Det er mere end to år siden jeg læste Trækopfuglens krønike, og jeg undrer mig over at jeg først nu har fået læst mere af Haruki Murakami, for den var virkelig god. Det er Kafka on the Shore også. Lidt mere action, marginalt mindre mystisk og nogenlunde lige så fængende.

Plottet er noget underligt noget med en 15-årig dreng der forsøger at flygte fra sin onde fars ødipale forbandelser, en gammel mand der var ude for noget ganske underligt som barn og nu kan tale med katte, en androgyn bibliotekar og en truckfører der optræder som hjælpere, et par alvidende kommercielle figurer som Johnnie Walker og Colonel Sanders – og alt muligt andet skørt.

Stilen er præget af mindre tomgang end Trækopfuglens krønike – hvilket jeg egentlig savner lidt. Men ellers er der de samme ingredienser, herunder det lidt småfilosofiske hvilket godt kunne være nedtonet lidt. Der er også en del betragtninger i bogen der tager udgangspunkt i personernes oplevelser og diskussioner om litteratur og musik – det er altid med fare for at blive en anelse belærende, men samtidig også tit ret interessant og lærerigt.

Som i Trækopfuglens krønike er der mange ubesvarede spørgsmål når man lukker Kafka on the Shore efter 500 siders læsning – men jeg savner ikke den store opklaring. Måske forklarer Haruki Murakami selv hvorfor: i en af de nævnte lidt litterære passager diskuterer to af bogens personer en bog af den japanske forfatter Natsume Sōseki:

You have a strange feeling after you finish the book. It’s as if you wonder: what was Soseki trying to say? It’s as if not really knowing what he’s getting at is the part that stays with you.

Dette er en sjov lille bog – og ret forskellig fra hvad jeg plejer at læse.

Edna Earle er en enlig kvinde der driver et lille familiehotel i sydstaterne og fortæller historien om sin onkel Daniel Ponder. Om hans utrolige rigdom og utrolige gavmildhed, om hans første kone, hans anden kone og om familien bestræbelser på at hjælpe den elskelige herre så godt som muligt. Klimaks kommer i slutningen i en stor og bizar retssag der går lidt amok.

Historien i sig selv er ikke enestående, men bliver båret af Edna Earles monolog. På en næsten Helle Helle-agtig måde er det der bliver fremhævet, det der bliver udeladt, og selve jargonen (her sydstatslingo) især det der giver bogen ånd. Her citerer Edna Earle onkel Daniel hvis kone netop er stukket af:

“Have you seen her, son? Has a soul here seen my wife? Man alive! My wife’s done left me out there by myself in the empty house! Oh, you’d know her if you came across her – she’s tiny as a fairy and pretty as a doll.”

Samtidig er selve plottet tilstrækkeligt fald-på-halen-agtigt til at den i det hele taget er ret underholdende – hurtigt læst, men måske også hurtigt glemt.

En frisk og god lille bog, hurtigt læst og svær at lægge fra sig. Det handler om en ung mand der bliver udskrevet fra en lukket afdeling og kommer ud i virkeligheden. Her bliver det hans mission at finde Amina, en pige der løbende sendte ham breve fra den virkelige verden mens han var indlagt. Samtidig kæmper han med at konfrontere verden udenfor – og ikke mindst med at holde sin skizofreni nede.

“Nordkraft-klasse”, står der som et blurb på forsiden. Det er nok ment som et kompliment, men jeg synes denne bog er bedre end Nordkraft. De er begge præget af hvad der virker som en ret stor trang til bare at fortælle en masse historier (underforstået: pyt med de litterære former), hvilket i mine øjne kan virke lidt amatøragtigt i deres store begejstring. Men Aminas breve er noget mere stringent og uden så mange små sideforløb, og det er klart et plus. Så trækker de begge på noget socialrealistisk (stofmisbrug, integration, skizofreni), kan man vel sige, men her er det også som om denne bog stikker lidt dybere end Jakob Ejersbos. I det hele taget meget gennemført af en debutroman.

