Jeg er ikke overbevist af den her bog, men jeg kan ikke helt forklare hvorfor.

Handlingen er egentlig medrivende – en næsten dramatisk fortælling om især Frederik, drengen der ikke vil være hippiernes knægt i Svendborg, men vokser op og bliver finansmand hos Goldman Sachs i New York. Og om hans søster Lene der bliver præst og bliver bedraget igen og igen af sin mand. Og om deres forældre der heller ikke finder lykken i biodynamisk landbrug og den gode vilje til at prøve at forstå deres børn.

Måske er det hele bare lidt forceret. Og lidt for researchet – som om man fornemmer at forfatteren er på udebane og har læst sig til hvad der mon driver folk der brænder for aktier.

Til gengæld er bogen sat med verdens smukkeste skrift Electra, og det i sig selv gør det jo næsten til en fryd at læse En uskyldig familie.

De fjorten årene jeg bodde i Bergen, fra 1988 til 2002, er for lengst over, det finnes ingen spor etter dem, annet enn som episoder forskjellige mennesker kanskje husker, et glimt i et hode her, et glimt i et hode der, og selvfølgelig alt det som finnes i min egen hukommelse fra den tiden. Men det er overraskende lite. Det eneste som har blitt værende av alle de tusenvis av dagene jeg tilbrakte i denne lille, tranggatede, regnskimrende vestlandsbyen, er noen få hendelser og en masse stemninger. Jeg skrev dagbok, men den har jeg brent.

Og derpå 600 siders skarp og bevægende fortælling om de 14 år hvor Karl Ove Knausgård går fra at være forfatteraspirant til forfatter, ungkarl til fraskilt, og vel i virkeligheden også fra at være ung til at være voksen.

Bog 5 er lige så fremragende som de fire første. Af og til har jeg ikke kunnet afholde mig fra at sende beskeder til en ven der også er Karl Ove-entuasiast når jeg nåede til særlige vendepunkter i bogen. Det er stor litteratur – helt nede på jorden, men giver et sug i maven.

Jeg ville virkelig gerne være helt vild med den her bog. Zero K er først og fremmest skrevet af min, ja, yndlingsforfatter – det lyder som om jeg er 16, men hvis jeg har en yndlingsforfatter, så er det altså DeLillo. Og så er det hans første roman i seks år, og i en tid som denne hvor alle de seje dør, så skal man nyde det mens de stadig er her.

Det er heller ikke fordi der er noget decideret dårligt ved bogen som sådan. Det skulle da lige være titlen der minder mig lidt for meget om navnet på den tankstationkæde der opkøbte Statoil.

Måske er den bare lidt mere højtidelig end DeLillos bøger plejer at være. Plottet er noget ret sindssygt noget med folk der kan fryses ned og genoplives senere – jeg har lige prøvet at gengive det men slettet det igen.

Pointen er bare at det er godt, det er DeLillo, og det er umagen værd, men når der bagpå står at det er bedste bog siden Underworld, så er det løgn, for det er stadig Cosmopolis.

 

Jeg er faktisk ret skuffet over den her bog. Jeg har læst én bog af Jokum Rohde før – Löwenlandet fra 2005 – og den var så god.

Det er Trianglen ikke rigtig. Jeg har læst den hurtigt, men er ikke særlig begejstret. Den handler kort fortalt om fortælleren Jerome og især en årrække hvor han boede i Stockholm, skrev dramatik og var besat af skuespillerinden Sally. Den handler også lidt om en gåtur med vennen Thomsen (Søren Ulrik) og om de tidlige år i København og Berlin. Den handler næsten ikke om alle de år hvor han var gift med Louise, men utroligt meget om hans problemer med tinnitus.

Stilen er spøjs – på den ene side er bogen fuld af optegnelser over hvilke værker Jerome skrev for hvilke teatre, hvordan de blev modtaget osv. – og så et malende litterært sprog og en række drømmeagtige passager. Og bybeskrivelser der minder fuldstændig om det dunkle landskab i Löwenlandet. Lidt en blandet landhandel og alt for meget opremsning.

Efter jeg blev færdig med Trianglen, har jeg tænkt en del over at den virker selvbiografisk fordi så mange ting i bogen passer på Jokum Rohdes eget liv. Det er en tanke man let kan få når man læser debutanter og ikke har den store tiltro til at deres fantasi rækker ud over ting de selv har oplevet. Og Jokum Rohde er trods alt ikke nogen novice. Men alligevel.

Nå, jeg googlede det lidt og blev bekræftet i mine anelser i dette interview hvor Jokum Rohde bl.a. udtaler:

Jeg begyndte at skrive en ret håndholdt bog om, hvad jeg havde lavet de seneste 13 år. En form for værkrapport om de stykker, jeg havde skrevet. For at have noget at stå op til og for, tænke baglæns og prøve at strukturere, hvad jeg havde gjort, og hvor jeg var henne nu.

