Anmelderklichéen der passer bedst på A Pale View of Hills er vist at den er ‘foruroligende’. Det lyder lidt slidt og tamt, men der er virkelig noget meget ubehageligt og ildevarslende der hele tiden lurer under overfladen i denne ellers ret stilfærdige lille bog.

Historien foregår i en ramme hvor Etsuko, en ældre japansk kvinde som er bosat i England og hvis datter for nylig har hængt sig selv, tænker tilbage på en sommer for mange år siden da hun boede lidt uden for Nagasaki.

Erindringerne går især på Etsukos møde og spirende venskab med en mystisk kvinde der flytter til byen sammen med sin sky datter – og om kvindens forsøg på at få sit liv til at hænge sammen. Men hun tænker også tilbage på et noget ulige magtforhold med sin mand, på sin svigerfar og hans bekymring over nutidens begejstring over vestlige værdier, og i baghovedet har hun hele tiden også bomben der faldt i Nagasaki.

Det lyder ordinært, men er på alle måder mærkeligt, dystert og en lille smule gyseragtigt. Dels er der nogle perifære hentydninger til nogle meget horror-agtige episoder, dels er der i udbredt grad en forvirrende kombination af høflighed og fjendtlig afstand mellem personerne. Og så sker der nogle ganske få ting der får hele læserens virkelighedsopfattelse til at tippe. Det minder måske i virkeligheden om det man oplever i slutningen af denne film – dog med en tand mere usikkerhed og lidt mindre tadaa-effekt.

Alt i alt en overraskende god bog; Kazuo Ishiguro er en fantastisk forfatter. Det var min meget positive oplevelse af at genlæse The Unconsoled der fik mig til at få fat i A Pale View of Hills – nu må jeg snart købe noget mere af ham.

Okay, dét her er en god bog!

Tidligere har jeg læst romanerne Rødby-Puttgarden og Ned til hundene som efter min mening minder ret meget om hinanden. Men det her er – selvfølgelig i høj grad pga. novelleformen – helt klart noget andet. 16 fine små tekster fra det Danmark der ligger uden for de store byer og om folk der oplever ting som ikke nødvendigvis er voldsomt dramatiske.

Et eksempel er novellen Globryllup om en kvinde der kommer til at stå af bussen et helt forkert sted og har en håndfuld timer i en lille by mens hun venter på den næste. Hun går ind i en kirke hvor der er et bryllup i gang, bliver taget for en rigtig gæst og ender med at tage med ud til bryllupsfesten selv om ingen helt ved hvem hun er. Hun er nok lidt nysgerrig – men kan mest af alt bare ikke rigtig finde ud af at få sagt at hun slet ikke hører til.

Og sådan er der mange af novellerne der handler om de kejtede, lidt sjove, halvtriste eller decideret ubehagelige små situationer hvor folk ikke rigtig får sagt, gjort eller forstået det de nok skulle.

Helle Helle beskriver det virkelig skarpt, fint og ikke nedladende – Biler og dyr er virkelig god!

Sidste uge tilbragte jeg i en norsk hytte foran pejsen med denne bog. Det er lidt tid siden jeg læste Män som hatar kvinnor, og nu var jeg klar igen.

Hvor jeg sidst egentlig var lidt skuffet, passede bogen denne gang udmærket til mine forventninger – måske fordi jeg havde sat dem lidt ned. Den er forholdsvis spændende, der er en del sideforløb, de gode vinder etc.

Men på et par punkter er den faktisk lidt bedre: i den første bog er hovedpersonen journalisten Mikael Blomkvist, og her fornemmer man måske nok at Stieg Larsson er lige lovlig begejstret for sin hovedperson og hans pletvise supermand-træk. Men i Flickan som lekte med elden er hovedpersonen den introverte hacker Lisbeth Salander, og hun er en noget mere kompleks person. Helt klart protagonist, men ikke en vildt sympatisk en af slagsen. Og det giver bogen – lidt mere dybde, skulle jeg til at skrive – nej, men i hvert fald lidt mere tyngde.

Desuden er det et fint træk ved to’eren i serien at den ikke (som etteren) har sit spændingsmæssige klimaks halvandet hundrede sider før den slutter, men nærmere på de allersidste par sider.

