Det er vist den tredje bog af Victor Boy Lindholm jeg læser, og det holder stadig! De to andre handler ret meget om at cykle – det gør den her til gengæld slet ikke. Den handler om at fiske, om at skulle være far, og om hvordan man er mand.

Det lyder måske mere underligt end det er. Fortælleren (som på en masse måde lader til at overlappe med forfatteren) skal være far til en lille pige og går rundt i en skov om efteråret i nærheden af den by hvor han voksede op. Her tænker han tilbage på sin barndom, på sine forfædre, på sin afdøde barndomsven og deres mange fisketure, og på hvilken slags far han skal være for sin datter.

Det hænger på en eller anden måde fint sammen. Kun få steder (fx titlen og i slutningen) bliver det for højstemt for mig – ellers er det dejlig stilfærdigt, konstaterende og reflekteret. Og selv om der er noget stillestående og trist over at vade gennem en mudret lysning i en skov i november, er der et håb i hele fortællingen som jo peger frem mod faderskabet. Og for mig som læser også en lysende fremtid i de mandeidealer fortælleren gør sig tanker om.

Og så skriver Victor Boy Lindholm bare så godt at selv de detaljerede fiskebeskrivelser er lækre at læse. Jeg tænker på om der overhovedet er et emne han ikke ville kunne formidle på en læseværdig måde!

Tre essays om kedsomhed – et om kedsomhed i krig, et om kedsomhed i kunst, et om kedsomhed i nutiden.

Det første virkede pligtagtigt og uinspirerende på mig – tesen (som givetvis er rigtig) er at noget af det værste ved krig er kedsomheden. Dels fordi meget af en krig går med at vente – dels fordi kedsomheden kan drive soldater til alt muligt som er værre end selve de krigshandlinger de trods alt også deltager i. Abu Ghraib er et oplagt eksempel. Men Sebastian Cordes har læst sig til sin viden om krig og formår ikke rigtig at formidle det særlig gribende – selv om det virker relevant nok.

Lige modsat er det med essayet om kedsomhed i kunst. Cordes er selv filminstruktør og skriver indlevende og begejstret om hvordan man kan bruge kedsomhed i film – stillestående billeder, manglende handling, gentagelser og rutiner. Der er masser af konkrete eksempler fra hans egen oplevelser med film. Hele det essay var fængende og en øjenåbner for mig.

Det tredje essays pointe er at vi keder os for meget på de forkerte måder og for lidt på den gode måde – den måde der giver rum til kreativitet.

Alt i alt en bog der kommer vidt omkring på godt og ondt – og som i øvrigt godt kunne have brugt en grundig korrektur og en redaktør der kunne stramme lidt op på både struktur og sprog. Til gengæld er forsiden aldeles smuk!

Jeg var virkelig blæst bagover af Tine Høegs Tour de chambre, og jeg havde længe tænkt at læse forgængeren Nye rejsende. Den er skrevet i samme digtagtige hurtigtflydende stil, men ramte mig ikke helt så meget.

Den handler om en ung kvinde der møder en gift mand i toget og om den affære det udvikler sig til. Det er sjovt, tidssvarende, dybfølt og aldrig kedeligt, men måske emnet bare ikke vakte helt den samme genklang i mig som Tour de chambre.

Men jeg håber stadig Tine Høeg skriver ti bøger mere i samme stil!

Længe siden jeg har læst en lang, god og handlingsmættet dansk bog, men det er lige hvad Morten Papes I ruiner er.

Bogen tager udgangspunkt i Amagerbankens krak og handler om en helt almindelig amagerkansk families stille og rolige undergang. Det er trist, vedholdende og overraskende dramatisk. Historien fortælles gennem familiens datter Amalie over en årrække, fra hun er en lille pige, til hun er i tyverne.

Det starter med almindelig provinsiel kedsommelighed, men udvikler sig i flere retninger derfra med alkoholisme, skilsmisse, vold, dødsfald, overgreb, selvmordsforsøg og meget andet. Og med tiden kommer der et nærmest separat spor om folkedrabet i Rwanda, som pludselig kommer tæt på. Jeg er usikker på om den del egentlig giver mening for mig i forhold til selve kernehistorien, men det er virkelig godt skrevet – og i øvrigt fuldstændig ubærligt.

