Jeg læser nærmest aldrig biografier, men den her handler om min kærestes farmors søster – eller min svigerfars moster om man vil. Og jeg har hørt meget om Inger Lauritzen, set hendes hus i Lønstrup, og jeg synger ofte en af hendes sange som godnatsang for børnene. Nu har jeg også læst bogen om hende, og det var spændende nok, men det har forfatteren ikke en særlig stor del af æren for.

Historien om Inger Lauritzens liv er interessant – ikke kun fordi jeg kender hendes familie, men også fordi det er en verden jeg ikke kender særlig meget til. Hun blev født i Vennebjerg, en lille by tæt ved Vesterhavet, og flyttede ned til Lønstrup ved vandet da hun giftede sig med en fisker. Lønstrup er en hyggelig turistby med danske og udenlandske sommerhusgæster, og modsat Løkkens festprofil er Lønstrup mere Skagen-agtig med god mad og fokus på natur, traditioner og lokal historie. Men i Inger Lauritzens unge dage var livet i byen ikke langt fra at være en kamp for overlevelse – både fordi fiskerne tjente ganske lidt og fordi mange ikke vendte tilbage fra havet når det blev uvejr.

Alligevel har det været en overvejende irriterende læseoplevelse. Jeg tror kernen i det for mig er at man kan fornemme forfatterens totale hengivenhed over for den biograferede. Det kommer til at virke overraskende uprofessionelt når skribenten ikke har nogen distance til den hun beskriver – hun fremstår benovet, naiv og fuldstændig ukritisk. Ikke fordi jeg kender til nogle mørke hemmeligheder om Inger Lauritzen som burde have været med – men fordi hun i hvert eneste afsnit beskrives om usædvanligt dygtig, høflig, stærk, tapper, talentfuld og enestående. Det var hun muligvis også, men det er vildt irriterende at læse. Og så stikker det ud når forfatteren ikke kan nære sig for udtrykkeligt at fælde dom:

Ligesom tømreren ikke spurgte sin søn, hvad han havde lyst til at lave, når han blev stor, spurgte fiskeren ikke sin søn. Tømrerens søn blev tømrer, og fiskerens søn blev fisker. Døtrene fik mand, hjem og børn at tage sig af. Det var ikke noget, man behøvede at tale om. Det var bare sådan, det var, og det var der ikke noget galt i.

Kort sagt – læseværdig nok, især når man kender familien, men kun for selve historien, ikke for den alt for imponerede forfatters underliggende stemme.

Forestil dig at alt elektronisk udstyr pludselig går i sort. Og ikke lige kommer til at virke igen. Alt er dødt.

Det er udgangspunktet for Don DeLillos helt nye tankeeksperiment af en lille bog. Men hvis man vil vide hvad der sker med verden i sådan en situation, bliver man nok skuffet. For bogen er med sine 116 ikke særlig tætskrevne sider mest bare en tankestreg – eller et lille retorisk spørgsmålstegn.

Det meste af handlingen foregår over et halvt døgns tid i en lejlighed i New York City hvor et par og nogle få venner skulle have set Super Bowl sammen. I stedet kigger de på den sorte skærm og vælter hver især ud med nogle dybe tanker. Og så er bogen slut.

Det er godt skrevet og alt det der, og det kunne have været et fint indslag i et kæmpeværk som Don DeLillos nok mest berømte bog Underworld (1997), men det er på en måde for spinkelt til en hel roman, synes jeg. Jeg var lidt skuffet over hans sidste bog Zero K (2016) og endnu mere over den her. Men bevares, manden fyldte 84 i forgårs (tillykke Don!), og man kan godt forstå han ikke kan så meget mere. Han er tilgivet.

Til gengæld har jeg sværere ved at tilgive at bogen – for første gang i hans forfatterskab nogensinde, tror jeg – ikke er sat med den ekstremt pæne font Electra. Det har ellers være en slags DeLillo-trademark, men denne bog er sat med en eller andet grim Courier-lignende skrift. Jeg går ud fra det skal ligne det der kommer ud af hans elskede Olympia SM3 DeLuxe-skrivemaskine, men jeg er ligeglad, jeg vil hellere have Electra tilbage.

Nå, uanset hvad læser jeg selvfølgelig også have næste bog, hvis han altså skriver flere. Sådan er det jo heller ikke!

 

Nu har jeg i alt læst tre bøger af Sidsel Falsig Pedersen, og derfor føler jeg mig ekspert-agtig nok til at mene at hun med Svaret kommer med posten går lidt nye veje. De tidligere har været koncentreret om det nære og realistiske liv, men her foregår handlingen faktisk i en slags parallelt univers. En let kafkask verden hvor de fleste lader til at arbejde det samme sted og hvor alting er lidt bøvlet og bureaukratisk. Der er altid et myggestik der klør, en lidt for voldsom varme, en ukomfortabel stol. Og det er ikke helt til at regne ud hvordan man får en bedre bolig eller om man er blevet fyret hvis man pludselig ikke kan finde sit skrivebord. Bogen er gennemsyret af en mild usikkerhed og et let ubehag, og det burde være lige noget for mig, men på en eller anden måde er jeg ikke helt solgt, og jeg ved ikke engang hvorfor.