Og så er det jo bare en fest at læse en svensk bog på svensk – even better than the real thing. Her er Lisbeth Salander et smut i Ikea:

Hon köpte två soffor av modellen Karlanda i sandfärget tyg, fem sviktande fåtöljer av märket Poäng, två runda kafébord i klarlackad björk, et soffbord Svansbo och några udda småbord av märket Lack. Från avdelingen med bokhyllor och förvaring beställde hon två uppsätningar av Ivar kombination förvaringsserie och två bokhyllor Bonde, en TV-bänk och Magiker förvaringshylla med dörrar. Hon komplemetterade med en Pax Nexus tredörrars garderob och två små byråar av modellen Malm.

Og sådan fortsætter det over en sides penge!

Der en bog mere i serien – Luftslottet som sprängdes – og den står klar på reolen til når jeg er klar til en nyt skud svensk krimi.

Hans Otto Jørgensens nyeste bog, der kaldes en roman, men nok mere er memoirer, er opkaldt efter Andy Warhols factory. Og i den selvbiografiske fremstilling peger mange ting også frem mod hans kunstneriske udvikling der som bekendt ender med at han blive forfatter og rektor for forfatterskolen.

Stilen er klassisk Hans Otto Jørgensen – kortfattet, mundtlig og tit lidt indforstået:

Jeg ved, hun er træt af det, at hun kun venter på en anledning, at hun skal overvinde sig selv til at sige det, at nu rider hun sig en tur. Så gør hun det, forsvinder ad markvejen, nu sætter hun i galop, og ikke to minutter efter forsvinder også Frits samme vej, ad markvejen, på sin knallert.
Frits er vores karl.
Jeg er jaloux.

Men på trods af genkendelsens glæde over stilen er det ikke nogen fantastisk bog. I mine øjne – måske bare fordi jeg ikke selv har det kunstnergen som Hans Otto kæmper så meget med – er meget af det lidt kedsommeligt – der er noget trivielt over det, både når han hakker roer og når han tager syre.

Det er mere end to år siden jeg læste Trækopfuglens krønike, og jeg undrer mig over at jeg først nu har fået læst mere af Haruki Murakami, for den var virkelig god. Det er Kafka on the Shore også. Lidt mere action, marginalt mindre mystisk og nogenlunde lige så fængende.

Plottet er noget underligt noget med en 15-årig dreng der forsøger at flygte fra sin onde fars ødipale forbandelser, en gammel mand der var ude for noget ganske underligt som barn og nu kan tale med katte, en androgyn bibliotekar og en truckfører der optræder som hjælpere, et par alvidende kommercielle figurer som Johnnie Walker og Colonel Sanders – og alt muligt andet skørt.

Stilen er præget af mindre tomgang end Trækopfuglens krønike – hvilket jeg egentlig savner lidt. Men ellers er der de samme ingredienser, herunder det lidt småfilosofiske hvilket godt kunne være nedtonet lidt. Der er også en del betragtninger i bogen der tager udgangspunkt i personernes oplevelser og diskussioner om litteratur og musik – det er altid med fare for at blive en anelse belærende, men samtidig også tit ret interessant og lærerigt.

Som i Trækopfuglens krønike er der mange ubesvarede spørgsmål når man lukker Kafka on the Shore efter 500 siders læsning – men jeg savner ikke den store opklaring. Måske forklarer Haruki Murakami selv hvorfor: i en af de nævnte lidt litterære passager diskuterer to af bogens personer en bog af den japanske forfatter Natsume Sōseki:

You have a strange feeling after you finish the book. It’s as if you wonder: what was Soseki trying to say? It’s as if not really knowing what he’s getting at is the part that stays with you.

Dette er en sjov lille bog – og ret forskellig fra hvad jeg plejer at læse.

Edna Earle er en enlig kvinde der driver et lille familiehotel i sydstaterne og fortæller historien om sin onkel Daniel Ponder. Om hans utrolige rigdom og utrolige gavmildhed, om hans første kone, hans anden kone og om familien bestræbelser på at hjælpe den elskelige herre så godt som muligt. Klimaks kommer i slutningen i en stor og bizar retssag der går lidt amok.