Det er første gang jeg læser noget af Jonas T. Bengtsson, men hans anden roman Submarino (2007) er også blevet rost meget. Er der nogen der har læst den?

Dette er noget så usædvanligt som en sms-roman. Det kan vist dække over flere ting, men i dette tilfælde er det en roman, som man modtager på sms, og som samtidig består af fiktive sms’er sendt mellem to mennesker.

Som titlen antyder, er det en kærlighedshistorie – og en ret banal én, vil jeg tilføje. Men lad det være hvad det er.

Jeg købte kun romanen (25 kr., trukket på mobilregningen), fordi jeg syntes det var en sjov idé. For det første træder den jo ind i ens privatsfære når man får fiktion leveret på sin mobiltelefon – og så er det endda formuleret som sms’er. For det andet er man jo ikke herre over forløbet på samme måde som almindelige bøger som man læser når man har tid – disse sms’er bliver sendt ud fra forlagets computer efter forfatterens tidsplan. Ret stort potentiale i timing og suspense.

Men faktisk synes jeg ikke idéen er realiseret specielt godt. Min første anke er at sms’erne ikke er særlig sms-agtige – jeg giver lige et eksempel:

Jeg ved godt hvem du er. Der var ikke første gang, jeg så dig. Det var også dig, der satte en turkis keramikflodhest i græsset ved det nye flodhesteanlæg. Du havde sølvshorts på. Normalt går jeg hurtigt – men den aften; der var noget galt til den fest. Noget, jeg ikke forstod. T

Altså, hvem bruger semikolon i sms’er? Og den sidste sætning, “Noget, jeg ikke forstod”, minder i mine øjne meget mere om netop litterær fiktion end om noget man ville skrive i en sms. Og så ryger idéen vel lidt? Kunne man ikke forestille sig en vellykket sms-roman der spillede mere på mediet? Flere forkortelser og stavefejl – og mere tempo måske?

For samtidig synes jeg det med timingen kunne bruges bedre. Romanen består af 27 beskeder som kommer i løbet af otte dage. Men de er stort set bare jævnt fordelt over dag- og aftentimerne. Hvorfor var der ikke en almindelig hurtig udveksling hvor med svar inden for et par minutter? Og hvorfor ingen pause på et par dage, det kunne da have fungeret som en cliffhanger (“har hun fået kolde fødder?” e.l.).

Endelig blev jeg bare ikke revet med – overhovedet. Jeg havde svært ved at huske hvem der var hvem (man skal scrolle helt ned i bunden af beskeden for at se hvem der er afsender – “M” eller “T”), ja selv hvem der var drengen og hvem der var pigen. Og fordi beskederne kom efter forlagets plan, havde jeg ikke altid tid til at læse dem ordentligt når de kom – jeg fik først rigtig overblik over plottet da jeg læste alle beskederne samlet og i kronologisk orden i toget i morges. Og så kan det jo næsten være det samme. Idéen med plottet er jo også at disse to mennesker reelt forelsker sig i hinanden pr. sms, gennem ordene, og så er det ærgerligt hvis man som læser nærmere forbinder beskederne med en vis irritation og forvirring.

Kort sagt en god idé, men egentlig ikke rigtig værd at læse.

Det har taget mig lang tid at komme gennem denne bog, men jeg læste også Vera Winkelvir i mellemtiden for lige at få lidt luftforandring. Det er sådan en lidt tung sag – en af de bøger hvor pointen er at alting går lidt langsomt og der grundlæggende ikke rigtig sker noget. Det gør det ikke til en dårlig bog, men 410 sider uden rigtig handling bliver jo lidt tungt.

