Dave Eggers: A Heartbreaking Work of Staggering Genius (2000)

Jeg havde aldrig hørt om hverken denne bog eller forfatteren Dave Eggers før Christoffer erklærede at dette simpelt hen var hans yndlingsbog. Og det er da også noget – nok til at jeg bestilte den, og nu har jeg altså også læst den.

Bogen bygger på forfatterens egne oplevelser – som i korte træk går ud på at begge hans forældre døde da han var omkring 20, og at han derefter boede sammen med sin lillebror og prøvede at få tilværelsen til at hænge sammen.

Men det er slet ikke den udmærkede, men måske lidt ordinære historie, der gør bogen til noget særligt. Det er tværtimod Eggers’ ekstremt selvreflekterende stil og en hel masse munter metasnak.

Bogen lægger fx ud med et langt forord med forklaring af bogens symbolik, fraklip fra selve teksten og en erklæring om i hvor høj grad virkeligheden er blevet fiktionaliseret. Og hvis man vender bogen på hovedet, er der et tilsvarende efterskrift der fremstår som en selvstændig bog med titlen Mistakes We Knew We Were Making.

Og så udnytter Eggers ellers alle de muligheder der er for at tviste bogformatet – siden med copyright-oplysninger indeholder også forfatterens fysiske mål og små kommentarer, inde i bogen bliver der brugt lille skrift i en ligegyldig passage, og i noget af dialogen taler personerne endda om at det de siger er en del af en bog.

Jeg hører ikke til dem der synes at sådan noget metasnak er anstrengende – jeg synes egentlig det er ret sjovt, for det meste. I A Heartbreaking Work of Staggering Genius synes jeg på den anden side ikke rigtig det gør noget for selve Dave Eggers’ historie – som ville være fin nok, men ikke fantastisk, hvis den stod for sig selv.

Update 29.10.07: Jeg kom alligevel i tanke om ét punkt hvor Eggers’ meta-tilgang virkelig gør noget godt. Det er når han anlægger den samme vinkel på sine oplevelser: hans følelser er aldrig helt rene og ublandede, men med et skær af en konstant bevidsthed om dem. Et virkelig ubehageligt eksempel er en scene hvor en af hans venner har forsøgt selvmord, og Dave Eggers besøger ham på hospitalet:

I put my hand on his shoulder. I can’t believe he’s going to make me give him the speech. I am livid that he’s going to make me give him his speech. I do it, piecing it together from times I’ve seen it done on TV and in movies. I tell him that there are many people who love him and would be crushed if he were to kill himself, while wondering, distantly, if that is the truth. […] And though I do not believe much of it, he does. I make myself sick saying it all, everything so obvious, the reasons to live not at all explainable in a few minutes on the edge of a psychiatric ward bed, but still he is roused, making me wonder even more about him, why a fudge-laden pep talk can convince him to live, why he insists on bringing us both down here, to this pedestrian level, how he cannot see how silly we both look […]

Problemet er jo at Eggers har set den scene – og virkelig mange andre – tusind gange i fjernsynet og bliver forlegen over at skulle spille den igennem, fordi han samtidig ved hvor corny den netop er!

One thought on “Dave Eggers: A Heartbreaking Work of Staggering Genius (2000)

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.