Lena Andersson: Dottern (2020)

Lena Andersson: Dottern (2020)I februar tilbragte jeg lidt over et døgn lige ovre på den anden side af Øresund, og det fik mig til at droppe den bog jeg havde med i tasken og gå ind i Akademibokhandeln og købe en vaskeægte svensk bog, prisgrupp J og det hele. Nu er jeg færdig, og jeg sidder også tilbage med fornemmelsen af den der bog man får købt lidt hurtigt i lufthavnen. Den var udmærket, anderledes end dem jeg køber på baggrund af en rigtig god anmeldelse i Information… og også lidt underlig.

Det er lidt en fast forward-dannelsesroman på et par hundrede sider – bogen handler om Elsa og starter da hun er et lille barn i Sverige i tresserne eller halvfjerdserne og slutter i hendes voksenår. Der er en god klump af bogen der handler om hvordan hun bliver langrendsskiløber på eliteplan – det er faktisk meget livagtigt, spændende og rigtig godt skrevet. Så skifter bogen pludselig kurs, kører lidt på noget spiseforstyrrelse, så tager hun til USA og bliver oplært i hvordan sproget skaber virkeligheden – og især hvordan sproget bruges til at undertrykke. Så kommer hun hjem igen, læser videre, kommer i tvivl om det hele, og så er forældrene blevet gamle, og bogen ved at være slut.

På den måde hænger den ikke rigtig sammen, synes jeg. Når den stadig er læseværdig, hænger det blandt andet sammen med de fine dagligdags beskrivelser af den pligtetik hun vokser op under (og gør lidt oprør mod senere) – hendes far er indbegrebet af det sindelag der holder velfærds-Sverige sammen. En aftale er en aftale, frisk luft har ingen taget skade af, man skal altid gøre sig umage osv. Og Skandinavien er ikke større end at jeg kan genkende en del fra min egen opvækst. I bogen her er det karikeret, men ikke overgjort – og det er jo fint.

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.