Denne bog har på to måder været noget helt nyt for mig. For det første er det en elektronisk bog som jeg har læst på min iPad. For det andet har jeg fået den gratis – ikke fordi den er gratis i det hele taget, men fordi jeg har den her bogblog.

Det første var uproblematisk – det måtte jo prøves. Og det fungerede i øvrigt helt fint – det kunne jeg godt finde på at gøre igen, selv om jeg nu godt kunne savne den fysiske fornemmelse af en rigtig bog lidt.

Det andet er lidt mere specielt. Forventer forfattere mon en særligt positiv anmeldelse når nu der er tale om en slags gave? Går man på kompromis med sin integritet hvis man får ting gratis? Svarer det til at begynde at have bannerannoncer på sin blog? Og er man virkelig forpligtet til at læse bogen til ende hvis nu den ikke er god? Jeg tog chancen.

Nå – så til bogen. Og lad os starte med konceptet: det er ikke en almindelig bog udgivet af et forlag. Det er mit indtryk at forfatteren – Kristian K. Rasmussen – selv har stået for det meste af det et forlag plejer at gøre. Hvis man køber bogen (på dens hjemmeside), kan man vælge at få den i alle mulige formater (ePub, PDF, RTF, lydbog) og med alt muligt artwork og oven i købet et tilhørende soundtrack.

Hovedpersonen og jeg-fortælleren i Verdens vredeste mand er i starten af tyverne og bor i sin mors hus i Skanderborg. Han arbejder sort med lidt databaser, dyrker kampsport, drikker store mængder kaffe, sover ikke så meget, er indadvendt og på alle måder helt sin egen. Og så driver han en vældig vred blog der har samme navn som bogen.

Handlingen udspiller sig over blot tre døgn, men suppleres af en del flashbacks og desuden en lang række fritstående tekster som hovedpersonen skriver på sin blog. I løbet af de tre døgn tager hovedpersonen fra Skanderborg til København, møder nogle ligesindede mennesker på Nørrebro, får kontakt med sin stressramte storesøster og kommer ud for en masse dramatiske oplevelser. Som Kristian K. Rasmussen selv ganske rammende skriver på sin hjemmeside om bogen:

På en skala af Paul Auster roman — hvor hovedpersonen tænker, drikker kaffe og tænker lidt mere — og Bruce Willis film, hvor hurtig handling klarer alle problemer befinder Verdens Vredeste Mand sig ca. i midten.

Men er det så godt? Ja og nej. Det minder mig om dengang jeg på et forlag havde til opgave at læse en masse indkomne manuskripter igennem. Ud over de store mængder regulært bras og de utroligt sjældne åbenlyse perler var der en mellemgruppe af tekster som der var mange gode ting i, men som ikke rigtig var egnede til udgivelse. De var sjove at læse fordi der tit var masser af hjerteblod, spræl og gode idéer i, og  det var på den måde aldrig spild af tid- men derfra til at udgive dem var der et stykke.

Denne bog hører i mine øjne hjemme i denne gruppe. Det har langt hen af vejen været udmærket underholdning at læse Verdens vredeste mand – men det står også rimelig klart for mig hvorfor den ikke er udkommet på et forlag.

Noget af det der fungerer godt, er portrættet af hovedpersonen. Jeg kan godt lide hans karakter, grundlæggende, som rummer både meget sympatiske og ret usympatiske træk. Han er fx ganske voldeligt anlagt, hvilket gør ham ret kompleks. Jeg kan også godt lidt beskrivelsen af hans rejse fra den jyske parcelhusverden til et noget mere facetteret Nørrebro. Og så er en af Kristian K. Rasmussens styrker hans evne til at beskrive tingene som når man ser dem første gang – detaljerigdommen er enorm, og det skaber nogle fine billeder der overflødiggør en fortællers adjektiver. Endelig er der tit ret meget spræl og energi i sproget.

Hvad fungerer så ikke? Jeg starter med en bagatel: der er en himmelråbende mangel på korrektur. Litteratur handler ikke om evnen til at stave og sætte kommaer, men jeg ville blive skuffet over at købe en bog med 10 småfejl pr. side (her kan lydbogen dog være til gavn hvis man er til den slags).

