Da forfatteren E. L. Doctorow var barn i New York, hørte han historierne i pressen om de to excentriske Collyer-brødre der i starten af det tyvende århundrede barrikaderede sig i deres fireetagers brownstone i Harlem, fyldte det til lofterne med aviser og underlige loppemarkedsfund, undlod at betale skat, telefon, vand og strøm, klædte sig i gammeldags tøj og kun gik ud om natten.

Uden yderligere research har Doctorow så skrevet Homer and Langley – en roman hvor han ikke går voldsomt op i de historiske fakta, men i stedet forsøger at sætte sig i brødrenes sted og beskrive udviklingen fra overklassebarn til usoigneret særling – indefra.

Fortælleren er lillebror Homer der bliver blind allerede som teenager, men alligevel har en munter opvækst i sine meget velhavende forældres hus der i bogen ligger længere nede ad 5th Avenue, direkte ud til Central Park.

Men så drager storebror Langley afsted til Europa i første verdenskrig, og inden han kommer hjem med lunger ødelagt af sennepsgas, er begge forældre døde i en epidemi. Så nu står de to unge mænd med et kæmpe hus på Manhattan, to stuepiger, en kok og en butler.

Herfra begynder – med ganske små skridt – bevægelsen mod et mere og fyldt hus og et mere og mere excentrisk liv, præget af op- og nedture og festlig men sjælden interaktion med omverdenen.

Homer and Langley kan ikke måle sig med Doctorows mere end 35 år gamle Ragtime – som også indeholder flere historiske personer og begivenheder – men den er sjov, sympatisk, vellykket og faktisk også ret troværdig i sit forsøg på at se særlingen indefra.

Jeg kan i øvrigt ikke helt gennemskue de symbolske implikationer af en blind protagonist – i de græske tragedier plejer det vist at hænge sammen med ægte erkendelse at man mister synet, men her virker det næsten omvendt?