Fred være med det, men det er jo terapi, ikke noget man behøver udgive! Omtrent samme kritik kunne man selvfølgelig rette mod min egen bogblog her, men den er trods alt gratis, og jeg kalder den ikke for en roman.

Og i øvrigt er der en del passager som forlaget ikke lige har fået læst korrektur på – der er især mange særskrivningsfejl.

Okay, dét er sgu da en feminin bogtitel. Og en god bog!

Jeg havde ønsket mig bøger af Alice Munro efter at have læst om hende i Franzens Farther Away, og så fik jeg Lives of Girls and Women til jul. Der står at det er en roman – Munros eneste – men det føles mere som en håndfuld meget afsluttede noveller der alle har den samme fortæller, og som også skrider fremad kronologisk.

Historierne handler alle om Del Jordan der vokser op i Jubilee – en lille by i midten af Canada – fra at være en lille pige til en ung kvinde. På den måde har Lives of Girls and Women træk til fælles med den klassiske udviklingsroman, men noget af det fine ved denne bog er at udviklingen ikke giver sig selv i så høj grad som de mange udviklingsromaner hvor hovedpersonen er en dreng.

Det er ikke altid let hverken at være pige i Canada i halvtredserne eller at være Del Jordan i Jubilee. Hun vil ikke følge den slagne vej som hendes veninder, men det står hende heller ikke helt klart hvad hun så vil i stedet.

En fin, ganske subtil og ret livagtig fortælling om et nogenlunde almindeligt menneske.

Jeg fik denne bog til jul af en ven der selv havde læst den, og som undervejs havde forestillet sig at den foregik i min opgang. Og stedet spiller en stor rolle, for det er beboerne i en andelsforening der udgør bogens personer. Fortælleren er en yngre kvinde, og hun beretter på skift om de forskellige mennesker hun bor side om side med, ligesom hun af og til skriver til sin kæreste. Glimtvist er der også horoskoper og små sange.

På den måde er det sådan rigtig fragmenteret og moderne og fantastisk langt fra den klassiske dannelsesroman. Svagheden ved det er at man som læser ikke så tit er ved at dø for at finde ud af hvad der står på den næste side, for den handler som regel om noget helt andet end det man lige har læst. Styrken er at det er et format hvor man kan komme vidt omkring med små historier, tanker og pointer mens man svæver rundt i passende afstand til den røde tråd. Hvis man altså skriver godt – og det synes jeg Stine Pilgaard gør.

Det er bedst når det er lidt spydigt. Jeg citerer en hel side i bogen fordi jeg synes det er så underspillet hånligt på en måde som oven i købet gør at jeg føler mig lidt ramt:

I baggården sidder Thomas og hans venner. De mødes tidligt, fordi det er en hverdag, og fordi de skal tidligt op i morgen. De har sammenlignet kalendere i en måned, de kæmper mod svigerfamiliers mærkedage, skole-hjem-samtaler, konferencer i udlandet. De er trætte efter al den planlægning, og de taler om, hvor travlt de har, at det er fint, at de mødes tidligt, så det ikke bliver for sent. Thomas ser rundt på sine gamle venner, og sådan sidder de, oscar-nominerede, indtil der er en, der rømmer sig og siger, kan I huske. Lettelsen breder sig rundt om bordet, og de andre råber ja, ja selvfølgelig. De flyder rundt på et lille hav af anekdoter, som de gentager i forskellige variationer, hver gang de ses. Kan I huske, råber de ud over baggården, kan I huske, genlyder det som ekko. Jeg tænker på, om de stadig producerer kommende minder. Kan I huske dengang, vi var først i fyrrerne, vi sad og grillede i din gård, ja, nemlig, dengang vi var så smarte at mødes tidligt, så det ikke blev for sent, ja, det var tider, skål.

Og lige så fint når et nabopar får en lille baby og bliver ved med at komme med alt for nærgående spørgsmål til fortælleren om de egentlig ikke også snart skal have børn, og om de måske allerede er gået i gang med at prøve osv.:

Da jeg løfter barnet op, møder jeg Lasse og Louises smilende ansigter. Hun klæder dig, siger Lasse, er det snart jeres tur, siger Louise. Det er en interessant logik, småbørnsforældre har. De er fuldstændig overbeviste om, at man længes efter at blive mor, når man kigger på deres børn. Tænk, hvis jeg antog, at alle folk, der tilfældigt gik forbi min lejlighed, havde lyst til at købe den. Desværre, vi har ingen planer om at sælge, kunne jeg stå og råbe ud ad vinduet hele dagen.

Nå, nu skal jeg nok holde op. Sjov bog!

Det er ikke hver dag – eller hvert år – Jonathan Franzen skriver en ny roman. Det er fem år siden sidst, men det var ventetiden værd, synes jeg.