Nå, grundlæggende synes jeg nok bogen er for lang. Jeg kan godt lide lange bøger der udspiller sig over kort tid, men her er det bare ikke tæt nok. De mange detaljerede beskrivelser bliver af og til en klods om benet, fordi de altid er der – det bliver trættende at læse. Og så kan man jo af og til sige mere ved at sige mindre. Okay, måske er jeg også præget af at jeg holdt en pause i bogen for at læse den nye Helle Helle…

Desuden har jeg det ret svært med de blogindlæg som fylder en stor del af bogen ud, og som ikke er relateret direkte til bogens handling. Der er tale om samfundskritik der spænder fra det konfronterende til det filosoferende, og jeg synes helt ærligt ikke det er spændende nok til at dele med andre. Ikke at det er specielt ubegavet, men det er slet ikke så skarpt, spiddende og tankevækkende som jeg fornemmer det er tænkt. Jeg vil afholde mig fra at gætte på hvad passagerne laver i bogen og hvordan de er blevet til, men jeg får her lidt svært ved at adskille forfatter og fortæller.

For at opsummere: udmærket underholdning af en forfatter der på godt og ondt ikke virker professionel.

Jeg havde det med denne bog som man har det med et lækkert stykke chokolade man skal passe på ikke at spise for hurtigt. Når jeg læser Helle Helle, kommer jeg let til at læse det hele på en gang og være sulten efter meget mere lige bagefter, og sådan har jeg det også nu, selv om jeg prøvede at trække det ud og tvinge mig selv til at holde små pauser i læsningen.

Dette burde skrives i nutid handler om Dorte Hansen, en ung kvinde der bor alene i et hus lige ved stationen i Glumsø og er indskrevet på universitetet i København. Nætterne går med at ligge vågen og høre godstogene køre forbi. Dagene går med at sove eller tage toget ind til København og gå i Scala.

Det er selvfølgelig trist, kedsommeligt og – fordi det er Helle Helle – utroligt lækkert, smukt og rammende skrevet. Efter min mening endnu bedre end Ned til hundene (2008) – måske fordi Dette burde skrives i nutid har noget mere simpelt og rent over sig.

Sprogligt virker det som om Helle Helle har rendyrket og forfinet en sproglig manøvre  som går ud på at tage to helsætninger og sætte et komma imellem dem – af og til er koblingen klar, andre gange er det mere dunkelt: “Min mor havde lavet stuvede kartofler, hun havde fået en ny svagt orangefarvet læbestift.” Hun skriver sådan hele tiden. Jeg tænkte at det var en anelse overdrevet, men efter en påske med min svigermor står det klart for mig at det er en virkelig rammende måde at gengive helt almindeligt dansk talesprog.

Apropos sprog glemmer jeg aldrig Helle Helles sidste bog for sætningen “Jeg ved ikke, hvad jeg forestillede mig med den croissant med hønsesalat.” Jeg synes ikke hun overgår det i Dette burde skrives i nutid, men jeg bliver alligevel lidt glad for en sætning som “Jeg følte ingen rigtig glæde ved den onsdagssnegl.”

Det føles ret stort når Søren Ulrik Thomsen skriver en ny digtsamling efter ni års pause. Der er samtidig en vis chance for at blive lidt skuffet efter al den ventetid. Men det er ikke sket for mig – Rystet spejl er lækker og trist og lige til at spise!

Mange af digtene handler om at blive ældre, at det der var, ikke længere er, og at folk omkring jeg’et er døde. Det er ikke noget jeg personligt kan relatere til, men ikke desto mindre står det meget klart, livagtigt og sørgeligt når jeg læser denne bog. Hør bare her:

Et kort øjeblik når jeg vågner
har jeg glemt
at kastanjen overfor er fældet
og at bøgerne af min ungdoms stjerner
gule og bulede
står i en kasse på gaden
til ti kroner stykket
ja, selv at du for længst er væk.
Men i næste sekund har jeg indhentet alle tredive år
og hen under aften
oven i købet fået en fremtid
før natten tar mig tilbage

Og ja – det er ikke bare godt, det er også så Søren Ulrik Thomsen-agtigt at det næsten virker som en parodi! Og så er der i øvrigt et digt – ‘Hvis mørket en dag var brugt op’ – der i den grad udfolder temaet i et fint citat S.U.T. har i en bog om værtshuse:

Man skal vide, at der findes en skummel kælder, hvor man kan gå ned og drikke sig fuld. For hvis lyset skal falde alle vegne, må man selv bære mørket i sig. Og det er ubærligt.

Og ja, det er bare citatet – læs selv digtet på side 33 i Rystet spejl.

