Lad mig gøre det kort. Denne bog handler om en gruppe mennesker der tager til Afrika for at have sex med nogle vilde dyr. Hvorfor de gør det, er næsten ligegyldigt; man bliver ikke klogere af at læse bogen, men man er virkelig godt underholdt.

Jeg tror Erlend Loes største force er at skrive om noget absurd i et lidt tørt tonefald. Det lyder ikke så sjovt når man dissekerer hans teknik på den måde – men det er det! Og for en god ordens skyld et eksempel:

De fikk en laminert pakkeliste hvor viktigheten av hensiktsmessig fottøy ble understreket. Ferdsel i grovt terreng måtte påregnes, sto det, og skjending på glatt underlag var en realistisk mulighet. Et par gode pulesko var derfor avgjørende.

Den, der lever stille er den ret gribende historie om den unge Christina Skov der vokser op med sin mor og far i Helsinge, gør alt hvad hun kan for at få dem til at elske sig, ikke rigtig har held med det, ser det hele gå galt da hun flytter hjemmefra og springer ud som lesbisk, gennemfører sit studie, skifter fornavn til Leonora, bliver en anerkendt forfatter, finder sit livs kærlighed og i sidste ende siger farvel til sin mor som dør af kræft – uden at have hverken renset luften eller affundet sig med morens manglende kærlighed.

Bogen er en roman, men en stærkt selvbiografisk en, hvilket da også trækker et fint meta-lag gennem bogen i passager hvor fortælleren diskuterer med sig selv og sine nærmeste hvordan hun håber, frygter og tror den bog hun sidder og skriver på, vil blive opfattet.

Jeg tænker også på alt det, min bog endelig ikke skal være. Jeg nævner i flæng: hævngerrig, sentimental, vred, flæbende, bebrejdende, offer- eller martyragtig, bekendende, konkluderende, en nøgleroman, en misery memoir eller udstillende ligesom Christina Crawfords Mommie Dearest.

Og – som tit er med den slags – virker hendes eksplicitte overvejelser som en vaccination der styrker troværdigheden af det hele og får en til at holde igen med sine indvendinger.

Tilbage står en virkelig fin og personlig bog der gør indtryk. Forældrenes grundlæggende mangel på kærlighed og accept af datterens seksualitet er rystende – faktisk er det så vildt at jeg vist kun tror på det fordi hun har fortalt historien som hun har.

Stilen er i øvrigt ligefrem og ikke-kunstfærdig på en måde som giver fin plads til selve historien. Én ting irriterer mig lidt, og det er når replikkerne er åbenlyst konstrueret til at drive fortællingen frem:

– Er det bedemanden? spurgte han og nikkede. – Ja, et møde klokken halv seks i dag er fint. Ja tak, jeg vil gerne have bisættelsen overstået så hurtigt som muligt. Nu skal du få vores … jeg mener min adresse.

Sagde ingen nogensinde. Det handler ikke om at målet er en transskription af det talte ord – så ville bogen være meget lang og kedelig og svær at læse – men sådan noget her minder mig om dårligt fjernsyn.

Det overskygger nu på ingen måde at bogen er rigtig god. Og derudover har jeg en sjælden følelse af at være fuld af sympati og beundring over Leonora Christina Skov og det hun har udstået og opnået.

Endelig er den fysiske bog ekstraordinært lækker og – yes! – sat med verdens smukkeste skrifttype Electra.

Det var med en anelse skepsis jeg modtog denne bog i fødselsdagsgave for nogle år siden – en digtsamling! – men giveren sagde at han heller ikke er så meget til digte, men at dette var noget særligt. Siden da jeg har læst i den af og til mellem andre bøger, og i går blev jeg færdig med den. Det var umagen værd!

Givet min manglende passion for poesi har jeg heller ikke den store viden om genren. Men jeg bed mærke i at mange af digtene mindede ret meget om almindelig prosa, dvs. med en klar fortælling og et sprog der ikke gør helt så meget væsen af sig som det kan gøre i lyrik. Måske det er derfor det appellerer til en ikke-digtlæser som mig.

