Det er 12 år siden jeg sidst har læst noget af Kristian Bang Foss, men han er stadig god! Frank vender hjem har fået meget begejstrede anmeldelser, og jeg synes også det er fortjent.

Bogen handler om Frank, selvfølgelig. Frank kommer fra et hjem i Hvidovre hvor moren er kontordame og faren drikker øl i lejligheden og spiller guitar på Strøget mens folk kaster mønter efter ham. Frank starter på universitetet og bliver kæreste med en pige fra den anden ende af det sociale spektrum, men føler sig stadig udenfor – som en der stadig ikke rigtig ved hvordan de fine taler sammen. Hedder det ‘på’ eller ‘i’ Skagen? Frank får svaret på den hårde måde over familiefrokosten.

Den indbyggede konflikt og det sociale spil er så fint beskrevet at det for mig kunne have båret bogen i sig selv. Men herefter tager det i det hele taget en meget dramatisk drejning. Den del er meget spændende, rigtig velskrevet og i mine øjne lidt overflødig. Men stadig en god bog!

Rigtig god og lidt for lang. The Fortress of Solitude er en klassisk kronologisk historie om et venskab mellem to drenge fra barndommen og et par årtier frem. Den ene er hvid, den anden er sort, og de vokser begge op i et sort kvarter i Brooklyn i halvfjerdserne. Det er så barskt som man kan forestille sig, og selv om deres udgangspunkt er det samme, og de begge tager lidt stoffer og maler lidt graffiti, tager deres liv med tiden hver deres drejning. Og ja, det er den hvide der får en uddannelse og bliver freelancer inden for musikjournalistik, og det er den sorte der ender på crack.

Bogens store styrke er de virkelig gribende og troværdige beskrivelser af livet på gaden og i skolen og de sociale dynamikker – ikke i overordnede vendinger overhovedet, men helt konkret på mikroplan – hvordan de spiller bold på gaden, hvem der tør sige hvad til hvem, hvorfor nogen bare kan stjæle ens nye cykel, hvor man gemmer de penge man skal bruge hvis man skal ud og købe ind for sin far.

Og så handler bogen om alt muligt andet også – musik, kunst, venskab, fædre og sønner – og så er den et virkelig gennemført tidsbillede, især i den første halvdel af bogen hvor omtalen af musikken og beskrivelserne af livet på gaden virker ligesom et Instragram-filter der lægger sig smukt hen over fortællingen. Til gengæld blev det for langt for min smag hen mod slutningen af første halvdel af bogen. Så starter anden halvdel, man springer i tiden, og så bliver det pludselig ret spændende.

Der er noget komisk over alt hvad jeg har læst af Erlend Loe, og det er vist nærmest det hele. Det gælder også hans nyeste roman Helvete, men den er alligevel noget mere alvorlig end Dyrene i Afrika fra sidste år.

Historien handler om Rakel som netop er blevet forladt af sin mand, flyttet i rækkehus og har krise over snart at blive 50. En dag finder hun en lem i sin have, under lemmen er der en trappen, og trappen leder til helvede. Her møder hun Satan, og de forelsker sig i hinanden.

Det er morsomt på mange måder. En af dem er at Satan – ligesom alle andre i helvede – taler nynorsk (hvilket er noget sværere for mig at læse end almindelig bokmål). En anden er alle de ikke særlig subtile måder Erlend Loe fletter variationer over djævelsk, fanden, satans osv. ind i historien. En tredje er den uhøjtidelige måde Satan og livet i helvede bliver beskrevet med alle de dagligdags genvordigheder.

Men der er også en fin (og sarkastisk) alvor i beskrivelsen af Satans søster (Gud). For det viser sig trods de tos klare rollefordeling at hun ikke så entydigt god og han ikke er så entydigt ond.

Kort sagt en banal kærlighedshistorie i et rimelig ekstraordinært setup. Meget læseværdig bog!

Jeg er ikke en Naja Marie Aidt-connoisseur, men jeg kan huske at jeg var ret betaget af hendes novellesamling Bavian, og nu har jeg læste nogle af hendes gamle noveller i samlingen Vandmærket.

De er også gode! Der er noget ved sproget og tiden i historierne der bærer præg af at novellesamlingen er fra 1993, men ellers minder de mig om stemningen i Bavian. Fællestrækket for vel sagten alle hendes noveller er at der er noget i hver enkelt historie der er ret smertefuldt – sørgeligt, uhyggeligt eller ubehageligt.

Med andre ord en rigtig humørbombe. Nu glæder jeg mig til at læse hendes novellesamling Tilgang fra 1995.