“Jeg er ikke sikker på at du vil kunne lide den, men jeg er sikker på du vil være glad for at have læst den,” sagde min veninde da hun gav mig denne bog i januar. Hun fik ret! Det er på mange måder en bog jeg ikke forstår at værdsætte, tror jeg, men samtidig giver det mening at have læst den.

Det handler om den 16-årige Mifti der bor i Berlin hos sine to ældre halvsøskende som kun har marginalt mindre problemer med stoffer end hun selv. Hun burde gå i skole, men bruger de fleste af sine kræfter på at gå i byen, tage heroin, skrive sms’er og mails til sine veninder og dyrke sex med både gamle bekendte og fremmede mennesker.

I den forstand er der ikke langt fra Bret Easton Ellis’ skelsættende American Psycho (1991) der skildrede en af Manhattans finansmænds liv med penge, stoffer, vold, dyrt tøj og restauranter og prostituerede. Der er ingen rigtig handling, og essensen af bogen er den monotone beskrivelse af forfald.

Men forskellen er at hvor American Psycho‘s univers trods alt virker kendt, er dette for mig en anden verden og vel også en ny generation. Jeg forestiller mig at jeg har det omtrent som mange havde det da de læste Ellis’ værk tilbage i halvfemserne. Måske ikke forarget, men sådan lidt måbende og forvirret.

Axolotl Roadkill er dog ikke bare en opdateret American Psycho i europæiske omgivelser. Hvor overfloden i Ellis’ bog er materiel, er den snarere åndelig i Hegemanns. Mifti har ikke mange penge, men er kulturelt og intellektuelt overlegen, hvilket selvsagt strider lidt mod hendes konstante selvdestruktion. Hun en mentalt blasert i en grad der gør det svært for hende at opleve noget end ekkoet af film, musik, bøger og lignende, og som giver selve begivenhederne i hendes liv et præg af kliche og gentagelse. Det minder mig om en scene i Dave Eggers’ A Heartbreaking Work of Staggering Genius hvor en dybt alvorlig og emotionel samtale skæmmes af den enes bevidsthed om hvor uoriginalt det er.

Apropos uoriginalt: Der er vist noget med at Helene Hegemann efter udgivelsen er blevet anklaget for at plagiere en række blogs, sangtekster o.l., og derfor er den danske udgave forsynet med kildehenvisninger. Bevares. Som Hegemann selv lader en karakter i bogen sige: “Det er ligegyldigt hvor jeg tager tingene fra, det vigtige er hvor jeg tager dem hen.”

Endelig et par ord om oversættelsen. Bogen skal forestille at være fortalt af en 16-årig (og Hegemann var selv 18 da hun skrev den), og den er præget af en del slang. Jeg tænker det må være en virkelig svær opgave at oversætte sådan en bog, men det er i mine øjne lykkedes supergodt for René Jean Jensen. Svedigt ;-)

Det her er bare så godt. Jeg blev mindet om den fordi Lene for et halvt år siden skrev en liste over ti bøger hun til enhver tid kunne anbefale, og der var den med. Selv købte jeg Det værste og det bedste lige da den udkom for – ja, ni år siden – og jeg tænker stadig på det som hans “nye” digtsamling. Nu genlæste jeg den lige og blev igen så glad for den.

Det er digte der skiftevis handler om “det bedste” og “det værste” i forskellige former – fra det meget konkrete til det meget abstrakte og fra det småsjove til det voldsomt alvorlige. Rytmen og fornemmelsen af ordene i munden er lækker og holder i hvert fald stadig efter ni år.

Tredje og sidste bog i Stieg Larssons Millennium-trilogi. Jeg kan vist ikke føje meget til hvad jeg allerede har skrevet om etteren og toeren – og hvad alle andre har skrevet om den fordi alle andre har læst den for længst.

Over and out – next stop Søren Ulrik Thomsen.

Nu er det efterhånden en måneds tid siden jeg læste Point Omega, og jeg må skuffet erkende at den ikke har gjort stort indtryk. Skuffet, fordi Don DeLillo nu engang er min yndlingsforfatter der har skrevet rigtig mange helt fantastiske bøger, og så er det lidt ærgerligt at han på sine gamle dage skriver sådan en man nærmest kan glemme på en måned.

Point Omega handler om en underlig lille forsamling i en ørken – en ung, mandlig filmskaber, en gammel militærstrateg og dennes lidt mystiske og lidt kedelige datter. Filmmanden drømmer om at lave en film med militærmanden og om at komme i seng med hans datter, militærmanden drømmer om fred og ro og måske lidt selskab – og hvad datteren drømmer om, er lidt af en gåde.