Det er historien om 20-årige skotske Tammas og hans laster. I den lette ende af dem kan nævnes hans manglende evne til at holde fast på jobs og hans trang til at drikke et par øl når han har penge. Mere alvorlig er hans spillemani. Poker, heste, hunde, pool og helt almindelige væddemål – Tammas kan ikke sige nej. Han lader til ikke at være helt dårlig og vinder flere gange en hel del penge. Men som den unge hovedperson i Hamsuns Sult sidder pengene meget løst – når Tammas har penge, bliver han meget gavmild over for både andre og sig selv. Og så spiller han selvfølgelig også for sine gevinster og taber dem igen.

Universet er gråt som altid i Kelmans bøger. Arbejdsløsheden er høj, det er altid vinter, Tammas bor til leje hos sin søster og hendes mand som han har et anstrengt forhold til, et anderledes anstrengt og akavet forhold får han til en enlig mor, og hans bekendte bliver aldrig rigtig rigtige venner. Der er noget afstumpet og hæmmet over dialogen gennem hele bogen – fx her hvor han taler med sin nærmeste ven Rab:

You okay man?
Okay?
What’s up?
What’s up? Rab was frowning at him. Fuck all up.
Tammas nodded.
Naw I mean . . .
It’s alright.
Naw, I just eh . . . Rab sighed, I cant be fucking bothered man.
What d’you mean?
Ah nothing.

Der er på én gang noget frustrerende og lækkert over Kelmans bøger – det går så langsomt og kommer ingen vegne, og det er jo lige det der er meningen. Jeg har efterhånden læst alle hans bøger – heldigvis er Kelman stadig aktiv trods sine 62 år, og jeg har faktisk lige bestilt hans nyeste.

Jeg er lidt skuffet over denne bog. Det er syv år siden jeg fik den anbefalet, så man kan sige jeg har taget tilløb. I mellemtiden har jeg læst to af Kirsten Hammanns andre bøger der var virkelig gode.

Den her er en roman, men minder lidt om et meget langt prosadigt. I den forstand er det vist fint nok – men jeg er bare ikke så meget til digte.

Der er ikke noget rigtigt plot – men dog en vis udvikling og antydningen af en historie – i fortællingen om Vera Winkelvir – eller vera winkelvir, som det konsekvent hedder i bogen. Fortælleren reflekterer da også over konstruktionen:

Det ville være meget lettere hvis hun havde en historie. Sådan en god gammeldags rutefart fra vugge til grav og med lidt fyld imellem. F.eks. en frokost man kunne nyde under overfarten.

Man kunne gøre det i cafeteriet, hvor det er tilladt at spise sin egen medbragte madpakke. Man skulle bare vælge sig et temperament (leverpostej eller laks) og de tilhørende drikkevarer.

På vogndækket kunne man sikkert finde en familie at dele sin skæbne med. Og sin kage til kaffen med.

Alt afhængigt af sejlturens længde, ville man have fortællingens 3 vigtige elementer: Tid, sted og handling.

Det ville være meget lettere.

Så i stedet for det store plot er det sproget der binder bogen sammen. Det er fint og finurligt og meget konkret, og så bliver nogle vendinger gentaget drypvist – lokalt over et par sider eller over hele bogen. Det er ret godt, men stadig nok bare for meget digt til min smag.

Jeg forbinder egentlig Hans Scherfig med noget lidt skoleagtigt, men Den døde mand har længe stået og kigget på mig fra bogreolen, og jeg husker faktisk Den forsvundne fuldmægtig som en udmærket bog.

Det var den her også. En lille satirisk bog med udgangspunkt i det københavnske digtermiljø – noget der på mange måder faktisk mindede mig om Hamsuns Ny jord. Her hedder fortælleren “Scherfig” og rapporterer med stor ringeagt om sine kunstnerbekendte. Titlen hentyder til kernen i plottet der medfører en del drama og forvirring. Historien i sig selv er ikke noget særligt, styrken ligger i spydigheden. Hans Scherfig gør nar af både overklassen, tidens modefænomener og ikke mindst hans fordrukne forfatterkollegaer:

Det var mest digterede og malere, der sad på “Ølgården“, og de fleste havde siddet der så længe, at det var blevet deres faste adresse. Her var deres træffetid og kontor. […] Der var store stærke karle imellem, som kunne slæbe jernbjælker og drive store hjul rundt, men som i stedet for digtede om vintergække og biller og alfer og sommerfugle og hejda for en skælm, den er, den lille oldenborre, og hurle, hurle hej, du lille viltre bi. Megen god kropskraft gik til spilde på “Ølgården“.