Der er noget særligt ved de bøger man køber i en fremmed by fordi man blev færdig med den man var i gang med. Hvis udvalget er lille, kan det være lidt af et eventyr, fordi man kaster sig ud i noget man ikke havde planlagt. Andre gange ender man på noget lidt mere kedeligt og sikkert – og det var tilfældet her.

Jeg har læst de fleste af Kurt Vonneguts bøger i mine unge dage, herunder især selvfølgelig hans mest berømte og virkelig fremragende Slaughterhouse-Five.

Armageddon in Retrospect er udgivet året efter Vonneguts død og er en samling af kortere tekster, taler, breve, noveller og den slags skrevet gennem hans liv. De fleste kredser dog om det samme som Slaughterhouse-Five, nemlig da USA bombede Dresden under anden verdenskrig – en begivenhed som forfatteren selv oplevede på nærmeste hold som tilfangetagen soldat.

Kurt Vonnegut var fantastisk – alvorlig, morsom, dramatisk og nede på jorden – men sammenlignet med hans andre bøger er den her lidt noget rod. Det virker lidt som de sørgelige rester af Vonneguts uudgivne skriverier. Den er stadig værd at læse i en snæver vending på en cafe i udlandet, men absolut ikke der hvor man skal tage hul på hans store forfatterskab.

Da jeg for nylig skulle en kort tur til Wien, spurgte en god kollega om jeg så ikke ville låne hendes udgave af Verden af i går. Det viste sig nemlig at være hans erindringer om blandt andet livet i hans hjemby Wien.

Bogen går i store træk kronologisk frem fra Stefan Zweigs barndom og ungdom i Wien, hans higen efter viden og dannelse og byens ånds- og kulturliv i disse år. Han kommer rundt om seksualmoral (man var vel venner med Freud) og skolevæsenet før han når sin litterære debut. Herefter handler resten af bogen om livet som forfatter, om hans mange rejser, om hans berømte kunstnervenner og især om de to verdenskrige.

Det er interessant for mig, fordi jeg synes han formår at gøre det komprimeret, levende og vedkommende, og jeg føler egentlig jeg er blevet lidt klogere af at læse bogen. Og den er stadig relevant – ikke kun fordi det altid er sådan at alting var bedre i gamle dage, men også fordi parallellerne er åbenlyse i en tid hvor et højreradikalt parti er opstillet til folketingsvalg, og hvor grænserne for det acceptable hele tiden rykkes.

Formmæssigt er den speciel, fordi Zweig på den ene side gør et nummer ud af at være beskeden og alligevel er næsten kvalmende selvhøjtidelig. Tænk at kalde et kapitel ‘Kampen for åndens broderskab’! Og så er den skrevet med et kæmpestort sprogligt overskud – nu har jeg jo læst den i den danske oversættelse, men der er flere ord i den jeg ikke kendte eller havde glemt fandtes. Stilsikkert, varieret og passende.

Nå, fin bog. Jeg slutter af med et citat:

Hadet mellem lande, folk og partier fyldte endnu ikke daglig avisernes spalter, det skilte endnu ikke mennesker fra mennesker og nationer fra nationer; flok- og massementaliteten var endnu ikke så modbydeligt mægtig i det offentlige liv, som den er i dag; privatlivets fihed gjaldt som en – nu knap nok begribelig – selvfølgelighed; man betragtede ikke som i dag tolerancen som et tegn på blødagtighed og svaghed, men roste den i stedet som en etisk styrke.

Og timingen var så smuk at jeg endte med at læse bogens sidste sider i den over en kold øl og en dobbelt espresso på en cafe i Wien.

Tilbage i 2004 læste jeg en dag en vildt rosende anmeldelse i Weekendavisen (af Bukdahl, tror jeg) af Fra smørhullet af Kirsten Hammann. Jeg gik ned i boghandlen på hjørnet (i dag ligger der en tarvelig sushibiks, selvfølgelig), købte bogen, læste den samme dag og syntes den var fantastisk!

Siden har jeg været ret begejstret for Kirsten Hammann og har læst de tre efterfølgende romaner (En dråbe i havet, Se på mig og Alene hjemme) og den foregående lidt underlige Vera Winkelvir, men ingen af dem har for mig helt nået samme niveau som Fra smørhullet. De har på en eller anden måde haft for meget handling – mens Fra smørhullet udmærker sig ved at der næsten ikke sker noget.

