Allerede i elevatoren på hotellet hvor den verdenskendte pianist Ryder ankommer ved denne bogs start, fornemmer man at der er noget galt. Fra dørene lukker og til de åbner igen, når Ryder igennem en lang snak med porteren – en samtale der fylder 6 ½ tætskrevne sider.

Han er netop ankommet til en europæisk by for at give en koncert. Han kan ikke rigtig huske detaljerne omkring arrangementet, kender ikke til byen og ved i det hele taget ikke hvad der forventes af ham.

I løbet af den 500 sider lange bog – der tidsmæssigt kun strækker sig over tre dage – bliver Ryder kun lidt klogere. Tidligt bliver han introduceret til en porterens datter; hun viser sig at kende Ryder udmærket, så godt at de er kærester, og hendes lille søn – som han ved første øjekast heller aldrig har set før – er måske hans eget barn.

Omtrent på samme måde behandler resten af byen ham. De er voldsomt beærede over hans besøg og har sammensat et stramt program for ham – men et program han tilsyneladende aldrig har set. Hvert øjeblik bliver han mødt af nye mennesker der lader til at kende ham og forventer alt muligt af ham. Ryder selv siger aldrig rigtig fra eller tager initiativ til at finde ud af hvad der er op og ned – han spiller bare med, velsagtens ud fra et menneskeligt ønske om ikke at tabe ansigt eller fornærme nogen.

Men ikke nok med det – ligesom episoden i elevatoren er der et ekstra drømmeagtigt lag over det hele. Det er ikke bare noget så forklarligt som hukommelsesbesvær, stress eller træthed. Ofte sker der højst usandsynlige ting; konkrete personer og genstande fra hans barndom og ungdom i England dukker op på de spøjseste steder i den fremmede by. Flere gange er der også rod i geografien i bogen; Ryder kan fx forlade sin lille dreng på en café, bevæge sig langt, langt ud på landet, gå ind i en bygning – og så acceptere uden videre at det er samme bygning som caféen hvor drengen har siddet og ventet i efterhånden mange timer. Og faktuelt forkert: han går i biografen en aften og ser 2001: A Space Odyssey med Clint Eastwood i hovedrollen.

Ryder selv tager det nogenlunde roligt og studser ikke synderligt over noget af det. Derimod efterrationaliserer han sig ud af det meste – fx møder han på gaden en lokal journalist og fotograf der spontant lokker ham til at lade sig fotografere foran et monument der siden viser sig at være meget omstridt. Bagefter mener Ryder tydeligt at huske hvordan han over morgenmaden samme dag havde overvejet hvilke signaler det ville sende hvis han besluttede at få taget billeder ved det provokerende monument.

I løbet af den meget mærkelige bog bliver Ryder trukket igennem nye udfordringer hvert øjeblik og lærer byen, dens beboere og deres historier at kende. Eftersom man ser det fra den komplet uvidende Ryders synsvinkel, er der praktisk taget ingen suspense i bogen; begivenhederne kommer næsten lige så uventet for ham som for læseren.

Og alligevel er bogen på alle måder fantastisk. Jeg har aldrig læst noget lignende (altså bortset fra sidst jeg læste bogen for ti år siden) – dens stemning er virkelig enestående, Ryders apati er meget menneskelig og utroligt irriterende, og balancen mellem det virkelige og uvirkelige fastholder læseren i en underlig svævende tilstand hvor man hele tiden prøver at få det til at give mening.