Da jeg gik i gymnasiet, læste jeg nogle af Christina Hesselholdts første bøger og var virkelig fascineret – den dag i dag kan jeg ikke huske præcis af hvad, men det er også mange år siden.

Nu har jeg lige læst hendes helt nye Til lyden af sin egen tromme, og det startede for mig ret skidt, men endte faktisk rigtig godt. Jeg gik i gang og blev irriteret over stilen lige fra begyndelsen. Det var ful gas med metakommentarer, en selvhøjtidelig hovedperson, krukket brug af en mystisk fortæller og litterære referencer.

Nå, jeg er for stædig til bare at lægge sådan en bog fra mig, og heldigvis, for på en måde endte det med at fungere ret godt! Bogen er anderledes end så meget andet ny litteratur – ikke kun stilistisk, men også selve plottet. Selv om udgangspunktet er nogenlunde almindelige mennesker i Danmark i 2022, og der er mobiltelefoner, corona og krig i Ukraine, bevæger historien sig hurtigt ud af Danmark og blandt andet til Venedig, langt fra hverdagslivet og tæt en eller anden uglamourøs eksistentiel utilpashed i livet.

Nå, nu har jeg læst 2’eren efter massivt pres fra børnene. Er den (lidt) spændende? Ja. Er den mindeværdig? Nej. Er alting skåret ud i pap af hensyn til målgruppen? Ja.

Om tre år har jeg sikkert også læst 3’eren…

Mens det føltes som en lille kamp at komme gennem De tabte minders ø, er jeg ærgerlig over at Birgithe med th ikke var meget længere. Jeg har ikke læst så meget af Katrine Marie Guldager, men hendes nye bog er bedre end jeg husker de andre.

Bogen handler om en folkeskolelærer, ægtefælle og mor til tre som ikke har opgivet ungdommens indignation eller vilje til at prøve at forandre verden. Hun er vred, temperamentsfuld og har hjertet på rette sted – langt hen ad vejen, i hvert fald. Men hun er også lidt ved at gå op limingen efter sin mors død.

Det er en jordnær og genkendelig verden Katrine Marie Guldager beskriver – og en af bogens styrker er at det er let at forstå Birgithes opfattelse af hvad der er rigtigt og forkert – men at man lige så let at se hende udefra (gennem romanens andre karakterer) og blive frustreret over hvor ensporet eller næsten egoistisk hun også er.

Jeg tror at jeg gennem anmeldelserne havde fået indtryk af at bogen var lidt letbenet. Den er letlæst, men virkelig ikke munter, faktisk næsten brutal. En kort og god bog – og en hovedperson som jeg tror vil blive boende inden i mig.

Jeg tror det var en anmeldelse et sted der fik mig til at læse denne næsten 30 år gamle japanske roman. Noget med noget lidt dystert og kafkask og mystisk.

Og det passer vel egentlig meget godt. Det er en underlig historie om en ø hvor ting stille og roligt forsvinder. En morgen vågner man op, og fuglene er væk. De forsvinder fysisk, og kort efter kan man ikke huske at de har fandtes. Eller i hvert fald kun rent formelt – man kan i hvert fald ikke genkalde sig lyden af deres sang, deres bevægelser og deres samspil med årstiderne. Nogle få af øens beboere husker dog de ting der forsvinder, og nogen gemmer endda på nogle af genstandene i stedet for (som alle andre) at skille sig af med dem. Disse beboere jages af øens hemmelige politi der tager folk med sig, og så kommer de som regel aldrig tilbage.

I denne underlige verden følger vi fortælleren der bor alene i sit hus og lever at af at skrive romaner. Hun lever en stilfærdig tilværelse, indtil hendes forlægger pludselig er i risiko for at blive hentet af det hemmelige politi. Hun gemmer forlæggeren i et hemmeligt rum i sit hus som hun bygger med hjælp fra en gammel mand hun kender. Samtidig skriver hun videre på en symbolladet roman om en kvinde der mister sin stemme og bliver spærret inde i et tårn med en masse defekte skrivemaskiner.

På mange måder en fin bog, og alligevel var den lidt kedelig og trods sine kun 300 sider lidt langtrukken. Det trækker dog op at den slutter dejlig brutalt.

En lægeroman – på en måde. Men mest en bog om utroskab, desillusioneret midtvejskrise og en gennemgående bitterhed. Skønt!

Hovedpersonen er læge og træt af sine patienter og træt af sin mand. Siden børnene blev store, har mønsteret i huset været at manden kun har været optaget af at dyrke sport, og hun kun har været optaget af at se fjernsyn og drikke vin. De har været bevidste om deres laster og ladet den anden være i fred.

Men pludselig får hun kontakt til en ungdomskæreste, og det udvikler sig til systematisk utroskab. Det erstatter alkoholmisbruget, men selvfølgelig går det galt en dag.

Bogens realtid er deromkring, men kigger selvfølgelig tilbage på alt det der har ledt hen til denne situation, hvor hovedpersonen nu tilbringer både dage og nætter i sin lægepraksis og småskændes med et plasticskelet i hjørnet af rummet.

Det er lige så halvsjovt og heltrist som det lyder, og bogen er alt andet end løsningsorienteret. Hverken ægteskabet eller alternativet idylliseres, og fortælleren fremstår så konsistent forbitret og næsten usympatisk at det i det hele taget er meget lidt sentimentalt. Men stadig ofte sjovt. God bog!