Hurtig læst og måske også hurtigt glemt – men god underholdning til en overkommelig pris.

Jeg kan lige så godt tilstå at jeg ikke ved præcis hvad titlen på denne bog betyder. Jeg har rådført mig med en herboende svensker der oplyser at det må være en slags skadedyr der angriber raps.

Det giver på en måde meget god mening. Det er historien om Albert og Henning – to brødre omkring de 70 der bor sammen på landet i Sverige et sted. De lever et stille og roligt liv uden fjernsyn og toilet, spiser simpelt og hjælper af og til den lokale godsejer som de tidligere har tjent hos.

Brødrene har den vane at spadsere rundt i udkanten af naboens rapsmark i en ring – mens de engang i mellem spytter lidt snus ud. En politihelikopter opdager korncirklen fra oven, og ufo-rygterne slipper ud. Lokalsamfundet er på den anden ende, brødrene er lidt flove og vil helst bare være i fred. Imens bliver deres barndomshjem bygget om til et behandlingshjem for kvinder fra byen med alkoholproblemer.

Det er ikke så fald-på-halen-agtigt som det lyder; mødet mellem de gamle mænd og samfundsudviklingen er ikke altid komisk, og de bliver sådan set ikke meget klogere i løbet af bogen. Jeg kunne bedst lide de lidt triste undertoner i bogen – især brødrenes grundlæggende uromantiske skæbne, det lidt kejtede spil mellem dem, deres mangel på lyst og evne til at forstå noget som helst – og deres stærkt tøjlede begejstring for al den action der pludselig omgiver dem.

Og så var det jo en fornøjelse at læse lidt svensk fra bøhlandet (trods det der med titlen). Jeg må lige citere lidt:

Albert lyfte vant på överläppen och förde in en rejäl pris snus. Han tryckte sedan till med handen som om han ville platta till och fördela snuset jämnt. Han sög ljudligt, slöt blicken och det var som en himmelsk frid belägrede honom.

Endelig er der noget meget fint ved det adstadige pensionisttempo. Det gik op for mig at jeg nærmest aldrig læser bøger der handler om gamle menneskers liv – der er tit en gammel fortæller, men så ser han eller hun altid tilbage på deres ungdom.

Denne bog minder mig om at slå storetåen hårdt ind i en dørkarm.

Det er en samling noveller hvis omdrejningspunkt er smerte og ubehag, fysisk og især psykisk. Fra sygdom, død og stoffer til utroskab, irriterende børn og dagligdags pinligheder.

Det er gennemført skrevet og ret ubehageligt at læse. Hvis man er til den slags, så er det lige sagen, og det tror jeg nok jeg er.

Det her er en virkelig åndssvag bog. Men også kort nok til at det egentlig også bare er sjovt.

Det er et drama der tager udgangspunkt i en gammel historie om en en meget omtalt detalje i The Wizard of Oz fra 1939. I en kort scene ser man mellem træerne i baggrunden en genstand der bevæger sig, og det skulle efter sigende være en af dværgskuespillerne der har hængt sig selv.

Dette skuespil fortæller så historien om hvordan det kunne gå så galt at en dværg skulle hænge sig selv. Det er et klassisk spil mellem forskellige persontyper; fire meget forskellige dværge – der alle er statister i filmen – ender på det samme hotelværelse. Druk, sex, stoffer, tro, bandeord og personer der langsomt viser deres sande jeg, udgør så grundpillerne i skuespillet – spinkelt, tåbeligt og rimelig underholdende!