Det er 100 år (eller 17 for at være præcis) siden jeg læste Kongens Fald sidst, og jeg kunne ikke huske så forfærdelig meget af den. Bedst huskede jeg hvordan hovedpersonen Mikkel Thøgersen i starten af bogen går fra sit lille loftsværelse tæt på Kultorvet og begiver sig ud på en tur langs markerne helt ud til søerne hvor en bonde giver ham et bedre måltid mad – fordi så vant er man heller ikke til at se lærde folk helt derude på landet.

Den scene er stadig sjov – og bogen er fuld af den slags fine ting. Der er fx den klassiske situation hvor den ubeslutsomme konge sejler frem og tilbage over Lillebælt en hel nat mens han prøver at finde ud af hvad han skal stille op med Jylland. Eller det stockholmske blodbad set fra første parket. Og så er der masser af druk, blasfemi, livslede, kynisme og bitter ironi. Og en fortælling der på nogen måder minder om en græsk tragedie.

Nogle klassikere er mest kendt for at være vigtige for litteraturhistorien. Don Quixote for eksempel er vigtig – og røvsyg. Men Kongens Fald er på alle måder værd at læse og genlæse og genlæse igen bare for fornøjelsens skyld.

Hvis man besøger Wikipedias side om Kazuo Ishiguros nyeste bog The Buried Giant, står den klassificeret under genren fantasy. Og at dét ikke er helt uberettiget, er for mig noget af det allervildeste ved denne bog.

Den indeholder vitterlig orker, drager og riddere – og her snakker vi forfatteren bag moderne litteratur som The Unconsoled, Nocturnes, A Pale View of Hills og An Artist of the Floating World – og det nok mest berømte værk The Remains of the Day.

Historien foregår i Storbritannien i tiden efter Kong Arthur og koncentrerer sig især om det ældre ægtepar Axl og Beatrice. Ligesom alle andre har de svært ved at huske noget, men de mener bestemt de har en voksen søn et sted, og begiver sig ud på en rejse for at finde ham.

Her finder de ud af at hukommelsestabet måske skyldes dragen Querig der huserer i bjergene og indhyller alles minder i en sær tåge. Og det er måske godt det samme – det medvirker nemlig til at rædslerne i den nyligt overståede krig mellem briter og saksere bliver glemt, og de endelig kan leve side om side i fred.

Under rejsens eventyr møder de den dygtige kriger Wistan, den modige unge dreng Edwin (som har et mystisk dragebid) og den lidt komiske aldrende ridder Sir Gawain som er nevø af selveste Kong Arthur.

Der er masser af drama, krig og blod, men også eftertænksomhed og en stilfærdig romantisk kerne i beskrivelsen af kærligheden mellem de to aldrende hovedpersoner. Hvis tågen forsvinder, og minderne kommer tilbage, vil de så stadig elske hinanden?

Og oven i købet er bogen skrevet i det mest opstyltede, gammeldags sprog – ikke blot dialogen, men også i beskrivelserne af personernes tanker:

Thinking about it now, lying in the dark, Axl was sure Edwin had been chopping alongside Wistan, matching the warrior blow for blow. In all likelihood the boy was already an expert woodcutter.

Skrevet i 2015!

Og hvad skal man så mene om alt det? Jeg ved det næsten ikke. Bogen er underholdende, og den er kompromisløs i sit sindssyge genrevalg. Sproget skaber sin egen vilde stemning – og der er noget sært bevægende ved den voldsomt symboltunge slutning på bogen. Den kan ikke måle sig med Ishiguros bedste bøger, men den er stadig imponerende.

Nå, nok om det, nu skal jeg genlæse Kongens fald. Det ved man hvad er.

Fortælleren i denne fine lille bog er ung pige som er holdt op med at tale da hendes far døde. Hun bad til Gud om at han skulle dø, og det gjorde han.

Nu lever pigen et – på alle måder – stille liv i lejligheden sammen med sin bror der låser sig inde på værelset og tisser i flasker, og med sin mor der er skuespiller og som fastholder at “vi är en ljus familj”.

Der sker egentlig ikke så meget mere end det, men det er også en kort bog, og handlingen koncentrerer sig om dynamikken mellem de enkelte familjemedlemmer. Det er stilfærdigt, forfærdeligt og rigtig fint!

Jeg er ikke overbevist af den her bog, men jeg kan ikke helt forklare hvorfor.

Handlingen er egentlig medrivende – en næsten dramatisk fortælling om især Frederik, drengen der ikke vil være hippiernes knægt i Svendborg, men vokser op og bliver finansmand hos Goldman Sachs i New York. Og om hans søster Lene der bliver præst og bliver bedraget igen og igen af sin mand. Og om deres forældre der heller ikke finder lykken i biodynamisk landbrug og den gode vilje til at prøve at forstå deres børn.

Måske er det hele bare lidt forceret. Og lidt for researchet – som om man fornemmer at forfatteren er på udebane og har læst sig til hvad der mon driver folk der brænder for aktier.