Men digtene spænder nu ellers vidt – de er skrevet over 25 år, og der er digte der rimer, digte der ikke gør, historiske digte, moderne digte, uforståelige digte, alt for forståelige digte og digte der minder lovlig meget om noget man læser i skolen når man skal lære at fortolke.

Tja. Måske er der ikke så meget mere at sige. Her et eksempel – digtet Phenomenology:

Harold Garfinkel can go fuck himself.
This is a ten pound note. These are the keys
to your mother’s car, and my father’s suit
is nicely one half-size too big for me.

The tyres burst the puddles and the lamplight
spills like a moment from the past, only
to settle backwards, become distant and
still further distant in the long darkness

behind. Always we are moving away.
In the tunnel we test the echo of
the engine and check our haircuts in the
rain-spattered quarter-light. Someday, something

will give. When the sun comes up tomorrow
it will dawn on us. But for now we shine
like the stars we understand: I think I’m
Tom Courtenay; you think I’m Billy Liar.

Nåja. En ting mere: Hvis du også synes efternavnet virker bekendt, kan det være herfra.

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst er blevet så ked af at læse en bog. Den er forfærdelig.

For en ordens skyld et kort resume: Fire venner fra college flytter til New York, og vi følger dem – og især den ene, Jude – over en periode på vel 25 år. Samtidig får man indblik i Judes fortid der ikke er som nogen andres. Han er forældreløs og har været udsat for systematiske overgreb fra flere forskellige sider gennem sin opvækst. Alligevel udvikler han sig til et efter omstændighederne velfungerende mennesker og en yderst succesfuld advokat. Men Jude har ikke held med at fortrænge hvad han har gennemlevet.

Det lyder banalt, og er det vel egentlig også. Og jeg er oven i købet enig med de kritikere der mener at bogens personer er grundlæggende flade karakterer, selv om der er over 800 sider de kan folde sig ud på.

Alligevel er det en fremragende bog, synes jeg. Og forfærdelig, som sagt. Der er noget konsekvent og nådesløst over fortællingen – det er slemt og bliver værre og værre og værre. Man kan sige at bogen ikke lefler som sådan – og alligevel er den grundlæggende let læst, velskrevet og vel også underholdende på sin egen bizarre måde.

Samtidig giver A Little Life mig en forståelse – ikke en rationel forklaring, men en følelsesmæssig fornemmelse – af hvorfor mennesker der er blevet misbrugt, er tilbøjelige til at ende i skadelige relationer igen og igen. Jeg læser ikke skønlitteratur for at blive klogere, men det her indblik kom bare med i købet.

Endelig beundrer jeg virkelig Hanya Yanagiharas overskud. Hun er kvinde, men skriver indlevende og utrætteligt en bog der praktisk taget kun handler om mænd, uden at jeg på noget tidspunkt oplever det som utroværdigt.

Jeg er glad for at have læst den – og jeg er glad for at ikke alle bøger er som den.

Og forresten: Bogen er sat med skrifttypen Electra. Smukkere bliver det ikke.

Jeg har fire-fem af Storm P.’s bøger om hunden Grog stående, og jeg har læst alle sammen et par gange hver. Jeg har også skrevet lidt om dem her og her – men det er kort sagt litteraturens svar på en honningmad, en popsang og et slumretæppe.

Der er dog noget særligt ved at jeg har læst en af dem (igen): Min ældste søn er nu stor nok til at jeg har læst den højt for ham som godnathistorie. Det er hyggeligt for mig og for ham.

Der findes masser af børnebøger der også er sjove nok for de voksne – personligt er jeg bl.a. glad for Jan Lööfs og Jakob Martin Strids bøger – men det er en milepæl at læse en bog højt som jeg selv tidligere har læst for min egen fornøjelses skyld.