Bogen er nærmest en pageturner – og så synes jeg en af dens styrker er det ret konsekvente proletarperspektiv. Det står nok mest klart når Amalie bliver kæreste med en dreng hvis forældre bor på Frederiksberg, og detaljerne er det bedste: at man varmer suppetallerkenerne og har et separat skærebræt til løg.

Bogen er sidste (uafhængige) del af Morten Papes Amager-trilogi – nu har jeg fået lyst til at læse de to første også.

Jeg kan simpelt hen ikke huske hvor jeg har Renselse fra, men jeg har i hvert fald haft den stående på reolen de sidste 10 år. Nu fik jeg den læst!

Den minder ikke om noget jeg plejer at læse – alene det at det meste af handlingen foregår på en gård i Estland i starten af halvfemserne, er lidt uvant. Og så spænder den usædvanlig vidt – fra det helt stillestående til det voldsomt dramatiske.

Hovedpersonerne er en ung kvinde og hendes bedstemors søster – de mødes for første gang i starten af bogen og gemmer på hver deres hemmeligheder. Den unge kvinde er stukket af fra den russiske mafia der har udnyttet hende til prostitution, og den gamle dame har en kompliceret fortid med et ægteskab med en russisk partikammerat og ulykkelig kærlighed til sin søsters mand – altså den unge kvindes bedstefar.

Romanen springer i tid og sted – helt tilbage til årene lige efter anden verdenskrig – og folder kun langsomt tingenes rette sammenhæng ud med skiftende synsvinkler, så man som læser undervejs begynder at forstå hvad der er op og ned. Det er skrevet med sikker hånd, men nogle ekstra plot twists til allersidst kunne jeg godt have levet uden.

Især fordi en af bogens styrker snarere er de fine stemningsbeskrivelser – blandt andet af den gamle dames ensomme liv på gården. Der er altid en flue der summer, en gennemtrængende lugt af sved, et tapet der sidder løst, en tør læbe der sprækker. Lidt ligesom i Sidsel Falsig Pedersens Svaret kommer med posten, faktisk.

Alligevel er der en snert af pligtlæsning over bogen – som en roman man skulle læse i gymnasiet, og jeg kan ikke helt finde ud af hvorfor.

15 små tætte noveller fra Naja Marie Aidt i denne ret gamle bog. Jeg tror ikke jeg vil huske nogen af dem til jeg dør, men når jeg læser novellerne, er stemningerne så fint og troværdigt beskrevet. Sørgeligt, ubehageligt og nede på jorden. Som den kvælende stemning i stuen når faren og sønnen bliver uvenner, fordi sønnen siger han har kommet sukker i farens te, men faren insisterer på at der ikke er sukker i. Mere skal der ikke til!

En ganske kort bog – underspillet og ret brutal. Den handler om en ung sort kvindes liv i London med en god karriere i finanssektoren, en hvid kæreste, en nyligt konstateret sygdom og en stor havefest hos svigerforældrene hun gerne ville have været foruden.

Det lyder ikke så heftigt, men det er det, for det hele er gennemsyret af en konstant hverdagsracisme og -sexisme. Der er ikke nogen af fortællerens oplevelser der er så langt over stregen at man ikke sagtens kan se det for sig, men summen af det hele er overvældende.

Fortælleren selv prøver bare at komme gennem det hele, og stilen er stilfærdigt konstaterende. Vild bog! Troværdig, moderne og sørgelig.

I februar tilbragte jeg lidt over et døgn lige ovre på den anden side af Øresund, og det fik mig til at droppe den bog jeg havde med i tasken og gå ind i Akademibokhandeln og købe en vaskeægte svensk bog, prisgrupp J og det hele. Nu er jeg færdig, og jeg sidder også tilbage med fornemmelsen af den der bog man får købt lidt hurtigt i lufthavnen. Den var udmærket, anderledes end dem jeg køber på baggrund af en rigtig god anmeldelse i Information… og også lidt underlig.