Til gengæld er bogen sat med verdens smukkeste skrift Electra, og det i sig selv gør det jo næsten til en fryd at læse En uskyldig familie.

De fjorten årene jeg bodde i Bergen, fra 1988 til 2002, er for lengst over, det finnes ingen spor etter dem, annet enn som episoder forskjellige mennesker kanskje husker, et glimt i et hode her, et glimt i et hode der, og selvfølgelig alt det som finnes i min egen hukommelse fra den tiden. Men det er overraskende lite. Det eneste som har blitt værende av alle de tusenvis av dagene jeg tilbrakte i denne lille, tranggatede, regnskimrende vestlandsbyen, er noen få hendelser og en masse stemninger. Jeg skrev dagbok, men den har jeg brent.

Og derpå 600 siders skarp og bevægende fortælling om de 14 år hvor Karl Ove Knausgård går fra at være forfatteraspirant til forfatter, ungkarl til fraskilt, og vel i virkeligheden også fra at være ung til at være voksen.

Bog 5 er lige så fremragende som de fire første. Af og til har jeg ikke kunnet afholde mig fra at sende beskeder til en ven der også er Karl Ove-entuasiast når jeg nåede til særlige vendepunkter i bogen. Det er stor litteratur – helt nede på jorden, men giver et sug i maven.

Jeg ville virkelig gerne være helt vild med den her bog. Zero K er først og fremmest skrevet af min, ja, yndlingsforfatter – det lyder som om jeg er 16, men hvis jeg har en yndlingsforfatter, så er det altså DeLillo. Og så er det hans første roman i seks år, og i en tid som denne hvor alle de seje dør, så skal man nyde det mens de stadig er her.

Det er heller ikke fordi der er noget decideret dårligt ved bogen som sådan. Det skulle da lige være titlen der minder mig lidt for meget om navnet på den tankstationkæde der opkøbte Statoil.

Måske er den bare lidt mere højtidelig end DeLillos bøger plejer at være. Plottet er noget ret sindssygt noget med folk der kan fryses ned og genoplives senere – jeg har lige prøvet at gengive det men slettet det igen.

Pointen er bare at det er godt, det er DeLillo, og det er umagen værd, men når der bagpå står at det er bedste bog siden Underworld, så er det løgn, for det er stadig Cosmopolis.

 

Jeg er faktisk ret skuffet over den her bog. Jeg har læst én bog af Jokum Rohde før – Löwenlandet fra 2005 – og den var så god.

Det er Trianglen ikke rigtig. Jeg har læst den hurtigt, men er ikke særlig begejstret. Den handler kort fortalt om fortælleren Jerome og især en årrække hvor han boede i Stockholm, skrev dramatik og var besat af skuespillerinden Sally. Den handler også lidt om en gåtur med vennen Thomsen (Søren Ulrik) og om de tidlige år i København og Berlin. Den handler næsten ikke om alle de år hvor han var gift med Louise, men utroligt meget om hans problemer med tinnitus.

Stilen er spøjs – på den ene side er bogen fuld af optegnelser over hvilke værker Jerome skrev for hvilke teatre, hvordan de blev modtaget osv. – og så et malende litterært sprog og en række drømmeagtige passager. Og bybeskrivelser der minder fuldstændig om det dunkle landskab i Löwenlandet. Lidt en blandet landhandel og alt for meget opremsning.

Efter jeg blev færdig med Trianglen, har jeg tænkt en del over at den virker selvbiografisk fordi så mange ting i bogen passer på Jokum Rohdes eget liv. Det er en tanke man let kan få når man læser debutanter og ikke har den store tiltro til at deres fantasi rækker ud over ting de selv har oplevet. Og Jokum Rohde er trods alt ikke nogen novice. Men alligevel.

Nå, jeg googlede det lidt og blev bekræftet i mine anelser i dette interview hvor Jokum Rohde bl.a. udtaler:

Jeg begyndte at skrive en ret håndholdt bog om, hvad jeg havde lavet de seneste 13 år. En form for værkrapport om de stykker, jeg havde skrevet. For at have noget at stå op til og for, tænke baglæns og prøve at strukturere, hvad jeg havde gjort, og hvor jeg var henne nu.

Fred være med det, men det er jo terapi, ikke noget man behøver udgive! Omtrent samme kritik kunne man selvfølgelig rette mod min egen bogblog her, men den er trods alt gratis, og jeg kalder den ikke for en roman.

Og i øvrigt er der en del passager som forlaget ikke lige har fået læst korrektur på – der er især mange særskrivningsfejl.

Okay, dét er sgu da en feminin bogtitel. Og en god bog!

Jeg havde ønsket mig bøger af Alice Munro efter at have læst om hende i Franzens Farther Away, og så fik jeg Lives of Girls and Women til jul. Der står at det er en roman – Munros eneste – men det føles mere som en håndfuld meget afsluttede noveller der alle har den samme fortæller, og som også skrider fremad kronologisk.