Titlen Purity henviser ikke kun til noget med renhed, men også til hovedpersonens fornavn. Og selv om der er tale om én hovedperson, er der en lille håndfuld andre mennesker der føles mere som mere end bare bipersoner. Bogen følger disse personer tæt i en periode fra slutningen af firserne til nutiden – og i Tyskland, Bolivia og adskillige stater i USA.

En anden mere beskrivende titel på bogen kunne have været Loyalty. Bogen handler om stærk loyalitet – ikke som en fin og smuk ting, men tit som en hindring for de mennesker der føler sig forpligtet af hinanden.

Det lyder som en stor bog, og det er det også. Stort drama, store følelser, historiens vingesus, og så lyder det næsten lidt vammelt, men det er selvfølgelig skidegodt fordi det er Jonathan Franzen og han skriver fantastisk som altid.

 

Det er egentlig ikke fordi jeg er blevet overdænget med bekymrede mails fra folk der frygter at min blog er død, men for en ordens skyld: Det er den ikke. Der har været lidt stille, fordi jeg i ret lang tid har forsøgt at læse Christina Steads The Man Who Loved Children (efter et overbevisende Jonathan Franzen-essay om den). Den var egentlig også god, men bare svær at komme igennem, og nu gav jeg endelig op og kastede mig over Kirsten Hammann i stedet. Det var lettere at have med at gøre.

Alene hjemme er et portræt af Sara: skruk, arbejdsløs og lavt selvværd. Men også kæreste med Philip: velhavende, fraskilt, to børn hver anden weekend og en kæmpe lejlighed i Stockholmsgade. Sara går rundt og venter på at Philip gør det forbi med hende, fordi han trækker sig væk fra hende og hun trænger sig mere og mere på. Han ville ønske hun havde et liv, og hun ville ønske de fik børn sammen.

Det bliver ikke bedre af at overboen Frederikke blander sig i deres liv. I Saras øjne er Frederikke meget mere spændede, meget mere kvinde – og også ret ulidelig med alt for meget makeup, voldsom parfume, lange kjoler og store smykker. Prøver Frederikke at bedøve Sara med en forgiftet flødebolle, så hun kan være sammen med Philip? Man fornemmer hun er ved at miste forstanden – eller i hvert fald bliver ramt af en depression.

Selv om historien om Sara minder mig lovlig meget om Julie i Se på mig fra 2011, er det en fin bog. Der er noget dødsspiralagtigt over historien – det bliver vitterligt værre og værre gennem bogen.

Og samtidig kan jeg godt lide nuancerne i portrættet af Sara – ud over at bekymre sig om sit eget liv har hun en særlig social bevidsthed ift. klodens tilstand som man især tillader sig når man har sit på det tørre. Sara har set udefra nærmest alt, men er alligevel skrækslagen og dybt ulykkelig. Det er sørgeligt, komisk og måske lidt symptomatisk.

Nye historier fra Søren Lind – hvis forfatterskab jeg har et særligt forhold til.

Og de er gode. Efter læsning af Mænd i stykker er det den første novelle – Kolerasommer – jeg husker bedst. Der er kolera i et nutidigt København, og dét scenarie siger meget om Søren Linds fantasi, ligesom hans beskrivelse af byen og stemningen siger meget om hans talent. Det menneskelige plot i historien trækker desuden tråde tilbage til hans debut, hvor fortælleren viser sig ikke altid at se virkeligheden helt så klart som læseren.

De fleste af historierne er sådan lidt spidsfindige hver deres måde – det er måske en lille bitte smule irriterende, mens først og fremmest en god ting, fordi Søren Lind skriver godt og sikkert, og fordi han ikke overdriver.

En enkelt historie er dog lige ud ad landevejen og på dén måde ret fin. En palæstinensisk pilot styrtede som ung i et fly over Grønland og var indlagt på Rigshospitalet – og nu besøger han efter et langt liv Danmark igen for at gense den sygeplejerske der tog sig af ham.

Bogen slutter af med at vende tilbage til koleraen – her i 1853, hvor hovedpersonen bevæger sig rundt i et beskidt og gammelt København der minder mig om både starten på Johannes V. Jensens Kongens fald og Jokum Rohdes Löwenlandet (som jeg læste før denne blog blev født, men som jeg anmeldte her). Det er fedt!

På trods af at Fakta om Finland har en flot forside og den bedste bogtitel i Erlend Loes forfatterskab, er den ved denne genlæsning ikke så god som huskede den – men det er vist også knap ti år siden første gang jeg læste den.

Den korte version af historien er at hovedpersonen – der ernærer sig som tekstforfatter – får til opgave at skrive en brochure om Finland til trods for at han aldrig har sat sin fødder der eller ved noget som helst om landet. Samtidig er han neurotisk og lider af noget der minder om tvangstanker – især om vand, der gør ham utryg.

Handlingen skrider langsomt fremad uden meget dialog, men med en strid strøm af spredte tanker i alle mulige retninger. Det er lidt kedeligt.