Kirsten Hammann: Vera Winkelvir (1993)

Jeg er lidt skuffet over denne bog. Det er syv år siden jeg fik den anbefalet, så man kan sige jeg har taget tilløb. I mellemtiden har jeg læst to af Kirsten Hammanns andre bøger der var virkelig gode.

Den her er en roman, men minder lidt om et meget langt prosadigt. I den forstand er det vist fint nok – men jeg er bare ikke så meget til digte.

Der er ikke noget rigtigt plot – men dog en vis udvikling og antydningen af en historie – i fortællingen om Vera Winkelvir – eller vera winkelvir, som det konsekvent hedder i bogen. Fortælleren reflekterer da også over konstruktionen:

Det ville være meget lettere hvis hun havde en historie. Sådan en god gammeldags rutefart fra vugge til grav og med lidt fyld imellem. F.eks. en frokost man kunne nyde under overfarten.

Man kunne gøre det i cafeteriet, hvor det er tilladt at spise sin egen medbragte madpakke. Man skulle bare vælge sig et temperament (leverpostej eller laks) og de tilhørende drikkevarer.

På vogndækket kunne man sikkert finde en familie at dele sin skæbne med. Og sin kage til kaffen med.

Alt afhængigt af sejlturens længde, ville man have fortællingens 3 vigtige elementer: Tid, sted og handling.

Det ville være meget lettere.

Så i stedet for det store plot er det sproget der binder bogen sammen. Det er fint og finurligt og meget konkret, og så bliver nogle vendinger gentaget drypvist – lokalt over et par sider eller over hele bogen. Det er ret godt, men stadig nok bare for meget digt til min smag.

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.