Det her er en skidegod bog, og den minder ikke om noget som helst andet jeg har læst.

Det mærkeligste er formen. Det er en roman, men opsætningen er mere som lyrik. Her er et eksempel på halvanden side i bogen hvor fortælleren Asta vasker op sammen med sin gode veninde Mai:

Mais eks er brand manager i Asics og har sin fars ansigt
tatoveret på brystet. Er faren da død spurgte jeg
dengang hun fortalte mig om det, næ han bor i Ishøj
men det er fandme mærkeligt når vi har sex

Mai blev gravid efter fire måneder
Michael ville ikke have barnet
emneskift,

hun smækker skuffen i

jeg skal i virksomhedspraktik

cool siger jeg og hælder snavset vand ud af baljen

hvorhenne?

Københavns Kommune siger Mai

noget der hedder Ejendomme & Indkøb

hun stiller en pande på plads i skabet,

det er Ulla der har skaffet det

hvem er Ulla?

min jobkonsulent

hende med hagen?

hun nikker

hvornår?

mandag allerede siger Mai

jeg har helt glemt hvordan man gør

smører en madpakke, snakker med folk

jeg stresser lidt over det, Asta

de har vel en kantine siger jeg, hov

den der er ikke helt ren

det gør ikke noget siger hun

jeg tager bare det sidste med viskestykket

Det virker lidt som noget rod, men jeg vænnede mig lynhurtigt til formen, og på en eller anden måde skærper det læsningen at man ikke altid ved hvad der er direkte tale, og hvad der er beskrivelser. Og så gør linjeskiftene selvfølgelig noget ved læserytmen som man ikke opnår i klassisk prosa.

Historien er lidt mere konventionel. Asta er ved at skrive en bog, men kommer hele tiden til at tænke tilbage på kollegietiden, og nogle fine skift mellem fortid og nutid binder det hele sammen i en virkelig gennemført, livagtig og sprogligt formidabel bog. Hurtigt læst, alt for hurtigt, og jeg har lyst til starte forfra med det samme!

Min mor købte denne bog til mig, fordi hun syntes det var synd for mig at jeg kæmpede med at komme igennem Camus’ Pesten, så den kastede jeg mig over så snart jeg var færdig, og det var en kærkommen afveksling!

En fin og hurtigt læst bog der foregår i en helt anden verden – en japansk døgnkiosk. Her arbejder fortælleren Keiko, og det har hun gjort i mange år, for det er det eneste hun kan finde ud af. Hun har måske en diagnose, hvad ved jeg, hun har i hvert fald mere end almindeligt svært ved dagligdags sociale sammenhænge. Men i døgnkiosken trives hun, fordi der er en manual for hvad man siger til kunderne og hvordan – og fordi hun sagtens kan forstå de mekanismer der skal til for at kiosken præsenterer sig pænt og ordentligt, at der er nok kolde og varme fødevarer osv.

Så Keiko trives i døgnkiosken. Men hendes omgivelser har svært ved at forstå hvorfor en kvinde i slutningen af trediverne stadig er single og arbejder i en kiosk. Og det er det bogen handler om – konflikten mellem det man selv har det godt med, og det som ens omverden forventer af en. På bogens bagside står der nærmest at det er en bog om hvordan det er at være single i nutidens Japan, men jeg synes nu det mest spændende er hele ideen om hvad der er normalt – og at vi som mennesker har svært ved at forstå og acceptere adfærd der afviger fra det allermest normale.

Og det er ikke bare interessant læsning for dem der er anderledes, men også for en som mig der lever et helt gennemsnitligt liv. God bog!

Tilbage i marts da pandemien var ny og spændende, satte jeg mig en dag i mit badekar med Camus’ Pesten. Jeg begik dog den fejl at begynde på den franske udgave af bogen som jeg læste for mange år siden da mit gymnasiefranske var lidt mere present.

Efter 50 sider måtte jeg give op og bestille den danske udgave, men i mellemtiden afbrød jeg mig selv for at læse Jørgen Stein som jeg også lige holdt pause med for at læse Meter i sekundet. Nå, men efter Stine Pilgaard og Jacob Paludan har jeg kæmpet mig igennem den danske udgave af Pesten – og ja, det var lidt en kamp. Den var god og kedelig.

Og ja, jeg læste den selvfølgelig ud fra en eller anden idé om at den ville bringe mig en gammel indsigt i en ny situation. For der er masser til fælles mellem romanens pestudbrud i en algiersk by og nutidens corona-epidemi, og også i den måde vi som mennesker håndterer det – her fx en beskrivelse fra pestens tidlige fase:

Ingen havde endnu rigtigt akcepteret sygdommen. De fleste var mest optaget af de forstyrrelser, den forvoldte i deres vaner, og de hindringer, den frembød for dyrkelsen af deres interesser. De var gnavne og irriterede, og det er næppe med sådanne følelser, man bedst bekæmper en pest. Deres første reaktion var, typisk nok, at laste myndighederne.

