Leonora Christina Skov: Den, der lever stille (2018)

Leonora Christina Skov: Den, der lever stille (2018)Den, der lever stille er den ret gribende historie om den unge Christina Skov der vokser op med sin mor og far i Helsinge, gør alt hvad hun kan for at få dem til at elske sig, ikke rigtig har held med det, ser det hele gå galt da hun flytter hjemmefra og springer ud som lesbisk, gennemfører sit studie, skifter fornavn til Leonora, bliver en anerkendt forfatter, finder sit livs kærlighed og i sidste ende siger farvel til sin mor som dør af kræft – uden at have hverken renset luften eller affundet sig med morens manglende kærlighed.

Bogen er en roman, men en stærkt selvbiografisk en, hvilket da også trækker et fint meta-lag gennem bogen i passager hvor fortælleren diskuterer med sig selv og sine nærmeste hvordan hun håber, frygter og tror den bog hun sidder og skriver på, vil blive opfattet.

Jeg tænker også på alt det, min bog endelig ikke skal være. Jeg nævner i flæng: hævngerrig, sentimental, vred, flæbende, bebrejdende, offer- eller martyragtig, bekendende, konkluderende, en nøgleroman, en misery memoir eller udstillende ligesom Christina Crawfords Mommie Dearest.

Og – som tit er med den slags – virker hendes eksplicitte overvejelser som en vaccination der styrker troværdigheden af det hele og får en til at holde igen med sine indvendinger.

Tilbage står en virkelig fin og personlig bog der gør indtryk. Forældrenes grundlæggende mangel på kærlighed og accept af datterens seksualitet er rystende – faktisk er det så vildt at jeg vist kun tror på det fordi hun har fortalt historien som hun har.

Stilen er i øvrigt ligefrem og ikke-kunstfærdig på en måde som giver fin plads til selve historien. Én ting irriterer mig lidt, og det er når replikkerne er åbenlyst konstrueret til at drive fortællingen frem:

– Er det bedemanden? spurgte han og nikkede. – Ja, et møde klokken halv seks i dag er fint. Ja tak, jeg vil gerne have bisættelsen overstået så hurtigt som muligt. Nu skal du få vores … jeg mener min adresse.

Sagde ingen nogensinde. Det handler ikke om at målet er en transskription af det talte ord – så ville bogen være meget lang og kedelig og svær at læse – men sådan noget her minder mig om dårligt fjernsyn.

Det overskygger nu på ingen måde at bogen er rigtig god. Og derudover har jeg en sjælden følelse af at være fuld af sympati og beundring over Leonora Christina Skov og det hun har udstået og opnået.

Endelig er den fysiske bog ekstraordinært lækker og – yes! – sat med verdens smukkeste skrifttype Electra.

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.