Historien i sig selv er ikke enestående, men bliver båret af Edna Earles monolog. På en næsten Helle Helle-agtig måde er det der bliver fremhævet, det der bliver udeladt, og selve jargonen (her sydstatslingo) især det der giver bogen ånd. Her citerer Edna Earle onkel Daniel hvis kone netop er stukket af:

“Have you seen her, son? Has a soul here seen my wife? Man alive! My wife’s done left me out there by myself in the empty house! Oh, you’d know her if you came across her – she’s tiny as a fairy and pretty as a doll.”

Samtidig er selve plottet tilstrækkeligt fald-på-halen-agtigt til at den i det hele taget er ret underholdende – hurtigt læst, men måske også hurtigt glemt.

En frisk og god lille bog, hurtigt læst og svær at lægge fra sig. Det handler om en ung mand der bliver udskrevet fra en lukket afdeling og kommer ud i virkeligheden. Her bliver det hans mission at finde Amina, en pige der løbende sendte ham breve fra den virkelige verden mens han var indlagt. Samtidig kæmper han med at konfrontere verden udenfor – og ikke mindst med at holde sin skizofreni nede.

“Nordkraft-klasse”, står der som et blurb på forsiden. Det er nok ment som et kompliment, men jeg synes denne bog er bedre end Nordkraft. De er begge præget af hvad der virker som en ret stor trang til bare at fortælle en masse historier (underforstået: pyt med de litterære former), hvilket i mine øjne kan virke lidt amatøragtigt i deres store begejstring. Men Aminas breve er noget mere stringent og uden så mange små sideforløb, og det er klart et plus. Så trækker de begge på noget socialrealistisk (stofmisbrug, integration, skizofreni), kan man vel sige, men her er det også som om denne bog stikker lidt dybere end Jakob Ejersbos. I det hele taget meget gennemført af en debutroman.

Det er første gang jeg læser noget af Jonas T. Bengtsson, men hans anden roman Submarino (2007) er også blevet rost meget. Er der nogen der har læst den?

Dette er noget så usædvanligt som en sms-roman. Det kan vist dække over flere ting, men i dette tilfælde er det en roman, som man modtager på sms, og som samtidig består af fiktive sms’er sendt mellem to mennesker.

Som titlen antyder, er det en kærlighedshistorie – og en ret banal én, vil jeg tilføje. Men lad det være hvad det er.

Jeg købte kun romanen (25 kr., trukket på mobilregningen), fordi jeg syntes det var en sjov idé. For det første træder den jo ind i ens privatsfære når man får fiktion leveret på sin mobiltelefon – og så er det endda formuleret som sms’er. For det andet er man jo ikke herre over forløbet på samme måde som almindelige bøger som man læser når man har tid – disse sms’er bliver sendt ud fra forlagets computer efter forfatterens tidsplan. Ret stort potentiale i timing og suspense.

Men faktisk synes jeg ikke idéen er realiseret specielt godt. Min første anke er at sms’erne ikke er særlig sms-agtige – jeg giver lige et eksempel:

Jeg ved godt hvem du er. Der var ikke første gang, jeg så dig. Det var også dig, der satte en turkis keramikflodhest i græsset ved det nye flodhesteanlæg. Du havde sølvshorts på. Normalt går jeg hurtigt – men den aften; der var noget galt til den fest. Noget, jeg ikke forstod. T

Altså, hvem bruger semikolon i sms’er? Og den sidste sætning, “Noget, jeg ikke forstod”, minder i mine øjne meget mere om netop litterær fiktion end om noget man ville skrive i en sms. Og så ryger idéen vel lidt? Kunne man ikke forestille sig en vellykket sms-roman der spillede mere på mediet? Flere forkortelser og stavefejl – og mere tempo måske?

For samtidig synes jeg det med timingen kunne bruges bedre. Romanen består af 27 beskeder som kommer i løbet af otte dage. Men de er stort set bare jævnt fordelt over dag- og aftentimerne. Hvorfor var der ikke en almindelig hurtig udveksling hvor med svar inden for et par minutter? Og hvorfor ingen pause på et par dage, det kunne da have fungeret som en cliffhanger (“har hun fået kolde fødder?” e.l.).