Og nu citerer jeg lige et helt lille kapitel som smagsprøve på den fredsommelige pølsesnak som åbenbart appellerer både til mig og min søn:

Der skulle være møde på den store plæne i Frederiksberg Have – men mødet blev aflyst på grund af vedvarende regnvejr og fordi Puste var blevet klippet og ikke tålte for megen fugtighed.

Der var lidt knurren mellem de forsamlede herrer, men omsider forsvandt de allesammen og vi blev kun en lille flok tilbage, det var Shag, Rulle, Sjokke og jeg – vi tog en tur gennem den våde have – vi beundrede ænderne og gæssene, der kunne gå med tør pels selv i det værste regnvejr.

For mit eget vedkommende var jeg så våd og tung i pelsen, at jeg mindst vejede det dobbelte af, hvad jeg plejer.

Rulle mumlede om fricasé – men Sjokke havde travlt, han skulle skynde sig hjem og gø ad postbudet – det må passes.

Shag turde ikke komme for sent hjem – og så blev der altså kun Rulle tilbage – og så bad jeg ham forklare nærmere angående den fricasé.

– Ha ha – jeg tænkte nok det kom – ja, ser du, gamle ven – men vi må hellere løbe hjem, det er lige ved middagstid – og hvorfor spilde tiden med snak.

Det var en vidunderlig fricasé – jeg mødte Basse på vej hjem – uhm – han fik vand i munden – da jeg fortalte ham om middagen hos Rulle. Men Basse var ikke misundelig – det ligger ikke til ham – han vinkede fornøjet farvel med halen og forsvandt om hjørnet.

Det er altid så dejligt når Helle Helle skriver en ny bog. Og det var det også denne gang. Lidt mere trist end normalt, men smuk, helstøbt, konsistent og sjov, selvfølgelig. Den handler om en ung pige og hendes mor som bor sammen i forskellige lejligheder. Moren passer sin butik, pigen passer sin skole, og ellers er det klassisk Helle Helle. Men så bliver moren syg! Chokerende og alligevel fredsommeligt og Helle Helle-agtigt hele vejen igennem.

Og så en sjov detalje: fortællerstemmen er renset for datid. Det vil ikke bare sige at den er fortalt i almindelig nutid – de steder hvor man normalt ville have haft datid, er der nutid. Det stritter rimelig meget, synes jeg:

Det er rigtigt nok, at hun roder, men hun er jo også selv træt efter dagens dont, nu er hun for eksempel ferieafløser nede i Klippehulen en uge, hun begynder i går.

Hvorfor Helle Helle skriver noget der i den grad får sproget til at pege på sig selv, kan jeg ikke regne ud, men jeg tænker det må have noget med hendes forrige bog Dette burde skrives i nutid (2011) at gøre?

Denne bog har stået på min kærestes reol i noget tid og skulle efter sigende være god. Nu læste jeg den i løbet af et par dage og er enig.

Det er en slags familietragediefortælling om lille Risten, der flytter fra det nordligste Norge til Danmark med sin far – farvel til den samiske mor og goddag til Grethe fra Sønderjylland. Grethe vil gøre Risten til sin datter og sin egen, men på en rigtig selvisk og uklog stedmoderagtig måde. Risten bliver til Kirsten i den proces. Men inderst inde bliver Risten ved med at være sig selv – hvilket dog også er trist nok.

Bogen har en gennemgående kølig distance, et fint tilknappet sprog og en meget medrivende historie. Måske ville den have virket endnu bedre for mig hvis ikke Grethes rolle var lidt mere underspillet. Men stadig en dejlig bog!

Det er 100 år (eller 17 for at være præcis) siden jeg læste Kongens Fald sidst, og jeg kunne ikke huske så forfærdelig meget af den. Bedst huskede jeg hvordan hovedpersonen Mikkel Thøgersen i starten af bogen går fra sit lille loftsværelse tæt på Kultorvet og begiver sig ud på en tur langs markerne helt ud til søerne hvor en bonde giver ham et bedre måltid mad – fordi så vant er man heller ikke til at se lærde folk helt derude på landet.