Historierne handler alle om Del Jordan der vokser op i Jubilee – en lille by i midten af Canada – fra at være en lille pige til en ung kvinde. På den måde har Lives of Girls and Women træk til fælles med den klassiske udviklingsroman, men noget af det fine ved denne bog er at udviklingen ikke giver sig selv i så høj grad som de mange udviklingsromaner hvor hovedpersonen er en dreng.

Det er ikke altid let hverken at være pige i Canada i halvtredserne eller at være Del Jordan i Jubilee. Hun vil ikke følge den slagne vej som hendes veninder, men det står hende heller ikke helt klart hvad hun så vil i stedet.

En fin, ganske subtil og ret livagtig fortælling om et nogenlunde almindeligt menneske.

Jeg fik denne bog til jul af en ven der selv havde læst den, og som undervejs havde forestillet sig at den foregik i min opgang. Og stedet spiller en stor rolle, for det er beboerne i en andelsforening der udgør bogens personer. Fortælleren er en yngre kvinde, og hun beretter på skift om de forskellige mennesker hun bor side om side med, ligesom hun af og til skriver til sin kæreste. Glimtvist er der også horoskoper og små sange.

På den måde er det sådan rigtig fragmenteret og moderne og fantastisk langt fra den klassiske dannelsesroman. Svagheden ved det er at man som læser ikke så tit er ved at dø for at finde ud af hvad der står på den næste side, for den handler som regel om noget helt andet end det man lige har læst. Styrken er at det er et format hvor man kan komme vidt omkring med små historier, tanker og pointer mens man svæver rundt i passende afstand til den røde tråd. Hvis man altså skriver godt – og det synes jeg Stine Pilgaard gør.

Det er bedst når det er lidt spydigt. Jeg citerer en hel side i bogen fordi jeg synes det er så underspillet hånligt på en måde som oven i købet gør at jeg føler mig lidt ramt:

I baggården sidder Thomas og hans venner. De mødes tidligt, fordi det er en hverdag, og fordi de skal tidligt op i morgen. De har sammenlignet kalendere i en måned, de kæmper mod svigerfamiliers mærkedage, skole-hjem-samtaler, konferencer i udlandet. De er trætte efter al den planlægning, og de taler om, hvor travlt de har, at det er fint, at de mødes tidligt, så det ikke bliver for sent. Thomas ser rundt på sine gamle venner, og sådan sidder de, oscar-nominerede, indtil der er en, der rømmer sig og siger, kan I huske. Lettelsen breder sig rundt om bordet, og de andre råber ja, ja selvfølgelig. De flyder rundt på et lille hav af anekdoter, som de gentager i forskellige variationer, hver gang de ses. Kan I huske, råber de ud over baggården, kan I huske, genlyder det som ekko. Jeg tænker på, om de stadig producerer kommende minder. Kan I huske dengang, vi var først i fyrrerne, vi sad og grillede i din gård, ja, nemlig, dengang vi var så smarte at mødes tidligt, så det ikke blev for sent, ja, det var tider, skål.

Og lige så fint når et nabopar får en lille baby og bliver ved med at komme med alt for nærgående spørgsmål til fortælleren om de egentlig ikke også snart skal have børn, og om de måske allerede er gået i gang med at prøve osv.:

Da jeg løfter barnet op, møder jeg Lasse og Louises smilende ansigter. Hun klæder dig, siger Lasse, er det snart jeres tur, siger Louise. Det er en interessant logik, småbørnsforældre har. De er fuldstændig overbeviste om, at man længes efter at blive mor, når man kigger på deres børn. Tænk, hvis jeg antog, at alle folk, der tilfældigt gik forbi min lejlighed, havde lyst til at købe den. Desværre, vi har ingen planer om at sælge, kunne jeg stå og råbe ud ad vinduet hele dagen.

Nå, nu skal jeg nok holde op. Sjov bog!

Det er ikke hver dag – eller hvert år – Jonathan Franzen skriver en ny roman. Det er fem år siden sidst, men det var ventetiden værd, synes jeg.

Titlen Purity henviser ikke kun til noget med renhed, men også til hovedpersonens fornavn. Og selv om der er tale om én hovedperson, er der en lille håndfuld andre mennesker der føles mere som mere end bare bipersoner. Bogen følger disse personer tæt i en periode fra slutningen af firserne til nutiden – og i Tyskland, Bolivia og adskillige stater i USA.

En anden mere beskrivende titel på bogen kunne have været Loyalty. Bogen handler om stærk loyalitet – ikke som en fin og smuk ting, men tit som en hindring for de mennesker der føler sig forpligtet af hinanden.

Det lyder som en stor bog, og det er det også. Stort drama, store følelser, historiens vingesus, og så lyder det næsten lidt vammelt, men det er selvfølgelig skidegodt fordi det er Jonathan Franzen og han skriver fantastisk som altid.