Endelig blev jeg bare ikke revet med – overhovedet. Jeg havde svært ved at huske hvem der var hvem (man skal scrolle helt ned i bunden af beskeden for at se hvem der er afsender – “M” eller “T”), ja selv hvem der var drengen og hvem der var pigen. Og fordi beskederne kom efter forlagets plan, havde jeg ikke altid tid til at læse dem ordentligt når de kom – jeg fik først rigtig overblik over plottet da jeg læste alle beskederne samlet og i kronologisk orden i toget i morges. Og så kan det jo næsten være det samme. Idéen med plottet er jo også at disse to mennesker reelt forelsker sig i hinanden pr. sms, gennem ordene, og så er det ærgerligt hvis man som læser nærmere forbinder beskederne med en vis irritation og forvirring.

Kort sagt en god idé, men egentlig ikke rigtig værd at læse.

Det har taget mig lang tid at komme gennem denne bog, men jeg læste også Vera Winkelvir i mellemtiden for lige at få lidt luftforandring. Det er sådan en lidt tung sag – en af de bøger hvor pointen er at alting går lidt langsomt og der grundlæggende ikke rigtig sker noget. Det gør det ikke til en dårlig bog, men 410 sider uden rigtig handling bliver jo lidt tungt.

Det er historien om 20-årige skotske Tammas og hans laster. I den lette ende af dem kan nævnes hans manglende evne til at holde fast på jobs og hans trang til at drikke et par øl når han har penge. Mere alvorlig er hans spillemani. Poker, heste, hunde, pool og helt almindelige væddemål – Tammas kan ikke sige nej. Han lader til ikke at være helt dårlig og vinder flere gange en hel del penge. Men som den unge hovedperson i Hamsuns Sult sidder pengene meget løst – når Tammas har penge, bliver han meget gavmild over for både andre og sig selv. Og så spiller han selvfølgelig også for sine gevinster og taber dem igen.

Universet er gråt som altid i Kelmans bøger. Arbejdsløsheden er høj, det er altid vinter, Tammas bor til leje hos sin søster og hendes mand som han har et anstrengt forhold til, et anderledes anstrengt og akavet forhold får han til en enlig mor, og hans bekendte bliver aldrig rigtig rigtige venner. Der er noget afstumpet og hæmmet over dialogen gennem hele bogen – fx her hvor han taler med sin nærmeste ven Rab:

You okay man?
Okay?
What’s up?
What’s up? Rab was frowning at him. Fuck all up.
Tammas nodded.
Naw I mean . . .
It’s alright.
Naw, I just eh . . . Rab sighed, I cant be fucking bothered man.
What d’you mean?
Ah nothing.

Der er på én gang noget frustrerende og lækkert over Kelmans bøger – det går så langsomt og kommer ingen vegne, og det er jo lige det der er meningen. Jeg har efterhånden læst alle hans bøger – heldigvis er Kelman stadig aktiv trods sine 62 år, og jeg har faktisk lige bestilt hans nyeste.

Jeg er lidt skuffet over denne bog. Det er syv år siden jeg fik den anbefalet, så man kan sige jeg har taget tilløb. I mellemtiden har jeg læst to af Kirsten Hammanns andre bøger der var virkelig gode.

Den her er en roman, men minder lidt om et meget langt prosadigt. I den forstand er det vist fint nok – men jeg er bare ikke så meget til digte.

Der er ikke noget rigtigt plot – men dog en vis udvikling og antydningen af en historie – i fortællingen om Vera Winkelvir – eller vera winkelvir, som det konsekvent hedder i bogen. Fortælleren reflekterer da også over konstruktionen:

Det ville være meget lettere hvis hun havde en historie. Sådan en god gammeldags rutefart fra vugge til grav og med lidt fyld imellem. F.eks. en frokost man kunne nyde under overfarten.

Man kunne gøre det i cafeteriet, hvor det er tilladt at spise sin egen medbragte madpakke. Man skulle bare vælge sig et temperament (leverpostej eller laks) og de tilhørende drikkevarer.

På vogndækket kunne man sikkert finde en familie at dele sin skæbne med. Og sin kage til kaffen med.

Alt afhængigt af sejlturens længde, ville man have fortællingens 3 vigtige elementer: Tid, sted og handling.

Det ville være meget lettere.

Så i stedet for det store plot er det sproget der binder bogen sammen. Det er fint og finurligt og meget konkret, og så bliver nogle vendinger gentaget drypvist – lokalt over et par sider eller over hele bogen. Det er ret godt, men stadig nok bare for meget digt til min smag.