Den scene er stadig sjov – og bogen er fuld af den slags fine ting. Der er fx den klassiske situation hvor den ubeslutsomme konge sejler frem og tilbage over Lillebælt en hel nat mens han prøver at finde ud af hvad han skal stille op med Jylland. Eller det stockholmske blodbad set fra første parket. Og så er der masser af druk, blasfemi, livslede, kynisme og bitter ironi. Og en fortælling der på nogen måder minder om en græsk tragedie.

Nogle klassikere er mest kendt for at være vigtige for litteraturhistorien. Don Quixote for eksempel er vigtig – og røvsyg. Men Kongens Fald er på alle måder værd at læse og genlæse og genlæse igen bare for fornøjelsens skyld.

Hvis man besøger Wikipedias side om Kazuo Ishiguros nyeste bog The Buried Giant, står den klassificeret under genren fantasy. Og at dét ikke er helt uberettiget, er for mig noget af det allervildeste ved denne bog.

Den indeholder vitterlig orker, drager og riddere – og her snakker vi forfatteren bag moderne litteratur som The Unconsoled, Nocturnes, A Pale View of Hills og An Artist of the Floating World – og det nok mest berømte værk The Remains of the Day.

Historien foregår i Storbritannien i tiden efter Kong Arthur og koncentrerer sig især om det ældre ægtepar Axl og Beatrice. Ligesom alle andre har de svært ved at huske noget, men de mener bestemt de har en voksen søn et sted, og begiver sig ud på en rejse for at finde ham.

Her finder de ud af at hukommelsestabet måske skyldes dragen Querig der huserer i bjergene og indhyller alles minder i en sær tåge. Og det er måske godt det samme – det medvirker nemlig til at rædslerne i den nyligt overståede krig mellem briter og saksere bliver glemt, og de endelig kan leve side om side i fred.

Under rejsens eventyr møder de den dygtige kriger Wistan, den modige unge dreng Edwin (som har et mystisk dragebid) og den lidt komiske aldrende ridder Sir Gawain som er nevø af selveste Kong Arthur.

Der er masser af drama, krig og blod, men også eftertænksomhed og en stilfærdig romantisk kerne i beskrivelsen af kærligheden mellem de to aldrende hovedpersoner. Hvis tågen forsvinder, og minderne kommer tilbage, vil de så stadig elske hinanden?

Og oven i købet er bogen skrevet i det mest opstyltede, gammeldags sprog – ikke blot dialogen, men også i beskrivelserne af personernes tanker:

Thinking about it now, lying in the dark, Axl was sure Edwin had been chopping alongside Wistan, matching the warrior blow for blow. In all likelihood the boy was already an expert woodcutter.

Skrevet i 2015!

Og hvad skal man så mene om alt det? Jeg ved det næsten ikke. Bogen er underholdende, og den er kompromisløs i sit sindssyge genrevalg. Sproget skaber sin egen vilde stemning – og der er noget sært bevægende ved den voldsomt symboltunge slutning på bogen. Den kan ikke måle sig med Ishiguros bedste bøger, men den er stadig imponerende.

Nå, nok om det, nu skal jeg genlæse Kongens fald. Det ved man hvad er.

Fortælleren i denne fine lille bog er ung pige som er holdt op med at tale da hendes far døde. Hun bad til Gud om at han skulle dø, og det gjorde han.

Nu lever pigen et – på alle måder – stille liv i lejligheden sammen med sin bror der låser sig inde på værelset og tisser i flasker, og med sin mor der er skuespiller og som fastholder at “vi är en ljus familj”.

Der sker egentlig ikke så meget mere end det, men det er også en kort bog, og handlingen koncentrerer sig om dynamikken mellem de enkelte familjemedlemmer. Det er stilfærdigt, forfærdeligt og rigtig fint!