Kender du det der med at man fornemmer at en forfatter har fået en vildt god idé men ikke helt kan følge sit koncept til dørs med en vedkommende og velskrevet fortælling? Det gør jeg – men det er ikke tilfældet i 11 % hvor både Maren Uthaugs overordnede ide og udførelsen vild, gennemtænkt og smukt gennemført. Jeg har aldrig læst noget lignende.

Bogen foregår i en ret fjern fremtid – 3-400 år fra nu måske – hvor evolutionen har gjort kvinder til det almindelige neutrale køn og mænd til hanner der kun findes i et fåtal, buret inde og medicineret på særlige centre hvor de bruges til avl.

Nu er samfundet befolket af kvinder som bor i rundhuse og lader de gamle maskuline firkantede bygninger blive opslugt af naturen. Kristendommen har overlevet i en nyskrevet version hvor bl.a. Adam og Eva spillede nogle andre roller og hvor slanger ikke har gjort noget forkert, men derimod kan være et middel til at komme i kontakt med Moderen.

I denne verden udspiller denne bog sig som et drama mellem fire forskellige kvinder hvis skæbner hænger sammen – og som ikke kun afspejler det samfund de lever i, men også mere almene problemer.

Bogen holder 111 %, synes jeg – hele universet er så fremmed, gennemtænkt, smukt, provokerende og dystopisk – og alligevel beskrevet med mere sikker hånd end meget samtidslitteratur.

Jeg kunne godt lide Maren Uthaugs Og sådan blev det (2013), men det her er en helt anden kaliber. Spændt på hvad hun finder på næste gang!

Jeg føler mig halvgammel når jeg genlæser en Paul Auster-bog og finder ud af det er 22 år siden jeg sidst læste den. Men jeg fik lige lyst til det – selv om jeg ikke kunne huske meget andet end konceptet for bogen.

Men det er også lidt særligt. Fortælleren er nemlig en hund. Mr Bones, hedder den, og dens ejer er en hjemløs mand der ret tidligt i bogen dør (og når man dør, kommer man i Mr Bones’ forståelse til Timbuktu). Her starter hundens jagt på Timbuktu, og den møder nogle forskellige mennesker på sin vej.

Det er hyggeligt, men også lidt kedeligt og faktisk også forudsigeligt i al sin austerske uforudsigelighed. Måske læser jeg den igen i år 2044.

 

Det er vist den tredje bog af Victor Boy Lindholm jeg læser, og det holder stadig! De to andre handler ret meget om at cykle – det gør den her til gengæld slet ikke. Den handler om at fiske, om at skulle være far, og om hvordan man er mand.

Det lyder måske mere underligt end det er. Fortælleren (som på en masse måde lader til at overlappe med forfatteren) skal være far til en lille pige og går rundt i en skov om efteråret i nærheden af den by hvor han voksede op. Her tænker han tilbage på sin barndom, på sine forfædre, på sin afdøde barndomsven og deres mange fisketure, og på hvilken slags far han skal være for sin datter.

Det hænger på en eller anden måde fint sammen. Kun få steder (fx titlen og i slutningen) bliver det for højstemt for mig – ellers er det dejlig stilfærdigt, konstaterende og reflekteret. Og selv om der er noget stillestående og trist over at vade gennem en mudret lysning i en skov i november, er der et håb i hele fortællingen som jo peger frem mod faderskabet. Og for mig som læser også en lysende fremtid i de mandeidealer fortælleren gør sig tanker om.

Og så skriver Victor Boy Lindholm bare så godt at selv de detaljerede fiskebeskrivelser er lækre at læse. Jeg tænker på om der overhovedet er et emne han ikke ville kunne formidle på en læseværdig måde!

Tre essays om kedsomhed – et om kedsomhed i krig, et om kedsomhed i kunst, et om kedsomhed i nutiden.

Det første virkede pligtagtigt og uinspirerende på mig – tesen (som givetvis er rigtig) er at noget af det værste ved krig er kedsomheden. Dels fordi meget af en krig går med at vente – dels fordi kedsomheden kan drive soldater til alt muligt som er værre end selve de krigshandlinger de trods alt også deltager i. Abu Ghraib er et oplagt eksempel. Men Sebastian Cordes har læst sig til sin viden om krig og formår ikke rigtig at formidle det særlig gribende – selv om det virker relevant nok.

Lige modsat er det med essayet om kedsomhed i kunst. Cordes er selv filminstruktør og skriver indlevende og begejstret om hvordan man kan bruge kedsomhed i film – stillestående billeder, manglende handling, gentagelser og rutiner. Der er masser af konkrete eksempler fra hans egen oplevelser med film. Hele det essay var fængende og en øjenåbner for mig.

Det tredje essays pointe er at vi keder os for meget på de forkerte måder og for lidt på den gode måde – den måde der giver rum til kreativitet.

Alt i alt en bog der kommer vidt omkring på godt og ondt – og som i øvrigt godt kunne have brugt en grundig korrektur og en redaktør der kunne stramme lidt op på både struktur og sprog. Til gengæld er forsiden aldeles smuk!

Jeg var virkelig blæst bagover af Tine Høegs Tour de chambre, og jeg havde længe tænkt at læse forgængeren Nye rejsende. Den er skrevet i samme digtagtige hurtigtflydende stil, men ramte mig ikke helt så meget.

Den handler om en ung kvinde der møder en gift mand i toget og om den affære det udvikler sig til. Det er sjovt, tidssvarende, dybfølt og aldrig kedeligt, men måske emnet bare ikke vakte helt den samme genklang i mig som Tour de chambre.

Men jeg håber stadig Tine Høeg skriver ti bøger mere i samme stil!