umuligt at opfatte den generelle opbygning af et hus, når man er på toilettet.)

La peau de la tomate maintient la tomate dans sa peau. (Tomatens skind holder tomaten i skindet.)

Trois assiettes, posées mouillées à la verticale, sont sèches le lendemain. (Tre tallerkener, stillet på højkant når de er våde, er tørre dagen efter.)

Fokus er altså på den lillebitte iagttagelse – det er tit ret jordnært og efter min mening slet ikke så tænksomt som Piet Hein-gruk og den slags. Hvis man skal læse en dyb lære ud af de små tekster, skal man vist ret meget ville det selv.

Alligevel, eller måske derfor, er det heller ikke nogen kæmpe oplevelse at stave sig igennem Remarques. Jeg har det ret svært med poesi generelt (det gibbede lige i mig da jeg måtte finde denne på lyrikhylderne) – måske fordi jeg kommer til at læse det alt for hurtigt. Her var det for så vidt en fordel at jeg læste Nathalie Quintane på fransk, da det naturligt sænker mit læsetempo til en tredjedel af det sædvanlige.

Jeg prøver at forestille mig hvordan det ville være at bladre de 60 sider igennem på dansk. En anelse ensformigt, alt for hurtigt og lidt skuffende – tror jeg.

Tatt av kvinnen er Erlend Loes debutbog og nok lidt mere alvorlig end de andre jeg har læst af ham.

Den danske titel er Kvinden flytter ind, og det er lige præcis dét den handler om. Den unge mandlige hovedperson bliver invaderet på alle fronter af den noget mindre jordnære Marianne. Hun har sine noget skabagtige meninger om livet og hvordan det skal leves – og hovedpersonen har ikke rigtig nogen mening over hovedet. Trods fortællerens apati bliver det til en del konfrontationer gennem bogen, og som læser kan jeg ikke lade være med konsekvent at tage hovedpersonens parti.

Det lyder måske lidt som en kærlighedsroman, men det er det ikke. Vægten er på fortællerens jordbundenhed og gennemgående accept af Mariannes luner. Samtidig er Tatt av kvinnen ligesom Loes andre bøger lidt sjov, bl.a. i sine superkonkrete og lidt naive studier af social ageren. Her har parret inviteret en flok nye og gamle venner på middag:

Ruth tok selskapet med storm og fortalte at hun plagdes slik med rennende nese. Hun hadde for ikke lenge siden oppdaget en måte å bruke nesedråper på som var i ferd med at revolusjonere hele hennes nasale helse. Hun viste oss en flaske med nesedråper og med ett satt vi alle og nikket. Jeg nikket også, og jeg presset i tillegg leppene sammen og lagde en imponert, men samtidig lavmælt bekreftende lyd. Jeg regnet med at det kunne være med på å gi vennskapet en god start.

Der er dog som sagt mindre komik end i de nyere bøger, og det fungerer også fint. Der er noget rigtig godt over den konstante irritation man føler over den krukkede Marianne og hovedpersonens evne til at sætte foden ned. Den allersidste sætning i bogen, der på en pludselig og alt for reflekterende måde fortolker bogen for virkelig tungnemme læsere, trækker imidlertid det hele lidt ned – det er ret synd!

Til sidst en mere praktisk og lidt reklameagtig bemærkning – jeg har længe ikke kunnet finde noget sted hvor man kan købe norske bøger på nettet (andet end norske netbutikker hvor portoen koster det dobbelte af bøgerne), og da jeg var i Norge for nylig, kom jeg ikke i nærheden af en boghandel. Men så fandt jeg dette sted – noget COOP-halløj i samarbejde med noget der hedder AdLibris. Det fungerede fint, og jeg skulle kun betale for lokal fragt.