Bedste Helle Helle-bog i mange år! Bob handler om Bob, og på den måde adskiller den sig fra alle de af hendes bøger som handler om kvinder. Finten er her at den er fortalt af Bobs kæreste som er tæt på fuldstændig fraværende gennem bogen. Ikke desto mindre ved fortælleren alt om Bobs indre og ydre liv, hans minder og hvad han oplever.

Bogen starter da Bob og fortælleren flytter til Vanløse engang i midten af firserne. Kæresten læser et eller andet på humaniora, mens Bob ikke rigtig ved hvad han skal. Han får nogle vagter på et hotel i Nyhavn, falder i snak med nogle mennesker, gør lidt rent i lejligheden, går rundt om Damhussøen og undgår i det hele taget at gøre noget som helst som betyder noget.

Han har et spøjst kvindetække som han ikke rigtig selv har ønsket og ikke rigtig handler på – sikkert af loyalitet over for den kæreste der ellers ikke lader til at betage ham særlig meget.

Jeg kan gode lidt det fortællemæssige greb med den usynlige alvidende kærestefortæller – uanset hvad det skal til for – og jeg synes beskrivelsen af firsernes København er fantastisk. Her går folk rundt og taler som man gjorde dengang, går ind og ud af butikker der ikke længere findes, og ryger cigaretter over det hele.

Den er på sin egen måde mere trist end Helle Helles seneste bog de (selv om den handler om alvorlig sygdom), men også mere underspillet komisk. Og fuldstændig livagtig i sproget, beskrivelserne og stemningerne.