Og bogen er ikke dårlig. Alligevel sidder jeg ikke med en følelse af at have fået et nyt perspektiv – måske bare fordi jeg ikke helt forstår bogen – og desuden synes jeg den er lidt for langtrukken og højtidelig. Sorry Albert!

Det her er en af de korteste bøger jeg nogensinde har læst – og en af de eneste der ligger gratis tilgængelig på nettet.

21 korte digte, mere sjove end sørgelige, hurtigt læst og for mit vedkommende også rimelig hurtigt glemt. Men stadig værd at læse igennem engang eller to…

når jeg tenker på damien echols
begynner jeg å gråte. jeg gråter
når jeg ser hester falle om på film.
øynene flyter over på oslo city,
ikea, 11-trikken midt i rush-tida,
men jeg ble ikke noe særlig lei
meg da farfar døde.

Det her er noget så gammeldags som en dannelsesroman – endda en jeg har læst før – men den er altså god! Den handler om den unge Jørgen Stein i tiden op til, under og efter første verdenskrig. En dramatisk tid i verden og en dramatisk periode i en ung mands liv. Bogen handler om hans indre liv, kvinder og kærlighed, krig og samfund, tidens dilemmaer, druk og jazzmusik, litteratur og kunst, by og natur, venner og familie – fuld hammer på alle fronter, lige som det passer sig i en god lang bog. Den er skrevet i trediverne, og selv om sproget er gammeldags, virker bogen alligevel moderne i sin sin subtile satire og sin grundlæggende sympati for frisind og tvivl. Den holder stadig!

Jeg var egentlig gået i gang med Camus’ Pesten på fransk, men det gik simpelt hen for langsomt, og så lagde jeg den på hylden og gav mig til at genlæse gode gamle Jørgen Stein af Jacob Paludan. Men så havde jeg en sjælden weekend med masser af tid til mig selv og faldt over gode anmeldelser af Stine Pilgaards helt nye bog Meter i sekundet. Jeg har tidligere læst Lejlighedssange (2015) som var god, og så købte jeg hendes nye og gemte også Jørgen Stein til en anden dag.

Og det var en dejlig lille bog! Den handler om et ungt par med et barn der flytter fra København til en lille by i Vestjylland. Omdrejningspunktet er vel mødet mellem de to kulturer, og med Stine Pilgaards meget fine sans for satire kunne det godt blive en ensidig hån mod jyderne. Men det der hæver bogen over det forudsigelige er at det tit er tilflytterne der falder igennem og fremstår lidt latterlige.

Det er sjovt, skarpt, klogt og underholdende!

Kazuo Ishiguro er for mig en af verdens allerbedste forfattere. Han skriver fuldstændig kompromisløst og originalt, og der er vitterlig ikke to af hans bøger der minder om hinanden. Senest læste jeg The Buried Giant som på overfladen virker som noget i fantasy-genren. Tilsvarende kan man vel sige at Never Let Me Go kunne ses som dystopisk science fiction. For hør bare her hvad rammerne er:

I et parallelt, nærmest nutidigt og britisk univers har man valgt at klone borgere og lader klonerne vokse op på særlige hjem og skoler med det ene formål at de kan afgive deres organer når de almindelige borgere bliver syge – så hvis fx en borger får kræft i nyrerne, kan en af klonerne afgive en nyre til vedkommende. Efter et par donationer dør klonerne.

Der er stof til en roman med en masse etiske og politiske dilemmaer. Men det er alligevel slet ikke det historien handler om.

Den handler derimod om især tre personer – fortælleren Kathy og hendes venner Ruth og Tommy. De tre er alle kloner – og kommende donorer – som vokser op på skolen Hailsham og lever et langt henad vejen almindeligt liv med almindelige genvordigheder, glæder, sorger, drømme, mysterier og alt det der. Og gennem fortællingen tager det form og kommer især til at handle om kærlighed – og, fordi de nu engang har den skæbne de har, om at turde gå efter kærligheden mens man kan.

Og det er i virkeligheden det sjove ved det. Hvis man skulle skrive en fortolkning af romanen i ottende klasse i folkeskolen, ville man nok komme frem til en morale om, at man skal gøre det man vil, mens man kan, og den slags. Som fortælleren reflekterer hen mod slutningen:

And it started to dawn on me, I suppose, that a lot of things I’d always assumed I’d plenty of time to get round to doing, I might now have to act on pretty soon or else let them go forever.

Mere banalt bliver det næsten ikke – og så er det alligevel så fint, fordi det i bogen her handler om de helt særlige vilkår der er for disse stakkels mennesker der typisk dør i trediverne når de har gennemgået deres fjerde donation. Og en af deres helt store drømme for disse mennesker er at få et par år hvor man kan leve et helt almindeligt liv med et almindeligt arbejde. Præcis som vi andre gør altid.

Skidegod bog! Og nu er der ikke flere Kazuo Ishiguro-bøger jeg ikke har læst, så han må se at få skrev en ny en i fart.