Albert Camus: Pesten (1947)

Albert Camus: Pesten (1947)Tilbage i marts da pandemien var ny og spændende, satte jeg mig en dag i mit badekar med Camus’ Pesten. Jeg begik dog den fejl at begynde på den franske udgave af bogen som jeg læste for mange år siden da mit gymnasiefranske var lidt mere present.

Efter 50 sider måtte jeg give op og bestille den danske udgave, men i mellemtiden afbrød jeg mig selv for at læse Jørgen Stein som jeg også lige holdt pause med for at læse Meter i sekundet. Nå, men efter Stine Pilgaard og Jacob Paludan har jeg kæmpet mig igennem den danske udgave af Pesten – og ja, det var lidt en kamp. Den var god og kedelig.

Og ja, jeg læste den selvfølgelig ud fra en eller anden idé om at den ville bringe mig en gammel indsigt i en ny situation. For der er masser til fælles mellem romanens pestudbrud i en algiersk by og nutidens corona-epidemi, og også i den måde vi som mennesker håndterer det – her fx en beskrivelse fra pestens tidlige fase:

Ingen havde endnu rigtigt akcepteret sygdommen. De fleste var mest optaget af de forstyrrelser, den forvoldte i deres vaner, og de hindringer, den frembød for dyrkelsen af deres interesser. De var gnavne og irriterede, og det er næppe med sådanne følelser, man bedst bekæmper en pest. Deres første reaktion var, typisk nok, at laste myndighederne.

Og bogen er ikke dårlig. Alligevel sidder jeg ikke med en følelse af at have fået et nyt perspektiv – måske bare fordi jeg ikke helt forstår bogen – og desuden synes jeg den er lidt for langtrukken og højtidelig. Sorry Albert!

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.