Det er på én gang ganske let og meget koncentreret. Mere stemning end plot – ekstremt velskrevet (som altid, når det er Don DeLillo) – men ikke i samme klasse som fx White Noise (1985) og selvfølgelig heller ikke den på alle måder store og fremragende Underworld (1997).

En spøjs lille bog der handler om andet og mindre end titlen giver indtryk af. Mordet på Halland er startskuddet til en stille og underlig tid for Hallands efterladte kone der er mere forvirret end ked af det.

Der er en anelse Helle Helle over det, bortset fra at der er mindre fokus på det sociale og mere på det indre liv i en kvinde der ikke rigtig kan finde ud af hvad hun skal gøre af sig selv.

Fin bog – og nok snart glemt igen.

Det er efterhånden 2½ år siden jeg sidst læste noget af Arne Dahl, men en weekendtur til Stockholm virkede som den helt rigtige anledning. Store dele af krimien foregår nemlig i Stockholm – herunder begyndelsen af bogen hvor en mand tager kokain, kigger over vandet hen på den gade hvor vores hotel lå – og siden bliver spist af jærver i Djurgården. Vi tog en båd ud til Djurgården og så det hele – undtagen jærverne som åbenbart var inde.

Nå, men, det er en god bog! Ligesom i hans andre bøger er det A-gruppen der skal opklare forbrydelsen der – selvfølgelig – viser sig at være mere kompliceret end som så. Der bliver trukket tråde til menneskehandel, prostitution, 2. verdenskrig, mafiaen og en masse andet. Det virker undervejs i bogen umuligt at det på nogen måde kan hænge sammen det hele, men det ender det – selvfølgelig – med, og det er en sjov komfort ved at læse bøger i den genre.

Jonathan Franzens The Corrections (2001) er en af de bedste bøger jeg har læst de sidste ti år, hans debutroman The Twenty-Seventh City (1988) var fantastisk, og hans to essaysamlinger How to Be Alone (2001) og The Discomfort Zone (2006) var også virkelig velskrevne.

Derfor var det med store forventninger jeg gik i gang med Freedom, der er hans første roman siden The Corrections, og som oven i købet blev kaldt for et mesterværk i danske anmeldelser. Så når jeg nu kun er en lillebitte smule skuffet over Freedom, er det altså et udtryk for at det virkelig er en god bog.

Grundlæggende handler den om et parforhold – forholdet mellem Patty og Walter Berglund – gennem en 20-30 år. Enhver der kender lidt til Jonathan Franzen kan regne ud at det ikke kun handler om ægteskabets lyksaligheder; det viser tværtimod hvordan noget der starter så nogenlunde rigtigt, gennemsnitligt, velmenende og godt kan gå helt galt uden at man præcis kan sætte fingeren på hvem der trådte galt og hvornår. Den slags synes jeg er prisværdigt.

Rundt om kernehistorien om parforholdet ligger en række andre historier der både fungerer som gode fortællinger i sig selv og som delforklaringer på hvorfor deres ægteskab ikke fungerer. Barndommen, opvæksten forældrene, deres to børn og ikke mindst Walters gamle studiekammerat. Drama og intriger!

Jeg har svært ved at finde ud af hvor bogen befinder sig på et kontinuum med realisme i den ene ende og karikatur i den anden – det er nærmest som om Freedom sætter sig på hele skalaen. På den ene side virker bogen aldrig grundlæggende urealistisk på den måde at jeg står af fordi det er utroværdigt – på den anden side er mekanismerne og karaktererne unægtelig karikerede, også i en grad som jeg ikke husker at The Corrections var.

Og en af grundene til at bogen for mig er rigtig god, er at karikaturerne ikke er så meget ude af proportioner at jeg ikke kan relatere dem til noget eller nogen jeg kender – eller mig selv – men heller ikke så subtile at det er uigenkendeligt. Klassisk litteraturkatharsis!

Men for mig var Freedom ikke helt på højde med The Corrections. I sidstnævnte er fokus mere på familien end parforholdet, og måske er det fraværet af et forlist ægteskab i mit liv der gør bogen den tand mindre vedkommende? Familiebogen læste jeg mens jeg var på en hel måneds ferie med min familie i USA…

Jeg har Franzens Strong Motion (1992) stående på reolen, og det føles lidt ligesom at have en flaske cava liggende i køleskabet som man kan åbne når man bare ikke kan vente længere.