Det er lidt en fast forward-dannelsesroman på et par hundrede sider – bogen handler om Elsa og starter da hun er et lille barn i Sverige i tresserne eller halvfjerdserne og slutter i hendes voksenår. Der er en god klump af bogen der handler om hvordan hun bliver langrendsskiløber på eliteplan – det er faktisk meget livagtigt, spændende og rigtig godt skrevet. Så skifter bogen pludselig kurs, kører lidt på noget spiseforstyrrelse, så tager hun til USA og bliver oplært i hvordan sproget skaber virkeligheden – og især hvordan sproget bruges til at undertrykke. Så kommer hun hjem igen, læser videre, kommer i tvivl om det hele, og så er forældrene blevet gamle, og bogen ved at være slut.

På den måde hænger den ikke rigtig sammen, synes jeg. Når den stadig er læseværdig, hænger det blandt andet sammen med de fine dagligdags beskrivelser af den pligtetik hun vokser op under (og gør lidt oprør mod senere) – hendes far er indbegrebet af det sindelag der holder velfærds-Sverige sammen. En aftale er en aftale, frisk luft har ingen taget skade af, man skal altid gøre sig umage osv. Og Skandinavien er ikke større end at jeg kan genkende en del fra min egen opvækst. I bogen her er det karikeret, men ikke overgjort – og det er jo fint.

Jeg har vist aldrig før læst en hel bog af Inger Christensen (jo, måske Sommerfugledalen, egentlig), men efter Crossroads trængte jeg til at læse noget helt andet end en lang engelsksproget roman, og så faldt jeg over denne lille digtsamling som er født samme år som mig.

Dejlig bog! Jeg er ikke særlig god til eller glad for at læse digte, men det sker at jeg gør det alligevel, og det her er rimelig meget til at gå til for en amatør som mig. Det er en sjov blanding af at være nede på jorden og tilgængeligt for – ja, mig – men det er samtidig vildt gennemtænkt med et udgangspunkt i alfabetet og et mønster hvor digtenes længde stiger efter en Fibonacci-talrække – og vist nok er der også alt muligt andet matematik på spil igennem bogen.

Hende om det – jeg kan godt lide stemningerne i digtene. Som for eksempel dette uddrag:

juninatten findes, juninatten findes,
himlen omsider som løftet til himmelske
højder og samtidig sænket så ømt som når
drømme kan ses før de drømmes; et rum som
besvimet, som mættet med hvidhed, en timeløs

kimen af dug og insekter, og ingen i
denne flyvende sommer, ingen begriber at
efteråret findes, eftersmagen og eftertanken
findes, kun disse rastløse ultralydes
svimlende rækker findes og flagermusens
jadeøre vendt mod den tikkende dis;
aldrig var jordklodens hældning så dejlig,
aldrig de zinkhvide nætter så hvide,

Og så går nogle vendinger og ord igen gennem bogen på kryds og tværs på en meget dejlig måde – jeg ved der er et fint ord for den slags, men jeg har glemt hvad det er. Læs den!

Det her er virkelig en fremragende bog! Og hvis man (som jeg) var fan af Jonathan Franzens gennembrud The Corrections (2001), er Crossroads fra sidste år et nyt højdepunkt blandt Franzens mange andre gode bøger.

Det oplagte lighedspunkt mellem de to bøger er formen hvor man følger en familie ved at skifte synsvinkel fra familiemedlem til familiemedlem. I dette tilfælde er det en kristen familie uden for Chicago i starten af halvfjerdserne der er omdrejningspunktet, og mens familien ved bogens start allerede er gået nogenlunde i opløsning, gennemgår personerne hver især store forandringer. Størstedelen af bogens knap 600 sider udspiller sig i løbet af blot en enkelt dag – lillejuleaften 1971.

Bogens store styrke er – helt som jeg husker det i The Corrections – Franzens evne til at skabe forståelse for de enkelte personer i takt med at synsvinklen skifter. Det handler ikke om at nogen af familiemedlemmerne er de gode eller de onde, men om at de hver især er rimelig fejlbarlige og menneskelige, og at det er svært som læser ikke at have en eller anden grad af sympati for dem når man kender baggrunden for deres opførsel.

Og derudover er bogen overbevisende velskrevet, autentisk, livagtig og håndværksmæssigt i top. Og ikke nok med det – Crossroads er vist nok bare første del af en trilogi!