Nå – pointen med denne intro er at Hammanns nyeste bog har lidt af den samme stillestående stemning, og at det er virkelig godt! Sjovt nok er der her ikke tale om en roman, vel ikke engang fiktion, men en slags dagbogsform hvor Kirsten Hammann tager udgangspunkt i alle de åndssvage spørgsmål hun bliver stillet om sine bøger, og som hun her forsøger at besvare en gang for alle.

Det lyder kedeligere end det er. For det første er det et dejligt ærligt indblik i hendes kvaler – hun vil gerne anerkendes, men helst være alene, hun vil gerne have folk til at interessere sig for hendes bøger, men hun hader at blive spurgt om dem, hun vil gerne have taget flotte billeder til bogens cover og hun hader det samtidig.

For det andet er der noget i beskrivelsen af hendes dage der minder dejligt meget om det stillestående liv i Fra smørhullet. Se fx det her:

I går aftes, da jeg var færdig med dagen og klar til at gå i seng, opdagede jeg til min ærgrelse, at klokken kun var 21.30, og det er jo helt klart for tidligt, når man er stået op kl. 11. Jeg talte sammen: Jeg havde kun været vågen i 10½ time. Jeg havde arbejdet, gået tur, spist frokost, arbejdet lidt igen, set en film og var endelig nåede [sic?!] til højdepunktet, tilberedning af aftensmad, høre radio, spise maden og drikke vin. Men det var jeg allerede færdig med kl. 19. Så kunne jeg lave små lækre ting, varme nogle nachos med groftrevet cheddar over og lave noget guacamole, som jeg kunne spise ved at bruge lune chips som ske.

Hvad så? Jeg havde lagt nogle figner og svesker i blød i rom. Dem kunne jeg spise med flødeskum.

Hvad så? Jeg tog en plade Crunch fra skabet og brækkede et stykke af, som jeg først suttede på og bagefter kørte rundt på en tallerken med lakridspulver. Lakridsen satte sig fast i spyttet, og jeg fik på denne måde fremstillet og fortæret min lakridsberigede hvide chokolade med knas.

Det minder mig om en perfekt passage i Fra smørhullet hvor fortælleren får helt ondt i munden af at spise bolsjer.

Nå – for det tredje er der en fin selvbevidsthed der gennemsyrer hele bogen i et metalag. Hver gang hun fremstår lidt højstemt, piller hun sig selv ned, og hver gang hun åbner en flanke, påpeger hun det selv. Og selv dét reflekterer hun over.

En dejlig, ujævn og læseværdig bog!

Denne bog fik jeg i gave for et par måneder siden – og valget af bogen var et rimelig kvalificeret gæt. Jeg fik den nemlig af en, der arbejder sammen med en, som jeg for mange år siden arbejdede sammen med på et forlag – hvor man selvsagt snakker en del om bøger. De to har sammen fundet ud af hvad der ville være den helt rigtige bog at give mig – en bog som min gamle kollega selv har stået for, og hvis eget eksemplar jeg fik. Og jeg synes de ramte godt.

Der er noget dejligt umoderne over De otte bjerge. Historien strækker sig over en lang årrække og handler primært om drenge og mænd og deres trang til at gå rundt i bjergene. Der er store følelser, men pakket godt ind i akavede samtaler og endeløse naturbeskrivelser, og der er store og vigtige spørgsmål vi ikke kommer i nærheden af at få besvaret. Hyggeligt, tilpas stillestående og ganske ordknapt – og så får man sådan lyst til at gå op på et højt bjerg når man læser den.

En fremragende lille bog! Jeg læser sjældent andet en skønlitteratur, og efter min elendige oplevelse med Pseudoarbejde var jeg lidt på vagt over for Sportshjerte som er en slags dokumentarbog om cykling.

Men jeg havde fået den af en ven der deler min begejstring for både gode bøger og cykelsport, så jeg gik i gang – og jeg skulle ikke mange sider ind i den før jeg kunne mærke at jeg var i virkelig gode hænder.

Jeg er vant til at opleve beskrivelser af cykling som de kommer til udtryk hos cykelkommentatorer og i de løbsreferater man kan læse i aviser og på fx feltet.dk – typisk helt forudsigeligt og med en voldsom brug af gamle klichéer. Det her er noget andet.

Man følger forfatteren der rejser rundt og ser nogle cykelløb. Han møder kendte og mindre kendte ryttere og snakker med dem – aldrig om hvad de forventer af dagens etape eller den slags spørgsmål som sportsjournalister altid stiller, men om alt muligt andet. Om de store ting og det helt dagligdags.

En lækker, langsom og smuk bog – dog nok kun for folk der kan lide cykling.

