Jens Werner: Dansen blev min redning (2022)

Undervejs gennem denne bog har jeg tænkt en del over om det er den dårligste bog jeg nogensinde har læst. Det er det ikke. Jeg tror jeg er kommet frem til at det bare er den næstdårligste – jeg vender tilbage til hvorfor.

Jeg fik den for et par uger siden af en ven der stod og læste på bagsiden af den i Magasin og tænkte at det lød som alt det jeg har mindst lyst til at læse. Hør her:

Dansen blev min redning er en livsbekræftende og livsglad fortælling om at finde sin plads i livet og gå benhårdt og kompromisløst efter at blive verdens bedste til det, man holder af. Det er samtidig en farverig og overraskende historie – blandt andet med et mellemspil som chauffør for kongehuset.”

Fy for satan!

Hvad jeg ikke vidste, men som mange andre vist godt ved, er at Jens Werner er tidligere professionel danser og har været dommer i Vild med dans lige fra begyndelsen. En rigtig kendis. Og som så mange andre berømtheder har han allieret sig med en journalist der kan skrive hans bevægende livshistorie ned.

Den er også skrevet efter en forudsigeligt opskrift. Lille anekdotisk og tankevækkende prolog. Kronologisk opbygning lige fra de definerende barneår over toppen af karrieren til de efterfølgende eftertænksomme år. Konsekvent dramatisk nutid. Lidt sladder og guf til de mange fans og behind the scenes fra Vild med dans. En epilog der binder en sløjfe på det hele.

Kort sagt en oplagt mandelgave! Og hvad er så problemet? Ud over at det er den forkerte bog til den forkerte læser?

Det værste er nok hvor himmelråbende banale pointerne er næsten hele vejen igennem. Reelle, men fuldstændig almindelige menneskelige erfaringer nedfældet som dyrebare koncentrater af inspirerende livsvisdom. På en af bogens allersidste sider konkluderer Jens Werner på det hele: “Hvis jeg skal formulere en enkelt sætning om, hvad livet har lært mig, må det være: ‘Nyd nuet, og vær taknemmelig.'” Tænk at hverken Jens Werner selv, journalisten eller forlaget har tænkt at det måske blev lige fladpandet nok.

En anden usandsynligt irriterende ting – som er gennemgående for hele bogen – er hvor tydeligt tilblivelsen af bogen skinner igennem. Jens Werner sidder over for den her journalist, hun tænder diktafonen, hun stiller ham spørgsmål, han svarer. Time efter time. Journalisten transskriberer båndet, udelader sine egne spørgsmål, luger ud i det allermest mundtlige og flytter lidt rundt på rækkefølgen. Men redigeringsprocessen slutter alt for tidligt! Det virker stadig halvvejs ubearbejdet på en måde som man som læser nærmest kun kan tilgive hvis hvert eneste ord er ladet med den største betydning. Og det er det ved gud ikke. Resultatet er at almindelighederne er fortalt på en lidt for ustruktureret måde med lovlig mange gentagelser. Og med masser af detaljer som er inderligt ligegyldige for læseren, for historien og formentlig også for Jens Werner selv. Kort sagt: dovent journalistisk håndværk.

Nu interesserer dans mig ikke synderligt, men hvis man skal se velvilligt på bogen, er der noget potentielt interessant i at høre om livet som konkurrencedanser. Og de mindst kedelige passager giver et indblik i hvordan sådan en turnering eksempelvis fungerer. Her kan man sige at fortælleren har noget at komme med som vi andre ikke ved så skrækkelig meget om. Det samme kan man saftsuseme ikke sige om de især afsluttende dele af bogen hvor han beretter om fx sit forældreskab. Jens Werner ser med rette sig selv som en enestående danser. Han er muligvis også en enestående far, men de indsigter han deler om eksempelvis opdragelse, er intet mindre håbløse. Der bliver sat tyk streg under at hans børn faktisk altid kan regne med hans støtte, som om det var en unik egenskab ved netop ham der gør ham til et forbillede for bogens imponerede læserskare. Eller når han i tomrummet efter dansekarrieren stiller op i en Ironman: “I de momenter, hvor jeg er allermest presset, tænker jeg på børnene og Anette. Det er fra dem, jeg henter styrke. Jeg bruger den kærlighed og støtte, jeg får fra dem, til at gennemføre.” Jesus altså!

Jeg har bøjet mange hjørner i bogen, hvor der står noget ekstra tåbeligt, og taget mange billeder af idiotiske passager og sendt til mine venner, men jeg skal nok stoppe her. Først må jeg dog lige vende tilbage til hvorfor det ikke er den dårligste bog jeg kan huske at have læst nogensinde. Når jeg tænker tilbage, tror jeg stadig Josefine Klougarts Hallerne var værre. Og det handler nok om at den oveni i al sin elendighed er selvhøjtidelig og prætentiøs, mens Jens Werner trods alt bare fremstår lidt selvglad og håbløst banal.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.