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har læst en bog der gjorde mig så irriteret. Det er vel mere end tyve steder jeg har lavet et lille æseløre fordi der stod noget ekstraordinært dumt.

Mine forventninger var ellers høje. Bogen er kendt for ikke bare at afsløre det overflødige pseudoarbejde mange af os udfører, men også komme med anvisninger til hvordan vi undgår det. Jeg har arbejdet forskellige steder i staten siden 2006 og er stødt på rigeligt med stive sagsgange, overflødige produkter og alt for lange møder. Jeg så for mig hvordan jeg kunne få gjort mere på mindre tid efter at have læst bogen. Men jeg blev skuffet.

Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte. Bogen tager udgangspunkt i at man for 100 år siden ventede at kunne skære arbejdsugen ned til 15 timer, fordi meget arbejde ville blive automatiseret. Men vi arbejder det samme eller mere og taler allesammen om at vi har så travlt. Så langt så godt. Men ifølge forfatterne skyldes det en af to ting. Enten sidder vi bare på vores arbejde og kukkelurer og laver alt muligt der ikke har noget med arbejde at gøre – eller også fylder vi tiden ud med fx dokumentation, kvalitetssikring, marketing, compliance, kommunikation, revision osv. osv.

Dét er dårligt og overflødigt det hele – stort set pr. definition, forstår man. Det er derimod bedre at lave ‘rigtigt’ arbejde hvor man bygger noget, hjælper nogle syge mennesker, underviser nogle børn, koger suppe osv.

Og ikke nok med det. En af hovedtankerne i bogen er at det som udgangspunkt er den der udfører arbejdet, der ved hvordan man gør det bedst. En læges egen faglige vurdering vil altid være mere fornuftig end et eller andet statsligt kvalitetsstyringshelvede som bliver trukket ned over lægen. Og en lærer kender eleverne og ved hvordan man underviser bedst, og så kan dem inde fra ministeriet bare holde nallerne væk. Socialrådgiveren skal snakke med de udsatte borgere, ikke sidde og dokumentere alt muligt. Det er jo bare pseudoarbejde!

Man er nok dum hvis man er lodret uenig med forfatterne her, men jeg synes oprigtigt også det er dumt at tro at folk altid ved bedst selv. Vi har allesammen vores blinde pletter – og selv om jeg ikke selv synes journalisering eller indkøbscompliance er spændende eller vigtigt for mig og mit arbejde, kan det stadig være en god ide for os allesammen at jeg bruger noget af min tid på det.

For det er ikke bare i forhold til folks egen faglighed forfatterne mener at folk ved bedst. Hvis man er træt af at netværksprinteren går i stykker, kan man da bare tage firmakortet og købe en blækprinter nede i Elgiganten og stille på sit kontor. Og hvorfor bruge de tunge og besværlige systemer it-afdelingen stiller til rådighed? Det kan da klares lettere med en app man selv henter på sin telefon. Det står der seriøst i bogen! Brug ikke kræfter på alt det der fis de andre synes er vigtigt.

Og apropos kræfter. Mails er pseudoarbejde. Møder er pseudoarbejde. Jeg læser ud af bogen at det er pseudoarbejde og spild af folks tid at svare på mails. Seriøst! Og igen et forbehold. Selvfølgelig findes der dårlig mailkultur. Selvfølgelig holdes der for lange møder med for mange deltagere. Men i takt med at jeg læste bogen, fik jeg en følelse af at alt hvad der er irriterende ved vores arbejdsliv, blev smækket i kategorien pseudoarbejde.

Og det bringer mig videre til at bogen virker overraskende populistisk på mig. Vi kan da blive enige om at det her er lamt, lyser det ud af siderne. Og hvad værre er: det gennemsyrer bogen at enten indrømmer man at forfatterne har ret – eller også lyver man (evt. for sig selv). Rent sprogligt kommer det samtidig til udtryk i klichepræget omtale af jakkesæt, magt, ambitioner osv. Bogen er på den ene side grundigt funderet i interviews, undersøgelser og statistik – og på den anden side tit formuleret som et aggressivt læserbrev. Mærkeligt og trættende.

Og egentlig også ærgerligt, for jeg synes det er en god ide at se kritisk på hvor mange kræfter vi skal lægge i den årsrapport som ingen læser alligevel. Og måske er bogen ikke forgæves, for med lidt held har min irritation over bogen gjort nok indtryk til at jeg husker nogle af de gode pointer – selv om jeg synes de alt for tit drukner i en blanding af forudindtagede meninger, urimelige gæt på folks motiver og decideret uvidenhed om hvordan almindelige arbejdspladser fungerer.